Samsung Galaxy Z Fold8 test: Nu giver Fold endelig mening
TEST: Jeg har tidligere haft svært ved at se ideen med Samsungs foldbare telefoner. Galaxy Z Fold8 har fået mig til at ændre mening, men begejstringen har en høj pris.

Jeg har mange gange været kritisk over for Samsungs foldbare telefoner.
Problemet med de tidligere Galaxy Z Fold-modeller har været, at jeg ofte bare brugte skærmen på forsiden. Jeg glemte nærmest, at telefonen kunne foldes ud.
Når jeg endelig åbnede telefonen, stod jeg med spørgsmålet: Hvad skal jeg egentlig bruge den store skærm til?
Sådan er det ikke med Samsung Galaxy Z Fold 8.
Der er sket et eller andet med formatet. Nu tager jeg faktisk mig selv i at åbne telefonen og bruge den store skærm. Ikke fordi jeg skal, men fordi det giver mening. Det overrasker mig.
Galaxy Z Fold 8 er ikke Samsungs mest avancerede telefon. Kameraet er et kompromis, nogle apps fungerer ikke godt nok, og prisen er helt vild. Alligevel er jeg blevet ved med at bruge den. Det siger faktisk en hel del.
Specifikationer: Samsung Galaxy Z Fold 8
- Skærme: 7,6” foldbar LTPO AMOLED 2X, 1.828 × 2.448 px, 120 Hz og op til 3.000 nits. Frontskærm på 5,5”, 1.248 × 1.972 px og 120 Hz.
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 8 Elite Gen 5 (for Galaxy).
- RAM: 12 eller 16 GB.
- Lagerplads: 256 GB, 512 GB eller 1 TB, ingen plads til microSD-kort.
- Kamera: 50 megapixels hovedkamera med OIS samt 50 megapixels ultravidvinkel.
- Frontkameraer: 10 megapixels på både frontskærmen og den foldbare skærm.
- Video: Op til 8K ved 30 fps og 4K ved op til 120 fps.
- Batteri: 4.800 mAh.
- Opladning: 45 watt kablet, 20 watt trådløs og 4,5 watt omvendt trådløs opladning.
- Beskyttelse: IP48-certificeret mod vand og større støvpartikler.
- Mål: 9,7 mm tyk sammenfoldet og 4,5 mm udfoldet. Vægten er 201 gram.
- Biometri: Fingeraftrykslæser placeret i sideknappen.
- Forbindelser: 5G, Wi-Fi 7, Bluetooth 6.0, NFC, UWB, GPS og USB-C 3.2.
- Højttalere: Stereohøjttalere, intet 3,5 mm jackstik.
- System: Android 17 med One UI 9.
Et Fold-design, der giver bedre mening
Samsung har givet Galaxy Z Fold 8 et helt nyt format, som ifølge designerne er inspireret af traditionelle pas og notesbøger.
Telefonen er kortere og bredere end de Fold-modeller, vi tidligere har været vant til. Når telefonen er lukket, måler frontskærmen 5,5 tommer. Åbner du telefonen, får du en 7,6 tommer hovedskærm i et mere kvadratisk format. Begge skærme har 120 Hz opdateringshastighed og en oplyst maksimal lysstyrke på op til 3.000 nits i peak.
Det lyder måske ikke som en revolution, men formatet gør en langt større forskel i praksis, end tallene indikerer.
Jeg har gået rundt med Galaxy Z Fold8 i direkte sommersol uden problemer med at aflæse skærmen.
Lysstyrken er god, og læsbarheden er bedre end på tidligere Fold-modeller, hvor jeg indimellem har haft svært ved at se indholdet ordentligt, når solen stod ned fra en blå himmel.
Til film og almindelige YouTube-videoer får du dog ikke udnyttet hele den indvendige skærm. Klassisk 16:9-indhold efterlader sorte områder, fordi skærmformatet er mere kvadratisk.
Til gengæld passer skærmen bedre til Shorts, TikTok, Instagram Reels og andet vertikalt indhold.
Oplevelsen bliver stor og opslugende, men kun når apps gør deres del af arbejdet. Det vender jeg tilbage til.
Frontskærmen er stor nok til, at jeg kan bruge den som skærmen på en helt almindelig smartphone. Jeg kan svare på beskeder, læse mails, bruge apps, se indhold og løse hverdagens små opgaver uden at åbne telefonen.
På Galaxy Z Flip-modellerne har jeg ofte syntes, at skærmen på forsiden var for begrænset. På tidligere Fold-modeller har frontskærmen heller ikke altid føltes helt naturlig.
