iPhone 6 – det rigtige iPhone-valg

TEST: Fremragende design, flot skærm men også lidt stor. Læs her testen af iPhone 6 der klart er det rigtige iPhone-valg.

iPhone 6 og iPhone 6 Plus

iPhone 6 og iPhone 6 Plus

Apples iPhones er blevet væsentligt større end hvad vi tidligere har været vandt til. Nogle iPhone-ejere har i længere tid sukket efter lidt mere skærmplads, men spørgsmålet er nu, om telefonen er blevet for stor.

Jeg har haft iPhone 6 under luppen. I denne test af iPhone 6 vil jeg give dig svaret på, om det er nødvendigt at opgradere fra din tidligere iPhone.

iPhone 6 er Apples hidtil tyndeste smartphone – kun 6.9 millimeter. iPhone 6 Plus er en smule tykkere og måler 7.1 millimeter.

Hvis du allerede nu ved, at du absolut må eje den store model, så læs min store test af iPhone 6 Plus som er en kæmpe med 5.5 tommer Full HD-skærm. Faktisk har den 88 procent mere skærmareal end iPhone 5S.

Fornuftig skærmstørrelse – næsten én hånd

Med iPhone 6 får du 4,7 tommer skærm med 1334 x 750 pixels. Det er 38 procent mere skærmareal end iPhone 5S. Selvom telefonen er blevet større, vil mange alligevel kunne udføre en del af dagligdagens betjening med én hånd.

Hvis ikke du kan nå toppen så tap blidt to gange på hjemknappen, hvorefter indholdet der står i toppen af skærmen hopper ned på midten. Umiddelbart en ”popsmart”-feature, men jeg har allerede hørt fra flere der har købt iPhone 6, at de rent faktisk anvender funktionen.

iPhone 6 er virkelig lækker men også meget glat og jeg er hele tiden nervøs for at tabe telefonen. Naturligvis kunne et cover være løsningen, men det pynter bestemt ikke på telefonen. Det lækre design vil i så fald være ligegyldig.

Skærmen har lige omkring 1 million pixels, godt halvdelen af hvad vi finder på en Full HD-skærm, men små 80.000 pixels mere end en 720p skærm (1280 x 720 pixels). Det er den opløsning, der sidder i konkurrerende produkter Samsung Galaxy Alpha og Sony Xperia Z3 Compact.

Web-TV: Se testen af Samsung Galaxy Alpha

Apple kalder deres skærm for Retina HD. Det er et marketingsudtryk for en LCD-skærm med høj opløsning.

Billedet er flot og farverne fremstår naturtro. På den negative side bemærker jeg en grålig nuance i den sorte farve, men det er i småtingsafdelingen, og noget vi også ser på hovedparten af konkurrerende produkter.

Apple oplyser, at de har forsøgt at matche sRGB farvestandarden, hvilket har ført til brugen af UV-lys, der er med til at sikre, at skærmens flydende krystaller er placeret optimalt. Jeg har ikke den fornødne tekniske viden til at bevise eller modbevise dette.

Skærmstørrelsen synes jeg er et godt kompromis mellem de helt store phablets og de, efterhånden gammeldags, almindelige smartphones. Meget af betjeningen kan klares med én hånd, men når det kommer til skrivning af beskeder, er begge hænder en nødvendighed.

iPhone 6 er ikke nær så enhåndsvenlig som iPhone 5S og tidligere modeller.

Udviklingen af størrelserne på iPhone 

SkærmStørrelseVægt
iPhone 4S3.5”115.2 x 58.6 x 9.3 mm140 gram
iPhone 5S4.0”123.8 x 58.6 x 7.6 mm112 gram
iPhone 64.7”138.1 x 67.0 x 6.9 mm129 gram
iPhone 6 Plus5.5”158.1 x 77.8 x 7.1 mm172 gram

Designet bringer minderne frem

iPhone 6

iPhone 6

Designet på iPhone 6 har paralleller tilbage til den første iPhone fra 2007. De afrundede hjørner og rammen, den klassiske håndsæbe-form, er lidt ligesom det var på premieremodellen.

Vægten på iPhone 6 er 129 gram, samme vægt som Sony Xperia Z3 Compact. Den tyndeste blandt de nærmeste konkurrenter er Samsung Galaxy Alpha, som er 0,2 millimeter tyndere end iPhone 6.

Web-TV: Se testen af Sony Xperia Z3 Compact

Glasset når næsten ud til kanterne og er afrundet, så man ikke oplever en kant mellem glas og rammen. Apples glasslibning er ikke unik. Tilbage i 2011 så vi samme teknik anvendt på Nokia Lumia 800, som netop også fik utrolig meget ros for designet. Glassets facon giver god mening da der i styresystemet iOS er en række swipe-funktioner hvor fingeren trækkes ind fra kanten af skærmen. Det bruges blandt andet når der navigeres frem og tilbage på website, i mails samt SMS-beskeder.

På fronten er anvendt en såkaldt oleophobic overfladebehandling så glasset bliver mindre modtageligt over for fingeraftryk og smuds, der udover at se grimt ud, også over tid kan nedsætte touchskærmens følsomhed.

Apple startede med oleophobic-behandlingen på iPhone 3GS i 2009. I dag fås også forskellige typer af hjemmekits til at skabe en lignende type af skærmbeskyttelse.

Du skal vænne dig til, at powerknappen nu sidder ud for tommelfingeren på højre side, fremfor på toppen. Blandt andet nogle af Samsungs Galaxy-produkter, samt Sony Xperia Z-telefonerne har en tilsvarende knapplacering.

Vippekontakten til mute/vibrator findes fortsat på venstre side lige over lydstyrkeknapperne, der i forhold til tidligere iPhones, er blevet lidt større. Fælles for knapperne er en god størrelse og klikrespons. Du er aldrig i tvivl om hvor de er, eller om de er korrekt ramt.

Hjemknappen er fortsat en kombineret trykknap og fingeraftrykslæser.

Det største designproblem ved iPhone 6 og 6 Plus er den udstående kameralinse på bagsiden, der gør telefonen ikke ligger plant på bordet. Den ligger og vipper. Jeg synes, det er utjekket når nu resten er så pænt.

I forhold til iPhone 5S har iPhone 6 samlet set en volumenforøgelse på 13 procent.

 iPhone 6 mod konkurrenterne

SkærmStørrelseVægt
iPhone 64.7”
750 x 1334 px
138.1 x 67.0 x 6.9 mm129 g
Samsung Galaxy Alpha4.7”
720 x 1280 px
132.4 x 65.5 x 6.7 mm115 g
Sony Xperia Z3 Compact4.5”
720 x 1280 px
127.3 x 64.9 x 8.6 mm129 g

Apps zoomes underligt

At Apple nu har telefoner fra 3,5 til 5,5 tommer stiller større udfording til app-udviklerne, der skal fremstille applikationer som kan spænde over et stort område. Den udfordring har de konkurrerende platforme Android og Windows Phone også.

Skærmbilledet kan vises som ”Standard” eller ”Zoomed” og uanset hvilken du vælger ser det i nogle applikationer mystisk ud. Holdes der godt øje når app’en åbnes ses det tydeligt, hvordan den forstørrer tingene en smule.

Apple har med iPhone 6 bidraget til fragmentation internt på deres egen platform og måden de har gjort det på, strider imod den grundighed de ellers tidligere har været førende på.

Det er derimod rigtigt smart tænkt, at hvis ikke fingeren kan nå helt til toppen og trykke på de øverste ikoner, skrive en webadresse eller trække i topgardinet ned, så kan man tappe to gange let på hjemknappen, hvorefter toppen hopper ned midt på skærmen.

Screenshots fra iPhone 6

Kraftig processor på 64 bit

Apple iPhone 6

Apple iPhone 6 og iPhone 6 Plus.

Apple har i iPhone 6 og 6 Plus premiere på den nye A8 processorchip. Apple har designet chippen, der er produceret af TSMC (Taiwan Semiconductor Manufacturing Company).

Dermed har Apple i denne omgang lagt Samsung på hylden som processorleverandør. Samsung har haft denne opgave siden A4-chippen, der så lyset sammen med iPhone 4 i 2010.

A8 er som A7 en 64-bit processor med intet mindre end 2 milliarder transistorer pakket sammen på kun 20 nanometer. Det er i nærheden af en fordobling af transistorantallet.

Apple kræver 64-bit apps fra 2015

Den nye chip er 25 procent hurtigere på processordelen og har 50 procent hurtigere grafikprocessor sammenlignet med den foregående A7-processor.

I det daglige brug oplever jeg ikke nogen forandring ved de applikationer og funktioner jeg anvender, men ingen tvivl om at nok særligt spiludviklerne vil arbejde på at udnytte processorens muligheder til det yderste.

Selvom A8 er kvikkere betyder det ikke hurtigere tømning af batteriet. Tværtimod er A8 50 procent mere strømeffektiv end A7, hvilket tydeligt ses på driftstiden.

iPhone 6 og 6 Plus har også en ekstra co-processor (M8), der benyttes til indsamling af bevægelsesdata og andre data fra telefonens mange sensorer. Efterfølgende sendes oplysningerne videre til hovedprocessoren og det er med til at spare strøm. Apples telefoner er ikke unikke på dette punkt. Alle de nyere Android-telefoner har en tilsvarende funktion.

En nyhed er dog barometer-sensoren, der måler luftens tryk og den kan således fastslå om du bevæger dig op af trapper eller bjerge.

iPhone 6 og iPhone 6 Plus har også fået en opgradering på Wi-Fi og 4G LTE forbindelserne, der nu giver mulighed for op til 150 Mbps downloadhastighed i hvert fald teoretisk. Hele 20 4G LTE bånd er understøttet, så uanset i hvilket land du står ud af et fly, vil telefonen kunne benytte 4G LTE.

Begge telefoner understøtter desuden 4G LTE Advanced med Carrier Aggregation samt HD Voice.

Web-TV: Se da iPhone 6 væltede byen

Et af de bedste mobilkameraer

Apple iPhone 6

Apple iPhone 6 størrelsesforhold

Apple viser meget godt, at antallet af pixels ikke er det vigtigste at fokusere på når der skal udvikles et kamera. På både iPhone 6 og iPhone 6 Plus er opløsningen blot 8 megapixels, og billederne bliver rigtig gode. Det hænger blandt andet sammen med god kvalitet i produktion af optikken og ikke mindst den software der skal bearbejde billederne.

Billedkvaliteten fra iPhone 6 er virkelig god og Apple har stadig styrken i et fantastisk godt point-and-shoot kamera. Antallet af indstillingsmuligheder er yderst begrænsede, men det er egentlig heller ikke noget jeg som sådan savner, så længe billederne bliver gode.

Ved fotografering i mørke omgivelser klarer iPhone 6 sig på niveau med Sony Xperia Z3, som vi hidtil har fået det bedste resultater med, under disse forhold.

Test: Sony Xperia Z3 – nu rammer Sony toppen

Farverne på iPhone 6 testbilledet er mere matte end det Xperia Z3 leverer, men billedstøjen ses fra begge telefoner kun i begrænset omfang. Sony er dog dårligst til fotografering med fotolys, hvor billedet bliver overbelyst – men det forventer jeg, Sony retter i en softwareopdatering.

Jeg er skuffet over, at Apple fortsat bruger 4:3-format på billederne, når nu skærmene er i bredformat. I de samtaler jeg har haft med Apple har jeg dog fået at vide, at fotosensoren ikke er i bredformat, og det er derfor, billederne fortsat ikke er det.

Ud fra min vurdering ligger Sony og Apple utroligt tæt i fototesten. Jeg kan i hvert fald ikke udråbe en sikker vinder, men iPhone 6 Plus er marginalt bedre til fotos end iPhone 6.

Årsagen til at iPhone 6 Plus klarer sig en anelse bedre er optisk billedstabilisator (OIS). Her justeres linsen automatisk fra side til side og kompenserer for de rystelser man typisk påfører kameraet, når det holdes i hånden. Når omgivelserne er mørke kommer billedstabilisatoren til sin ret og giver skarpere fotos.

Softwaren indeholder en række funktioner til både sjov og alvor.

Med styresystemsversionen iOS 8 blev funktionen ”exposure control” introduceret. Denne gør det muligt, at ændre eksponeringen på fokuspunktet, inden billedet skydes. Træk op eller ned på skærmen, for at justere eksponeringen – så enkelt er det og det virker ret godt.

Hvis du vil lege yderligere med videooptagelser så tag et kig på time-lapse video, hvor du kan lave seje videoklips, der sættes sammen af billeder taget over en periode. Om du vil lave en tidsforløbvideo af en blomst der springer ud, biler der kører eller udviklingen i en kø, er helt op til din kreativitet.

Apple introducerede slowmotionvideoer med iPhone 5S og i iPhone 6 / 6 Plus kan du lave slowmotion med op til 240 fps (billeder per sekund). Selvom det er utroligt mange billeder, formår telefonen alligevel at levere et rimeligt fokuseret og skarpt resultat.

Videooptageren kører med Full HD 1080p opløsning med 60 fps (billeder per sekund). Også her klarer iPhone 6 sig rigtigt godt.

Billeder taget med iPhone 6

Fototest: iPhone 6 mod iPhone 6 Plus, Sony Xperia Z3 og Samsung Galaxy S5

Godkendt batteritid

Typisk har Apples smartphones være dem på markedet med den ringeste batteritid, men det er der gjort lidt ved i iPhone 6.

Den nye A8-chip er 50 procent mere strømeffektiv end den tidligere A7 processor. Også den nye M8 coprocessor bidrager til at holde strømforbruget nede. Det samme gør iOS-systemet.

Med iPhone 6 har det ikke været et problem at køre en hel dag selvom jeg ved siden af det almindelige smartphone-brug, også har kørt et par timer med Endomondo.

Jeg tænker mange vil opleve en bedre batteritid set i forhold til iPhone 5 og 5S, uden behov for opladning midt på dagen, men vi taler ikke om en telefon, der holder strøm i flere dage.

Batteriets kapacitet er på 1.810 mAh hvilket er en smule mere end de 1.560 mAh, der sidder i en iPhone 5S, skærmen er dog også blevet mere strømkrævende.

Ved skærmlyset sat på makimal styrke ved afspilning af halvanden times Netflix via Wi-Fi brugte iPhone 6 godt 36 procent af batteriet. Ved samme test på iPhone 6 Plus gik der 26 procent af batteriet.

Konklusion: iPhone 6 er en virkelig fed iPhone

Apple iPhone 6

Apple iPhone 6

Apple har endnu engang formået at skrue en rigtig god smartphone sammen, hvor brugervenlighed går hånd i hånd med funktionalitet og godt design. De buede runde former, den gode skærm- og lydkvalitet og fornuftige strømtid, gør klart iPhone 6 til førstevalget for mange.

Fingeraftrykslæseren er den absolutte bedste af sin slags på markedet og samspillet med Apples andre produkter kan heller ingen andre matche.

Du kan starte med at skrive en mail på iPhone og fortsætte den på iPad – uden at gemme som kladde. Mailikonet er straks klar på låseskærmen. Træk det op og fortsæt skrivningen. Det samme ses i Safari browseren, hvor læsningen af en website kan fortsættes på både Mac og iPad – og naturligvis omvendt.

MereMobil topkarakter

Apple iPhone 6 har fået tildelt top-karakteren 6 ud af 6 stjerner fra MereMobil.dk

Efter introduktionen af iOS 8.1 og OS X Yosemite på Mac-computere kan der endda både ringes og sendes SMS-beskeder på computer og iPad, med iPhone som motoren i det hele. Det er nu også muligt at streame indhold via AirPlay til f.eks. Apple TV uden enhederne behøver være på samme trådløse netværk. Samspillet er utroligt vanedannende.

Betjeningen og den generelle oplevelse af telefonen er ikke væsentligt anderledes end hvad vi tidligere har set fra Apple. Det er fortsat en velkendt iPhone. Skønhedsfejlene er ikke noget, der trækker ned i den samlede oplevelse af produktet, da det så rigeligt opvejes af andre ting og ikke mindst, at der er tale om en meget driftssikker telefon.

Til min hånd passer iPhone 6 perfekt, som jeg vil foretrække frem for iPhone 6 Plus, der helt klart er for stor. Og ja. iPhone 6 ER større end iPhone 5S og det mærkes, men for mig er det positivt.

Vi slutter på seks ud af seks stjerner. Hvis du er til iPhone er iPhone 6 det rigtige valg, men hvis ikke du har brug for ekstra skærmplads, er der umiddelbart ingen rationel grund til at opgradere fra en iPhone 5S.

Test: Stor anmeldelse af iPhone 6 Plus

Fordele og ulemper

Fordele

– Nyt og lækkert design med runde kanter
– Tap to gange på Touch ID så man kan nå toppen
– Stor flot skærm med godt overblik

Ulemper

– Kameralinsen stkker ud
– Størrelse: Ikke let at skrive besked med en hånd
– Vaneændring at power sidder på siden og ikke i toppen

Apple overvejer radikalt skifte i kamera-design

RYGTE: Hvis man skal tro rygterne, så arbejder Apple på et radikalt skifte, hvad angår kameraet.

(mere…)
iOS 18.2 er udgivet – Her er nyhederne

iOS 18.2 er frigivet, og selvom vi ikke har Apple Intelligence herhjemme endnu, er der stadig nyheder til os.

(mere…)
Apple retter sikkerhedshul på din iPhone

KORT NYT: Hvis du stadig bruger iOS 17 eller en ældre version, er det på tide at opdatere.

(mere…)
iPhone-monopol på mobilbetalinger er brudt i Norge

Vipps MobilePay er verdens første Apple Pay-alternativ, der bruger iPhones NFC-teknologi.

(mere…)
Flere store Mac-ændringer er på vej

RYGTE: Apple arbejder på flere store ændringer til Mac og en tilføjelse, som nogle nok har ønsket længe.

(mere…)
PlayStation VR2 med Apple Vision Pro?

KORT NYT: Apple og Sony arbejder på at få PlayStation VR-controllere til Vision Pro.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram