Samsung Galaxy Note 9 test – fans vil elske den

TEST: Note-fans vil elske Galaxy Note 9. Jeg nøjes med at holde af den. Læs min store test af Galaxy Note 9 her.

Samsung Galaxy Note 9 test
Samsung Galaxy Note 9 (Foto: MereMobil.dk)

Årets nichetelefon fra Samsung er et godt bekendtskab. Fremskridtet er ikke stort fra Galaxy Note 8 og Galaxy S9+, men det er vigtige fremskridt!

Galaxy Note 9 er en potent smartphone, som du bliver glad for, hvis du er i målgruppen for en telefon med betjeningspind og mulighederne med denne.

Skærer vi skåltalerne væk gemmer Galaxy Note 9 på en sandhed, som nok er produktets største svaghed. Den nye note er en Galaxy S9+ med lidt større skærm, større batteri og S Pen. Kamerateknologien er den samme som findes i Galaxy S9+. Den store forskel ligger i optimeret software.

Samtidigt er S Pen produktets største fordel. Der fås nemlig intet lignende på markedet. Samsung rammer virkelig en niche – som de har siddet på siden 2011. Dog går rygterne på, at Apple i år vil lancerer flagskibet med deres Apple Pencil. Dette er dog på nuværende tidspunkt kun på rygtebasis.

LÆS OGSÅ: Her er Samsung Galaxy Note 9

Samsung Galaxy Note 9 specifikationer

  • Skærm: 6.4 tommer (1.440 x 2.960 pixels)
  • Processor: Exynos 9 Series 9810 (64-bit octa-core) (Max. 2.7 GHz + 1.7 GHz)
  • RAM: 6 GB RAM (128 GB model / 8 GB RAM (512 GB model)
  • MicroSD-kort – op til 512 GB
  • Intern hukommelse: 128 eller 512 GB
  • Hovedkamera a: Vidvinkel 12 MP. AF, f/1.5 / f2.4, OIS
  • Hovedkamera b: Telefoto: 12 megapixels AF, f/2.4, OIS
  • 2 x optisk zoom og op til 10 x digitalt zoom
  • Frontkamera: 8 megapixels (f/1.7 AF)
  • Tilslutning: USB Type C, Bluetooth 5.0, NFC, GPS, Galileo, Glonass, BeiDou
  • Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n/ac (2.4 / 5 GHz) VHT80 MU-MIMO, 1024QAM
  • Batteri: 4.000 mAh
  • Netværk: Enhanced 4×4 mimo, 5CA, LAA, LTE Cat.18
  • IP 68 certificeret
  • Størrelse: 161.9 x 76.4 x 8.8 mm. – 201 gram
  • Styresystem: Android 8.1 med Samsung brugerflade

Et frisk design med fede farver

Samsung Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 (Foto: MereMobil.dk)

Designerne har udført et lækkert facelift på Galaxy Note 9. Forbedringerne ligger i mange af de sædvanlige ting, der plejer at ske; rammer, krumninger m.v. Men godt ser det ud. Glas på for- og bagside hæver premiumfølelsen.

Fingeraftrykslæseren har fået ny plads, og sidder nu under kameralinserne. Den ny placering gør sensoren langt lettere at ramme. Det er i øvrigt præcis den samme designændring, som vi så fra Galaxy S8 til Galaxy S9.

Farveudvalget er stort denne gang:

  • Midnight black (med sort pen)
  • Metallic Copper (med kobberfarvet pen)
  • Ocean Blue (med gul pen)
  • Lavender Purple (med lilla pen)

Men du skal ikke glæde dig for tidligt. I Danmark får vi kun Midnight Black og Ocean Blue på hylderne.

I øvrigt betyder ”gul pen”, at S Pen skriver med gul farve som standard. Dette er dog softwarebaseret.

Den nye aktive S Pen

Samsung Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 (Foto: MereMobil.dk)

Med indbygget Bluetooth er S Pen nu blevet aktiv, så den kan bruges på afstand af telefonen. Ved lanceringen kan du betjene kameraet; tage et billede, skifte mellem front- og bagkamera samt pause/starte videoer og betjene en Powerpoint præsentation på op til 10 meters afstand.

Samsung åbner et udviklerværktøj til S Pen så udviklerne kan arbejde med nye funktioner og idéer.

Pennen har 4.096 trykfølsomhedspunkter, ligesom forgængeren Galaxy Note 8.

Samsung har ikke oplyst latency på S Pen, Note 9 kontra Note 8, men forsinkelsen kan tydeligt ses. En iPad Pro med Apple Pencil har en latency på 20 ms. Apple Pencil opleves væsentligt mere præcis og med væsentligt kortere forsinkelse.

Når du skriver notater eller tegner, kan du hvile håndfladen på skærmen uden det påvirker pennen. Selvom skærmen er stor, fik jeg den tanke, at det nok ville være lettere at skrive på skærmen, hvis den var endnu større. I så fald skal vi over i Samsungs tabletprodukter.

Du skal ikke oplade S Pen særskilt. Den oplades i “huset” i telefonen. 40 sekunder i “huset” giver 30 minutters brug eller 200 klik på knappen.

Det er mega fedt, at man kan skrive og markere på screenshots, lave notater og tegne med S Pen. Det er absolut en ekstra dimension, som ingen andre smartphones har. Men du skal virkelig afgøre med dig selv, om du vil få pennen anvendt til andet end at imponere vennerne.

Jeg er dog ikke det mindste i tvivl om, at fans af Galaxy Note-serien vil synes S Pen er et overdrevent sejt værktøj.

Yder mere end Galaxy Note 8

Processoren er opgraderet fra Exynos 8895 til Exynos 9810 – fra Galaxy Note 8 til Galaxy Note 9. Det giver i benchmarkmålingerne et løft fra 176.818 point til 241.145 point i Antutu Benchmark. 3D-ydelsen er gået fra 2.658 til 3.349 point i 3D Mark.

Dette er absolut en forbedring, men det er samtidigt nogenlunde tilsvarende ydelse vi finder i Galaxy S9+.

Galaxy Note 9 bliver tilgængelig med 128 GB intern hukommelse (6 GB RAM) samt 512 GB intern hukommelse (8 GB RAM).

Målingerne er lavet på 128 GB-modellen med tilstanden ”høj ydeevne”. Når jeg modtager 512 GB modellen vil disse tal blive opdateret.

Netværksmulighederne fejler heller ikke noget. Det er en såkaldt Cat18-telefon på 4G LTE-delen. Det betyder teoretisk 1.200 mbit/s download og 200 mbit/s upload såfremt netværket understøtter det.

Galaxy Note 9 er desuden klar til Wi-Fi Opkald hos de operatører, der åbner for det på denne specifikke model.

Siden Galaxy S7 har Samsung kørt med vandkøling i telefonen. Denne gang er kølesystemet (Carbon Fiber Interface) større. Det betyder 3.5x mindre varmeudledning fra telefonen, ifølge Samsung. Når kølesystemet er bedre, kan telefonen holde en højere ydelse i længere tid uden at drosle ned på grund af den høje varmeudvikling.

Galaxy er blandt årets hurtigste telefoner, målt på rå ydelse, jeg har anmeldt i år.

Lidt overraskende er det dog, at Sony Xperia XZ2, som jeg skrev anmeldelse af i marts, scorer flere point med både Antutu og 3D Mark. Denne telefon har 4 GB RAM og Qualcomm Snapdragon 845 processor. Samme billede ser jeg på OnePlus 6. Noget kantyde på, at Snapdragon 845 processor har en smule højere ydelse en Samsungs tilsvarende Exynos-model.

Du skal ikke gå helt i panik. I dagligt brug opleves ingen problemer med hastigheden. Galaxy Note 9 er utrolig hurtig – til alt.

Skærmbilleder fra Galaxy Note 9

Holder strøm hele dagen

Samsung Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 (Foto: MereMobil.dk)

Batterikapaciteten er skruet op på 4.000 mAh. Det er noget mere end vi så i både Galaxy Note 8 og Galaxy S9+ (hhv. 3.300 og 3.500 mAh). Samsung har gjort meget ud af budskabet om ”all-day batterylife” og her må jeg give dem et stort plus.

Ved testen af Galaxy Note 8 anbefalede jeg, at du havde en powerbank med i tasken. Denne anbefaling har jeg nu fjernet i forhold til den nye udgave.

Galaxy Note 9 har styr på strømforbruget. ”All day” handler i høj grad om dit forbrugsmønster, men jeg har ikke rendt rundt efter en stikkontakt hele tiden.

Som standard er skærmopløsningen sat til FHD+ (2220 x 1080 pixels) for at spare på strømmen. Du kan manuelt sætte den på WQHD+ (2960 x 1440 pixels). Denne indstilling bruger mere strøm. Den visuelle forskel er ikke ret stor.

Hurtigopladning er understøttet, og der medfølger en hurtigoplader i salgspakken. Selvom Samsung benytter sit eget Exynos chipset er hurtigopladning med en Qualcomm Quick Charge 3.0 oplader stadig en mulighed.

Hvis telefonen er helt tom, kan du på 30 minutter fylde 34 procents strøm på batteriet. Det tager omkring 2 timer at lade telefonen helt op.

Udover USB Type-C kabelopladning kan du også benytte trådløs opladning. Du kan oplade på alle opladere med Qi standard, men du kan også gå all-in og købe Samsung Wireless Charger Duo, den nyeste trådløse oplader fra Samsung, der også kan oplade Samsung Galaxy Watch. Denne er dog relativt dyr.

Selvom Galaxy Note 9 ikke er storforbruger af strøm, kan en powerbank være relevant hvis du er hjemmefra i længere tid, og har brug for at tage noter, se film osv. Tag eksempelvis et kig på Anker PowerCore+ 10050, der med en kapacitet på hele 10.050 mAh kan levere to ekstra opladninger og desuden understøtter Qualcomm Quick Charge 3.0, så du kan udnytte hurtigopladning. Hvis Samsungs egen trådløse oplader er for dyr så tjek RAVPowers trådløse 10W Qi oplader med 10 watts effekt.

GUIDE: Her er de bedste trådløse opladere

Genkendelse af brugeren driller stadig

Sikker beskyttelse af data samt oplåsning sker med fingeraftrykslæseren, men Samsung benytter også iris- og ansigtsgenkendelse som biometriske muligheder.

Samsung gør det her elendigt. Der er alt for mange gange, hvor genkendelserne fejler. Derfor er de uinteressante. Jeg forstår ikke, hvorfor Samsung endnu ikke har lært af Face ID på iPhone X. Du kan mene, hvad du vil om Apple, men Face ID fungerer bare – og så er det en sikker beskyttelse af dine data.

PIN-kode og fingeraftrykslæseren er altså de beskyttelser du skal sætte din lid til på Galaxy Note 9.

På Galaxy Note 9 får du et acceptabelt niveau af bloatware, og softwaren er generelt overskuelig. Samsung har i sagens natur deres egne apps til S Pen og har i øvrigt samlet de fleste af dem i en Samsung mappe. Microsoft har også (købt) en mappe med fem apps. Den såkaldte Apps Edge findes også på denne telefon. Jeg har slået det fra, da jeg ikke finder det brugbart.

Første kig på Galaxy Note 9

Genbrugskameraet tager gode billeder

Kamerateknikken i Samsung Galaxy Note 9 kommer fra Galaxy S9+, der lige nu har en fjerdeplads på DxOMarks mobilkamerahitliste. Selvom både Huawei P20, HTC U12+ og Huawei P20 Pro overgår Galaxy S9+ skal du ikke være bekymret.

Kameraet i Galaxy Note 9 leverer rigtigt gode billeder – også når omgivelserne er mørke.

Samsung har givet kamerasoftwaren et ekstra løft, der skulle gøre det vanskeligere at tage dårlige billeder. Eksempelvis vil en popup-tekst gør dig opmærksom, hvis billedet er sløret eller en person i et gruppebillede har lukkede øjne. Også snask på kameralinsen får du besked om.

Kameraet har alle de funktioner du forventer. Inklusive livefokus (bokeh-effekt), slowmotion, protilstand, panorama m.v.

Den nye funktion Farveoptimering kan genkende 20 typer af motiver/scener og optimere billedet ud fra disse. Bedre og flottere fotos, mener Samsung.

Heldigvis er funktionen ikke nær så overdreven som den tilsvarende på Huawei P20 Pro, der ligefrem kunne ødelægge billeder under uheldige omstændigheder. På Galaxy Note 9 ses et ”lille løft” uden det stikker af og ødelægger noget.

Hvis ikke Farveoptimering fungerer for dig, kan det slås fra i kameraindstillingerne.

Med Galaxy Note 9 får du uden tvivl et af markedets bedste mobilkameraer. Både til foto og video.

Eksempel med farveforbedring

Billeder taget med Galaxy Note 9

Har den ”noget på”?

…”men han har jo ikke noget tøj på” !

Når jeg kigger på specifikationerne, er Galaxy Note 9 tilsvarende en Galaxy S9+ blot med lidt større skærm, softwareforbedringer og naturligvis S Pen. Produkterne er ens på rigtigt mange områder.

Sat på spidsen af S Pen kunne Samsung vel bare åbne for S Pen brug på Galaxy S9+ og så droppe Note kategorien?

Nej! Så enkel er verden ikke. S Pen er nemlig den primære årsag til, at køberne tager en Galaxy Note ned af hylden. Over 60 procent af køberne vælger en Note-telefon på grund af S Pen, forlyder det fra Samsung.

Jeg kan godt synes, at Note-produkterne bare er en S-topmodel med en betjeningspind, men sådan ser Note-fans ikke på det. Og mange af dem bruger rent faktisk S Pen til notater og tegninger.

Hvis du derimod er ligeglad med S Pen, så køber du en Samsung Annoncelink Galaxy S9+, der endda er billigere.

Samsung Galaxy Note 9 er født med Android 8.1.0 og Samsung Experience brugerflade version 9.5. Anmelderudgaven kører sikkerhedsniveauet for juli 2018.

Samsung har en god trackrecord når det kommer til opdateringer af sikkerhedsniveauet på topmodellerne. Aktuelt opdateres S-modeller helt tilbage til Galaxy S7 månedsvis. Note 8 og Note 5 er også fortsat med på listen.

Læs min baggrundshistorie om opdateringer til Android. Se også producenternes officielle udtalelser om kommende Android opdateirnger.

Videodemo Full HD

Konklusion: Stadig imponerede i sin klasse

Samsung Galaxy Note 9
Samsung Galaxy Note 9 (Foto: MereMobil.dk)

Notesblok, tegneredskab og minicomputer. Jo. Galaxy Note 9 er absolut unik. Note-delen er meget svær at kritisere. Det skulle da lige være latency, som Samsung burde have bragt længere ned.

Det er for dårligt, at Samsung ikke har gjort mere for optimering af de biometriske funktioner (iris og ansigtsgenkendelse). Men Samsung scorer mange point for batteriforbedringerne.

Det er stadig totalt spild af god plads med en dedikeret Bixby-knap, men Samsung vil tilsyneladende ikke slippe deres egen tjeneste.

Galaxy Note 9 er hurtig, har en flot skærm og kommer desuden med et fornuftigt AKG in-ear headset i salgspakken samt interne højttalere som spiller rigtigt godt. Alt i alt en forrygende smartphone, der stadig har 3,5 mm. jackstik.

VIDEO: Jeg har prøvet det nye Samsung Galaxy Watch

De vejledende priser er 7.849 kroner for 128 GB modellen og 9.799 kroner for udgaven med 512 GB lagerplads. Dertil kommer et buy-back program, der kan bringe prisen nedad. Du kan tjekke dagsprisen på Annoncelink Pricerunner.

Fans vil elske Galaxy Note 9! Jeg holder rigtigt meget af telefonen, men forholder mig skeptisk til nogle af Samsungs valg. For mig er det 5 ud af 6 stjerner. Se også min videoanmeldelse af Galaxy Note 9.

Første gang med Galaxy Note 9

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

– S Pen kan bruges som fjernbetjening
– Fed lyd i højttalere og headset
– Hurtig opladning (lader i salgspakken) samt trådløs opladning
– IP68 certificeret for modstandsdygtig overfor vand og støv
– Kraftig ydelse og lang batteritid
– Godt kamera med mange funktioner – optimeringer er ikke overdrevne

Lidt at tænke over

– Ubrugelig Bixby-knap
– Latency fra S Pen burde være blevet bedre
– Iris- og ansigtsgenkendelse fungerer ikke godt nok
– Begrænset forskel fra Note 8 til Note 9
– Er det i virkeligheden Galaxy S9+ du er i målgruppen for?

Mere til historien

Galaxy Note 9 understøtter DeX via et kabel. Der kræves ikke længere en dockingstation for at sætte telefonen til skærm, mus og tastatur. DeX kablet medfølger ikke i salgspakken.

Samsung Galaxy Note 9
iPhone 16 Plus test – Er den nødvendig?

TEST: Jeg har test iPhone 16 Plus. Det er en god og stabil telefon, som er alt for stor og føles unødvendig.

(mere…)
Billigtelefonen Samsung Galaxy A16 5G opdateres længe

Den nye Samsung Galaxy A16 5G kommer med en lovning på mange softwareopdateringer i fremtiden.

(mere…)
Apple AirPods 4 er helt klart min favorit | Test

TEST: Apple har sendt en ny generation af AirPods på markedet. Jeg har testet AirPods 4 med støjreduktion.

(mere…)
Xiaomi 14T Pro er muligvis den bedste i lang tid | Test

TEST: Xiaomi 14T Pro leverer på kamera, ydelse og batteritid. Her får du rigtigt meget top-smartphone for pengene.

(mere…)
Sådan oplever jeg Sonos Ace | Test

TEST: Sonos Ace lover filmsurround i hovedtelefoner og rumlig lyd. Desværre rammer Sonos ved siden af.

(mere…)
Denne UPS strømbackup redder din dag

PRØVEKØRT: Schneider har en cool strømbackup på markedet. Den redder dit game eller arbejde og sørger for, at strømmen altid er “ens”. Jeg har prøvekørt strømbackupen.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
94 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram