LG G5 test – lang batteritid og genialt kamera

TEST: LG G5 er en fed smartphone. Kameraet med vidvinkel er genialt og batteritiden er lang. Modulkoncept fejler med et brag. Her er min LG G5 test.

LG G5 test

LG G5 (Foto: LG)

LG har taget sig alvorligt sammen med LG G5, og det var sandeligt også nødvendigt efter LG G4 fra sidste år. På overfladen en genial telefon hvor læder blev brugt som blikfang. Desværre viste det sig, at der blot var tale om en tynd plastikskal med et tyndt lag læder lagt ovenpå. Desuden var telefonen en skuffelse på betjeningen, og de mange ”LG funktioner”, samt pastelfarveunivers gjorde ikke noget godt for den samlede oplevelse.

LG G5 følger den nye mobiltrend ”less is more”. Og det virker. G5 er en voksen telefon, som sagtens kan konkurrere med Samsung, Sony, HTC og Huawei.

Telefonen er også verdens første modul-telefon, hvor du på få sekunder kan indsætte et andet batteri, eller f.eks. et kamerabetjeningsmodul. Den tager vi senere i anmeldelsen, da det kræver adskillige ord. Jeg er bestemt ikke imponeret.

Det første indtryk af G5’eren er kluntet. Med en vægt på 159 gram og størrelsen 149,4 x 73,9 x 7,7 mm er det en stor klods, også for stor. Når det er sagt har LG brugt (lækkert) metalmateriale til bagsiden, og en 3D Arc Glas belægning på skærmen, hvor vi finder en mikroskopisk forhøjet kant omkring hele fronten. Kanten kan godt have en tendens til at skære en smule i ørets kant under samtaler, men det skal ikke anses som et stort problem.

G5 er bestemt ikke årets bedst designede telefon, ifølge min smag. Jeg synes desuden ikke LG kommer med noget nyt til bordet.

Specifikationerne på LG G5

  • Qualcomm Snapdragon 820 processor (dual-core 2.15 GHz Kryo & dual-core 1.6 GHz Kryo)
  • GPU: Adreno 530
  • Skærm: 5,3 tommer Quad HD IPS Quantum skærm (2560 x 1440 / 554 ppi)
  • RAM: 4 GB LPDDR4 RAM
  • Hukommelse: 32 GB intern (understøtter microSD-kort op til 2 TB)
  • Kamera: 16 megapixels (standard), 8 megapixels (wide),
  • Frontkamera: 8 megapixels
  • Styresystem: Android 6.0 Marshmallow
  • Størrelse: 149,4 x 73,9 x 7,7 mm
  • Vægt: 159 gram
  • Netværk: LTE/3G/2G
  • Forbindelse: Wi-Fi 802.11 a, b, g, n, ac / USB Type-C 2.0, NFC, Bluetooth 4.2
  • Batteri: 2.800 mAh (udskifteligt)
  • Qualcomm Quick Charge 3.0
  • System: Android 6.0.1

Rear Key koncept er væk

LG G5 (Foto: LG)

LG G5 (Foto: LG)

Med G2 i 2013 introducerede LG Reay Key konceptet. Ingen knapper på front og side, men i stedet bagpå. Volumen-knapperne samt power sad lige ud for pegefingeren, og gjorde det enkelt, når man under samtalen havde brug for at justere lydstyrken.

LG havde baseret Rear Key på brugerundersøgelser der viste, at den maksimale telefonbredde er 2,7 tommer (6,85 centimeter), hvis telefonen skal betjenes med én hånd, og da G2 var 7,09 centimeter i bredden, var ræsonnementet at flytte knapperne til bagsiden.

LG G5 har en bredde på 7,7 centimeter, men volumentasterne er placeret på venstre side. På bagsiden finder vi nu kun powerknappen med indbygget finderaftrykslæser.

Selvom Rear Key var gennemgående for både G3, G4, V10 samt en række små-modeller, er det nu forsvundet. Jeg har ikke kunne få svar fra LG på hvorfor de nu ikke længere synes, at Rear Key er et godt koncept.

Hurtig oplåsning med fingeren

Når G5 skal låses op, kræver det ikke skærmen først skal tændes. Det er blot at lægge fingeren på sensoren, hvorefter telefonen tænder og er klar. Det lyder som en lille ting, men det er faktisk en lettelse ikke først at skulle trykke (tænde) før fingeren kan aflæses.

