LG skifter smartphone-strategi

En dårlig økonomi tvinger LG til at satse på færre telefoner. Måske kommer der ikke længere en topmodel hvert år.

LG V30 (Foto: LG)

LG V30 skal være med til at få LG på danskernes læber, men kan det redde mobilafdelingen? (Foto: LG)

11 kvartaler. Så mange kvartaler i streg har LG’s mobilafdeling haft underskud. Og det får nu konsekvenser. Det skriver The Korea Herald ifølge Android Central.

LG holder indtil videre kortene tæt til kroppen angående den nye strategi. Men overfor The Korea Herald fortæller firmaets vice-direktør Cho Sung-jin, at man “ikke vil udgive nye telefoner, fordi konkurrenterne gør”.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Det kan betyde, at LG ikke nødvendigvis vil udsende en ny topmodel hvert år.

Sung–jin fortæller også, at LG holder fast i G- og V-serien af smartphones.

LG-hjemmeside bekræfter: Næste topmodel hedder LG G7

LG’s nye strategi kommer i kølvandet på flere rygter omkring sydkoreanernes næste mobilflagskib, LG G7, der har fået en del omtale på Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas.

The Korea Herald skriver, at LG’s mobilafdeling kæmper med voksende underskud. Afdelingen havde således et underskud i 2016 på knap fire milliarder kroner. Eller cirka 40 procent mere end for 2015.

Ifølge den økonomiske analytiker Park Won-jae fra Mirae Asset Daewoo Securities så er LG’s mobilafdeling også gået ud af 2017 med et underskud. Han spekulerer i, at underskuddet lyder på én milliard kroner.

LG vil igen satse på Danmark – måske bliver LG G7 startskuddet

LG’s nye smartphone-strategi er som nævnt ikke konkretiseret af LG’s ledelse, men LG’s planer om igen at komme ind på det danske marked kan være udtryk for den nye strategi. Sydkoreanerne afslørede nemlig for nylig, at man vil ind på det danske marked med en lancering af LG V30. En model, der indtil nu ikke har været på hylderne i danske butikker – i hvert fald officielt.

Ifølge de seneste rygter vil LG præsentere sin næste topmodel en gang i marts. Telefonen skulle lande i butikkerne i løbet af april.

Mere til historien

LG står ikke for Life’s Good selvom mange knytter de to ting sammen. I stedet står LG for Lucky-GoldStar. Det fremgår af Wikipedia.

Tags: ,

Om Olav Fonager

Olav er freelance-journalist med en passion for mobiler dimser og gadgets. Han holder sig dagligt opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologiverdenen.