Huawei Mate 9 test – kæmpetelefonen slår ikke pro-udgaven

TEST: En lækker skærm på 5,9 tommer er Huawei Mate 9’s bedste salgsargument, men Mate 9 er ikke så god som Mate 9 Pro.

Huawei Mate 9

Huawei Mate 9 (Foto: Huawei)

I december 2016 lancerede Huawei deres Mate 9 Pro, som er en af de bedste telefoner, vi har haft mellem hænderne. På MereMobil.dk gav vi Mate 9 Pro topkarakterer i anmeldelsen, og Huawei viste i den grad, hvordan man skruer en telefon sammen.

Nu er Huawei klar til at introducere Mate 9 på den danske marked.

Den største konkurrent til Huawei Mate 9 er Huaweis egen Mate 9 Pro, og de har virkelig sat barren højt for, hvad man kan forvente af en telefon. Derfor er det svært ikke at holde Mate 9 op mod Mate 9 Pro. Lad det være sagt med det samme. Hvis du vil have en telefon med en stor skærm med lang batteritid, så er Huawei Mate 9 et oplagte valg.

Telefonen har en skærm på hele 5,9 tommer, og det er en imponerende phablet at slæbe rundt på.

Velkommen til vores Mate 9 Pro test.

Specifikationer på Huawei Mate 9

– Skærm: 5,9 IPS LCD
– CPU: Kirin 960 (ARM-Cortex A73/A53 octa-core)
– GPU: Mali G71 MP8
– RAM: 4 GB
– Intern hukommelse: 64 GB (kan udvides via SD-kort)
– Batteri: 4.000 mAh
– Kamera: 12 megapixels + 20 megapixels (dual kamera – Leica)
– Frontkamera: 8 megapixels
– Stik: USB Type-C + 3,5 mm jackstik
– Mål: 156,9 x 78,9 x 7,9 mm
– Vægt: 190 g.
– System: Android 7.0 Nougat + EMUI 5.0

Huawei Mate 9 (Foto: MereMobil.dk)

Skærmen er en nedgradering

Huawei Mate 9 har en god og klar skærm, som leverer masser af lys. Skærmen er ikke AMOLED som på Mate 9 Pro men i stedet en LCD skærm med en opløsning på 1080 x 1920 pixels. Opløsningen er, på den større skærm, mindre end på pro-modellen der er 1440 x 2560 pixels.

Det betyder, at sort-niveauet ikke er ligeså godt, som på Mate 9 Pro, og det er en skam. Det er ikke fordi, skærmen ikke er god, for det er den. Men sammenligner man de to telefoner, ses det tydeligt, at sort virker mere udvasket og grålig på Mate 9.

Generelt er farverne på Mate 9 mere kølige og blålige, hvor de på Mate 9 Pro fremstår varmere og mere mættede. Overordnet set er skærmkvaliteten en nedgradering på Mate 9 ifht. Mate 9 Pro.

Føles ikke kæmpe stor

Med sine 5,9 tommer kommer skærmen virkelig til sin ret, når man ser film på den. For skærmen er kæmpe! Huawei har presset skærmen ned i en telefon som ikke er meget større end en iPhone 7 Plus, som har en skærm på 5,5 tommer. Det har de gjort ved at have en meget tynd ramme omkring skærmen, og det betyder, at selvom den er på 5,9 tommer, så havde jeg ikke problemer med at betjene den med én hånd. Personligt synes jeg, at phablets er for store at gå rundt med, men jeg kan godt se hvorfor nogen gerne vil have telefoner i den størrelse. Du får helt klart en anden oplevelse og indlevelse, når du ser film på en større skærm.

Skærmoverfladen er beskyttet af Gorilla Glass 3 på Mate 9, hvor Mate 9 Pro har Gorilla Glass 4.

Én ting er at sidde med begge telefoner i hænderne og minutiøst nærstudere dem, noget helt andet er, at kigge på hvordan Mate 9 opleves i hverdagen. Her oplevede jeg skærmen som god og nem at se i dagslys med en god betragtningsvinkel. Alt i alt er det slet ikke en dårlig skærm, men den må bare se sig slået af Mate 9 Pro.

 – Sammenligning: Huawei Mate 9 vs. Mate 9 Pro

Batteri nok til hele dagen

Huawei Mate 9 Pro er en arbejdshest. Med et batteri på 4.000 mAh er der rigeligt med power til hele dagen. Selv med en stor skærm på 5,9 tommer, klarer telefonen sig let gennem dagen. Ja, det kan sagtens lade sig gøre, at køre batteriet helt ned, men ved normalt brug oplevede jeg, at der stadig var masser af strøm tilbage på telefonen sidst på dagen. Faktisk lykkedes det mig, at klare næsten to dage uden en opladning! Det forklarer måske også, hvorfor Huawei har valgt have et fuldt HD display i stedet for et Quad HD display.

Noget af det store telefoner ofte får hug for er, at de ikke holder batteri særlig godt. Det må siges, at det er i det den grad lykkedes Huawei at lave om på. At have en phablet, som rent faktisk kan klare sig igennem en hel dag uden problemer, er helt sikkert noget, som mange vil sætte stor pris på.

Skærmbillede Huawei Mate 9 (Foto: MereMobil.dk)

For at teste batterilevetiden lod jeg telefonen afspille en Netflix film på maksimal lysstyrke i en time. Batteriet var drænet med 16 procent, og det giver teoretisk set 6,25 timers konstant videoafspilning. Det er klart, at resultatet kan variere, afhængig af lysstyrke, lydniveau m.m. Men omkring 6 timer er ganske pænt – især skærmens størrelse taget i betragtning.

Oplad til hele dagen på 20 minutter

Telefonen lades op gennem et USB-C stik. I æsken til Mate 9 medfølger en SuperCharge oplader. Huawei påstår, at på 20 minutter kan du lade telefonen nok op til, at den kan klare sig igennem en hel dag. Det holder meget godt stik med mine egne oplevelser. På 20 minutter kunne jeg oplade telefonen fra 22 % til 60 % strøm. Om den kan holde en hel dag efter 20 minutters opladning afhænger naturligvis af, hvor meget du bruger telefonen.

Huawei Mate 9 fortæller dig løbende, hvis der apps, som bruger meget strøm. Selvom Huaweis forslag til batterioptimering er lidt for aggressiv til min smag, så er det ganske rart, at den fortæller, hvis der kører strømslugende apps i baggrunden. Det er muligt, at lave undtagelser, så du ikke konstant bliver mindet om, at f.eks. Facebook kører i baggrunden.

Hvad angår batteriet, er Huawei Mate 9 en telefon med masser af strøm, og som er hurtig at lade op. Her rammer Huawei helt sikkert plet.

 – Derfor er Mate 9 Pro virkelig fed

Lyden er middelmådig

Huawei Mate 9 leverer okay lyd for en mobiltelefon. Men lad os være helt ærlige, musik skal ikke høres via en mobilhøjtaler. Telefonens højtalere spiller fint højt og klart, men nogen musikalsk oplevelse bliver det ikke.

I æsken medfølger et standard-headset, som er middelmådigt. Et godt råd er at udskifte det til et bedre med det samme.

Ved lanceringen af Huawei Mate 9 Pro kunne telefonen fås sammen med det rigtigt gode Huawei AM185 Active Noise Cancelling Headset. Hvis det er muligt at få en tilsvarende bundle ved lanceringen af Huawei Mate 9, så er det klart værd at gå efter. Huawei har heldigvis valgt at beholde 3,5 mm. jackstik. Stikket er placeret på toppen af telefonen. Det er ret praktisk, hvis man vil lytte musik med telefonen i lommen.

Som på Mate 9 Pro har Huawei forsøgt at skabe en stereooplevelse, når telefonen holdes vandret. Mate 9 forsøger at give en stereooplevelse ved at lade højtaleren ud for øret være venstre kanal og bundhøjtaleren højre. Det giver et noget specielt lydbillede, om lyden er bedre er op til en personlig vurdering. Jeg synes det er okay mens John G. der anmeldte Mate 9 Pro ikke bryder sig om det.

Huawei Mate 9 (Foto: MereMobil.dk)

Et mere kantet design

Mate 9 har, hvad jeg vil kalde, et reserveret business-look, med et enkelt og elegant design. Telefonen føles robust med sin aluminiumsbagside, og skærmen indrammes af en tynd aluminiumskant. Jeg savner, at kanterne er afrundede som på Mate 9 Pro. Hvor Pro’en ligger lækkert og naturligt i hånden, føles Mate 9 mere kantet. Den er ikke ubehagelige at holde, men den mangler lige det ekstra, som Mate 9 Pro har. Mate 9 ligger stabilt i hånden, og man er ikke bange for, at den skal glide ud af hånden.

Udseendet er ikke noget, som vil vække særlig opsigt, og Mate 9 mangler da også den lille ekstra lækkerhed, som f.eks. Mate 9 Pro har med sin elegante buede skærm.

Huawei har placeret fingeraftrykslæseren på bagsiden, og det fungerer super godt. Den er nem at nå, og så er den fantastisk hurtig. Du skal bare lige røre ved den, så låses telefonen op med det samme.

Udover at kunne låse telefonen op, kan du også bruge fingeraftrykslæseren som en handy genvej. Når du swiper nedad kommer notifikationsvinduet frem, og du kan bladre gennem dine fotos ved at swipe til siden. Du kan også indstille knappen til f.eks at tage et billede, når du holder fingeren på den. Du indstiller funktionerne ved at gå ind i Indstillinger og Fingeraftryks-id.

Jeg kunne dog godt ønske mig, at man også kunne bruge knappen til at bladre frem og tilbage på hjemmeskærmen.

 – Huawei Mate 9 – can you bend it?

Kameraet leverer flotte billeder.

I vores test af Huawei Mate 9 Pro var vi imponerede over kameraet, og Huawei Mate 9 har præcis samme kamera. Det betyder, at du får Huawei og Leicas meget roste dobbeltkamera med en 12 megapixels sensor til farvebilleder, og 20 megapixels sensor til sort/hvid billeder som er med til at opfange flere informationer, der i sidste ende kan omsættes til et, forhåbentligt, bedre foto.

Bokeh er det helt nye buzzword. Ligesom på iPhone 7 Plus kan du tage billeder hvor forgrunden står skarpt og baggrunden er sløret. Bokeh-effekten – eller dybdefokus om man vil, er nemt at slå til og fra i kameramenuen. Man kan tage nogle ret gode billeder med bokeh. Desværre er det ikke altid, at kameraet kan finde ud af, hvad der er forgrund og baggrund, og det kan give uskarpe kanter mellem det som er i fokus og den slørede baggrund.

Generelt tager kameraet rigtigt gode billeder. Farverne fremstår skarpe uden at være overdrevne med masser af detaljer. Makro-billeder klarer telefonen også rigtigt godt. Igen er der masser af detaljer og skarphed i billederne.

I lav belysning kan billederne godt blive uskarpe og grynede, og her er du nødt til selv at lege med indstillingerne, for at billederne blive gode.Dette er dog noget, som de fleste mobilkameraer kæmper med.

Alt i alt er det en fornøjelse at fotografere med telefonen, og selvom jeg ikke er den store fotograf, er det nemt at tage gode billeder.

Billeder taget med Huawei Mate 9

Brugerfladen tiltaler mig

Huawei Mate 9 kører Android 7.0 Nougat med Huaweis egen EMUI ovenpå. Huawei Mate 9 kommer med EMUI (Emotion UI) i 5.0 udgaven – kaldet EMUI 5. Huawei P10 har EMUI 5.1 ud af æsken, og det er lidt ærgerligt, at Mate 9 ikke har den seneste udgave af EMUI installeret, men mon ikke der senere kommer en opdatering. Det virker oplagt.

Det er klart fra første øjekast, at Huawei låner rigtigt meget fra Apples iOS, og som standard er app-menuen også slået fra. Heldigvis er det ret let at slå den til igen under Indstillinger —> Startskærm-stil. Personligt savner jeg ikke app-menuen, men det er rart selv at kunne bestemme, om den skal være der eller ej.

Da fingeraftrykslæseren sidder på bagsiden, er der ikke behov for en fysisk hjemknap på forsiden. Navigationsknapper dukker derfor op på skærmen, når der er brug for dem. Du kan selv bestemme om tilbage og multitasking-knappen skal ligge til venstre eller højre for hjemknappen. Du har også mulighed for at tilføje en knap som aktiverer navigationsbjælken. Igen kan du tilpasse det til dine præferencer, og det er noget af det, som kan begejstre mig.

Huawei har implementeret et system som skal holde telefonen frisk og fyrig selv efter mere end et år. Huawei benytter forskellige tilgange for at holde telefonen hurtig. Telefonen “lærer” dit brugsmønster at kende og kan derfor frigøre ressourcer til de apps, som du benytter mest.Det lyder jo ganske lovende med en telefon, som holder sig frisk i længere tid. Det er noget der er svært at efterprøve i praksis, men det er positivt, at Huawei tænker over, hvordan den gode brugeroplevelse kan holde længst muligt.

Huawei introducerer også app-tvilling med EMUI 5. Med app-tvilling funktionen kan du være logget ind på bestemte app med to konti. Det er ganske praktisk, at du kan have både en privat og arbejdskonto kørende side om side på f.eks. Facebook. På nuværende tidspunkt virker app-tvilling funktionen kun til Facebook og WhatsApp.

Skærmbilleder fra Huawei Mate 9

 – 10 tips til Huawei Mate 9 Pro

Huawei Mate 9 (Foto: Huawei)

Huawei Mate 9 (Foto: Huawei)

Hardware er hurtig – 4 GB RAM

Huawei Mate 9 kommer med 4 GB RAM og en Kirin 960 Processor. Processoren er udviklet af Huawei selv, på deres egen fabrik, og den har 4 x 2.4 GHz kerner og 4 x 1.8 GHz kerner. Sagt på godt dansk – telefonen er hurtig.

Den trækker fint krævende spil, og jeg oplevede telefonen som dejlig hurtig selv med mange apps åbne. I Mate 9 udgaven må du “nøjes” med kun 4 GB RAM, hvor Mate 9 Pro har 6 GB. I dagligdags brug bemærkede jeg ikke den store forskel mellem de to telefoner. Det er ikke sådan, at Mate 9 på nogen måde føles sløv eller langsom.

Hukommelsen er på 64 GB, og det er rigeligt med lagerplads for de fleste. Jeg havde telefonen med på en weekendtur i sommerhus, og jeg kunne uden problemer fylde seks albums fra Spotify og fem serieafsnit og en film fra Netflix på den. Skulle du løbe tør for plads, kan hukommelsen udvides med et micro SD-kort på op til 256 GB. Så burde selv den mest hukommelseskrævende bruger få sin lyst styret. Hukommelsen kan i øvrigt ikke udvides på Mate 9 Pro – der dog har 128 GB intern hukommelse.

Huawei Mate 9 understøtter dual-sim, så du kan have to sim-kort siddende i telefonen. Det er ganske smart, hvis du vil benytte den samme telefon som både arbejds og privat telefon med to forskellige telefonnumre.

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan bruge dual-sim, hvis du vil udvide hukommelsen. MicroSD-kortet skal nemlig sidde samme sted som sim-kort nummer to.

– Huawei Mate 9 Pro test – måske 7 ud af 6 stjerner

Sådan flytter du data mellem to Huawei mobiler

Konklusion Slår ikke Mate 9 Pro

Huawei Mate 9 er en ganske imponerende telefon. Du får kæmpe skærm, masser af power og lang batterilevetid.

Huawei låner i høj grad elementer fra andre telefoner, og flere kritiserer også firmaet for, at de mangler deres eget udtryk. Det er alt sammen tildels rigtigt, men i min bog overtrumfer funktionalitet originalitet. Jeg vil hellere have en telefon som bare fungerer upåklageligt end et originalt og unikt udtryk – og det lever Huawei Mate 9 op til.

Måske husker du det danske firma ID2ME, der forsøgte med en helt ny original brugerflade på Android med telefonen ID1. Telefonen blev haglet ned og firmaet er gået konkurs. Et eksempel på, at originalitet ikke altid betaler sig.

Huawei gør det ikke ligefremt nemt at vælge den næste telefon. Med Mate 9, Mate 9 Pro og P10 at vælge i mellem er det ikke en let afgørelse.

Desværre kommer Mate 9 til at blegne sat overfor Mate 9 Pro. Mate 9 er på ingen måde en dårlig telefon – langt fra! Men holdt op mod Mate 9 Pro må den se sig slået på en lang række områder. De to telefoner ligner langt henad vejen hinanden, men med bedre skærm, flottere design, flere RAM og større hukommelse er Mate 9 Pro den bedste af de to telefoner. Du skal vælge Mate 9, hvis du prioriterer en stor og lækker skærm. Det er for mig at se, den eneste grund til at vælge Mate 9 over Mate 9 Pro.

Huawei Sponseret link Mate 9 har en vejledende pris på 4.995 kroner uden abonnement. Karakteren ender på 5 ud af 6 stjerner.

Fordele og ulemper

Fordele

– Stor skærm
– Hurtig opladning (oplader medfølger) og lang batteritid
– God fotokvalitet, mulighed for dual-SIM
– Mulighed for at opgradere hukommelsen via micro-SD kort

Ulemper

– Ikke AMOLED-skærm
– Ikke EMUI 5.1
– Kantet at holde i hånden
– Skuffende headset

Mere til historien

Huawei har udover Mate 9, Mate 9 Pro også netop lanceret P10. Det lader til at Huawei er inde i en god stime, for alle tre telefoner får gode anmeldelser. I løbet af april kommer også P10 Plus. Det er en P10 med større skærm.

Huawei Mate 9
Det bedste smartwatch til Android-telefoner

DUELTEST: Lang batteritid eller omfattende sundhedsdata. Det er hovedforskellene på disse to smartwatches.

(mere…)
Samsung Galaxy A55 test | faktisk ret god billigtelefon

TEST: Denne telefon bringer dig ned i gear! Kameraet og batteritiden overrasker men ydelsen er begrænset. Læs min Galaxy A55 test her.

(mere…)
Huawei har succes på elbilmarkedet

Samarbejdet mellem Seres og Huawei går rigtig godt og de sælger biler som aldrig før på det kinesiske marked.

(mere…)
Min mening om Xiaomi 14

VIDEO: Xiaomi 14 er på papiret en spændende topmodel-smartphone med Leica-kamera. Desværre er den for dyr og ikke så god som konkurrenterne.

(mere…)
M3 MacBook Air test | en lækker lille opgradering

TEST: Forvent ikke en revolution i MacBook Air M3. Forvent en lækker lille, og dyr, opgradering. Læs min MacBook Air test her.

(mere…)
Huawei overhaler Samsung på foldbare smartphones

Samsung havde førstepladsen i 4. kvartal på markedet for foldbare smartphones, men det ligner at Huawei overhaler i 1. kvartal.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram