Advarsel: Nordens digitale netværk kan svigte under en krise
Kun halvdelen af de nordiske beslutningstagere vurderer, at deres organisation kan holde kritiske funktioner i gang under en alvorlig digital afbrydelse.

Vores samfund er fuldstændigt afhængigt af, at mobilnettet og internettet virker.
Men truslerne fra cyberangreb og digital sabotage stiger, og det nordiske beredskab er ifølge Telenor ikke godt nok sammentømret.
Det advarer teleselskabet om i den nye sikkerhedsrapport Nordic Digital Security 2026.
Rapporten bygger blandt andet på svar fra 2.427 erhvervsledere og beslutningstagere i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Kun halvdelen vurderer, at deres organisation er godt forberedt på at holde kritiske funktioner i gang under en alvorlig digital afbrydelse.
I Danmark er andelen 49 procent.
Telenor peger derfor på, at Danmark, Norge, Sverige og Finland skal holde op med kun at planlægge kriseløsninger hver for sig.
Fælles hjælp til det digitale beredskab
Hvis et stort cyberangreb rammer infrastrukturen i et enkelt land, kan de lokale eksperter og ressourcer hurtigt komme til kort.
Telenor mener derfor, at myndigheder, teleselskaber og andre kritiske leverandører på forhånd skal aftale, hvordan landene kan sende udstyr og specialister på tværs af grænserne.
I rapporten opstiller Telenor fem anbefalinger til de nordiske regeringer.
- Sæt klare mål for beredskabet, og finansier de nødvendige løsninger.
- Byg troværdig digital infrastruktur uden at lukke markedet.
- Koordiner beredskabet på tværs af sektorer og landegrænser.
- Afhold fælles kriseøvelser, og luk de huller, som øvelserne afdækker.
- Sørg for, at troværdig krisekommunikation kan fungere, når de normale kanaler svigter.
Det handler blandt andet om klare planer for, hvilke tjenester, master og basestationer der skal genoprettes først efter et nedbrud.
Landene bør samtidig afholde fælles kriseøvelser, som tester beredskabet mod blandt andet strømsvigt, cyberangreb, sabotage og ekstremt vejr.
Direktør i Telenor Danmark, Lars Thomsen, understreger sammen med de øvrige nordiske Telenor-chefer, at tillid og gode intentioner ikke er nok, når krisen rammer.
Teleselskabet efterlyser konkrete aftaler, øvelser og investeringer fra de nordiske politikere, så den kritiske infrastruktur kan holdes i gang under krig, sabotage eller større katastrofer.
Mere til historien
Telenor har aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige og Finland. I Danmark står selskabet også bag lavprismærket CBB Mobil.

