Stor test af iPhone Xs og iPhone Xs Max – er den MAX-fed?
TEST: Vanvittig høj ydelse, godt kamera, fed skærm og en innovativ tilgang til sikkerhed. Hvorfor får iPhone Xs så ikke topkarakter?
Endnu et år endnu en iPhone (eller flere). Hurtigere end sidste år med bedre kamera og optimeringer i softwaren. Ja! Sådan kan enhver iPhone-lancering beskrives. Men i år ses en stor forskel.
Apple har definitivt lagt det gamle design, med store tomme områder i top og bund, på hylden. Hjemknappen og fingeraftrykslæseren er væk og erstattet af nye funktioner. Det var også på tide. Trods alt har den designstreg været brugt siden 2007.
Langt fra alle købte iPhone X, der kom i efteråret 2017, men via omgangskredsen fik mange alligevel stiftet bekendtskab med den designlinje, der i år er fuldt implementeret. Dermed kom designændringen ikke som ”et chok”.
Nogle af de ældre modeller er stadig i sortimentet, men det er nok en stakket frist inden de er helt væk.
– Her er Apples tre nye iPhones, iPhone Xs, iPhone Xs Max og iPhone Xr
Det flotteste design nogensinde
Jeg har siden iPhone X været vild med det nye design. Jeg er begejstret for den innovative tilgang til produktudviklingen. Ikke mindst modet til helt at droppe hjemknappen og fingeraftrykslæseren, der i mange år har været et DNA for iPhone.
Kanterne i rustfrit stål giver iPhone Xs og iPhone Xs Max en høj følelse af kvalitet. Glasset på for- og bagsiden ser rigtigt fedt ud, men jeg synes Apple er ALT for kedelige i farvevalget. Hvid og sort er gabende kedeligt – den nye Guld-farve, hvor lysets brydning får farven til at skifte ser fed ud, men det føles ikke nyt.
Smartphone-producenterne polerer i disse år deres telefoner vanvittigt glatte. Det gælder også iPhone Xs og iPhone Xs Max, der dog alligevel har et lidt bedre greb end hvad jeg oplever hos konkurrenterne. Bemærk: Ikke ”meget bedre” men ”lidt bedre”. Den er stadig rigtig glat.
De mest holdbare, siger Apple
– ”Det mest holdbare glas på for- og bagside nogensinde på en smartphone,” lyder det i salgstalen fra Apple. Jo tak! Men det er stadig en MEGET udsat telefon, og vi kommer stadig til at se MANGE iPhone ejere med smadrede for- og bagsider.
Forsikringsselskabet Squaretrade har drop-testet de nye iPhones her er resultaterne:
- Ligesom på iPhone X smadrer glasset i første forsøg, når der laves en droptest, hvor skærmen vender nedad.
- Ved fald på siderne holder iPhone Xs og iPhone Xs Max, men bagsiden smadrer ved det første drop, hvor bagsiden vender nedad.
Konklusionerne minder ret meget om resultaterne fra Squaretrades tilsvarende test af Samsung Galaxy S9 og Galaxy S9+ tidligere på året.
Begge iPhones er IP68 certificeret. Det betyder, at de klarer neddykning på 2 meters dybde i stillestående ferskvand i 30 minutter.
Modstandsdygtigheden overfor vandsprøjt, vand og støv er ikke en permanent tilstand, skriver Apple i materialet.
Med andre ord: Over tid vil modstandsdygtigheden aftage, som på andre IP-certificerede telefoner, og du får ingen garanti eller reklamation for skader forvoldt af vand eller andre væsker.
Apple har desuden hverdagstestet iPhone Xs overfor spild af kaffe, the, sodavand osv., men det er ikke et ”fest-trick” du skal optræde med.
Squaretrade har udført en øl-test, som telefonerne bestod, men det kan ikke anbefales at prøve det på egen hånd.
Konklusionen er, at du skal passe godt på din iPhone, da den stadig går relativt let i stykker.
Den største iPhone-skærm
Der er fuld knald på skærmen uanset om du køber iPhone Xs eller Xs Max. Apple kalder skærmene for ”Super Retina”. Det er Apples udtryk for OLED-skærmpaneler med høj opløsning.
Opløsningen er 2.688 x 1.242 pixels på Max-modellen, mens iPhone Xs har 2.436 x 1.125 pixels. Størrelserne er henholdsvis 6.5 og 5.8 tommer.
iPhone Xs har den samme størrelse, også fysisk, som sidste års iPhone X. iPhone Xs Max opleves en del større. Faktisk er iPhone Xs Max næsten på størrelse med iPhone 8 Plus, der havde 5.5 tommer skærm.
– Mød iPhone Xs Max – den største iPhone nogensinde
Det giver dig betydeligt mere skærmplads end på sidste års plus-model, hele 21 procent, men vægten er steget fra 202 til 208 gram.
I øvrigt er skærmformatet ændret fra 16:9 til 19.5:9.
Skærmkvaliteten er rigtig god – faktisk den bedste på markedet. Læs i den forbindelse vores artikel om bedømmelsen af skærmene fra DisplayMate.
GUIDE: Sådan tager du screenshots på iPhone Xs og iPhone Xs Max
Til dagligt er det mere end vanskeligt for et utrænet øje at se forskel på skærmkvaliteten mellem eksempelvis iPhone Xs, iPhone X eller Samsung Galaxy Note 9.
Verdens bedste beskyttelse
Når fingeraftrykslæseren er væk, betyder det, at du i stedet skal benytte Face ID.
Siden lanceringen af Face ID i 2017 har ingen af Apples konkurrenter kunne eftergøre kombinationen af hastighed, stabilitet og sikkerhed.
Samsungs ansigts- og irisgenkendelse forholdsvist sikkert, men har en horribel dårlig stabilitet. De mange fejlscanninger, hvor du alligevel skal benytte pin-kode, gør reelt funktionen ubrugelig.
Huawei og flere andre har ansigtsgenkendelse som er lynhurtig og meget stabil, men det er på bekostning af sikkerhed. I denne video snyder jeg ansigtsgenkendelsen i Huawei P20 Pro.
Face ID har et sikkerhedsniveau på 1:1.000.0000. Fingeraftrykslæseren i iPhone har et niveau på 1:50.000.
Du kan bruge Face ID til login på telefonen såvel som i apps. Eksempelvis fungerer Face ID som beskyttelse i MobilePay, Outlook, Coops medlemsapp og i mange andre applikationer.
Dine adgangskoder i Key Chain holdes beskyttet af funktionen, men du kan også bruge Face ID i passwordmanagers som LastPass og flere andre.
– Du kan nu bruge password-autofill på iPhone
Face ID kan desuden konfigureres så din partner, eller en anden person du stoler på, kan åbne telefonen ved brug af Face ID.
Face ID er den hidtil bedste beskyttelse af ens telefon og indhold. Ingen andre på markedet kan være med er. Reelt set opleves det som om telefonen slet ikke er låst, så effektivt er det. Ikke overraskende er genkendelseshastigheden hurtigere på iPhone Xs og Xs Max sammenlignet med iPhone X.
Måske ikke verdens bedste kamera, men tæt på
Gennem tiderne har iPhones ikke nødvendigvis haft de bedste kameraer, men de har været blandt de allerbedste til ”no nonsens point-and-shoot” telefoner, der for alle brugere er lette at gå til.
Netop point-and-shoot satser Apple videre på, og du får stort set altid hæderlige billeder ud af de nye Apple-smartphones.
Der er en masse forbedringer i de nye kameraer. Sensorteknikken er helt ny. Her får du dobbelt så hurtigt autofokus, bedre billede stabilisering, ny billedprocessor og funktioner som Smart HDR, 4K videooptagelse, stereooptagelse og en forbedret portræt- og bokeh tilstand.
Du kan tage portrætfotos med begge iPhone Xs modeller samt ændre baggrundssløringen efter billedet er taget. Portrættilstanden findes også som en funktion i frontkameraet.
På et testfoto taget i nærmest totalt mørke ses tydelige forbedringer, når der sammenlignes med iPhone 8 Plus fra sidste år, men Samsung Galaxy Note 9 kommer bedre ud af denne sammenligning. Galaxy Note 9 formår at få mere lys på billedet og leverer desuden mindre billedstøj. Sony Xperia XZ3 får endnu mere lys på motivet, men fejler testen på billedstøj.
iPhone Xs og Xs Max lider af de samme udfordringer som de fleste andre kameraer; god belysning er påkrævet for at få rigtigt gode billeder.
Skifter du en gammel iPhone ud med en af de to nye, så vil du bestemt få bedre billeder, men en telefon som Galaxy Note 9 vil i nogle situationer gøre det bedre.
Kameraeksperterne hos DxOMark vurderer kameraet i iPhone Xs Max til en samlet score på 105 point. Det placerer Apple på andenpladsen lige under Huawei P20 Pro men over HTC U12+ og Samsung Galaxy Note 9.
– iPhone Xs Max kun overgået af Huawei P20 Pro på kameraet
iPhone Xs Max leverer gode detaljer på billederne under alle forhold. Autofokus er hurtig og præcis. I bokeh-tilstand er der en rigtigt god isolation mellem motivet og baggrunden. Sådan lyder nogle af konklusionerne fra DxOMark.
De bemærker også, at billeder taget med fotolys ofte bliver undereksponerede og der ses billedstøj ved lowlight-fotografering samt i skyggeområderne på billeder med høj kontrast.
Videodelen roses for hurtig og præcis autofokus samt en god billedestabilisering. Også ved videooptagelser ses billedstøj, når lysforholdene ikke er gode.
Herunder kan du se DxoMarks tal for henholdsvis foto og video.
DxOMark | Foto | Video |
Huawei P20 Pro | 114 | 98 |
Apple iPhone Xs Max | 110 | 96 |
Samsung Galaxy Note 9 | 107 | 94 |
Test af lowlight foto uden brug af fotolys
Test af lowlight foto med brug af fotolys
Billeder taget med iPhone Xs Max
Hvad skal vi bruge den ekstra hastighed til?
Ingen tvivl om, at A12 Bionic processoren er en rigtig kraftkarl. CPU-performance er forbedret med 15 procent i forhold til sidste års topmodeller. Grafikprocessoren yder nu dobbelt så godt som i A11 Bionic processoren. Tallene stammer fra Apples eget materiale.
Jeg har målt 362.252 point med Antutu Benchmark og 3.604 point i 3D Mark. Det er ret meget rå ydelse.
Apple fokuserer på vildere grafik i spil og bedre ydelse i grafikkrævende apps samt eksempelvis Augmented Reality. Det er bare ikke noget, at ret mange gennemsnitlige iPhone-brugere vil få glæde af.
Fint nok med en masse power, men du kan altså ikke skrive beskeder, tale i telefon eller søge på nettet hurtigere blot fordi processoren yder 15 procent mere.
Den største gevinst vil for mange være en mere effektiv strømstyring.
Skærmbilleder fra iPhone Xs Max
iPhone Xs mod de nærmeste konkurrenter
Antutu Benchmark | 3D Mark | |
iPhone Xs / Xs Max | 362.252 | 3.604 |
iPhone 8 Plus | 196.257 | 2.440 |
Sony Xperia XZ3 | 266.513 | 3.568 |
Samsung Galaxy Note 9 | 244.829 | 3.317 |
Huawei P20 Pro | 202.743 | 2.990 |
Du kan ikke bruge dual-SIM
Teknisk set har iPhone Xs og iPhone Xs Max dual-SIM funktionalitet. Du kan dermed have ét nummer til arbejde og ét andet nummer til dine private opkald. Funktionen kan i princippet også benyttes til at tilføje lokale dataabonnementer, når du rejser i udlandet.
Det kræver så blot, at din mobiloperatør understøtter eSIM og dual-SIM på iPhone Xs og iPhone Xs Max. Dette gør ingen i Danmark p.t. (4. oktober 2018).
Flere teleselskaber angiver dual-SIM i iPhone som et højt prioriteret område. Alligevel kan ingen lige nu tilbyde produktet.
Det betyder for dig, at din iPhone Xs og iPhone Xs Max kun fungerer med ét fysisk nano-SIM. Præcis som i alle de tidligere modeller.
– Teleselskaberne er ikke klar til dual-SIM i de nye iPhones
Du skal lade op hver nat
Fuldstændig som med iPhone generelt så er det ikke et batterimonster. Kapaciteten er 3.174 mAh på iPhone Xs Max og 2.658 mAh på iPhone Xs. Faktisk er batteriet på iPhone Xs blevet lidt mindre i kapacitet end på iPhone X (58 mAh mindre).
Jeg har i testperioden haft 25-30 procent tilbage på iPhone Xs Max efter en hel dags drift. Det svarer fuldstændigt til mine oplevelser med iPhone 8 Plus.
I salgsæsken ligger fortsat kun en standardoplader, som på tidligere modeller, men iPhone understøtter hurtig opladning, såfremt du har en understøttet oplader.
Ved trådløs opladning er 7,5 watts opladning understøttet. I forhold til sidste års iPhones behøver de nye ikke ligge nær så præcist på ladepladen. Selv når telefonen ligger lidt forkert, vil den stadig kunne lade. Dette er en kæmpe fordel.
GUIDE: Her er de bedste trådløse opladere
Konklusion: Du skal ikke nødvendigvis opgradere
Årets lancering kan kaldes en ”S-version”. Altså sidste års model med lidt ekstra på toppen. Var du i bilbranchen benytter de ordet “facelift”.
Du vil ikke opleve det er ikke en revolution, hvis en iPhone X skiftes ud med iPhone Xs. Faktisk vil det være et godt køb at udskifte eksempelvis en iPhone 7 med en iPhone X, da prisen er faldet. Det kræver så, at du kan finde et restlager, da iPhone X officielt er udgået af Apples sortiment.
Motorkraften er vild i iPhone Xs og iPhone Xs Max, men jeg har ikke haft noget at bruge den til. Jeg har ikke fået bedre batteritid, og salgsæsken indeholder ikke noget ekstra i form af en hurtigoplader eller tilsvarende.
Hvis du har behov for en stor skærm, så vil iPhone Xs Max klart være en gevinst. Størrelsen er lidt over hvad Galaxy Note 9 tilbyder, men den fysiske størrelse på enheden er mindre. Apple har mindre kanter omkring skærmen, hvilket bidrager til en reduceret størrelse.
iPhone Xs er uden tvivl telefonen med den bedste all-round størrelse.
Kommer du fra en iPhone 7 / 7 Plus eller ældre modeller vil du opleve den største forskel. Har du en iPhone 8 eller iPhone X er forskellene ikke specielt mærkbare.
Kameraet og videooptageren gør det rigtigt godt, men som nævnt er det ikke nødvendigvis markedets bedste. Jeg tør dog godt sige, at portræt-funktionen er den bedste vi finder blandt de aktuelle smartphones. Til kameraets forsvar skal det siges, at point-and-shoot er fantastisk og fejler stort set aldrig.
Begge de nye iPhones er gode køb, men også dyre køb. Køber du en luksusvare i denne prisklasse synes jeg, at det skal være fordi du vil beholde telefonen i lang tid, og ikke skifte den ud om halvandet år. Dagspriserne på Annoncelink iPhone Xs og Xs Max kan du finde på Pricerunner.
Karakteren bliver 5 ud af 6 stjerner.
ANMELDELSER: Hvad mener de udenlandske anmeldere om iPhone Xs og iPhone Xs Max?
Bemærk: Anmeldelsen er baseret på mine oplevelser med iPhone Xs Max. I forhold til iPhone Xs er forskellene dog kun fysisk størrelse, skærmstørrelse (og opløsning) samt batteriets kapacitet. Resten af egenskaberne deler de to telefoner.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Et godt kamera til her-og-nu billeder – lækker portræt funktion
- Rigtig flot skærmkvalitet og stor skærm (hvis du vælger Max)
- Markedets bedste sikkerheds- og låsefunktioner
- Fed højttalerlyd
Lidt at tænke over
- iPhone Xs / iPhone Xs Max er forbedringer af iPhone X – ikke en revolution
- Priserne er meget høje
- Den kraftige processor er fed, men det er svært at udnytte
- Batteritiden er ikke forbedret fra tidligere modeller
- Der er ingen adapter til 3.5 mm jackstik i salgspakken
Mere til historien
Inden du drøner ud og køber iPhone Xs eller iPhone Xs Max vil jeg opfordre dig til, at se nærmere på iPhone Xr, den billigere model, der kan vise sig at være en interessant balance mellem design, ydelse og pris.