Samsung Galaxy S20 Ultra test – WOW og ØV

TEST: Den største foto- og videoværkstøjskasse hidtil. Galaxy S20 Ultra er et væld af fede funktioner og et grimt design. Læs min store S20 Ultra test her.

Samsung Galaxy S20 Ultra test
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Du er på udgik efter den vildeste smartphone på markedet med specifikationer, der rækker langt ud i fremtiden – to til tre år. Intet problem. Du skal have Samsung Galaxy S20 Ultra.

Min Samsung Galaxy S20 Ultra test konkluderer blandt andet, at Samsung har fokuseret på teknik og ladet det æstetiske glide i baggrunden. Samsung vil vise omverdenen, at de virkelig kan noget inden for innovation.

Galaxy S20 Ultra er guf for tekniske feinschmeckere. Modepolitiet tænker vi ikke på i denne omgang.

Der er nok at være begejstret over så lad os komme i gang. Til en start får du de tekniske specifikationer for den testmodel, jeg har haft i hænderne over en periode.

Specifikationer: Samsung Galaxy S20 Ultra

  • Skærm: 6,9”, 120 Hz, 511 PPI
  • Type: Dynamic AMOLED, HDR10+
  • Opløsning: 1440 x 3200 pixels
  • Beskyttelse: Gorilla Glass 6
  • Processor: Exynos 990, octa-core
  • RAM: 12 GB
  • Hukommelse: 128 GB
  • Udvidelse: MicroSD-kort, op til 1 TB
  • Kamera 1: 108 megapixels, f/1.8, OIS, 26mm. vidvinkel
  • Kamera 2: 12 megapixels ultra vidvinkel, f/2.2, 13mm.
  • Kamera 3: 48 megapixels telefoto, f/3.5, OIS, 103mm, periscope, 10 x hybrid optical zoom
  • Frontkamera: 40 megapixels, f/2.2, 26mm vidvinkel
  • Batteri: 5.000 mAh
  • Trådløs opladning: Ja. Op til 15 watt understøttet
  • Hurtigoplader: Ja. 25 watt-lader i salgspakken. Op til 45 watt er understøttet
  • 3.5 mm. Jackstik: Nej
  • Forbindelser: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/ax, dual-band, Wi-Fi Direct, hotspot, Bluetooth 5.0, GPS, Glonass, BDS, Galileo, NFC, USB C.
  • 5G: Non-standalone (NSA), 5G Sub6
  • 4G: Enhanced 4×4 Mino, 7CA, LAA, Cat20
  • Dual-SIM: Ja
  • E-SIM: Ja
  • Fingeraftrykssensor: Ja. Ultrasonic i skærmen
  • IP-beskyttelse: IP68
  • Størrelse: 166.9 x 76.0 x 8.8 mm.
  • Vægt: 220 gram
  • System: Android 10
  • Brugerflade: Samsung One UI 2.1

Et kamera som ingen andre

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Har du noget at bruge 108 megapixels til? Det er jo langt mere end rigtige kameraer tilbyder. Først og fremmest nej! Det er et salgspunkt for Samsung og efter princippet ”fordi vi kan”.

Hvad kan det så? Ja det kan ikke lave super detaljerede close-ups af dine motiver, som jeg ellers troede var en af idéerne med de mange pixels.

Styrken ligger særligt i landskabsmotiver, hvor du kan beskære nye billeder ud af det store billede. Det er stadig et smartphonekamera, vi taler om, men resultatet overbeviser mig, så længe du ikke forventer at hænge beskæringen op på hele endevæggen i stuen som gigaprint.

Danmark har været præget af regn og grå himmel i månedsvis. Derfor har det været svært at tage nogle rigtigt fede billeder, men på en af de få solskinsdage fangede jeg nogle motiver, som jeg er temmelig godt tilfreds med.

Så 108 megapixels muligheden aktiverer du, når du på ferien skyder landskabsbilleder og andre motiver med store afstande. Senere kan den digitale beskæring trylle billeder frem, som du aldrig havde forestillet dig, var muligt at tage med en smartphone.

Det tager væsentligt længere tid for telefonen at gemme et 108 megapixels billede i forhold til når du skyder i den almindelige opløsning. Derfor kan du ikke bare knipse løs. Der kommer helt naturlige pauser i fotograferingen.

Hvad så med 100x zoom?

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Salgspunkt! Det skal få dig til at vende hovedet i retning af Galaxy S20 Ultra. Anvendelsen er i praksis yderst problematisk. Det var allerede tilfældet da Huawei P30 Pro med 50x zoom blev lanceret for et år siden.

Standardmulighederne for zoom er 2x, 4x, 10x, 30x, 100x – samt trinløst alt herimellem. Alt sammen er det digitalt zoom, kombineret med linsernes optik og du skal bestemt ikke forvente, at der kommer et laaaaangt objektiv ud af telefonen.

De mindste zoom-indstillinger, er bedst men ved op til 4x zoom kan der skabes nogle ret fine resultater, såfremt motivet står nogenlunde stille og belysningen er god. Skrues lyset ned, bliver lukketiden længere og billedet bliver sløret.

Så snart du går længere ud i zoom, bliver det rigtigt svært at holde telefonen stille og så god er billedstabilisatoren trods alt ikke. Med en tripod eller et stativ går det mellemste zoomniveau an, men på de højeste niveauer kan end ikke et godt kamerastativ holde telefonen stille nok – måske i vindstille vejr men ellers ikke. Faktisk kan vinden meget let skubbe telefonen ud af kurs.

Perfekte zoom-billeder er svære at tage

Trods et lille ”map” på skærmen, der viser en miniature af det store billede og hvor dit zoom ligger, er den stort set umuligt at ramme det perfekte skud.

Efter du har styr på det hele, må du ikke forvente knivskarpe billeder fra zoom-funktionen. De kraftigste zoomniveauer kan bedst bruges som en kikkert; hvad er det, der er helt derude? Som foto til din samling er det ubrugeligt.

En klog fotograf sagde engang til mig: ”Zoom ligger i benene ikke i teknikken”. Det gamle princip gælder stadig, men nogle gange er det ikke muligt, at gå tæt nok på. Derfor giver en vis grad af zoom god mening.

Galaxy S20 Ultra kommer desuden med ultra-vidvinkel, som jeg er temmelig vild med. Når du kombinerer dette med 16:9-fotoformat, så kan du tage nogle virkelig flotte landskabsbilleder. Desværre kan der ikke bruges 108 megapixels opløsning på ultra vidvinkel-billeder. Det havde ellers været temmelig cool.

Fedt kamera i alle situationer

Taget med Samsung Galaxy S20 Ultra
Taget med Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Udover de mange megapixels og det kraftige zoom, så har Galaxy S20 Ultra også helt almindelige kamerafunktioner. Overordnet set er jeg meget tilfreds med resultaterne. Det er nok et af de stærkeste kameraer i en smartphone.

Når mørket falder på, er Galaxy S20 Ultra nogle gange lidt for hidsig til min smag, når det kommer til at booste eksponeringen på billederne. Aftenbilleder bliver let for overbelyste og deraf unaturlige, men dette problem er Galaxy S20 Ultra ikke alene om. Det ses også på konkurrerende telefoner.

Desuden kommer du ikke uden om at have en rolig hånd, hvis billeder i dårlige lysforhold skal blive rigtigt gode, men alt i alt er Samsung også på dette område konkurrencedygtige.

Det mindst overbevisende kamera sidder på fronten af telefonen. Jeg synes resultatet er skuffende. Jeg sammenlignede her blandt andet præstationen ved videooptagelse med frontkameraet mod iPhone 11 Pro. Her kan Samsung slet ikke være med.

Video! Op til 8K-opløsning. Det er jo vanvittigt unødvendigt. Hvor vil du afspille videoer i 8K? Alene filstørrelsen gør det en kamp at arbejde med formatet. Jeg har ikke en 8K-skærm eller andre steder hvor 8K giver mening.

Det du kan bruge formater som 4K og 8K til, er beskæring. Du kan i redigeringsfase beskære motivet, så det kommer tættere på – eksempelvis til heltotal og nærbillede. Hvis dit endelige projekt skal være i Full HD, så har du med 4K eller 8K lidt ekstra materiale at gøre godt med i redigeringen.

Optagelserne i 8K har en billedfrekvens på 23,924 fps. Du skal altså ikke forvente hverken 30 eller 60 fps. Ved video i 4K er billedfrekvensen 29,324 fps.

Samsung har endnu engang optimeret på videostabilisatoren. I 4k er det således ikke noget problem at lave næsten filmiske videoklips håndholdt og gående. Jeg er imponeret! Kan du nøjes med Full HD-optagelser, så er Full HD understøttet i 60 fps.

Når du filer i 8K, så kan du skyde snapshots, mens I optager i en opløsning på 33 megapixels.

Billeder taget med Galaxy S20 Ultra

Ét skud giver mange billeder

Taget med Samsung Galaxy S20 Ultra
Taget med Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

En tvivlsom dansk oversættelse ”TagÉt” gemmer på funktionen ”Single Take”. Det virker mystisk, men er ret smart.

Tryk på udløseren hvorefter du bevæger telefonen i cirka 10 sekunder i stil med, hvordan du vil optage et videoklip. I baggrunden har telefonen travlt. Den skaber nemlig to korte videoer og mindst 10 billeder. Billederne er tilføjet beskæringer, filtre, effekter, bokeh osv.

Jeg brugte blandt andet Single Take ved tøndeslagning til en fastelavnsfest og fik nogle billeder og klips, som ellers ikke havde opnået. Jeg kan nemlig ikke både filme og tage billeder samtidigt og da slet ikke når ungerne forsøger at blive kattekonge m/k.

Single Take bruger du, når du er i tvivl om, hvorvidt situationen skal foreviges som et billede eller en video. De bedste resultater fås, når motivet indeholder mennesker eller dyr.

Efterhånden har vores telefoner ret mange regnekræfter. Single Take er et forrygende eksempel på en funktion giver mening samtidigt med udnyttelsen af processor og grafikkræfter.

Når det er sagt, så er buketten af optagelser og billeder fra Single Take ikke perfekt og Samsung kan sagtens forfine funktionen.

Hvornår kommer 240 hertz?

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Samsung er de første til at introducere en smartphone i vores marked med 120 Hz opdateringshastighed i skærmen; billedet indlæses 120 gange per sekund fremfor kun 60 Hz, som tilfældet hidtil har været på smartphone- og tablet skærme.

Når du kører 120 Hz så er grafikken på skærmen mærkbar mere flydende. Du ser det blandt andet i lange lister, eller når der pløjes gennem lange nyhedssider som EB.dk.

Grafikken følger bedre med uden at teksten bliver utydelig og trækker skygger, når du scroller. Jo mere jeg kigger, jo mere tænker jeg: Hvornår kommer 240 Hz-skærmene? Okay det er et stykke ude i fremtiden, men mere vil have mere.

120 Hz er ikke et must men en nice-to-have-feature, der så desværre bruger mere strøm en 60 Hz. Netop derfor har Samsung sat skærmen til 60 Hz som standard. Heldigvis ændres det let i skærmindstillingerne.

Du kan ikke køre 120 Hz ved fuld skærmopløsning WQHD+ (3.200 x 1.440 pixels). Du skal her nøjes med Full HD+ (2.400 x 1.080 pixels) eller HD+ (1.600 x 720 pixels). Det gør ikke så meget, da det nærmest er umuligt at se forskel på Full HD+ og WQHD+.

Der er ingen tvivl om, at Samsung baner vejen til nye forventninger inden for skærme. I forvejen er Samsung førende, men dette gør det absolut ikke ringere. Det gør til gengæld Samsungs overflod af uønsket software.

BLIV KLOGERE PÅ 120 HZ: Du kan høre mere om 120 Hz-skærmteknologi i episode 70 af min podcast. Her fortæller skærmekspert Rasmus Larsen fra Flatpanels.dk mere om 120 Hz, 240 Hz og hvad vi skal forventes os i fremtiden.

Screenshots fra Galay S20 Ultra

Bloatware status på S20 Ultra

Samsungs telefoner er født med en (frygtelig) masse software – altså udover Samsungs eget tastatur, kalender, SMS-indbakke, opkalds-app osv. Galaxy S20 Ultra er i bloatware-sammenhæng ingen undtagelse.

Jeg gik straks i gang med at fjerne langt det meste. Desværre må du i nogle tilfælde nøjes med kun at deaktivere apps da ikke alt kan afinstalleres. Hvorfor Samsung? Hvorfor?!!

Her er listen over, hvad jeg fandt på Galaxy S20 Ultra. Det kan sagtens tænkes, at listen ikke er fyldestgørende.

Samsung Members, Galaxy Store, Facebook Spotify, Netflix, YT Music, Samsung Notes, Game Launcher, Samsung Global Goals, Office, OneDrive, LinkedIn, Outlook, SmartThings, Diktaton, Mine Filer, Samsung Internet Browser, Samsung Health, Galaxy Wearable, Bixby, AR-zone, Smart Switch, Samsung Daily, Upday News plus Googles tjenester.

Du kan høre mere om min holdning til bloatware i dette indslag om emnet.

Bloatware er (desværre ikke) det eneste irriterende på årets Samsung-topmodel.

Fingeraftrykssensoren er irriterede dårlig

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Jeg havde ikke en god oplevelse med fingeraftrykslæseren på Samsung Galaxy S10+ sidste år. På Samsung Galaxy Note 10+ spillede det maksimalt. Det samme var tilfældet i forbindelse med Samsung Galaxy S10 Lite+ anmeldelsen.

Jeg ved ikke om mine fingre er specielle, men gode venner er Galaxy S20 Ultra og min tommelfinger i hvert fald ikke. Jeg oplever den ultrasoniske fingeraftrykssensor som irriterende dårlig. Det er dobbelt irriterende, når jeg ved, at Samsung sagtens kan gøre det bedre.

Endnu værre bliver det i karakterbogen, når ansigtsgenkendelse er den usikre 2D-type, som Samsung i øvrigt selv advarer mod, når denne aktiveres. Tilbage står PIN-kode som den sikre godkendelse. Det er bare så pre-2018-agtigt i en topmodel, der ellers giver den gas på så mange andre punkter. Eksempelvis på processor- og grafikkraft.

Størrelse og vægt er en anden faktor, du skal være opmærksom på. Telefonen er så stor, at man ofte står og bakser rundt med den. Og i lommen fylder den alt. Du skal desuden være klar på, at langt størstedelen af betjeningen skal ske med telefonen i to hænder. Desuden ligger den urimeligt dårligt på bordet, hvilket gør betjening på bordet bøvlet.

Total knald på motoren

Du får en telefon med 12 GB RAM – en stigning fra 2019-topmodellen på 4 GB. Der findes faktisk også en 16 GB version i blandt andet Storbritannien, men denne kommer ikke til Danmark.

Samsung er klar med 16 GB RAM i nye topmodeller

Med udgangspunkt i versionen med 12 GB RAM og Exynos 990 chipset får du nu alligevel en virkelig potent smartphone. Efter min vurdering, vil du aldrig komme til at mangle hastighed.

Herunder kan du se benchmarkmålingerne af Galaxy S20 Ultra op mod Samsung Galaxy S10+. Begge er opdateret til Android 10.

Trods en kraftig processor så spiser den ikke mAh-til morgenmad. Batteritiden er slet ikke så ringe, som jeg frygtede inden testen startede.

Antutu3DmarkSystemProcessor
Galaxy S20 Ultra525.2146.707Android 10Exynos 990
Galaxy S10+419.4455.072Android 10Exynos 9820

Batteritiden overrasker vildt positivt

Samsung Galaxy S20 Ultra har en batterikapacitet på 5.000 mAh. Det er seriens største.

Da de første testeksemplarer landede rundt i verden, så jeg flere beklage sig over batteritiden, særligt når 120 Hz er aktiveret. Det er slet ikke min oplevelse.

Jeg kan uden problemer køre fra tidligt om morgenen til sent om aftenen, uden at skulle sjatlade og hvor der i øvrigt stadig er godt 30 procent tilbage ved sengetid – vel at bemærke med 120 Hz aktiveret. Systemet rapporterede 6 timers yderligere batteritid uden en oplader – hvad skal jeg med mere?

Hvordan er batteritiden, når du benytter 60 Hz? Det ved jeg ikke. Jeg har nemlig ikke fundet behov for at skrue ned på 60 Hz, når nu 120 Hz er en mulighed.

Du kan lade Samsung Galaxy S20 Ultra fra 0 til 59 procent på blot 30 minutter ved at benytte den medfølgende 25 watt oplader. Hvis du har en 45 watt oplader, så er du på 74 procent efter 30 minutter.

MINITEST: Jeg er vild med Samsungs 45 watt multioplader

Trådløs opladning er ligeledes et stort plus. Op til 15 watt – igen kræver det en oplader, der kan levere denne effekt.

Nu jeg er ved det positive. Samsung har (heldigvis) fjernet Bixby-knappen og Bixby er blevet mindre pushy, end hvad jeg tidligere har set fra Samsung.

Når du swiper helt mod højre rammes du af en lidt underlig nyhedstjeneste kaldet ”Upday Top News” med nogle forskellige anbefalinger fra Samsungs appstore. Jeg betragter dette som bloatware. Hvis jeg ønskede en nyhedsapp, så skal jeg nok selv finde den på Google Play Store.

Konklusion: Vild og grim

Samsung Galaxy S20 Ultra
Samsung Galaxy S20 Ultra (Foto: MereMobil.dk)

Jeg er vild med funktionerne og mulighederne i Samsung Galaxy S20 Ultra, men designet, størrelsen og vægten er skudt ved siden af. S20 Ultra er lidt som en bluse man elsker at have på derhjemme fordi den er rar eller hyggelig, men det er ikke en der egner sig til ”pæn brug”, som vi siger på Fyn.

Samsung burde have gjort mere ud af designet, men jeg tænker ikke det har været en mulighed, når de ville være først med et 108 megapixels kamera. De har også sjusket omkring fingeraftrykslæseren, hvilket er trist da det ikke er første gang de laver den fejl.

Jeg kan ikke fratage Samsung, at de har skabt en rigtig fed smartphone, der kun på få punkter ikke når i helt mål. Hvis du ikke kan lide størrelsen, så findes der jo både Galaxy S20 og Galaxy S20+. Her skal du dog så undvære det ekstra vilde kamera.

OVERBLIK: Her er Samsungs Galaxy S20-modeller

Kameraet har rigtigt mange muligheder med flotte foto- og videoresultater. Funktionslisten i kameraet er lang og du kommer med garanti ikke til at bruge dem allesammen hver dag. Tænk på kameraet som en værktøjskasse, hvor du henter det rette værktøj frem, når det er relevant i forhold til opgaven, der skal løses. Det er heller ikke hver dag du bruger kap-/geringssaven, men den er rar at have, når den rette opgave pludselig melder sig.

Det er vildt med en telefon, der har SÅ stor skærm, SÅ kraftig processor og hvor du tilmed får 120 Hz opdateringshastighed uden du skal løbe fra stikkontakt til stikontakt for at holde strøm på den.

Telefonen er samtidigt fremtidssikret da både 5G Sub6 og mmWave er indbygget. Desuden understøtter den, ligesom Galaxy S10+ og Galaxy Note 10, Wi-Fi 6 (Wi-Fi 802.11 ax). Jeg har ikke kunne teste nogle af delene, da der ikke er en 5G-mast i mit område. Heller ikke en Wi-Fi 6 router er nået frem til afslutningen af denne test.

BAGGRUND: Dette skal du vide om 5G på Galaxy S20-serien

Desværre har jeg heller ikke kunne afprøve eSIM-funktionaliteten.

I forhold til 5G så er 5G Sub6 den første 5G-variant i kommer til at se i Danmark. Jeg tror ikke, at du skal forvente mmWave-teknologi bredt i netværkene i den tid, som du vil have en Galaxy S20 Ultra i lommen. Det er fedt mmWave er understøttet, men det er nok yderst begrænset, hvad du kan kommer til at bruge det til.

Min bedømmelse ender på 5 ud af 6 stjerner. Funktionerne, særligt kameraet er WOW, fingeraftrykslæser og designet er ØV.

SÅDAN BLIVER GALAXY S20 ULTRA OPDATERET: Samsung vil vedligeholde Galaxy S20 Ultra med månedlige sikkerhedsopdateringer i tre år – i år fire opdateres hvert kvartal. Desuden tilbydes der to Android OS-opgraderinger inden for en periode på tre år. Det oplyser Samsung Danmark til MereMobil.dk.

Samsung Galaxy S20 Ultra koster i Danmark 10.499 kroner vejledende, men over de første tre til seks måneder falder den formodentlig til et lidt mere spiseligt beløb.

Læs også vores store anmeldelse af Samsung Galaxy Buds+.

VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.


Aktuelle priser på Samsung Galaxy S20 Ultra

Herunder kan du se dagspriserne på Samsung Galaxy S20 Ultra.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Fantastisk kamera med et væld af muligheder
  • 120 Hz skærm i utrolig flot kvalitet
  • Overraskende god batteritid selv med 120 Hz aktiveret
  • Klar til 5G og Wi-Fi 6
  • God lyd ved samtaler såvel som fra de indbyggede stereohøjttalere
  • Kraftig processor
  • Dual-SIM med fysisk SIM-kort og/eller eSIM
  • Officiel udmelding om fremtidige softwareopdateringer

Lidt at tænke over

  • Rigtig stor og tung – ikke lommevenlig
  • Fingeraftrykslæseren er dårlig
  • 108 megapixels giver kun mening i særlige situationer
  • 8K-video – har du brug for det?
  • 45 watt opladning kræver en anden oplader end den medfølgende
Se min anmeldelse af Samsung Galaxy S20 Ultra

Mere til historien

I foråret 2019 kom Samsung med en e-model, der var den mest prisvenlige telefon i Galaxy S10-serien. I år er den billigste S20-model Galaxy S20 4G. Prisen er 6.999 kroner for en udgave med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads. I S10-serien var Galaxy S10e den billigste med en startpris på 5.999 kroner. Den næste i rækken var Galaxy S10 til 7.199 kroner.

Samsung Galaxy S20 Ultra
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Samsung Galaxy A56: Alt hvad vi ved indtil videre

Den kommende prisvenlige Samsung Galaxy A56 får hurtigere opladning. Her er hvad vi ellers ved om A56.

(mere…)
Datoen for Samsung Galaxy S25-lancering er måske afsløret

Hvis man skal tro de seneste rygter, så er præsentationen af den nye Samsung Galaxy S25 serie snart på vej.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Endelig… Samsung Galaxy Ring er nu til salg i Danmark

Samsung Galaxy Ring er endelig landet i handlen i de danske butikker. Her er detaljerne.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
152 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram