Nokia dropper Virtual Reality

Nokia har valgt at droppe Virtual Reality. De vil i stedet satse på det digitale sundhedsmarked.

Nokia OZO-VR (Skærmbillede: MereMobil)

DR Nyheder kan fortælle, at Nokia har valgt at droppe deres satsning på Virtual Reality.

Nokia lukker deres Virtual Reality afdeling, og det betyder, at Nokia afskediger 310 medarbejdere.

Nokia har primært satset på professionelle Virtual Reality løsninger som f.eks. OZO VR-kamera med en prisseddel på 425. 000 kroner. DR skriver, at Nokia ellers havde satset på, at OZO VR-kameraet skulle have placeret Nokia blandt de førende indenfor VR-teknologi. Nokia forklarer lukningen med, at udviklingen indenfor Virtual Reality går for langsomt.

Apple og Nokia begraver stridsøksen

Satser på det digitale sundhedsmarked

Firmaet vil i stedet satse stort på det digitale sundhedsmarked. Nokia har allerede opkøbt det franske sundhedsfirma Withings i maj 2016. Withings leverer en række digitale sundhedsprodukter som f.eks. vægte og blodtryksmålere.

Withings produkter kan forbindes med din smartphone, og det hele synkroniseres i skyen. Dette gør, at du kan følge med i, hvordan f.eks. din vægt udvikler sig over tid.

Mere til historien

Apple satser også stort på de digitale sundhedsprodukter. Efter en kort patentstrid mellem Nokia og Apple, har de indledt et samarbejde om at udvikle nye produkter. Samarbejdet kan betyde, at vi kommer til at se nye og spændende smarte sundhedsprodukter i fremtiden.


Om Allan Hansen

Allan elsker telefoner, gadgets og ny teknologi. Han sværger ikke til en særlig telefon eller brand, men kan lide at afprøve de muligheder, som teknologien giver os. Han synes, at tech-snak hurtigt kan blive for nørdet, og mener, at tingene skal siges i et tilgængeligt sprog, hvis det kan. Til dagligt arbejder han som skolelærer, hvor han brænder for at få programmering på skoleskemaet.