LG G4 test – cool læderudtryk men ikke overraskende

TEST: LG scorer materialepoint og får stor ros for kameraet, men brugerfladen opleves rodet og prisen på G4’eren er lidt for høj. Her er min bedømmelse af LG G4.

LG G4
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

LG G4 følger på glimrende vis op på de foregående tre top-smartphones, der har fået succes i både mine, og andre anmelderes tests. Læderdelen har allerede trukket mest opmærksomhed, og det er da også et unikt materialevalg.

Samsung har tidligere brugt plastik med læderudtryk og kunstige syninger, men på LG G4 er det første gang, der kommer en telefon i rigtigt læder, hvor forarbejdningen tager op mod 12 uger.

I Norden fås LG G4 i farverne brun, rød og sort på læderudgaven, mens der også vil kunne købes almindelige udgaver med standard plastikbagside. Den brune og røde giver en blød og fin fornemmelse, mens den sorte er mere ru og ikke så unik.

Der er ingen tvivl om, at læderet giver en unik følelse, og særligt syningerne understreger det helt specielle.

De to parallelle sting der går ned ad ryggen på G4, er af en tysk premiumkvalitet kaldet Mara fra Gutermanns produktionslinje. Mara-produktet er af en høj standardiseret kvalitet med patenteret ”Micro Core Technology”. Desuden er Mara-stingene klassificeret miljøvenlige og godkendt efter ”Oeko-tex standard 100”, et uafhængig test- og certificeringssystem for tekstil-branchen.

Efter få ugers brug vil din LG G4 være helt unik, da læder er et organisk materiale der skifter udtryk, i forhold til det brug telefonen udsættes for. Ethvert tab, mærke eller ridse vil være synligt, så vi kan for alvor tale om en personlig telefon.

Jeg er vældig begejstret over materialevalget, men desværre er det ikke helt så lækkert som jeg her har beskrevet. Den brune er klart mest spændende, mens det på den sorte for alvor mærkes, at læderet blot er et tyndt lagt, der er spændt ud over plastikbagsiden. For det er nemlig kun bagcoveret som bærer læderet. Resten af telefonen er fuldstændig almindelig.

LG G4 – hovedspecifikationer

– Chipset: Qualcomm Snapdragon 808
– Dual-core 1.82 GHz Cortex-A57 & quad-core 1.44 GHz Cortex-A53
– Skærm: 5,5” Quad HD (2560 x 1440 px) – 538 PPI
– RAM: 3 GB (DDR3)
– Hukommelse: 32 GB +  MicroSD-kort
– Kamera: 16 megpixels (F1.8) med optisk billedestabilisator (OIS 2.0)
– Frontkamera: 8 megapixels (F2.0)
– 4G LTE
– Wi-Fi 802.11 a, b, g, n, ac
– Bluetooth: 4.1 LTE, NFC, GPS
– Batteri: 3.000 mAh
– System: Android 5.1 Lollipop + LG UX 4.0

Sammenligning med LG G3

 LG G4LG G3
Skærm5.5” (IPS+ LCD)5.5” (IPS+ LCD)
Opløsning1440 x 2560 pixels1440 x 2560 pixels
ProcessorQualcomm Snapdragon 808Qualcomm Snapdragon 801
 1.8 GHz dual-core, 1.4 GHz quad-core2.5 GHz quad-core-
Hukommelse32 GB32 / 16 GB
RAM3 GB3 / 2 GB
Størrelse148.9 x 76.1 x 9.8 mm146.3 x 74.6 x 8.9 mm
Vægt155 gram149 gram
Kamera16 MP + OIS13 MP + OIS
Frontkamera8 MP2.1 MP
Batteri3000 mAh3000 mAh

Duel: Se flere forskelle på LG G4 og G3

Ingen knapper

LG G4
LG G4

LG bibeholder i G4’eren deres Rear Key koncept, hvor der kun er fysiske knapper på bagsiden. Volumen og power ligger præcist ud for ens pegepinger, og det fungerer vældig godt, ganske som på de foregående telefoner i serien.

Resten af telefonen har ingen knapper, andet end de virtuelle som softwaren skaber på skærmen.

Centreret i bunden er USB-stik til opladning og dataoverførsel lokaliseret, og til venstre herfor hovedtelefontilslutningen. På bagsiden finder vi åbningen til højtaleren, hvis placering desværre ikke er optimalt, da lyden har vanskeligt ved at slippe ud, når telefonen ligger på et bord eller i en sofa.

G4 har en buet facon, men det giver ikke den store gevinst i dagligt brug, og så er det lidt irriterede mobilen ligger og vipper på bordet.

God Quad HD-skærm

LG G4 (Foto: MereMobil.dk)
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

I det udleverede materiale om LG G4, gør LG utroligt meget ud af skærmen på 5,5 tommer med Quad HD opløsning. LG lægger blandt andet vægt på Digital Cinema Initiatives (DCI) som standard inden for visning af farver. Flere store filmstudier her i blandt Disney, Warner Brothers, Paramount og 20th Centry Fox er enige om brugen af DCI.

I 1954 var standarden NTSC, i 1996 sRGB og i 2002 kom så DCI.

Jeg skal ikke kloge mig i om LG G4 viser farverne korrekt efter DCI-standarden, men vi kommer da ikke uden om, at billederne på skærmen ser flotte og naturlige ud.

Jeg synes ikke du skal lægge så meget i, at skærmen har mere end Full HD opløsning. Skærmene er i dag så højtopløselige, at man skal have virkelig skarpe øjne, før forskellene i pixels reelt kan ses.

LG fortæller også, at G4 har 25 procent højere lysstyrke fra skærmen end konkurrerende produkter samt 50 procent bedre kontrast.

I G4 bruger LG også en grafik RAM der lagrer stilbilleder når de vises på skærmen. Det betyder CPU’en kan holde pause i beregningerne af skærmbilledet og dermed spare strøm.

Skærmen ER virkelig lys- og farvestærk, men så snart den ses lidt fra siden, falmer farverne. Set direkte på har LG G4 lige så flot skærm som Samsung Galaxy S6, men så snart den vinkles lidt, vinder Samsung.

Lysføleren styrer udmærket displayet, og skruer op og ned alt efter omgivelserne, men når solen skinner har G4 vanskeligt ved, at nå op på siden af Samsung.

Web-TV: Se testen af Samsung Galaxy S6 og S6 Edge

En rodet brugerflade

Jeg er på ingen måde tilfreds med designvalg i temaer og menuerne på LG G4. Det er en rodet farveladebutik, og selvom LG har talt om de har optimeret på brugerfladen, synes jeg det er vanskeligt at få øje på. Der er ikke den store umiddelbare forskel på LG G3, LG G Flex 2 og LG G4 i selve brugeroplevelsen.

Nogle af de preinstallerede applikationer fra LG kan afinstalleres, men alle Googles forskellige tjenester som Google Bøger, Film osv. må brugeren selv ind i undermenuerne og deaktivere, og her er der ikke så meget hjælp til brugeren, som det er set i Samsungs nyeste telefoner Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge.

Den overordnede hastighed i brugerfladen er god, og kun sjældent opleves ventetider, men softwaren er ikke helt stabil. Jeg har set system-apps der pludselig ikke svarer, og genopbygning af widgets og ikoner på hjemmeskærmene er også set, fordi telefonen åbenbart ikke kan følge godt nok med. Dette er uacceptabelt på en topmodel, og lige præcis denne fejl har været noget Samsungs telefoner tidligere har haft som sygdom. Det minder mest af alt om sjusk.

Jeg undres stadig over, hvorfor LG UX 4.0 brugerfaldeoverbygningen på Android, absolut skal udskifte velfungerende applikationer fra Android-systemet med LGs egne. Her tænker jeg på Kalender, Beskeder, Galleri, Browser osv. Rent grafisk er det også trist at se, at LGs ikoner ikke har samme størrelse som de andre genveje i systemet, hvilket er med til, at ødelægge det grafiske udtryk.

Knock Knock – ingen hjemme

LG G4 (Foto: MereMobil.dk)
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

LG har en række unikke funktioner, som til enhver tid kan være nyttige. Eksempelvis Quick Memo+ som opretter screenshots du kan markere og tegne på, og efterfølgende dele indholdet. Blandt de mere profilerede funktioner er KnockOn og KnockCode. Tap to gange på skærmen, så vågner mobilen fra standby. To tryk mere, så sover den videre.

Med KnockCode kan telefonen oplåses fra standby i én arbejdsgang, og der er over 80.000 kombinationsmuligheder. Funktionen er genialt tænkt, men jeg oplever desværre ofte ustabile reaktioner, der ikke låser telefonen op.

G4 kommer også med ”Glanceview”, hvor du i standbytilstand kan trække fingeren fra toppen af skærmen mod bunden, så du kan se uret og indkommede notifikationer.

Jeg synes heller ikke oversættelsesfejl er rimelige i et topprodukt. På låseskærmen kan man se ”Lås op for at se følsom”. Det fremkommer i forbindelse med notifikationer. I vejrudsigten ses ”Det er for det mest skyet”, og sådan kan man finde lidt irriterede manglende tilpasninger hist og her.

Som en del af forsiden har LG stadig Smart Notice funktionen som kan informere om f.eks. regn, og at paraplyen skal huskes. Den kan også fortælle om et mistet opkald, eller forslå en kontakt der kan gemmes i kontaktlisten. Smart Notice er tænkt som en slags personlig assistent, som uheldigvis er forstyrrerende.

Bruger du Google Drev til at gemme filer, kan du med LG G4 indløse en rabatkupon og få 100 GB ekstra plads i to år.

Android 5.1 Lollipop som standard

LG G4 (Foto: MereMobil.dk)
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

LG skal have ros for, at levere G4 med Android 5.1 fra starten, så køberen allerede er med et skridt længere fremme, end tilfældet er på konkurrerende mobiler.

En funktion som flydende beskeder hvor der kan besvares SMS uden at forlade det man har gang i, er jeg tilfreds med. Klipbakken der kan håndtere flere ”klips”, når der skal kopieres og indsættes, er også et godt og fint tiltag som giver gevinst i dagligt brug.

Derimod er jeg ikke blevet gode venner med besked-tastaturet, som udløser for mange indtastningsfejl, og det kræver for mange tryk, at få adgang til smileys.

I den rå benchmark-måling med Antutu landende vi på 49.206 point, og i sammenligning med Samsung Galaxy S6 Edge, der scorede 70.255 point, er det nok lige i underkanten.

En anden sjusket ting er lydløsfunktionen, som med Android 5.0 Lollipop forsvandt. LG har ikke fundet en løsning, og du må dermed leve med, at der enten er lyd eller vibrator på. Alternativet er at anvende forstyr-ikke funktionen, men jeg synes ikke det er optimalt, man ikke bare kan vælge ”lydløs” som på andre telefoner.

Benchmarkmålinger

BechmarktestScoreSystem
LG G449.206Android 5.1
LG G332.019Android 4.4
Samsung Galaxy S6 Edge70.255Android 5.0
Sony Xperia Z3+52.989Android 5.0
HTC One M952.694Android 5.0

God lyd og hurtigt netværk

Med LG G4 får du god lyd ved samtaler, men lydkvaliteten fra den indbyggede højtaler er ikke synderligt interessant. Også når telefonen bruges med trådløst headset er lyden god og stabil.

En anden stabil ting er netværket. Jeg har en 100 mbit/s forbindelse der sagtens kunne makses ud af telefonen. Via Telias 4G-netværk lykkedes det mig en tirsdag eftermiddag at trække 50 mbit/s, og det er samlet set en bedre oplevelse, end hvad jeg har set på Samsung Galaxy S6-telefoner.

Telefonen er også hurtig til, at skifte mellem mobilforbindelsen og det lokale netværk. Jeg har heller ikke oplevet problemer med, at få forbindelse til mobilnettet i testperioden.

Rigtigt godt kamera

LG G4 (Foto: MereMobil.dk)
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

Et af de stærkeste kort i LG G4 er nok kameraet med en opløsning på 16 megapixels. Linsen med F1.8 tager omkring 80 procent mere lys ind, når der sammenlignes med andre smartphones der typisk har f.eks. F2.4. Jo lavere ”F”-tallet er, jo mere lys kan passere gennem linsen og nå ind til sensoren.

Oven i dette har LG gjort billedsensoren 40 procent større – i forhold til LG G3, så også her kan der opfanges mere lys.

Dertil kommer optisk billedestabilisator i en forbedret udgave. LG G3 havde OIS+, men med G4 kommer OIS 2.0 som kan håndtere korrektioner i tre akser.

Tal siger ikke noget i sig selv. Det er billederne der taler, og her bliver du ikke skuffet. I mørke omgivelser, såvel som steder hvor der er meget lys, bliver billederne virkelig gode. Du kan se testbillederne herunder.

Kameraet er hurtig til at fokusere og få billedet i kassen, men du skal være opmærksom på, at meget små objekter tæt på, har den vanskeligt ved at stille fokus korrekt på.

Den optiske billedestabilisator udfordrede jeg på en rutsjebanetur i Tivoli. Videoklippet herunder viser, at stabilisatoren klarer sig ret godt. Når jeg sammenligner den samme tur med en optagelse fra Sony Action Cam Mini klarer LG G4 sig næsten lige så godt, men action-kameraet er dog lidt bedre.

Vi har også optaget med videokameraet hvor der zoomes tættere på undervejs, og igen ses det, hvordan stabilisatoren gør et godt stykke arbejde.

Hvis ikke du er til automode i kameradelen, så er der en rimelig avanceret manual tilstand hvor fotos kan gemmes i RAW-format, og desuden kan der laves en lang række justeringer, som vil kunne tilfredsstille dem som har lyst til, at lege med billederne.

Frontkameraet er på 8 megapixels.

Billeder taget med LG G4

Testvideoer fra LG G4

https://www.youtube.com/watch?v=bxrWxrQDtHc
https://www.youtube.com/watch?v=AVqMJci7sgI

Rimelig batteritid

Batteriet, som du selv kan udskifte, er på 3.000 mAh. Jeg oplever ikke LG G4 som en forslugen telefon, når det kommer til batteriforbruget.

Med mit forholdsvis intense brug har en hel dags drift, endda med batterioverskud på omkring 20 procent ved sengetid, ikke været et problem.

Min kollega Jacob Smidt har også anvendt LG G4 over en periode, og han oplever batteriet som middelmådigt med knap en hel dags strøm. Dermed ligger G4’eren sig meget fint op af hvad konkurrenterne kan præstere, hverken mere eller mindre.

Der medfølger en standardoplader i salgspakken på 1,8 mA output, der kan lade telefonen på rimelig tid. LG oplyser til MereMobil.dk, at telefonen understøtter hurtigopladning via Qualcomm Quick Charge 2.0, men en lynoplader skal købes ved siden af. Når en sådan sættes til telefonen aktivers hurtigopladningen automatisk.

LG G4 har i standardudgaven ikke trådløs oplademulighed, men ved tilkøb af et LG Quick Circle cover, understøttes QI-teknologien.

Screenshots fra LG G4

Konklusion: Lækkert læder-tiltag

LG G4 (Foto: MereMobil.dk)
LG G4 (Foto: MereMobil.dk)

Når jeg møder folk er det tydeligt, at læderdesignet er noget helt særligt, og noget der lægges mærke til, men nu er en smartphone jo ikke kun design.

Udtrykket i brugerfladen UX 4.0 tiltaler mig ikke. Der er for meget som stritter i flere retninger, men i dagligt brug virker telefonen da, men den når ikke det niveau, som Samsung med Galaxy S6’erne og Sony Xperia Z3+ lægger for dagen.

LG sætter pluspoint ind på kontoen med et enestående kamera, der særligt i mørke omgivelser, leverer en overbevisende præstation. God batteritid, fin lydkvalitet ved samtaler samt, at G4 sendes på gaden med Android 5.1 trækker også i den rigtige retning.

Uden abonnement sælges LG G4 (32 GB) for godt 4.800 kroner. I betragtning af hvordan LGs markedsandel ser ud, synes jeg ikke det er rimeligt med et så relativt højt prisniveau. Her kunne LG godt være mere ydmyg.

Er det værd, at opgradere fra LG G3 til G4. Ikke umiddelbart. Hvis du kan undvære læderudtrykket er G3 måske i virkeligheden værd, at overveje. LG G3 kører nu også Android Lollipop, og prisen på godt 3.300 kroner uden abonnement, gør den mere interessant end G4’eren.

Jeg ender med, at sende fire flotte stjerner, ud af seks mulige, efter LG G4.

Fordele og ulemper

Fordele

– Enestående godt kamera
– Nytænkning omkring materialevalg
– God lyd, skærm og fin batteritid

Ulemper

– Rodet og ikke indbydende brugerflade
– Ikke altid fungerende KnockCode, manglende lydløs, til tider ustabil brugerflade
– Høj pris

Mere til historien

Det er ikke kun forgængeren G3, der har fået Android Lollipop. Også LG G2 kan nu opdateres til Android 5.0.1.

LG G4
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Mac Mini M4 er chokerende lille og vanvittig effektiv | Test

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram