Samsung Galaxy Note 4 test – den fjerde geniale assistent

TEST: Min Galaxy Note 4 test konkluderer, at Samsung fortsat har et unikt produkt, som konkurrenterne ikke kan matche. Desværre har Note 4 punkter, hvor den ikke er så god som forgængeren.

Samsung Galaxy Note 4 test

Samsung Galaxy Note 4 (Foto: Samsung)

Samsung Galaxy Note 4 er i butikkerne. Det er den fjerde, geniale digitale assistent til forretningsmanden, der konstant er på farten, og hvor håndtering af mails, notater, kalender og samtaler er i fokus.

Note-kategorien tilhører Samsung. Ingen af konkurrenterne har et tilsvarende produkt. Derfor hviler der en særlig forpligtelse fra Samsungs side, til at gøre det ekstra godt.

Samsungs succes med Note har for produktkategorien været enorm. På de første omkring to år blev der solgt 50 millioner Galaxy Note-telefoner. Galaxy Note 3, sidste års model, solgte 10 millioner styks på de første to måneder i handlen.

Nu er Samsung Galaxy Note 4 her. Målgruppen vil elske den! Velkommen til Samsung Galaxy Note 4 test.

Flere detaljer om Galaxy Note 4

Engang en stor skærm

Da den første Galaxy Note kom i 2011 var skærmstørrelsen på 5,3 tommer helt uhørt; en KÆMPE telefon. Her mod slutningen af 2014 er der ingen der undres over en smartphone / phablet i den størrelsen.

Note 4 har 5,7 tommer skærm, præcis som forgængeren Note 3. Opløsningen er forøget, fra Full HD til Quad HD. Det vil sige over 3,6 millioner pixels på skærmen mod tidligere godt 2 millioner. Ikke et under at skærmbilledet står utroligt skarpt.

-

Galaxy Note 4 har QHD-skærm på 5,7 tommer

Der er fortsat tale om en Super AMOLED skærm, der nærmest kræver solbriller. Hold op der er knald på – en rigtig wow-effekt. Pixeltætheden er 515 PPI. Altså et stort skridt op fra de 386 PPI at Note 3 bød på.

Betragtningsvinklen er der intet at udsætte på, men farverne er ”Samsung style”. Hvis du vil have toppen af Disney-palletten pillet af, så gå ind i skærmindstillinger og skift til ”Fototilstand”. Samsung oplyser, at skærmen rammer 90 procent af Adobe RGB. Om det er korrekt har jeg ingen forudsætninger for at tjekke op på.

Skærmen har et ultra højt kontrastforhold og den sorte farve er godnat-sort. Det ser voldsomt imponerende ud.

Samsung har også i dette produkt en række funktioner i skærmdelen, som giver god mening i dagligt brug. F.eks. at skærmen vedbliver at være tændt, når der kigges på den.

Udviklingen af størrelserne på Note-serien

SkærmStørrelseVægt
Note 1 (2011)5,3”
800 x 1280 px
146.8 x 82.9 x 9.6 mm178 gram
Note 2 (2012)5.5”
720 x 1280 px
151.1 x 80.5 x 9.4 mm163 gram
Note 3 (2013)5.7” 1080 x 1920 px151.2 x 79.2 x 8.3 mm168 gram
Note 4 (2014)5.7” 1440 x 2560 px153.5 x 78.6 x 8.5 mm176 gram

Galaxy Note 4 er stor

Samsung Galaxy Note 4

Samsung Galaxy Note 4 (Foto: Samsung)

Ejere af tidligere Galaxy Note-enheder vil ikke undre sig over størrelsen, og det vil iPhone-folket heller ikke (længere). iPhone 6 Plus har 5,5 tommer skærm, vejer fire gram mindre, men er fysisk en smule større end Note 4.

Test: iPhone 6 Plus er super fed – men uhåndterlig

Vi kommer ikke uden om, at Galaxy Note 4 er stor – meget stor, men i modsætning til iPhone 6 Plus, så udnyttes skærmstørrelsen langt mere aktivt på Note 4.

