Apple Watch Series 12 test: Endelig er strømforbandelsen brudt

TEST: Apple Watch Series 12 byder på et velkendt og lidt kedeligt design, mens de store AI-nyheder mangler i Danmark. Til gengæld er batteritiden endelig blevet god.

Apple Watch Series 12 i to forskellige farver
Apple Watch Series 12 ligner sine forgængere, men den forbedrede batteritid gør en større forskel, end designet antyder. (Foto: Apple)

Hvis du læser amerikanske techmedier lige nu, svømmer de over i begejstring over Apple Watch Series 12. De kalder det begyndelsen på en “ny AI-æra” på håndleddet.

Lad mig bare slå det fast med det samme: Glem det. I Danmark er virkeligheden en helt anden.

På grund af EU’s DMA-lovgivning, også kaldet forordningen om digitale markeder, er de nye AI-funktioner i Siri udskudt på ubestemt tid.

Da Siri AI i watchOS 27 kræver en forbundet iPhone med Siri AI, går danske Apple Watch-brugere også glip af funktionerne.

Samtidig er den nye S11-chip i maskinrummet ikke noget, der får uret til at føles hurtigere i hverdagen sammenlignet med de seneste generationer.

Er Series 12 så en fuser? Nej, slet ikke. Apple har nemlig endelig løst urets absolut største problem.

Batteriet holder i over to døgn

Tidligere har det været lidt af en forbandelse at bruge et Apple Watch, fordi det mere eller mindre krævede en daglig tur i opladeren.

Med Series 12 tager Apple efter min oplevelse et gigantisk spring. Med Always-On-skærmen aktiveret og almindelig daglig brug har uret i min test holdt omkring to døgn på en opladning.

Det er væsentligt mere end Apples officielle angivelse på op til 24 timers batteritid ved normal brug. Samtidig går opladningen ret hurtigt.

Det er en kæmpe lettelse.

I forhold til Apples univers udstiller resultatet dog også, at der stadig er langt op til konkurrenter som Huawei. I min test af Huawei Watch GT 7 Pro leverede uret hele otte dages batteritid.

Til gengæld får Samsungs Galaxy Watch9 decideret baghjul af Apple. Her faldt batteritiden helt igennem i min test.

Den forbedrede batteritid i Series 12 betyder i praksis, at en af urets vigtigste funktioner endelig giver mening: Søvntracking.

Søvntracking giver endelig mening

Tidligere var det svært at bruge Apple Watch til søvntracking, for hvornår skulle uret ellers oplades, hvis ikke om natten? Med Series 12 er det ikke længere et reelt problem.

Apple har udstyret Series 12 med et redesignet sundhedsmålingssystem med forbedrede optiske og elektriske sensorer. Uret måler pulsen i baggrunden hvert femte sekund og pulsvariationen hvert femte minut.

Dataene samles blandt andet i Vitals på uret og i Sundhed-appen på din iPhone.

Den nye kapacitetsscore fortæller dig, hvor klar kroppen er til dagens aktiviteter. Scoren beregnes ud fra blandt andet din seneste aktivitet, dine vitalparametre og din søvn.

Det tekniske lir er fint nok, men i hverdagen er det uden tvivl søvntrackingen, jeg har brugt og lagt mest mærke til. Den fungerer rigtig godt og giver letforståelige indsigter på din iPhone, som faktisk er til at forholde sig til.

Kapacitetsscore på Apple Watch Series 12
Den nye kapacitetsscore vurderer din dagsform ud fra blandt andet aktivitet, søvn og vitalparametre. (Foto: Apple)

Designet ligner stadig en gadget

Når det kommer til designet, skal du ikke købe Series 12 for at opleve noget nyt. Med standardremmen, som jeg har testet, er designoplevelsen, ja … ægte kedelig.

Det ligner det, det er: En rektangulær gadget på armen og ikke et klassisk ur.

Omvendt må man tage hatten af for Apples marketingafdeling. Designet er så ikonisk og genkendeligt, at alle straks kan se, at du har et Apple Watch på.

Aluminiumsmodellen har i år fået Ceramic Shield 2, som ifølge Apple er 60 procent stærkere end Ion-X-glasset på Series 11. Det er en naturlig udvikling, som man forventer af en ny model, og ikke en revolutionerende nyhed.

De ydre mål er stort set velkendte, og ved første øjekast er det svært at kende Series 12 fra Series 11 eller Series 10.

Konklusion: Batteriet redder en kedelig opgradering

Apple Watch Series 12 er på mange måder en usynlig opgradering, især fordi vi i Danmark og resten af EU går glip af de store Siri AI-nyheder.

Men det betyder ikke, at det er et dårligt ur. Tværtimod.

I Apples univers er Apple Watch stadig uovertruffent. Integrationen med dine øvrige Apple-produkter – fra samspillet med Sundhed-appen på din iPhone til muligheden for at låse din Mac op med uret – spiller bare hele vejen rundt.

Med priser fra 3.499 kroner for 42 mm-versionen og 3.949 kroner for modellen på 46 mm er det en solid investering, du kan have glæde af i mange år.

Ligesom på smartphones går den oplevede fremgang langsomt fra år til år. Har du i dag et Series 10 eller Series 11, skal du ikke opgradere, medmindre du er desperat efter den bedre batteritid.

Kommer du derimod fra et ældre ur, er Series 12 et fantastisk, modent og driftssikkert produkt, hvor børnesygdommen med den håbløse batteritid endelig er forbedret, men stadig med plads til ydligere forbedring.

Derfor lander vi sikkert på 5 ud af 6 stjerner.

Find den billigste på Apple Watch Series 12

Sammenlign aktuelle priser hos danske forhandlere og se, hvor Apple Watch 12 er billigst lige nu.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Markant bedre batteritid med omkring 54 timer i testen
  • Hurtig opladning
  • God og præcis søvntracking
  • Uovertruffen integration med iPhone og Mac
  • Brugbare sundhedsdata og en letforståelig kapacitetsscore

Lidt at tænke over

  • Siri AI-funktionerne er ikke tilgængelige i EU
  • Designet er stort set uændret og begynder at føles kedeligt
  • S11-chippen føles ikke hurtigere i daglig brug
  • Ingen grund til at opgradere fra Series 10 eller Series 11, medmindre batteritiden er afgørende
  • Huawei leverer fortsat markant længere batteritid

Mere til historien

Apple Watch Series 12 understøtter hurtigopladning. Ifølge Apple giver 15 minutter i opladeren strøm nok til op til 12 timers brug. Det gør det lettere at lade uret op i korte pauser, eksempelvis under morgenbadet eller inden sengetid.

Huawei Watch D3 får blodtryksmåling i Danmark

Huawei Watch D3 bruger en oppustelig luftpude i remmen til blodtryksmåling og kan nu benytte funktionen i Danmark.

(mere…)
Fitbit Edge holder strøm i en uge: 5 minutters opladning giver en hel dag

Fitbit Edge kombinerer aktivitetsarmbåndets slanke form med smartwatch-funktioner, indbygget GPS og op til en uges batteritid.

(mere…)
iPhone 18 Pro er fremragende – men du behøver den næppe

(mere…)
Apple udgiver nyt Apple Watch-opdatering der skal fikse genstart

KORT NYT: Apple er klar med watchOS 27.0.1 til de nye ure. Nyheden i opdateringen er et fiks til genstartsproblemet.

(mere…)
Huawei Watch GT 7 Pro: 8 dages batteritid sætter konkurrenterne på plads

VIDEO: Det nyeste smartwatch fra Huawei udstiller konkurrenternes batteritid og leverer over en uges brug uden at se skyggen af en lader. Til gengæld må du acceptere færre apps og en mindre tæt integration med din telefon.

(mere…)
Uventede genstarter rammer Apple Watch Series 12 og Ultra 4

Flere nye ejere af Apple Watch Series 12 og Apple Watch Ultra 4 oplever, at urene pludselig genstarter. Diagnosticeringslogs peger på problemer med chippens Neural Engine.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2026 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram