Tjeep erklærer priskrig – markante besparelser

Aggressiv prisstrategi og enkle produkter. Tjeep, et nyt mobilselskab, underbyder fra i dag markedet og blæser til priskrig.

Tjeep abonnementspakker per 14. september 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Tjeep abonnementspakker per 14. september 2016 (Foto: MereMobil.dk)

I dag får Danmark et nyt discountbaseret mobilselskab. Tjeep åbner dørene med tre fire abonnementspakker til henholdsvis 39, 59, 79 og 89 kroner om måneden. Det fortæller TV 2 Business.

Den mindste pakke, Littlebird, indeholder 1 times tale og 1 GB data per måned, mens den største, Gigabird, tilbyder fri tale og 20 GB datatrafik. Alle pakkerne har fri SMS og MMS.

Målsætningen er mellem 80.000 og 100.000 mobilkunder inden for det kommende år.

Dermed bliver det overordentligt vanskelig for de etablerede selskaber i markedet, at holde priserne i ro. De har ellers i stiltiende enighed forsøgt at drive prisen op på abonnementerne. Senest har Plenti og Oister, været de største sten i skoene for de store, men selv Oister har justeret priserne lidt op.

Plenti lancerer rent lavprisprodukt

Brand betyder ikke noget

Tjeep A/S tegnes af adm. direktør Kim Damkær, der kommer fra et job som salgsdirektør hos HTC i Norden. Han mener selskabets chancer for succes er gode, da kunderne er ligeglade med brand. Det er priserne der tæller.

– “Markedet for smartphones og mobiltelefoni er modnet markant. Kunderne efterspørger billigere løsninger og er ligeglade med teleselskabers navn eller brand,” siger Kim Damkær til TV 2 Business.

Selskabet er ifølge CVR.dk stiftet af Henrik Rosenvinge Skov, der også står som formand for bestyrelsen. De øvrige bestyrelsesposter er besat af Sasja Dalgaard Kahlid og Søren Bird Møller.

Ifølge TV 2 Business ejes Tjeep A/S af en række private danske investorer. De nøglepersoner, der er indblandet i driften af selskabet de næste 12 måneder, indgår i ejerkredsen. Nogle af enkeltpersonerne ønsker ikke, på grund af klausuler, deres navne offentliggjort endnu.

Oister forsvarer sig mod Plenti

Gratis telefoni?

Allerede inden Tjeep har fået den første kunde, arbejdes der med forretningsmodeller, som kan gøre telefoni helt gratis.

Kunder, der vil acceptere reklamer, vil høre reklamer i stedet for en opkalds-ringetone. Så snart modtageren besvarer opkaldet stopper reklamen.

Det er ikke første gang, der prøves kræfter med reklamefinansieret mobiltelefoni. I 1999 lukkede Sponsorfonen, det daværende Sonofons reklamebetalte telefoniprodukt. Regnestykket kunne ikke løbe rundt, og Sponsorfonen lukkede efter blot ni måneder.

Aggressiv prissætning

Tjeep abonnementspakker per 14. september 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Tjeep abonnementspakker per 14. september 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Vil du have mange kunder hurtigt går vejen gennem lave priser. Og Tjeep har da også en aggressiv prisstrategi.

Oister, der også er kendt for en aggressiv prisadfærd, kan ikke følge med Tjeep. Topproduktet hos Tjeep med fri tale + 20 GB data til 89 kroner om måneden kan bedst sammenlignes med Oisters fri tale + 30 GB data til 119 kroner om måneden.

Plenti er ude med fri tale og data på mobilen + 50 GB til datadeling. Dette produkt koster i dag 119 kroner per måned. Og hos Telmore skal man give 149 kroner for 10 timers tale og 20 GB datatrafik.

Tjeep benytter Telenors mobilnetværk (TT-netværket) og i Telenor-regi kan selskabets eget discounttilbud, CBB Mobil, heller ikke være med. 129 kroner for fri tale + 20 GB vil de have for et sammenligneligt produkt. Altså 40 kroner mere om måneden.

Det med småt: Vi ser Tjeep efter i sømmene

Mere til historien

Hvis det går som det plejer med denne type mobilselskaber, så er målet en hurtig kundebaseopbygning, og et efterfølgende salg til en af de store i markedet. De plejer at blive sultne, hvis en konkurrent formår at trække mange kunder lynhurtigt. Et opkøb er således et forsøg på at sætte en prop i hullet.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.