Oppo Find X10 Pro Max – Et dyrt og vanvittigt tech-monster
VIDEO: Et massivt batteri på 7.150 mAh og tre kameraer med 200 megapixels gør Oppo Find X10 Pro Max til et af årets vildeste hardwaremonstre. Se med, når jeg fælder dom over topmodellen til 13.499 kroner.

Oppo Find X10 Pro Max er et decideret kameramonster, der byder på fuldstændig vanvittige specifikationer.
Men med et tungt prisskilt på 13.499 kroner er der også et par ting, som producenten har løst på en uhensigtsmæssig måde.
Se hele min test af telefonen i videoen herunder.
Bygget som en kampvogn med en genial skærm
Når du får telefonen i hånden, mærker du straks vægten på 228 gram og det enorme kameramodul, der stikker markant ud på bagsiden.
Til gengæld er telefonen yderst robust med IP66-, IP68- og IP69-certificeringer.
Skærmen på 6,78 tommer er ganske enkelt fantastisk.
Udendørs kan den ifølge Oppo nå en maksimal lysstyrke på op til 3.600 nits, mens skærmen i mørke kan dæmpes helt ned til blot én nit. Du undgår dermed at få brændt nethinden af, når du tjekker telefonen om natten.
Batteriet holder i op til tre dage
Et af telefonens stærkeste kort er det gigantiske silicium-kulstofbatteri på 7.150 mAh, som uden problemer leverer strøm til to dages brug og ved moderat brug kan strække sig til tre dage.
Desværre medfølger der ingen oplader i salgsæsken.
Kablet opladning understøttes med op til 80 watt, mens telefonen kan oplades trådløst med op til 50 watt.
Tre kameraer med 200 megapixels
Kamerasystemet består af tre kameraer med 200 megapixels: Et hovedkamera, et ultravidvinkelkamera og et telefotokamera med 3x optisk zoom.
Billederne bliver utroligt skarpe, men du skal være forberedt på, at resultatet er kraftigt hjulpet på vej af AI-billedbehandling. Det kan nogle gange skabe en let konstrueret virkelighed.
Du kan se mine personlige fotoeksempler i videoen.
På videosiden imponerer telefonen med 4K-optagelse i op til 120 billeder i sekundet og en yderst effektiv stabilisering til håndholdte optagelser.
Lynhurtig ydelse skæmmes af irriterende software
Telefonen drives af en MediaTek Dimensity 9600 Pro-processor, som leverer en lynhurtig og flydende oplevelse.
I min test oplevede jeg samtidig ikke samme kraftige varmeudvikling, som jeg har set på nogle telefoner med tilsvarende Qualcomm-chips.
ColorOS 17 kører upåklageligt, men premiumtelefonen leveres desværre med præinstallerede kommercielle apps som Temu og Booking.com.
Det virker respektløst over for køberen af en telefon i denne prisklasse.
Oppo har over for MereMobil.dk oplyst, at Find X10 Pro Max får fem års softwareopdateringer og seks års sikkerhedsopdateringer. Til sammenligning tilbyder Samsung og Google syv års opdateringer på deres topmodeller.
Selvom telefonen blev lanceret for kort tid siden til 13.499 kroner, er prisen uden abonnement allerede begyndt at falde. Du kan tjekke den aktuelle pris hos PriceRunner.
Konklusion: Vild teknologi, men ikke for alle
Er du til lette og diskrete telefoner med en helt ren softwareoplevelse, skal du kigge væk.
Men kan du leve med lidt oprydning i apps den første dag, får du noget af den ypperste teknologi, en fantastisk skærm og et kamera, der imponerer.
Det udløser en solid karakter på 5 ud af 6 stjerner i min videotest.
LÆS MERE: Oppo Find X10 Pro Max test: Tre dages batteri og vildt kamera
Mere til historien
Efter OnePlus har forladt Danmark, står søstermærket Oppo klar til at overtage pladsen på markedet. Tidligere OnePlus-brugere vil genkende meget i ColorOS, der deler softwaregrundlag med OxygenOS.

