Hvad skal du forvente på Mobile World Congress?
BAGGRUND: Læs her hvilke nyheder og tendenser skal du holde øje med på Mobile World Congress (MWC) 2015.
Mobilbranchens årlige familiefest åbner officielt mandag den 2. marts 2015 i Barcelona. Her mødes topledere, beslutningstagere, producenter, softwareudviklere og journalister, for at diskutere det kommende år i en af verdens vigtigste industrier.
Overskriften for 2015 eventen er ”The Edge Of Innovation”, men hvad skal vi forvente?
Jeg har samlet nogle af de ting som forventes, at få opmærksomhed blandt deltagerne, og efterfølgende i medierne.
De nye smartphones
Som altid er MWC stedet, hvor nye smartphones ser dagens lys.
På selve teknologien forventer analytikere fra Gartner, Forrester og IDC, meget lidt innovation. I stedet er fokus rettet mod nye materialer, buede skærme og avancerede sensorer, oplyser kommunikationsbureauet Hill+Knowlton Strategies.
Her under har jeg samlet de seneste nyheder om smartphone-præsentationerne.
Samsung Galaxy S6
Årets største nyhed bliver Samsung Galaxy S6. Det er stadig uklart om Galaxy S6 lanceres i to varianter, som vi så det med Galaxy Note 4, der blev præsenteret i standardversionen og en udgave med kantskærm – Galaxy Note Edge.
Vi holder vejret og venter spændt på, om Galaxy S6 også kommer i en S6 Edge-udgave.
Rygterne om S6 taler om 5,1 tommer QHD-skærm, 20 megapixels kamera, 3 GB RAM samt et nyt design, hvor plastikken er forsvundet.
Et spændende rygte handler om softwaren i S6, der måske vil være en mere ren Android-oplevelse med mindre bloatware.
– Operatør bekræfter Galaxy S6 og S Edge
HTC One (M9)
HTCs næste topmodel kommer på MWC 2015. Det har HTC selv været ude og bekræfte. Vi kender ikke modelnavnet, men rygtebørsen har allerede lækket specifikationer og billeder.
Modellen er særlig vigtig for HTC, da de efterhånden er reduceret til et komma i købernes bevidsthed. Selvom de to foregående HTC One-telefoner har fået meget ros, har de kun solgt begrænset.
HTC One (M9) forventes at komme med 5,2 tommer Full HD skærm, 3 GB RAM og Qualcomm Snapdragon 810 chipset.
Huawei, LG og Sony
Huawei og LG har begge planlagt mindre pressearrangementer, men der forventes ikke nogle store smartphone-lanceringer.
– ”Vi holder et lille arrangement for 100 indbudte journalister, men ingen stor livestreamet event på Mobile World Congress,” fortæller Susanne Persson, nordisk PR-chef hos LG, til MereMobil.dk.
LG G3 blev præsenteret den 27. maj 2014, så sandsynligheden taler for, at LG planlægger sin egen event, hvor de kan få opmærksomheden for sig selv, når LG G4 skal lanceres.
Hver sjette måned har Sony lanceret en ny topmodel, så det er ved at være tid til Sony Xperia Z4. Indtil videre har der været stille fra Sony, så umiddelbart tror vi ikke på en event lige omkring hjørnet.
Wearables og Internet Of Things i fokus
Bærbar teknologi, kendt som wearables eller wearable gadgets, vil være i fokus på MWC 2015, mener Gartner, Forrester og IDC, men ikke kun som smartwatches eller fitnessarmbånd.
Analytikerne forventer, ifølge Hill & Knowlton, smarte tekstiler, sko og smykker. Mode omkring teknologi forventes at blive vigtig.
2015 bliver også året hvor mange wearable producenter er afventede. Apple Watch kommer til april, og netop Apples wearable forventes af mange, at blive en driver i markedet.
Forud for Mobile World Congress i år tales der også om Internet Of Things (iOT). Det vil sige maskine-til-maskine kommunikation. Her vil mange producenter lave forsøg, så det kan afsøges, hvor der kan laves en holdbar forretningsmodel. Visionen er bunkevis af internetforbundne enheder, som assisterer os i hverdagen.
Analytikerne slår fast, at hvis Internet Of Things skal blive en succes, så kræver det netværk med hurtig kommunikation og korte ventetider. I den snak er de kommende 5G-netværk et omdrejningspunkt, som forventes diskuteret på gangene.
Kineserne og asiaterne fokuserer på MWC
Barcelona-eventen er et særdeles godt sted, at blive set for de asiatiske producenter, hvilket passer godt sammen med virksomhedernes internationale ekspansionsplaner.
Ronan de Renesse, ledende analytiker for forbrugerelektronik ved Ovum siger til Mobile Daily, at mobiloperatørerne i vesten stadig har den største indflydelse på salget af mobilenheder, og derfor er det vigtigt for asiatiske producenter, at komme til MWC, for at skabe forbindelse til netop operatørerne.
I forhold til sidste år er antallet af asiatisk baserede virksomheder stedet med 34 procent, hvilket bringer repræsentationen af firmaer på udstillingen, fra den region, op på omkring 20 procent.
Kinesiske og indiske techproducenter som Xiaomi, Meizu, Oppo, OnePlus, Micromax og Karbonn har haft stigende popularitet i deres hjemmemarkeder, og nu er turen til de internationale markeder kommet. På Mobile World Congress kan der udover operatørkontakten og skabes omtale i de engelskbaserede medier.
Herunder kan du se et preview forud for MWC fra Mobile World Live, der er den officielle mediepartner på eventen.
Web-TV: MWC 2015 preview
Følg med på MereMobil.dk
MereMobil.dk dækker Mobile World Congress 2015 intenst, og bringer de seneste nyheder, perspektiver og analyser ugen igennem.
Det hurtige overblik får du i vores nyhedsbrev, som du kan tilmelde dig gratis.
– De største mobilnyheder i 2015
Mere til historien
Mobile World Congress er en særlig vigtig event, da det i høj grad er beslutningstagerne, der deltager. I 2014 deltog 85.000 i MWC, og de 46.000 af dem sad i lederpositioner med beslutningsansvar. Lyt til vores podcast hvor Endomondo-stifter Mette Lykke fortæller, hvorfor MWC var vigtig for dem.