Samsung genopfinder klap-telefonen

Kamera-entusiaster skal måske kigge langt efter Samsung W2018. Indtil videre er det kun kineserne, som kan nyde godt af et kamera med en blændeåbning på usædvanlige f/1.5.

Samsung W2018 (Foto: Tech-sina)

Samsung W2018 (Foto: Tech-sina)

Er du en af dem, som ikke vil putte den flotte smartphone i et cover – eller for den sags skyld et flipcover, så er hjælpen måske på vej.

Trenden fra Asien med at købe de såkaldte klap-telefoner synes nu, at få et ekstra rygstød.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Samsung har sendt en særdeles nydelig og attraktiv model på markedet. Navnet er W2018, og er umiddelbart reserveret det kinesiske marked, skriver flere medier.

Samsungs W-serie er en serie unikke smartphones med stor skærm og – hold fast – et fysisk tastatur, som mobiltelefonbrugere, der var med da mobilerne tog fart i 1990’erne, sikkert husker ganske godt.

W2018 har to AMOLED-skærme på 4,2 tommer med 1080p opløsning. Telefonen kan således anvendes i sammenklappet tilstand, som en almindelige smartphone, og i udklappet tilstand, hvor der vil være adgang til både skærm og fysisk tastatur.

W-seriens indmad er desuden af den solide slags og kameraet lader ikke noget efter.

W2018 er bestykket med en Snapdragon 835 chip og en respektabel 6 GB RAM. Derudover kan den fås med 256 GB indbygget hukommelse.

Usædvanligt kamera

Specielt kameraet er værd at bide mærke i. Her har Samsung skruet op for lysintensiteten, så W2018 kommer med en usædvanlig stor blændeåbning på f/1.5, hvilket gør den anvendelig også under meget svage lysforhold.

Ved hjælp af software kan kameraet under bedre lysforhold skifte til en blændeåbning på f/2.4, hvilket giver en større dybdeskarphed.

Hovedkameraet har 12 megapixels og frontkameraet kan prale med 5 megapixels. Begge kameraer har LED-flash.

Til gengæld er der ikke noget at prale af på batteri-siden. W2018 leveres med en kapacitet på 2.300 mAh.

Om W2018 lanceres uden for det gigantiske kinesiske marked er usikkert. Prisen er desuden ukendt, men W-serien hører ikke til i den billige ende af Samsyngs model-program.

Mere til historien

Klaptelefonen havde sin storheds i Danmark fra midt i 1990’erne, hvor mobiltelefonen så småt begyndte at blive hvermandseje. Men klaptelefonen begyndte at forsvinde fra markedet, da Steve Jobs i 2007 introducerede iPhone. Siden er der kun blevet færre og færre klap-modeller. Men så sent som for et par år siden forsøgte LG sig med Easy Smart – men forgæves.

Tags:

Om Peter Bergman

Peter er freelance-skribent og skriver mest flow-nyheder og news you can use.