Samsung og Apple bør lytte med her. Huawei var først med denne form for oplåsning. Siden har vi set det på Nexus-telefoner samt på blandt andet HTC 10.

Sensoren er utrolig præcis og hurtig. Faktisk blev jeg løbende overrasket over, hvor hurtigt fingeren genkendes, og jeg gjorde mig ikke engang umage da jeg satte funktionen op.

Mere overskuelig Android-brugerflade

LG G5 er MEGET mere overskuelig end LG G4. Det er et meget mere venligt første indtryk man får, når telefonen startes op første gang. Hold op hvor var G4 vare noget rod!

Jeg undres over hvorfor Facebook og Instagram er pre-installeret. Det så vi også på Samsung Galaxy S7, men ikke på Huawei P9 og HTC 10. LG har så toppet den med Evernote. Det er kendt, at programudbydere bruger forskellige platforme til markedsføring af deres produkter. Tænk blot på den mængde af bloatware en Windows-computer ofte er læsset med.

Jeg behøver dem ikke, kære producenter. Og kunderne skal nok selv finde ud af, at downloade Facebook såfremt de ønsker applikationen.

LG følger i øvrigt det, som vi formoder er en del af Googles nye kravspecifikation omkring Android, at app-genveje skal lægges direkte på forsideskærmene, og ikke inde i en app-liste (App Drawer). Så du skal, ligesom på Huawei’s telefoner og iPhone, selv organisere dine apps på forsideskærme og i mapper.

I dagligt brug synes jeg brugeroplevelsen er bedre, men hvis man elsker en App Drawer, så kræver det lidt øvelse og tilvænning.

Efter en månedstid på markedet har LG valgt at udsende en softwareopdatering, der giver brugeren mulighed for at vælge et starttema med App Drawer.

LG fortryder: App Drawer er tilbage på G5

Vores testtelefon er i øvrigt leveret med Android 6.0.1.

Screenshots fra LG G5

Hardware med kraftig power

LG G5 er udstyret med Qualcomms hidtil nyeste high-end processor, Snapdragon 820 samt 4 GB RAM. Dermed har G5 præcis samme specifikation på dette område som HTC 10.

Den rå ydelse flytter virkelig noget. Antutu Benchmark giver 132.931 point mens 3DMark kommer ud med 2.475 point. Til sammenligning fik HTC 10 henholdsvis 136.295 og 2.450 point. Så telefonerne må siges at være på niveau. Begge telefoner ligger højere end Samsung Galaxy S7 med Samsungs egen Exynos processor.

I dagligt brug er G5 lynhurtig. Både ved programskift, start af programmer samt når man læser websites og benytter telefonens andre funktioner.

Hurtigopladning via Qualcomm Quick Charge 3.0 er understøttet, og i salgspakken ligger en kompatibelt oplader, så man ikke skal investere i ekstraudstyr for at udnytte funktionen.

Vær opmærksom på at G5’eren benytter USB Type-C, den nye USB-standard, hvor du ikke kan bruge dit gamle USB-kabel.

TEST: HTC 10 – god men skærm og kamera blegner

Modulkoncept holder ikke

LG G5 Cam Plus

LG G5 Cam Plus med batteriet fra telefonen indsat.

Drømme og snakke om modulbaserede telefoner har eksisteret i årevis, uden det nødvendigvis er en god idé. LG forsøger med modulprogrammet LG Friends, at trække ekstra opmærksomhed omkring produktet.

LG skriver: – ”The LG G5 & Friends suggest a new smartphone ecosystem: the LG Playground. The ultimate goal of the LG Playground is to bring out the playful mobile experience from smartphones to the real world with the LG G5 at the center of it all.”

Sikke noget vrøvl. Hold nu op hvor er det bare på alle måder en dårlig idé. Det er noget du prøver én gang, hvorefter modulet ligger i skuffen.

LG Cam Plus fulgte med min testenhed. ”Real Camera UX” står der på pakken, og LG lover en DSLR-agtig kameraoplevelse. Altså oplevelsen af, at stå med et rigtigt kamera i hånden. For det første sidder der nu en stor grim klods på telefonen, der ligger dårligt og skævt på bordet. Dernæst en knap der kan ”slukke” kameraet. Altså lukke kamera-applikationen. En udløser til foto og en start/stop til videooptageren samt en drejeknap på siden, der zoomer på billedet (digitalt). En fysisk drejeknap giver altså stadig ikke bedre zoom-billeder – det er stadig bare forstørrelse af pixels.

Når modulet skal sættes på, trækkes bunden af LG G5. Batteriet følger med ud, og telefonen slukker. Phyyy. Jeg har næsten ikke ord for hvor dumt det er, at mobilen genstartes når modulet skal skiftes. Når hot-swap ikke er muligt er jeg for alvor sikker på, det ikke er en funktion der vinder indpas.

Dertil kommer, at batteriet nærmest skal brækkes af holderen, inden det indsættes i f.eks. LG Cam Plus. Det er dømt til at gå i stykker.

I øvrigt ødelægges telefonens design, da der opstår en lille kant mellem telefonen og modulet. Desuden passer de ydre linjer ikke helt sammen. Ja sjusket ser det ud.

LG kommer også til at tilbyde et Hi-Fi Plus modul (sammen med B&O). Her får du en opdateret digital-to-analog converter (DAC) for bedre lyd og opsamling til 24 bit/ 384 KHz. Min påstand er, at dette sagtens kunne være bygget direkte ind i telefonen.

Køber du modulerne risikerer du at stå med totalt ubrugelig hardware, da modulerne sandsynligvis alligevel ikke passer ind i LG’s næste telefon. LG finder nok ud af, at det alligevel ikke var en god idé. Og det er også direkte dumt af en producent, at binde sig til både tykkelse og bredde af den næste topmodel, hvilket er en nødvendighed, hvis modulet skal passe.

Med andre ord. Jeg tror ikke på konceptet. Slet ikke! Og med den udvikling markedet har, giver det slet ikke mening med forsøg på modulopbyggede telefoner. Det mest positive der kan siges er, at du selv kan udskifte batteriet. Men! Hvis du køber et ekstra batteri. Hvordan skal du så oplade batteri nummer to, mens nummer ét er i telefonen?

Jeg har også noteret mig, at min anmelderkollega på Ekstra Bladet heller ikke er imponeret over LG’s modulidé.

Godt kamera – flotte billeder og vidvinkel

Kombinationsbillede - Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

Kombinationsbillede – Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

LG introducerer på G5 et såkaldt ”dual camera” der indeholder en standardlinse og en vidvinkellinse (135 grader). Opløsningen er på henholdsvis 16 og 8 megapixels på linserne.

Nu har jeg egentlig aldrig tænkt over behovet for vidvinkel på smartphonen, med jeg medgiver det giver flere muligheder, for at få et andet indtryk af motivet og omgivelserne. Vidvinkeltilstand vælges let i toppen af søgeren.

Kombinationsbillede - Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

Kombinationsbillede – Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

Ikke i alle tilfælde er vidvinkel en fordel. Se f.eks. vidvinkel-billedet fra legepladsen herunder. Stolperne bliver vredet ud af proportioner. Jeg har også taget et low-light billede med vidvinkel og brug af fotolys, af vores små maskotter. Her ses tydeligt hvordan fotolyset slet ikke formår at oplyse motivet.

Kombinationsbillede - Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

Kombinationsbillede – Pop-out Picture (Foto: MereMobil.dk)

Funktionen ”Pop-out Picture” giver mulighed for kombination af et vidvinkel- og standardbillede, for at skabe en særlig effekt. Det er meget sjovt ud, men jeg tvivler på, at det er noget man som sådan vil bruge i dagligdagen.

Det vigtigste at tage med sig fra kameraet er billederne, som faktisk er temmelig flotte, også i mørke omgivelser. Her skuffer LG bestemt ikke og fortsætter den gode stil fra LG G4’eren.

Kameraet kan desværre ind i mellem være lidt sløvt når det kommer til fokusering, trods laser autofokus, men ikke i en grad så det har været voldsomt generende.

Stabilisering af rystelser holdes på plads af optisk billedstabilisering (OIS) på tre akser.

Testfotos fra LG G5 – vidvinkel

Testfotos fra LG G5 – standard

Fantastisk god batteritid

Med LG G5 får du fantastisk god batteritid. Kapaciteten på batteriet er 2.800 mAh, og det er som nævnt udskifteligt af brugeren. Det er ikke et problem, at komme gennem en hel arbejdsdag og mere til, selv når telefonen presses på ydelse og ved meget brug.

Det er en fornøjelse at gå i seng ved midnatstid, og stadig have 40 procent tilbage på batteriet. Det betød så telefonen sov uden opladeren tilsluttet, og jeg kunne trække en halv arbejdsdag mere uden at være i nærheden af en oplader.

Da telefonen kører Android 6.0 får man som bruger også stor glæde af de nye underliggende strømsparefunktioner, der arbejder i det skjulte. Oven på det har LG lagt det de kalder ”Low Power Location Estimation (LPLE)”. Dette betyder, at lokationsbaserede tjenester skulle forbruge 40 procent mindre strøm end tilfældet vil være, uden denne LPLE-teknik.

Der er ingen tvivl om, at LG G5 bevæger sig i ligaen blandt de mest strømvenlige telefoner

Med i salgspakken følger en hurtigoplader. Telefonen understøtter Qualcomm Quick Charge 3.0, men det fremgår ikke, om den medfølgende oplader overholder 3.0-teknologien.

Qualcomm Quick Charge 3.0 foreskriver opladning til 83 procents kapacitet på 30 minutter. Det oplever jeg ikke på LG G5. Det tog 1 time og 40 minutter at oplade fra 10 til 100 procent.

LG har Always On funktion på skærmen som viser ur, dato og notifikationer når den almindelige skærm er slukket. Her fremtræder ulempen ved LCD-skærmen, særligt når omgivelserne er mørke. Udover det man ser så kommer skærmen med et gråligt lysende skær. Her klarer Samsung sig med deres AMOLED-skærm bedre, da det absolut kun er teksten der lyser op, mens resten af skærmen er kulsort.

Jeg oplever ikke, at Always On bruger nævneværdigt mere strøm. Så det er ikke noget med du skal være nervøs for, at batteriet bliver tømt af den grund.

Konklusion: Godt bud, men ikke godt nok

LG G5 (Foto: LG)

LG G5 (Foto: LG)

LG G5 er et fantastisk god bud på en toplevel smartphone her i foråret 2016. LG prøver nogle nye ting, som de plejer, men det er ikke helt gennemført.

LG Friends konceptet med moduler tror jeg ikke på. Det er en gimmick, og når telefonen så endda ikke er i orden omkring samlekvaliteten, på de steder den tages fra hinanden, så trækker det ekstra ned. Desuden tror jeg ikke forbrugerne vil købe moduler som de ikke engang er sikre på kan bruges fremadrettet på andre telefoner.

Jeg synes det er synd LG ikke fastholder deres eller unikke, og velfungerede, Rear Key koncept. Det var andeledes på den gode måde.

Designet af telefonen synes jeg ikke er specielt godt. Det er nok forårets ringeste blandt topmodellerne.

Når det er sagt, så er kameraet intet mindre end genialt, og vidvinkel-idéen er langt bedre udført, end sort/hvid linsen på Huawei P9. Oven i det skal så lægges vældig god batteritid, og for mange det plus, at batteriet kan udskiftes.

Lyden fra højtaleren (mono) er til den gode side, og du får en fingeraftrykslæser som bare virker.

På softwaredelen er det glædeligt med LG’s store opstramning. Selv tastaturet er brugbart. Jeg synes dog det er ærgerligt, at LG ikke holder fast i fjernelsen af programlisten (App Drawer), men alligevel indfører den via en opdatering. Det viser i hvert fald, at de selv er i tvivl.

LG G5 er samlet set en god telefon, og et løft fra G4 på nogle punkter, men jeg kan ikke tvinge mig op på mere end 4 ud af 6 stjerner.

Dagsprisen uden abonnement er lige under 5.000 kroner. Telefonen har 32 GB hukommelse.

TEST: Læs stor anmeldelse af Samsung Galaxy S7’erne

Mere til historien

I Danmark startede salget af LG G5 fredag den 29. april 2016. Her havde den været tilgængelig på nogle markeder i en god måned og solgt omkring 1,6 millioner enheder.

LG G5 test – lang batteritid og genialt kamera,
Giver karakteren:

Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.