Sådan gør du robotplæneklipperen og græsplænen vinterklar
GUIDE: Efteråret er for alvor over os, og frosten lurer lige om hjørnet. Læs her, hvordan du gør robotplæneklipperen vinterklar og forbereder græsplænen til vinteren.

Det er rigtig kedeligt for en gadgetmand som mig at skulle i gang med havearbejdet, men det er desværre nødvendigt, når robotten og græsplænen skal gøres vinterklar.
Det allerførste, du og jeg skal gøre, er at fjerne legetøj, kviste og nedfaldne blade fra plænen.
Selvom græsset ikke gror meget om vinteren, har plænen brug for luft og lys for at få de bedst mulige vækstbetingelser.
I videoen herunder kan du se mine egne tips. Læser du videre, får du også et par ekstra råd med på vejen, så du ikke begår de samme fejl som mig.
1. Fortsæt klipningen – og brug skarpe knive
En klassisk fejl sidst på sæsonen er at tænke, at man lige så godt kan spare de nye knive til næste år. Men det er en dårlig idé.
En skarp kniv skærer græsset rent over, hvilket giver græsplanterne de bedste betingelser gennem den kolde sæson.
Mange tror også, at de skal stoppe med at klippe græs, så snart jakkerne kommer frem. Men græsset fortsætter med at gro, så længe jordtemperaturen holder sig over cirka 6-7 grader.
Du kan derfor ofte lade robotten køre ind i november. Når jordtemperaturen falder stabilt under cirka 7 grader, stopper væksten, og robotten kan få fri.
2. Hvor højt skal græsset være om efteråret?
Når du indstiller klippehøjden om efteråret, må du endelig ikke klippe græsset helt i bund. Græsset skal have noget at stå imod med, når det for alvor bliver koldt.
Sørg for en klippehøjde på cirka 5-7 centimeter.
Ifølge Videncentret Bolius bør græsset ikke klippes kortere end 4 centimeter ved årets sidste klipning. Klippes det kortere, kan rodnettet blive svækket, hvilket giver bedre betingelser for mos og ukrudt.
Robotten må heller ikke køre, når der er frost, og græsset er stift. Det kan både skade plænen og belaste maskinen unødigt.
3. Gør robotten klar til vinterhi
Jeg må erkende, at jeg nogle år har sprunget over, hvor gærdet er lavest, og ladet både robotten og ladestationen stå ude i sne og frost.
Det har fungeret fint året efter, men det er hårdt for maskinen og dens batteri.
Tag derfor robotten ind, inden den stabile nattefrost og sneen melder sig. Rengør den først grundigt, men pas på med vandet.
Videncentret Bolius anbefaler en børste og en klud frem for vandslange eller højtryksrenser. Vandtrykket kan beskadige elektronik og sensorer.
Læs altid vejledningen til netop din robot, da modellerne tåler forskellige former for rengøring og kræver forskellig vinteropbevaring.
Sørg også for følgende:
- Robotten: Fjern græs og jord omkring knivskiven, hjulene og sensorerne. Lad robotten tørre helt, før den stilles væk.
- Knivene: Kontrollér knivene for slid eller skader. Udskift dem, hvis de er sløve, så robotten er klar til næste sæson.
- Ladestationen: Rengør stationen og ladepolerne. Kontrollér producentens vejledning, før du tager strømmen fra eller flytter stationen. Nogle stationer skal tages ind, mens andre må stå ude med strøm og beskyttelse.
- Batteriet: Oplad batteriet før vinteropbevaringen, og opbevar robotten tørt og frostfrit. Har robotten et aftageligt batteri, bør det som udgangspunkt opbevares separat efter producentens anvisninger.
Om batteriet skal være helt eller delvist opladet, og om det skal oplades i løbet af vinteren, varierer fra model til model.
Følg derfor producentens anbefalinger frem for en generel tommelfingerregel.
LÆS OGSÅ: Worx WR340E test: Stærk robotplæneklipper med fedt ekstraudstyr
4. Hold øje med tilbud uden for sæsonen
Mens bladene bliver gule, kan du jo overveje, om du skal have en ny og smartere robotplæneklipper til næste år.
Selvom det er koldt nu, er det ofte uden for sæsonen, at byggemarkeder og webbutikker sælger ud af deres modeller til fornuftige priser. Måske er det nu, du skal slå til.
Hvad gør du med din robotplæneklipper? Tager du den ind, eller får den lov til at stå ude? Smid en kommentar i feltet herunder.
LÆS MERE: Segway Navimow H5 Pro vil løse robotplæneklipperens irriterende kantproblem
Mere til historien
Flere robotplæneklippere navigerer uden kanttråd ved hjælp af GPS, kameraer og sensorer. Det gør installationen lettere og fjerner risikoen for brud på kanttråden efter vinteren.

