Mobilt dankort droppes af Danske Bank

Det mobile dankort kommer ikke ind i MobilePay. Bankerne omkring MobilePay vil ikke give Nets en bagdør til markedet for mobilbetaling.

Dankortautomat (Foto: MereMobil.dk)

Et mobilt dankort må Nets selv løbe i gang (Foto: MereMobil.dk)

Nets, der står bag udviklingen af dankortet i en mobilversion, får ikke en snuptagsgenvej til markedet. Landets, vel nok, største digitale betalingsudbyder via mobilen, Danske Bank, siger nej til integration af det mobile dankort i MobilePay, skriver TV 2 Business.

– ”Efter et langt forhandlingsforløb er Danske Bank endt med at meddele Nets, at det kommende mobile dankort ikke passer ind i MobilePay appen. Banken vurderer, at en accept af det mobile dankort vil komplicere mange brugeres oplevelse ved at bruge MobilePay og begrænse løsningens innovation og udvikling,” siger Jesper Nielsen, chef for personal banking i Danske Bank.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Dermed må Nets selv i gang med at lancere en app hvor dankortet er integreret.

Fra starten har Nets lagt op til, at finde en eller flere samarbejdspartnere, der kunne integrere deres løsning. Det skulle have en såkaldt ”wallet” at lægge i.

Forholdet mellem Nets og Danske Bank kan, udefra set, godt anses som værende anspændt. I slutningen af året kom det frem, at MobilePay arbejdede med en konkurrent til Betalingsservice, der traditionelt har været et af Nets store forretningsben.

MobilePay vil konkurrere mod Betalingsservice

Mange grunde til et nej

I afvisningen af Nets lægger Danske Bank vægt på, at de vil fastholde et enkelt og brugervenligt produkt, og her forvirrer det mobile dankort mere end det gavner. Desuden vil det kræve, at brugerne aktivt tilmelder sig dankort-løsningen.

På TV 2 Business forklarer Jesper Nielsen, at dette vil forvirre brugerne, da dankortet allerede er indtastet i MobilePay. Derfor bidrager integrationen til en forvirring omkring forståelsen af MobilePay.

Jeg er overbevist om, at det også handler om økonomi. Logikken siger, at Danske Bank naturligvis ikke vil give Nets adgang til MobilePay med det mobile dankort, og dermed levere en lynintegration i markedet for mobilbetaling, samt på sigt risikoen for undermineringen af deres egen løsning.

Tilbage i september meddelte Dansk Supermarked, de ville smide MobilePay ud af butikkerne og satse på Nets løsning – som ingen p.t. har adgang til. Som vi beskrev dengang, var udmeldingen også et udtryk for storpolitik i betalingsbranchen.

MobilePay forsvinder måske fra Dansk Supermarked

Mere til historien

I 2016 lykkedes det Danske Bank at udkonkurrere Swipp og få tilslutning til MobilePay fra blandt andet Nordea og Jyske Bank.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.