Hands-on med iPhone Duo – er skærmfolden væk?
De første medier har haft Apples foldbare iPhone Duo i hænderne. Folden er ikke væk, men Apple ser ud til at have arbejdet seriøst med både skærmen og softwaren. Spørgsmålet er, om det er nok til at retfærdiggøre en pris fra 17.999 kroner.

Apple har lanceret sin første foldbare iPhone, iPhone Duo, og nu begynder de første reelle indtryk fra medier, der har haft telefonen i hånden, at komme.
Jeg har endnu ikke selv haft Duo i hånden, så her tager jeg udgangspunkt i de første hands-on-indtryk – og sammenholder dem med det, jeg selv lagde mærke til under Apples præsentation.
Dog har jeg brugt Samsung Galaxy Z Fold8 i en længere periode, så jeg ved, hvad jeg skal kigge efter.
For mig er der især to ting, der bliver afgørende: Skærmen og softwaren.
Er skærmfolden væk?
Nej. Men den er heller ikke så enkel at bedømme.
The Verge beskriver folden som næsten usynlig og fremhæver samtidig, hvor glidende Duo åbner og lukker. Wall Street Journal har til gengæld sammenlignet Duo direkte med Galaxy Z Fold8, som journalisten selv har brugt gennem længere tid. Her er vurderingen, at folden på Duo er svær at se, men stadig kan mærkes med fingeren – og at den er mere diskret end på Samsungs Fold8.
9to5Google har en mere kritisk vurdering. Her er konklusionen, at folden stadig er en helt konkret del af skærmen, og at den umiddelbart ser omtrent lige så tydelig ud som på Galaxy Z Fold8.
Det er faktisk den konklusion, jeg synes er mest interessant.
Apple har altså ikke fjernet folden.
I stedet ser det ud til, at Apple har forsøgt at gøre den mindre irriterende. Den matte nano-texture-overflade reducerer refleksioner, og flere af de første indtryk fremhæver netop skærmens overflade som en af Duoens store kvaliteter.
The Verge og AppleInsider fremhæver også, hvordan overgangen (den grafiske del) mellem den udvendige og indvendige skærm er tænkt ind i brugeroplevelsen.
Det bliver interessant at se, hvordan den opleves i almindeligt dansk dagslys, under lamper og ikke mindst efter længere tids brug.
Duo ligner Galaxy Z Fold8
Formfaktoren er ikke til at komme udenom.
iPhone Duo åbner som en bog og har samme paslignende form som Galaxy Z Fold8.. Det er netop den form, Samsung har bevæget sig over mod med Galaxy Z Fold8.
Der er samtidig en interessant forbindelse mellem de to telefoner.
Brancheoplysninger peger på, at Samsung Display leverer OLED-panelet til Apples foldbare iPhone. Reuters omtaler også, at Apple benytter dele fra Samsungs foldable-forsyningskæde, blandt andet displays. Apple og Samsung Display har dog ikke officielt bekræftet leverandørforholdet.
Jeg har tidligere testet Galaxy Z Fold8, så her kan du læse min test af Samsungs foldbare telefon.
Apple har en vigtig softwarefordel med iPhone Duo
Det er her, jeg synes, Duo bliver rigtig interessant.
Apple er både et hardware- og softwarefirma. Det betyder, at Apple selv kan bestemme, hvordan skærmen, iOS og Apples egne apps skal spille sammen.
Det kunne jeg allerede se ved præsentationen.
Når Duo åbnes, flyttes appen ikke bare fra den lille skærm til en stor skærm. Apple har lavet en overgang, hvor indholdet nærmest glider med, mens telefonen åbnes. Det virker som en lille detalje, men den slags kan gøre forskellen på en foldbar telefon, der føles gennemtænkt, og en telefon, der føles som to telefoner sat sammen.
Det er netop her, jeg synes, Apple har en historik, som de andre producenter skal tage alvorligt.
Apple har gennem mange år været ekstremt dygtige til at få udviklerne med på iPad.
Der findes masser af Android-tablets, men iPad er stadig den platform, hvor du som bruger typisk kan forvente, at de store apps er ordentligt tilpasset den store skærm.
Nu forsøger Apple at gøre det samme med Duo.
Men Netflix er ikke nok
Her kommer den store udfordring.
De første hands-on-indtryk viser, at nogle apps allerede er optimeret til Duo. Netflix er blandt de apps, der demonstrerer, hvad der kan lade sig gøre på den store indvendige skærm.
Men det er ikke nok. Jeg vil ikke være imponeret, hvis Apples egne apps fungerer perfekt, og et lille udvalg af store apps følger efter.
Når Duo kommer på markedet, skal Instagram, Facebook og de andre apps, som millioner af mennesker bruger hver dag, fungere ordentligt på den store skærm.
Det er i mine øjne en af de vigtigste tests af iPhone Duo.
Apple har nemlig selv gjort appoplevelsen til en del af argumentet for Duo. Derfor bliver det også Apple, der skal stå på mål for oplevelsen, hvis apps ikke fungerer.
Og der er allerede en interessant bagside.
AppleInsider beskriver, hvordan ældre eller ikke-optimerede apps kan ende med at blive vist i deres oprindelige format på den indvendige skærm – omgivet af store sorte områder i siderne. Apple har altså ikke bare valgt at strække gamle iPhone-apps ud over hele skærmen.
Det er på én måde en god beslutning. En app skal ikke nødvendigvis gøres større bare for at fylde pladsen ud.
Men det betyder også, at forskellen mellem en godt optimeret app og en gammel app bliver meget synlig.
Apple giver samtidig udviklerne nye værktøjer i Xcode 27.1, hvor de kan teste apps i fire forskellige Duo-tilstande: lukket portræt, lukket landskab, åben vandret og åben lodret.
Nu bliver spørgsmålet, hvor hurtigt udviklerne er klar med optimerede apps til iPhone Duo.
Hold fast! iPhone Duo koster (fra) 17.999 kroner
Og så kommer prisen. iPhone Duo starter ved 17.999 kroner for 256 GB. 512 GB koster 19.999 kroner, 1 TB koster 23.999 kroner, mens 2 TB-versionen koster hele 29.999 kroner.
Det er en voldsom sum penge.
Samsung Galaxy Z Fold8 har en vejledende startpris på 15.999 kroner, mens Google Pixel 11 Pro Fold starter ved 15.799 kroner.
Duo er altså dyrere end begge konkurrenter.
OVERBLIK: Se alle priserne på iPhone Duo
Samsung har et prisproblem
Sammenligningen med Samsung bliver endnu mere interessant, fordi Galaxy Z Fold8 allerede har ændret pris.
Ved lanceringen var Samsungs startpris høj, men Fold8 kan i dag købes væsentligt billigere. Det er efter min mening et problem, hvis du har købt en så dyr telefon på lanceringsdagen.
Samsung har historisk haft en prisstrategi, hvor produkterne starter højt og derefter falder hurtigt i pris. Det kan være godt for nye købere, der køber på det rette tidspunkt, men for dem, der køber på lanceringsdagen, kan det give et voldsomt værditab.
Apple har ikke samme tradition. iPhone-priserne holder sig normalt bedre.
iPhone Duo løser ikke alle problemer
De første indtryk fortæller mig ikke, at Apple har fjernet alle problemerne ved foldbare telefoner.
9to5Google viser eksempelvis, at folden stadig er synlig, mens andre medier er langt mere positive. Bemærk også, at Apples nye under-display-kamera kan ses tydeligt fra bestemte vinkler på grund af forskellen i refleksion mellem kameraområdet og resten af skærmen.
Men Apple ser ud til at have forstået, at en foldbar telefon ikke kun handler om hængsler og skærme.
iPhone Duo skal også fungere i softwaren
Det er efter min mening Duoens største mulighed, software.
Hvis Apple får Instagram, Facebook, Netflix, Microsoft, Google og alle de andre store apps til at udnytte den indvendige skærm ordentligt, kan Duo få en fordel, som ikke kan måles i millimeter eller gram.
Men hvis det kun er Apples egne apps og en håndfuld store tjenester, der fungerer perfekt, så er historien en anden.
For 17.999 kroner vil jeg ikke købe en telefon, hvor jeg skal tænke over, hvilke apps der er optimeret. Duo skal bare virke.
iPhone Duo er dog ikke den eneste store iPhone-nyhed. iPhone 18 Pro og iPhone 18 Pro Max byder også på nyt fra Apple, mens Samsung allerede har sendt en opsigtsvækkende velkomst til iPhone Duo.
iPhone Duo kan forudbestilles fra 16. oktober og leveres fra 23. oktober 2026.
Vil du have flere nyheder, guides og anmeldelser som denne? Få de vigtigste historier direkte i din indbakke. Tilmeld dig gratis her.
Mere til historien
Det paslignende format er ikke en nyhed. Xiaomi har en telefon i dette format, og længe før Samsungs lancering så jeg Huaweis bud, da jeg besøgte en Huawei-butik i Kina.