Samsung er foreløbigt den eneste producent, der har skabt en storskærms-mobil, der er langt mere end blot en stor skærm.

Note 4 er den første i serien, som har en metalramme omkring skærmen, fremfor plastik. Rammen er med til at give en god kvalitetsfølelse, ganske som vi så det på Samsung Galaxy Alpha.

Test: Sasmsung Galaxy Alpha – let og lækker

Plastikbagsiden er belagt med en textur, der trækker tankerne i retning af læder. Belægningen giver et godt greb om telefonen, og i modsætning til hvordan jeg oplevede iPhone 6 Plus, så har jeg ikke været bekymret for at tabe Note 4.

Powerknappen sidder ud for tommelfingeren i højre side. Volumentasterne er de eneste fysiske knapper på venstre side. Lige under skærmen findes de to softtouch-knapper til “programskift” og “tilbage”. I midten den sædvanlige hjemknap med fingeraftryksfunktion. Bemærk – Note 4 har ingen kameraknap.

Kameralinsen buler lidt ud på bagsiden, og lige under denne findes den kombinerede pulsmåler og fotolys til kameraet. Desværre er højtaleren placeret på bagsiden, hvilket ikke gør noget godt for lyden. Headsetstikket på toppen har en lidt sjov bule ud på den aftagelige bagside, der åbner adgang til batteriet, MicroSIM-kort og MicroSD-hukommelseskort.

Alt i alt et godt og stabilt design, hvor skærmen er beskyttet af Gorilla Glass 3, men i sagens natur betyder det ikke, at skærmen ikke kan gå i stykker.

Den magiske S Pen

Note-4-S-penSelvom det virker grinagtigt, at have en betjeningspind (stylus) her i 2014 må jeg medgive, at det her er et plus. S Pen er netop det, der gør Samsung Galaxy Note-produkterne til mere end bare en stor skærm. Når først man mestrer S Pen, udvides funktionaliteten enormt.

Trykfølsomheden er fordoblet til 2048 niveauer med Note 4, og hastigheden er markant forbedret. Desværre følger stregen fra pennen ikke helt med i realtid, men det er langt bedre end vi tidligere har set. Mon ikke den sidder helt i skabet med Note 5?

Der er også kommet fyldepen og kalligrafipen. Når der skrives, registreres automatisk ens vinkling af pennen og hvor hårdt der trykkes. Faktisk kan man skrive ret flot.

En ny funktion er Smart Select, hvor du med S Pen kan indsamle klips, tekst og billeder, fra forskellige websites og andre kilder, og efterfølgende bruge det klippede indhold i beskeder, mails eller notater. Det fungerer godt og intuitivt. Der er fortsat Action Memo, der nu kan hæftes på hjemmeskærmen som en digital PostIt.

S Pen kan også fungere som en slags mus. Hold knappen inde og træk en ramme over det der skal vælges, f.eks. billeder i galleriet, en stribe mails eller dagene i kalederen. På samme måde kan tekster på websites og i mails også markeres, og bruges andre steder.

S Pen screenshots

God genkendelse af håndskrift

Sådan fungerer Smart Select med S Pen

Sådan fungerer Smart Select med S Pen

Håndskriftsgenkendelse er Note 4 temmelig hård til. Det er helt utroligt, hvor præcist den genkender mine kragetæer. Når pennen holdes over beskedfeltet kommer et pen-ikon til syne, som kan aktivere håndskriftfunktionen. Materialet til Galaxy Note 4 beskriver en mulighed, for at tegne i beskedfeltet hvorefter tegningen omsættes til en MMS. Dette har jeg ikke kunne få til at fungere på min testenhed. Så måske det er forbeholdt andre landeområder.

Multitasking og brug af multivindue har fået et løft. Hvis der rækkes med pen eller finger fra et af de øverste hjørner, diagonalt ned, kan et program minimeres til et svævende vindue. Fra multitasking-menuen kan man via et ikon, trække programmet ud til split-view. Ingen tvivl om, at det er blevet meget lettere at arbejde med denne funktion, end det har været tidligere.

Præcis som på de tidligere Galaxy Note produkter er funktionaliteten med S Pen, og applikationen S Note, helt uden sidestykke på mobilmarkedet. Note 4 er en moderne PDA, der for hver udgivelse sætter nye standarder for, hvad der er muligt.

En fin detalje er i øvrigt, at S Note integrerer med Evernote, så du ikke tvinges til at bruge Samsungs notatapplikation, hvis du foretrækker en anden.

Jeg er ikke selv i målgruppen for pennens funktioner, men jeg er overbevist om, at særligt dem som arbejder med grafik, tegnere, designere og ikke mindst dem som lærer at bruge skærmen som notesblok, vil få fuldt udbytte af disse specielle funktioner i Note 4.

Lang batteritid og hurtig opladning

Batteriets kapacitet i Galaxy Note 4 er på 3.220 mAh. Rundt regnet det samme som i Note 3. Forskellen er dog større, end man umiddelbart skulle tro. Samsung har foretaget en større strømrenovering, så det ikke skulle være et problem, at køre en hel dag eller mere uden opladning, heller ikke ved intensivt brug.

Jeg kan bekræfte, at Note 4 er yderst strømeffektiv. Den store højtopløselige skærm trækker i sig selv en del, men det har altså ikke påvirket resultatet negativt. En stille dag oplevede jeg, at have halvdelen af batterikapaciteten tilbage efter 20 timers drift. Det mest normale har været omkring 30 procent tilbage ved en 16-17 timers drift, uden brug af strømbesparende funktioner.

Som på andre Galaxy-topmodeller har denne også en strømsparetilstand, hvor begrænsningen af ydeevne og nedjustering af lysstyrke, kan bidrage til yderligere batteritid. Du finder også Ultrastrømspare-tilstand, der slår alle smartphone-funktioner fra. Til gengæld får du så strøm til drift i dagevis.

Skulle der alligevel mangle strøm, så er en hurtig-oplader inkluderet i salgspakken. Normalt giver standardladeren et output på 4,9 volt, men Note 4 understøtter hurtigopladning, hvilket booster outputspændingen fra laderen til 7,4 volt. Der lades med mellem 1,5 og 2,0 ampere. På 30 minutter kan batteriet oplades til 50 procent. Med Note 3 ville det tage næsten dobbelt så lang tid.

Hurtig opladning er en del af Qualcomm chipsettet, som telefonen benytter. Qualcomm Quick Charge 2.0 findes også i produkter som Nexus 6, HTC One (M8), Sony Xperia Z2, Z3, Z3 Compact og den japanske udgave af Galaxy S5.

For at kunne udnytte den hurtige ladetid kræver det en oplader, der understøtter teknologien, men den er med i salgspakken til Note 4.

Multitasking i Galaxy Note 4

For sløv i optrækket

Samsung Galaxy Note 4

Samsung Galaxy Note 4 (Foto: Samsung)

Øv! Siger jeg bare. Galaxy Note 4 har alle forudsætninger, for at være en fantastisk digital assistent, men den er sløv. Alt for sløv i optrækket.

Selvom der sider en Qualcomm Snapdragon 805 quad-core processor på 2,7 GHz i telefonen, er det tilsyneladende ikke nok. I mit sædvanlige benchmarkprogram Antutu ender vi på godt 45.000 point. Det svarer til niveauet på en Sony Xperia Z3. Umiddelbart et godt resultat.

Okay! Benchmarktal siger jo ikke ret meget i sig selv. Det er dagligt brug det kommer an på. Interfacet og menuerne er flydende og lækre, men skift mellem åbne programmer, eller noget så simpelt som at åbne en mail fra topgardinet (notifikation) sker langsomt. Selv når mailprogrammet (testet med Office 365) er fremme, går der flere sekunder, inden mailens indhold vises.

Jeg er ikke imponeret over, hvordan Samsung udnytter de potentielt mange hestekræfter Note 4 byder på, og slet ikke når det som her går ud over helt almindeligt brug. Det er jo ikke optimalt, at skulle vente 2-3 sekunder på et programskift – særligt ikke når Note 4 jo netop gennemsyres af funktioner, hvor flere programmer på én gang er en væsentlig feature.

RAM mangler telefonen i hvert fald ikke, da den er født med 3 GB. Så det kan umiddelbart ikke være her, at problemet ligger.

Som det ofte er med Samsung, skal vi lige forbi, den første store systemopdatering inden produktet er pudset af.

Note 4 har fingeraftrykslæser indbygget i hjemknappen, og selvom den er blevet bedre i forhold til introduktionen i Galaxy S5, er den stadig ikke optimal. Der er alt for mange fejllæsninger. Samsung har desuden valgt, at adgangskoden hvis fingeraftrykket ikke fungerer, skal være med både tal og bogstaver, og det gør bare brugen endnu mere frustrerende.

Jeg tror aldrig det bliver rigtigt godt, når fingeren skal trækkes hen over en sensor. I Huawei Ascend Mate 7 og i iPhone benyttes en type, hvor fingeren blot lægges på en sensor. Denne teknologi virker langt bedre.

Test: Huawei Mate 7 – overraskende stor og god

Hold øje med gaverne

Samsung har i deres seneste produkter tilføjet forskellige gavemuligheder. Samsung Gifts giver dig lidt ekstra med gratis, når du køber eksempelvis Note 4.

Det betyder, at du blandt andet får seks måneders gratis abonnement på Endomondo Premium, seks måneders musik via Deezer og ét års Evernote Premium. Der er også en række andre muligheder i gave-applikationen.

Naturligvis er det ikke dette som gør, at man køber telefonen, men det er da en herlig lille ekstra ting at få med.

Samsung Galaxy Note 4

Kontoret i lommen

Samsung S Planner er en fremragende kalender-applikation, som også kan udnytte ekstra funktionalitet via S Pen. Netop S Planner kan gøre mig helt afhængig af Samsungs produkter.

Derimod er jeg ikke så imponeret over mailklienten. Her kommer Google til undsætning, da applikationen Gmail app 5 skaber integration, mellem Exchange og Gmail.

SMS-applikationen har en række gode egenskaber. Eksempelvis favoritliste i toppen af SMS-listen er super genial. Desværre er det ikke optimalt, at beskeder over fire SMS’er automatisk bliver sendt som MMS. Jeg har ofte været udsat for, at beskeder ikke er kommet frem hos modtageren, fordi denne ikke har været sat op til MMS.

Men derudover er Note 4 et rigtigt lille lommekontor, som fungerer godt. Jeg har været over 70 mbit/s downloadhastighed på trådløst netværk, og via 4G LTE kan det også gå stærkt, da Note 4 understøtter Cat 6 LTE.

Internetbrowseren er Google Chrome – og det er jo som bekendt en rigtig god internet-oplevelse, men hvorfor Samsung (samt nogle andre producenter) absolut skal indlægge deres egen udgave, er mig uforståeligt. Den bruger som ikke har den store tekniske indsigt, vil altså være på nettet gennem en browser som producenten skal opdatere, og man går dermed glip af nye funktioner og ikke mindst sikkerhedsopdateringer, da slutbrugere ikke selv kan opdatere eller erstatte den indbyggede udgave.

Samsungs Chrome-browser på Galaxy Note 4 er version 34, men den seneste officielle Chrome-browser er nu nået til version 38.

Lydkvaliteten ved musik gennem hovedtelefoner er ganske fornuftig, men Samsung bør se på, om de kan designe den udvendige højtaler bedre. Her kunne de godt lære lidt af HTC.

Samsung Galaxy Note 4 har 32 GB indbygget hukommelse, og derudover kan der tilføjes yderligere 128 GB via MicroSD-hukommelseskort.

Lydkvaliteten ved samtaler i kontormiljøer er vældig god, men når der kommer trafikstøj ind over, kommer den digitale signalprocessor på overarbejde. Ved kraftig baggrundstøj bliver stemmen ind i mellem lidt metallisk, men man kan stadig høre hvad der bliver sagt.

Screenshots fra Samsung Galaxy Note 4

Ikke en kameratelefon

Samsung Galaxy Note 4 sælges i sagens natur ikke som en kameratelefon, men den har nu alligevel et rimeligt kamera. Der er 16 megapixels hovedkamera og 3,7 megapixels på fronten. Hovedkameraet har optisk billedestabilisator som Samsung har døbt ”Smart OIS”.

Er du selfietypen (hvilket jeg ikke tror en typisk Note-bruger er) kan du lave panoramabilleder med frontkameraet, eller det der kaldes 120 graders selfie.

Jeg er ikke imponeret over billeder taget i dårligt lys. Der er billedstøjen forholdsvis fremtrædende. Ved brug under gode lysforhold er resultatet dog fornuftigt.

Billeder taget med Galaxy Note 4

Konklusion: Unik inden for sit felt

Samsung Galaxy Note 4 er fremragende, på de fleste punkter. Notatdelen åbner for kreativ anvendelse, og det findes ikke bedre på markedet. Konkurrenterne har intet som kommer i nærheden af Note 4, der er meget mere end blot en stor skærm.

Jeg synes oprigtigt, det er ærgerligt for Samsung, og for køberne, at telefonen flere steder har lange tænkepauser. Tænkepauserne hører ikke hjemme på en telefon i denne prisklasse. Det er super frustrerende i helt almindeligt hverdagsbrug og det trækker ned i den samlede bedømmelse.

Til gengæld kan du glæde dig over, at Note 4 trækker fra de fleste andre modeller i markedet, når det kommer til hastighederne man kan opnå på Wi-Fi og 4G.

Samsung Galaxy Note 4 er unik inden for sit felt! Karakteren ender på 5 ud af 6 stjerner.

Se også vores web-tv indslag hvor vi går tæt på Galaxy Note 4 og vurderer den.

Fordele / ulemper

Fordele

– S Pen og tilhørende software er godt integreret
– Enestående flot skærmoplevelse
– Hurtig datakommunikation og lavt strømforbrug

Ulemper

– Trods kraftig hardware har Note 4 tænkepauser
– Fylder godt op i lommen – ingen enhåndsbetjening
– Ikke optimalt kamera

Sådan oplever jeg Sonos Ace | Test

TEST: Sonos Ace lover filmsurround i hovedtelefoner og rumlig lyd. Desværre rammer Sonos ved siden af.

(mere…)
Denne UPS strømbackup redder din dag

PRØVEKØRT: Schneider har en cool strømbackup på markedet. Den redder dit game eller arbejde og sørger for, at strømmen altid er “ens”. Jeg har prøvekørt strømbackupen.

(mere…)
Dreame A1 er måske fremtidens robotplæneklipper 

VIDEOTEST: GPS-styrede robotplæneklippere er smarte, men Dreame A1 er faktisk endnu smartere. 

(mere…)
iPhone 16 Pro er en vingeskudt telefon | Test

TEST: Med iPhone 16 Pro skyder Apple ved siden af. En kameraknap er ikke nok! Læs min test af iPhone 16 Pro.

(mere…)
Epic Games sagsøger Google og Samsung

Et nyt søgsmål har ramt Google (igen) og Samsung. Tvisten drejer sig om en funktion på Samsung, der besværliggør side-loading.

(mere…)
Samsung Galaxy S24 FE – spændende opgradering

Samsung er klar med dette års ”Fan Edition”. Galaxy S24 FE er opgraderet på flere punkter. Se specifikationer, salgsstart og pris her. 

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram