TDC kører nu 300 mbit/s på 4G – er din mobil klar?
TDC-kunder kan downloade med op til 300 Mbit/s, hvis de har udstyret i orden. Læs her om din mobil og nærliggende mobilmast er klar.
For et par måneder siden kunne vi på Meremobil.dk fortælle, at TDC ville lancere Carrier Aggregation på teleselskabets nye 4G LTE mobilnetværk inden sommerferien. Nu oplyser TDC, at de som lovet er klar. TDC kalder også Carrier Aggregation for 4G+.
Hidtil har tophastigheden på TDCs netværk været op til 150 Mbit/s, men ved hjælp af Carrier Aggregation på 800 og 2600 MHz kan frekvensstumperne 20 og 20 MHz samles, hvilket teoretisk fordobler hastigheden.
Rent teknisk kræver Carrier Aggregation, og de høje hastigheder på op til 300 Mbit/s download, en Category 6 kompatibel smartphone eller modem.
– Baggrund: Hvad er Carrier Aggregation?
Understøttede telefoner
Blandt andet følgende telefoner understøtter 300 mbit/s: Nexus 6, Samsung Galaxy Note 4 (udvalgte versioner), Samsung Galaxy Note Edge, Samsung Galaxy Alpha, Samsung Galaxy S5 LTE+, Sony Xperia Z3+ og Huawei Ascend Mate 7.
Derudover understøtter disse enheder hastigheder op til 450 mbit/s: Samsung Galaxy S6, S6 Edge og LG G Flex 2. Telefoner som LG G4, Huawei P8 og Huawei P8 Light er også telefoner, som understøtter 4G+.
I begyndelsen er der kun aktiveret Carrier Aggregation på 500 master rundt i landet. Disse står i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Holstebro, Viborg, Esbjerg, Næstved og Slagelse.
Endnu hurtigere hastigheder fremover
Hastighedsræset stopper ikke ved 300 mbit/s. TDC er klar til at bundle tre frekvenser sammen, hvilket betyder en tredobling af datahastigheden, altså op mod 450 mbit/s. TDC vil åbne for denne mulighed når flere mobiler er understøttet.
Længere ude i fremtiden tales der om hastigheder op til 1 Gbit/s.
Du skal ikke forvente 300 Mbit/s som den mest almindelige standardhastighed på telefonen, da kapaciteten på den enkelte mobilmast deles mellem de aktive brugere.
– ”Det er samme princip som udbygning af motorveje. Flere spor giver i sig selv ikke højere hastighed. Men det betyder, at trafikken afvikles bedre og med mindre kø. Flere mennesker kan altså komme hurtigere frem samtidig – det samme gælder med 4G+, dog løftes max hastigheden løbende,” siger koncerndirektør i TDC Operations Peter Schleidt.
– Lige nu testes IMS – den næste mobilrevolution
Mere til historien
TDC er ikke de eneste som arbejder på Carrier Aggregation (4G+). For et år siden fik vi en demonstration af muligheden. Se vores web-TV indslag hvor 3 viser udstyret i backend. Telia og Telenor arbejder også på indførsel af Carrier Aggregation i år.