Her er de bedste smartphones til prisen
KØBSGUIDE: Hvor finder jeg den bedste telefon? Vi har samlet de bedste smartphones i fire kategorier, og giver et overblik i mobiljagten.
Hvilken smartphone er den bedste? Svaret er individuelt og afhænger af mange faktorer. Særligt prisen er for mange utrolig vigtig, men du får hvad du betaler for.
Med prisen in mente har jeg udvalgt de telefoner som jeg, og de andre anmeldere på MereMobil.dk, synes er de bedste køb netop nu. Telefonerne er placeret inden for fire priskategorier, og i hver kategori rangeret.
Vi har kun valgt telefoner til listen som er anmeldt på MereMobil.dk. Det er nemlig umuligt for os, at have en mening om telefoner vi aldrig har haft vores SIM-kort i og data på.
Under hver kategori begrundes valget.
Uanset hvilken telefon du vælger, så besøg en fysisk forretning, og prøv den live, inden du køber. Det rigtige valg handler nemlig meget af om du synes, at en telefon ligger godt i hånden samt giver den oplevelse du forventer.
– GUIDE: Sådan vælger du den rigtige smartphone
1.500 – 2.000 kroner, lowend
- Motorola Moto G5 (1.599 kr.)
- Nokia 5 (1.800 kr.)
Moto G5 ser ikke ud af så meget, og er ikke nær nå lækker som Nokia 5, men ydelsen i dagligt brug er bedre. Kameraet starter hurtigere end på Nokia 5, og Moto G5 opleves generelt meget kvikkere. Den største forskel på telefonerne finder vi i RAM-mængden. RAM er telefonens arbejdshukommelse. Moto G5 har mere ”luft” og færre ventetider ved brug, fordi den har mere RAM end Nokia 5.
Motorola kører en næsten ren Android med meget få producenttilpasninger. Nokia 5 kører på Googles udgave af Android 7.1.1, og får derfor opdateringer hurtigere.
2.000 – 3.000 kroner, mellemklasse
- Huawei P10 Lite (2.000 kr.)
- Sony Xperia XA1 (2.300 kr.)
- Motorola Moto G5 Plus (2.160 kr.)
P10 Lite er en rigtig solid telefon hvor man helt glemmer prisskiltet, når den ligger i hånden. Den føles som en dyrere telefon. Kameraet gør det godt, men har det svært i lav belysning. Er det kameraet, som er vigtig for dig, vil Sony Xperia XA1 være et bedre køb, om end den også har det svært i dårligt lys. Faktisk kunne P10 LIte og XA1 godt have byttet plads. Det er målfotos der afgør vinderen, men Sony fejler mest på, at den ikke har fingeraftrykslæser. Motorola Moto G5 Plus er en power-version af Moto G5, der på design ikke når forbi Sony og Huawei.
3.000 – 4.500 kroner, høj mellemklasse
- OnePlus 5 – 64 GB (3.799 kr.)
- Honor 9 (3.690 kr.)
- Sony Xperia XZs 32 GB (4.200 kr.)
OnePlus 5 vinder den høje mellemklasse kategori på vilde specifikationer. Det er egentlig specifikationer, der hører hjemme i highend-kategorien. OnePlus 5 kan altså sagtens konkurrere med Samsung Galaxy S8 og HTC U11. Dens største fejl er kameraet, der stadig hører til i mellemklassen. Honor 9 er derimod flottere designet, og ligger utroligt godt i hånden Det er høj kvalitet til en beskeden mellempris. Sony Xperia XZs bærer præcis det samme kamera, som topmodellen Sony Xperia XZ Premium, og er i kategorien det bedste køb i forhold til kameraet.
4.500 – 6.000 kroner, highend
- HTC U11 64 GB (5.790 kr.)
- Samsung Galaxy S8 64 GB (4.890 kr.) / iPhone 7 32 GB (4.900 kr.)
- Sony Xperia XZ Premium (5.900 kroner)
HTC U11 slår alle på kameraet netop nu. Uafhængige kameraeksperter har vurderet kameraet i U11 som det bedste netop nu i en smartphone. Dertil kommer et virkeligt flot design og høj ydelse. Galaxy S8 er faldet helt vanvittigt i pris siden introduktionen i slutningen af april hvor den kostede 6.199 kroner. Nu er prisen under 5.000 kroner, hvilket gør den til et stærkt køb. Skal du have en iPhone er iPhone 7 32 GB et godt valg hvor den høje kvalitet i designet, opdateringer i lang tid, hurtigt kamera og god ydelse, sælger den. Da jeg anmeldte Sony Xperia XZ Premium konkluderede jeg, at det er sådan en telefon man bliver glad for. Den kører ekstremt stabilt, har et super godt kamera og er sådan en telefon der købes, når produktet skal holde i lang tid, uden man skal få lyst til at skifte ud.
Mere til historien
Hvis du virkelig er prisbevist er der penge at spare ved at se efter sidste års topmodeller. Eksempelvis en Galaxy S7, iPhone 6S eller Huawei Mate 9 Pro. Priserne i denne guide er hentet på Annoncelink Pricerunner den 31. juli 2017.