Min dom over iPhone Duo – derfor skal du vente
VIDEO: Apple har skabt imponerende hardware, men apps, kompromiser og høje reparationspriser gør iPhone Duo til et dyrt førstegenerationsprodukt.

Det seneste stykke tid har flere spurgt mig, om jeg har den nye foldbare iPhone.
Folk vil se den, røre den og mærke hypen. Men hvad sker der, når vi skræller al prestigen af, og produktet skal fungere i virkeligheden? Det ser jeg nærmere på i min nyeste video.
Lad mig sige det meget direkte: Foldbare telefoner er et ingeniørprojekt, som forbrugerne aldrig har bedt om. Det er teknik for teknikkens skyld.
For mig virker iPhone Duo mest af alt som et produkt, Apple har følt sig presset til at lancere for ikke at fremstå teknologisk bagud i forhold til konkurrenterne i Asien.
Her vinder iPhone Duo
Selvom jeg er kritisk, er der områder, hvor Apple beviser, hvorfor de er mestre i hardware- og softwareintegration.
Den nye, matte nanoteksturskærm er i verdensklasse til at afvise refleksioner, og selve skærmfolden i midten er stort set usynlig.
På det punkt slår den faktisk Samsungs Galaxy Z Fold8.
Men der, hvor Apple for alvor brillerer, er den grafiske finesse. Deres evne til at skabe flydende, lynhurtige grafiske overgange i styresystemet, når telefonen åbnes og lukkes, er uovertruffen.
Skærmbilledet tilpasser sig elegant og gnidningsfrit uden det mindste hakkeri, hvilket giver en utrolig lækker premiumfølelse i hænderne.
Dyre kompromiser og en app-katastrofe
Desværre står kompromiserne i kø derfra. For en telefon i denne svimlende prisklasse er det skidt, at kameraet mangler optisk telezoom. Det gør den almindelige Samsung Galaxy Z Fold8 i øvrigt også.
Apple har også skrottet deres ellers fantastiske Face ID til fordel for en Touch ID-fingeraftrykslæser i sideknappen – et kluntet tilbageskridt.
Det største tegn på, at telefonen er sendt for hurtigt på markedet, er dog softwaren. Det er en regulær app-katastrofe.
I hverdagen kan du miste overblikket, fordi skærmtastaturet i nogle tilfælde dækker for de webformularer, du forsøger at udfylde.
Der er få lyspunkter som Netflix, der udnytter formatet genialt med betjeningsknapper på den ene halvdel. Men det er en sjælden undtagelse. Du kan se i videoen, hvordan det fungerer.
Hvordan det reelt står til med danske apps på iPhone Duo, kan du se i vores store gennemgang af apps på telefonen.
Min dom: Du er betatester for Apple
Hardwaren er isoleret set fascinerende, men som samlet forbrugerprodukt er iPhone Duo ganske enkelt ufærdig.
Når du smider mellem 17.999 og 29.999 kroner efter en smartphone, skal alt spille 100 procent fra dag ét. Det gør det ikke her. Du betaler dyrt for at agere betatester på Apples første generation af et foldbart produkt.
Når vi samtidig ser konkrete meldinger om inderskærme, der knaser og slår revner langs folden, bliver den økonomiske risiko endnu sværere at overse.
En skade på inderskærmen koster 8.999 kroner at reparere uden Apple Care, hvis skaden ikke bliver dækket som en produktionsfejl.
Mit råd er krystalklart: Hold på pengene. Vent til iPhone Duo 2 (formentlig) lander næste år, hvor de værste børnesygdomme forhåbentlig er kureret, og app-udviklerne har haft tid til at tilpasse sig.
Køber du nu, risikerer du hurtigt at stå med en meget dyr førstegenerationsmodel, som næste udgave kan få til at virke forældet.
Vil du have alle detaljerne med, inden du overvejer at svinge dankortet? ´
LÆS MERE: Min dybdegående test af iPhone Duo.
Find den billigste på iPhone Duo
Sammenlign aktuelle priser hos danske forhandlere og se, hvor iPhone Duo er billigst lige nu.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Mere til historien
Foldbare telefoner har været på markedet i mange år, og Samsung har tidligere på året lanceret deres ottende generation med Galaxy Z Fold8 og Galaxy Z Fold8 Ultra. Alligevel kæmper hele smartphonebranchen fortsat med at overbevise app-udviklerne om at investere den nødvendige tid og økonomi i at tilpasse deres apps fuldt ud til det brede, foldbare skærmformat.

