Motorola Edge+ overrasker på specs og pris
Topmodellen Motorola Edge+ overrasker positivt på prisen og specifikationerne. Måske er den et reelt alternativ til Samsung og OnePlus?
Efter flere års tilløb er det Lenovo-ejede mobilbrand Motorola klar med en egentlig topmodel. Motorola har allerede, uden det store held, forsøgt at gøre sig gældende som en konkurrent i nichesegmentet for klaptelefoner med Motorola Razr, men nu kommer det brede flagskib, der skal favne alle.
TEST: Her kan du læse min store anmeldelse af Motorola Edge+
Motorola Edge+ koster 7.999 kroner for en version med 12 GB RAM og 256 GB lagerplads. Motorola går altså direkte i flæsket på Samsung Galaxy S20+ og OnePlus 8 Pro.
VIDEO: Første kig på Samsung Galaxy S20-serien
Kan Motorola Edge+ så noget? Det svar finder vi først for alvor i min kommende anmeldelse, men ud fra specifikationerne ser det lovende ud. Med til historien hører også, at specifikationerne på OnePlus 8 Pro og Samsung Galaxy S20+ heller ikke fejler noget – faktisk ligner de tre telefoner hinanden overraskende meget.
Motorola Edge+ kommer med 6,7 tommer OLED-skærm (90 Hz opdateringshastighed) og i øvrigt HDR10+ certificeret. 90 Hz er desværre lidt under den nye standard på markedet. Eksempelvis benytter både Samsung og OnePlus 120 Hz på deres seneste topmodeller.
BAGGRUND: Dette skal du vide om 120 Hz skærme
Skærmkanten buer helt ned om siderne (90 grader), hvilket kan give problemer. Samsung har tidligere benyttet denne designtype. Det var på Galaxy S6 Edge+. Her måtte brugerne leve med mange fejltryk, når håndfladen ramte kanten. Samsung har sidenhen til dels forladt denne form for skærmdesign.
Motorola udnytter skærmkanten med såkaldt ”Edge Touch”-funktioner. Eksempelvis som en bakke til appgenveje, notifikationer m.v. Men Edge Touch kan deaktiveres af brugeren, hvis man føler for dette.
En anden kantfunktion er Edge Light. Her kan lys indikere alarmer, notifikationer, opkald og batteristatus.
Kamera med 108 megapixels
Sensoren i kameraet på 108 megapixels er, ifølge Motorola, den største sensor, der fysisk nogensinde har fundet vej til en smartphone. Angivelig er sensoren tre gange større end på Samsung Galaxy S20 Ultra, der ligeledes har et 108 megapixels kamera.
I forhold til zoom tales der om ”high-res zoom” og der loves ikke noget om 100x zoom som på Samsung Galaxy S20 Ultra. Løftet er kun 3x optisk zoom, som på OnePlus 8 Pro.
ANMELDELSE: Samsung Galaxy S20 Ultra er wow og øv på samme tid
Udover den store sensor har Motorola Edge+ også ultra vidvinkel-kamera og telefotolinse. Desuden kan du tage makrobilleder. En TOF (Time Of Flight) sensor har ligeledes fundet vej til bagsiden.
Der er kun optisk billedstabilisator (OIS) på hovedkameraet og telefotolinsen.
Video kan skydes i op til 6K-opløsning ved 30 fps. Ved videooptagelser kombineres optisk stabilisering med EIS, hvilket angiveligt er den mest avancerede videostabilisering på markedet, skriver producenten.
Frontkameraet er en enkelt 25 megapixels sensor.
Benytter Qualcomm-topmodel
Samsung har i nørdkredse fået kritik for at anvende deres egen Exynos-processor i vores markedsområde – særligt fordi Samsung i andre markedsområder benytter Qualcomms processor.
Den kritik vil Motorola ikke få. Motorola Edge+ kører nemlig på Qualcomm Snapdragon 865 med Adreno 650 grafikprocessor. Telefonen har 12 GB LPDDR5 RAM. Det er et fuldkomment match mod OnePlus 8 Pro.
Som følge af processortypen er Edge+ også klar til 5G, hvor både Sub-6 og mmWave er understøttet. Desuden er der adgang til at benytte den kommende standard Wi-Fi 6.
Venter du på 5G? Så kan du vente længe endnu
Den interne lagerplads er 256 GB. MicroSD-kort er ikke en mulighed. Du skal desuden være opmærksom på, at du ikke kan bruge dual-SIM på Edge+. Heller ikke eSIM er en mulighed.
Med batteriet på 5.000 mAh loves der op til to dage uden du behøver en oplader. Det bliver rigtig interessant at se om dette holder stik. I salgspakken medfølger en 18 watt oplader. Desuden understøttes 15 watt trådløs opladning og 5 watt trådløse powershare.
Rimelig uspoleret Android
Motorola Edge+ leveres med Android 10, der ifølge producenten er ”near stock Android”. Det lyder interessant. Vi må se når testmodellen lander, om det holder.
Ligesom på Motorolas øvrige modeller ligger der på Edge+ en Moto-app, der gemmer på en række Moto-specifikke funktioner som at kunne lægge telefonen med skærmen nedad, for at aktivere lydløs tilstand. Derudover kan man via My UX tilpasse ikoner, skrifttyper og farver.
Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor meget bloatware Motorola har kastet ind i Android. Traditionelt har de dog ikke været slemme på dette punkt.
Jeg synes i øvrigt, der skal lægges mærke til, at Motorola Edge+ kommer med 3.5 mm. jackstik. Det er spændende, hvorvidt dette bliver en ny trend. Sony Xperia 1 II vil nemlig også have jackstik, så Motorola er ikke ene om deres tilgang til det analoge stik.
Sony Xperia 1 II satser på 5G og Zeiss-optik
Måske hænger bevarelsen af 3.5 mm. jackstik sammen med et større fokus på lyd – også ved opkald, som Motorola lover de har på denne model.
Edge+ kommer i midten af maj
Du kan købe Motorola Edge+ fra den 15. maj 2020 her i Danmark hos YouSee, Telmore, Telia, Call Me, Elgiganten og Proshop. Telenor og 3 er ikke på forhandlerlisten.
Edge+ kan her i landet fås i farven Thunder Grey, men den findes internationalt også i farven Smoky Sangria.
Edge+ bliver kun tilgængelig med 12 GB RAM og 256 GB lagerplads til 7.999 kroner uden abonnement. En tilsvarende konfiguration af OnePlus 8 Pro koster 7.899 kroner.
Som alternativ tilbyder Motorola også den mindre model Motorola Edge i Danmark. Denne har 6 GB RAM og 128 GB lagerplads, men har ikke så fede specifikationer som plusmodellen. Motorola Edge koster 4.699 kroner. OnePlus’ modbud er OnePlus 8 til 5.399 kroner. Denne har dog bedre specifikationer.
LÆS OGSÅ: Motorola Edge er en lille topmodel til under 5.000 kr.
Lige nu ser det ud til, at Motorola har lanceret en smartphone, der på specifikationer og pris er overraskende god. Inden salgsstarten vil jeg bringe en anmeldelse af Motorola Edge+. Her får du svaret på, om Edge+ når alt kommer til alt kommer på niveau med konkurrenterne.
Det som forud for testen undrer mig er, at Motorola ikke giver mulighed for dual-SIM på topmodellen. Eller ikke en IP-certificering fandt vej til Edge+. Det er i hvert fald noget du sal være opmærksom på såfremt du går i købstanker.
OVERBLIK: Detaljerne om priserne på Motorola Edge+ og Edge
Specifikationerne: Motorola Edge+
- Skærm: 6,7”, 90 Hz
- Type: OLED
- Opløsning: Full HD+, 1080 x 2348 pixels
- Beskyttelse: Gorilla Glass 6 på for- og bagside
- Processor: Qualcomm Snapdragon 865, 5G
- RAM: 12 GB, LPDDR5
- Hukommelse: 256 GB
- Udvidelse: Nej
- Hovedkamera: 108 megapixels, f/1.8, OIS
- Ultra vidvinkelkamera: 16 megapixels, 117gr, f/2.1
- Telefoto: 8 megapixels, f/2.4, OIS, 3x optisk zoom
- Time of Flight sensor
- Frontkamera: 25 megapixels, f/2.0
- Batteri: 5.000 mAh
- Trådløs opladning: Ja. Op til 15 watt Qi-understøttet. 5 watt powershare
- Hurtigoplader: Ja. 18 watt-lader i salgspakken
- 3.5 mm. Jackstik: Ja
- Stereohøjttalere: Ja
- Forbindelser: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/ax (Wi-Fi 6), hotspot, Bluetooth 5.1, GPS, Glonass, Galileo, BDS, NFC, USB-C
- 5G: Non-standalone (NSA), 5G mmWave, 5G Sub6 og Standalone (SA)
- Dual-SIM: Nej
- E-SIM: Nej
- Fingeraftrykssensor: Ja. Optisk i skærmen
- IP-beskyttelse: Nej – men har ”vandafvisende design”
- Størrelse: 161.1 x 71.4 x 9.6 mm.
- Vægt: 203 gram
- System: Android 10
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Motorola har stadig lavprismodeller på markedet. Senest har jeg anmeldt Moto G8 Power. Prisen for denne telefon er 1.999 kroner.