På Z Fold 8 rammer Samsung et interessant kompromis.
Du har en kompakt telefon, der ikke føles voldsom i lommen, men som stadig kan bruges normalt, når den er lukket. Når du har brug for mere plads og bedre overblik, åbner du den.
Det lyder så oplagt, at man kunne spørge, hvorfor Samsung ikke gjorde det sådan fra begyndelsen.

Derfor åbner jeg faktisk Galaxy Z Fold8
Den store forskel fra tidligere Fold-modeller er ikke kun, at frontskærmen fungerer bedre. Det er også blevet mere naturligt at åbne telefonen.
Jeg har flere gange lagt to apps ved siden af hinanden på den store skærm. Det kan eksempelvis være en mail i den ene side og et andet vindue i den anden side, hvor jeg skal bruge oplysningerne fra mailen.
Det er ikke en funktion, jeg bruger hele tiden. Men jeg bruger den. Tidligere glemte jeg ofte, at muligheden eksisterede.
Jeg åbner også telefonen, når jeg har brug for et større overblik. Det kan være en hjemmeside, et dokument eller en app, hvor det ganske enkelt er rarere at have mere plads. Her begynder Fold-konceptet pludselig at give mening.
Det bedste ved formatet er, at jeg ikke bliver tvunget til at åbne telefonen. Frontskærmen kan det meste. Den store skærm er en ekstra mulighed, som jeg tager i brug, når den løser en konkret opgave bedre.
En anden smart detalje er, at du kan stille telefonen som en trekant på bordet, når du har en video kørende på frontskærmen. Det er nærmest en indbygget ”stand”.
Folden i skærmen er tæt på at være god nok
Skærmfolden har altid været et af de store kritikpunkter ved foldbare telefoner.
Du kan stadig se folden på Galaxy Z Fold8, hvis lyset rammer telefonen fra den rigtige vinkel. Du kan også fortsat mærke den med fingeren.
Men folden er markant mindre synlig og mindre mærkbar end på de tidligere modeller, jeg har brugt.
Samsung har gjort tydelige fremskridt. Vi er nået dertil, hvor folden er tæt på at være god nok.
Den ultimative løsning er naturligvis, at folden forsvinder helt. Det er vi ikke nået til endnu. Men i daglig brug har den generet mig langt mindre, end jeg havde forventet.
Byggekvaliteten er rigtig god. Jeg har brugt telefonen som enhver anden smartphone uden at pakke den ind i vat.
Hængslet føles robust, og konstruktionen giver mig ikke anledning til bekymring. Jeg ville uden problemer kunne bruge den som min primære telefon.
Arbejder du et sted med store mængder fint støv og skidt, ville jeg dog fortsat tænke mig om. Telefonen har IP48-certificering, hvilket giver vandbeskyttelse, men kun begrænset beskyttelse mod partikler.

Hvor blev Privacy Display af?
Samsung gjorde et stort nummer ud af Privacy Display på Galaxy S26 Ultra.
Funktionen er integreret direkte i skærmens hardware og kan begrænse betragtningsvinklen, så personer ved siden af dig har sværere ved at se indholdet. Den kan blandt andet aktiveres for bestemte apps, adgangskoder og notifikationer.
Det er en virkelig god funktion. Derfor er det ærgerligt, at Privacy Display ikke også findes på Galaxy Z Fold8.
På en Fold-telefon med en stor skærm ville funktionen give fantastisk god mening. Samsung har teknologien, men har valgt at holde den væk fra Fold8. Det er en mistet mulighed og ærgerligt at man ikke får denne topfunktion på en topmodel-telefon.
Kameraet er Galaxy Z Fold8s største kompromis
Kameraoplevelsen er generelt fornuftig, så længe du ikke forventer det samme som på Samsungs Ultra-telefoner.
Z Fold 8 har et hovedkamera på 50 megapixels med optisk billedstabilisering og et 50 megapixels ultravidvinkelkamera. Der er ikke et dedikeret telekamera. Samsung kalder zoomfunktionen for 2x zoom i optisk kvalitet via Adaptive Pixel, mens digital zoom går op til 10x.
I praksis oplever jeg 2x som den absolutte grænse. Det gælder både foto og video.
Ved 1x og op til 2x kan kameraet tage rigtig gode billeder. Når lyset er godt, og solen skinner fra en skyfri himmel, vil langt de fleste være fuldt tilfredse med resultatet.
Men 2x er ikke ægte optisk zoom fra et dedikeret telekamera. Det er en løsning baseret på sensorbeskæring og digital behandling. Når du går længere ind, bliver begrænsningen tydelig.
Det er her, jeg begynder at savne kameraet fra Galaxy S26 Ultra, en kommende Galaxy S27 Ultra eller sågar Galaxy Z Fold8 Ultra.
Jeg forstår godt, at Samsung skal skabe afstand mellem modellerne. Men kameraet er et mærkeligt sted at spare på en telefon til 15.999 kroner. Det er trods alt ikke en mellemklassemodel.
Gode aftenbilleder, men ikke altid indendørs
Kameraet kan tage rigtig flotte billeder udendørs om aftenen.
Hvis du fotograferer ned ad en gade, efter mørket er faldet på, kan du få et resultat med hjem, som ser rigtig godt ud. Indendørs på en restaurant er oplevelsen mere svingende.
Når lyset er svagt, ujævnt eller flakkende, er der mere tilbage at ønske. Her bliver forskellen på Z Fold8 og Samsungs bedste kameratelefoner tydeligere.
Det er ikke sådan, at kameraet er dårligt. Det er bare ikke godt nok til, at jeg glemmer, hvad telefonen koster.
Smart selfie-idé kræver nyt tilbehør
En af fordelene ved Fold-formatet er, at du kan åbne telefonen og bruge coverskærmen som søger, mens du fotograferer eller optager dig selv med hovedkameraerne.
Det giver god mening. Hvorfor bruge et mindre frontkamera, når telefonens bedste kameraer sidder på bagsiden?
Problemet opstår, når telefonen skal sættes på et stativ eller anden holder.
Almindelige telefonholdere passer ikke nødvendigvis til telefonens åbne format. Hvis du vil optage dig selv, se billedet på coverskærmen og samtidig have hænderne fri, kræver det en særlig holder eller en mere kreativ opsætning.
For en content creator begrænser det funktionen ret meget.
Muligheden er smart, men Samsung mangler at gøre den praktisk anvendelig sammen med det udstyr, mange allerede har.

Ydelsen er høj, men varmen mærkes
Galaxy Z Fold8 har masser af fart.
I almindelig brug føles den hurtig og stabil. Apps åbner hurtigt, betjeningen er flydende, og multitasking fungerer godt.
Mine benchmarkresultater ser således ud.
| Antutu | 3D Mark | GB 1/2 | GB OpenCL | |
| Z Fold8 | 2.832.702 | 4.383 | 3.494 / 9.257 | 24.296 |
| Z Fold7 | 1.651.525 | 4.604 | 2.597 /8.328 | 15.874 |
| Galaxy S26 Ultra | 3.492.295 | 7.543 | 3.700 / 11.101 | 24.740 |
Det skal bemærkes, at den nye telefon er baseret på Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy samt 12 GB RAM i de fleste konfigurationer. Z Fold7 bruger Snapdragon 8 Elite (for Galaxy) samt Galaxy S26 Ultra har Snapdragon 8 Elite Gen 5 (for Galaxy).
Selvom Z Fold8 og S26 Ultra anvender den samme platform, så er der stadig lidt mere ydelse at hente i S26 Ultra-modellen.
Tallene fortæller, at Z Fold 8 har mange kræfter. De fortæller ikke hele historien.
Når telefonen presses med blandt andet videoredigering, udvikler den mærkbar varme. Det påvirker ydelsen, når chipsættet nedsætter hastigheden for at holde temperaturen under kontrol.
Jeg har blandt andet oplevet lag under redigering i appen Edits. Da jeg aktivt kølede telefonen ned udefra (med et køleelement), blev redigeringen mere flydende, og appen laggede mindre.
Det er ikke et videnskabeligt bevis, men det peger på, at nogle af problemerne ikke kun handler om dårlig appoptimering. Varme og termisk begrænsning kan også spille ind.
Samsung og Meta har et problem
Samsung fremhæver samarbejdet med Meta om at få blandt andet Facebook og Instagram til at fungere godt på foldbare enheder, men oplevelsen er ikke overbevisende.
Reels fra Facebook og Instagram kan på frontskærmen blive strakt, så indholdet ser deformt ud. Det sker ikke hele tiden, men det sker ofte nok til, at det irriterer mig.
Instagram Edits har også givet problemer.
- Lyd, der indimellem er ude af synkronisering
- Lag under redigering
- Uventet opførsel
- Funktioner, der findes på iPhone, men mangler på Android
- En mere ujævn oplevelse end på iPhone 17 Pro
Det undrer mig. Når Samsung fortæller om et tæt samarbejde med Meta, forventer jeg, at en vigtig app som Edits er testet ordentligt på en helt ny toptelefon, der netop siges at være målrettet ”content”.
Hvis Z Fold 8 skal være en telefon til både at konsumere og producere indhold, skal den slags fungere!
Softwarefejl Samsung burde have rettet
Det brede format skaber enkelte softwareproblemer på frontskærmen.
I nogle apps kan tastaturet dække tekstfeltet, så jeg ikke kan se det, jeg skriver. Man finder selvfølgelig en løsning i hverdagen, men det er ikke en elegant brugeroplevelse.
Samsung burde have bedre styr på, hvordan tastatur og tekstfelter skaleres på telefonens specielle skærmformat.
Der er også problemer med lydsiden.
Jeg taler ikke om højttalernes kvalitet. De lyder nogenlunde som højttalerne i mange andre gode telefoner. Til musik bruger jeg alligevel et headset.
Det er Samsungs generelle lyddesign, der trænger til en opdatering.
Ringetoner, beskedlyd og flere af systemlydene lyder simpelthen for meget som noget fra 00’erne. På en toptelefon til 15.999 kroner kunne Samsung godt skabe et mere moderne og gennemarbejdet lydunivers.
Problemet gælder ikke kun Galaxy Z Fold 8. Det er en generel Samsung-ting.
Samsung Keyboard overrasker positivt
Samsung bruger sit eget tastatur frem for Googles Gboard.
Samsung Keyboard har fungeret glimrende i testperioden. Særligt de indbyggede AI-funktioner er nyttige. Jeg kan få rettet stavefejl og forbedret en tekst direkte fra tastaturet. Fordelen er, at funktionen virker på tværs af apps.
Det gælder, uanset om jeg skriver en SMS, bruger Messenger, Snapchat eller en anden tjeneste. Det er en rigtig god brugeroplevelse.
Men der er bare lige et problem. Du kan fortsat ikke søge efter emojis på dansk i Samsung Keyboard.
Funktionen findes på blandt andet svensk, tysk og engelsk, men ikke dansk. Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle være en stor teknisk opgave at tilføje danske søgeord til emoji-funktionen.
Det er en helt unødig begrænsning. En ny bruger vil med det samme tænke, at telefonen er ”i stykker”.
Samsungs AI mangler stadig bedre dansk understøttelse
Flere af Samsungs AI-funktioner understøtter fortsat ikke dansk.
Det gælder blandt andet dele af liveoversættelsen og andre nyere AI-funktioner.
Samsung har i årevis signaleret, at bedre dansk sprogunderstøttelse er på vej. Alligevel står vi fortsat med funktioner, som danske købere enten ikke kan bruge eller kun kan bruge ved at skifte til et andet sprog.
Danmark er et lille sprogområde. Det forstår jeg godt.
Men Samsung sælger telefoner her, og Galaxy Z Fold 8 koster fra 15.999 kroner. Så må man også kunne forvente, at de fremhævede funktioner rent faktisk fungerer for danske kunder.
Batteriet holder en arbejdsdag
Ved almindelig smartphonebrug holder Z Fold8 sig fint gennem en hel arbejdsdag.
Hvis du bruger telefonen til:
- Beskeder
- Opkald
- Internet
- Sociale medier
- Lidt video
- Almindelig brug af apps
…så kommer du gennem dagen uden at tænke ret meget over opladning.
Jeg har ikke oplevet egentlig batteriangst.
Men Z Fold8 er en avanceret telefon med to skærme og et kraftigt chipsæt. Når du tager mange billeder, optager meget 4K-video, redigerer indhold eller bruger telefonen på et roamingnetværk, går det hurtigere med strømmen.
I de situationer er en powerbank i tasken en god idé.
Batteriet har en kapacitet på 4.800 mAh. Z Fold8 understøtter op til 45 watt kablet opladning, 20 watt trådløs opladning og 4,5 watt omvendt trådløs opladning.
45 watt er et fremskridt for Samsung, men det er stadig ikke voldsomt hurtigt sammenlignet med flere konkurrenter.
Jeg kunne dog godt tænke mig, at Samsung satte yderligere fart på opladningen.
Galaxy Z Fold8 mangler indbyggede magneter til Qi2
Galaxy Z Fold8 understøtter trådløs opladning, men Samsung har ikke bygget magneterne til magnetisk fastholdelse af tilbehør – kendt som MagSafe hos Apple og PixelSnap hos Google.
Det er træls.
På en telefon i denne prisklasse burde jeg kunne bruge tilbehør fra det åbne marked, og trods alt er dette ikke en ny funktion, men for brugerne ekstremt praktisk.
Samsung henviser til covers, der tilføjer funktionen. Det er ikke godt nok. Magnetisk fastholdelse (Qi2 MPP – Magnetic Power Profile) opladning burde være integreret som standard.
Galaxy Z Fold8 fungerer stabilt som almindelig telefon
Ser jeg bort fra varmeudviklingen under krævende opgaver og problemerne i enkelte apps, har Z Fold8 været stabil.
Jeg har haft gode oplevelser med:
- Wi-Fi
- Bluetooth
- Mobilforbindelse
- Opkald
- Daglig brug af apps
- Almindelig systemstabilitet
Der har ikke været noget på den grundlæggende telefondel, som har fået mig til at lægge den væk.
Det er vigtigt, fordi Fold-formatet kun giver mening, hvis telefonen først og fremmest fungerer som en god smartphone. Det gør Galaxy Z Fold8.
Hvem bør købe Samsung Galaxy Z Fold8?
Først og fremmest skal du have pengene.
Galaxy Z Fold 8 starter ved 15.999 kroner for udgaven med 256 GB lagerplads og 12 GB RAM. Det er rigtig mange penge for en telefon.
Du bør også overveje, om du reelt har brug for det foldbare format.
Hvis du kan se dig selv bruge den store skærm til multitasking, dokumenter, mails, websites og bedre overblik, så er Fold8 interessant.
Den er også relevant for dig, der bare vil have noget nyt og anderledes og gerne betaler for den nyeste teknologi. Men det er ikke en telefon til masserne.
Hvis du primært vil have det bedste kamera, en mere traditionel brugeroplevelse og mest mulig telefon for pengene, vil en Galaxy S26 Ultra være et mere rationelt køb. Du får ganske enkelt bedre value for money.

Konklusion: Gadgethjertet vinder næsten
Galaxy Z Fold8 er en rigtig god telefon.
Det nye format er det vigtigste. Ikke processoren. Ikke AI-funktionerne. Ikke kameraet. Formatet.
Samsung har lavet en foldbar telefon, som fungerer godt, når den er lukket, men samtidig giver mig en reel grund til at åbne den. Det er første gang, jeg for alvor føler, at Fold-konceptet giver mening i min hverdag.
Telefonen er stabil, skærmene er fremragende, byggekvaliteten er god, og folden i skærmen er mindre generende end tidligere. Det er også et kæmpe plus, at Samsung fortsat lover syv års softwareopdateringer.
Men kompromiserne er også tydelige.
Kameraet er ikke på Ultra-niveau. Der mangler bl.a. et rigtigt telekamera. Meta-apps fungerer ikke godt nok. Telefonen bliver varm under belastning og drosler ned på ydelsen. Dansk AI-understøttelse halter stadig. Magnetisk opladning kræver et cover. Privacy Display mangler. Og så er prisen VOLDSOM.
Hvis Samsung tilbød mig gratis at vælge mellem Galaxy Z Fold8 og Galaxy S26 Ultra som min primære telefon det næste år, ville mit gadgethjerte vælge Z Fold8. Jeg er blevet en lille smule forelsket i formatet.
Min pengepung og min rationelle hjerne ville vælge Galaxy S26 Ultra eller vente og se, hvad Galaxy S27 Ultra bringer.
Det er i virkeligheden hele historien om Galaxy Z Fold8.
Det er ikke det fornuftige køb. Det er ikke telefonen med det bedste kamera, og det er ikke mest telefon for pengene. Men det er den første Fold-model, jeg oprigtigt har haft lyst til at blive ved med at bruge.
Og det havde jeg ikke set komme.
VIDEO: Tjek mine første indtryk af Z Fold8 og Z Fold8 Ultra lige efter lanceringen – se videoen her.
Find den billigste Samsung Galaxy Z Fold8
Se hvem der har den laveste pris lige nu på Z Fold8
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Nyt format, der gør Fold-konceptet mere anvendeligt.
- Brugbar frontskærm og god multitasking.
- Fremragende skærme og solid byggekvalitet.
- Stabil ydelse og god batteritid.
- Skærmfolden er markant mindre synlig.
Lidt at tænke over
- Meget høj pris.
- Kameraet mangler ægte optisk zoom og topmodel-kamera.
- Bliver varm under krævende opgaver.
- Meta-apps fungerer ikke altid godt nok.
- Flere AI-funktioner mangler stadig dansk.
- Ingen indbyggede magneter til trådløst tilbehør.
Mere til historien
Sidste år var Galaxy Z Fold7 den store foldbare. I år skal du se efter Galaxy Z Fold8 Ultra, hvis du vil have den helt store skærmmodel.

