Huawei P10 test – lækker men ikke overraskende

TEST: Portrætfunktion skal tiltrække køberne til P10, der har lækkert kompakt design og flot skærm. Huawei P10 er en god telefon, men overrasker ikke – særligt ikke på batteritid.

Huawei P10 test

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Hvis jeg skal sætte nogle få ord på Huawei P10 må det være, at telefonen opleves som en kompakt version af Mate 9 Pro. Naturligvis er det ikke helt rigtigt, men det fortæller i hvert fald noget om, at Huawei har skruet en glimrende telefon sammen.

I min Huawei P10 test kommer jeg frem til, at telefonen er meget vanskelig at være sur på.

P10 holder noget af stilen fra Huawei P9 på designet. Dog er kanterne blevet rundere, bredden en anelse smallere, men tykkelsen er stadig 7 millimeter. Fronten er opdateret med Gorilla Glass 5, mens bagsiden ligner en sort iPhone 7. Farven Graphite Black får telefonerne til at minde rigtigt meget om hinanden. Huaweis logo er endda placeret præcis, hvor Apples æble sidder på en iPhone 7.

Jeg kan gode lide designet, og lighederne med iPhone er jeg ligeglad med. Det vigtigste er, at telefonen fungerer som lovet af producenten. Og det synes jeg den gør.

Trods en fornuftig stor skærm på over 5,1 tommer er der stadig tale om en lommevenlig smartphone. Bemærk i øvrigt at skærmen er blevet 0,1 tommer mindre end på P9.

P10 specifikationer

– Størrelse: 145.3 x 69.3 x 6.98 mm
– Vægt: 145 gram
– Skærm: 5,1″ Full HD med Gorilla Glass 5
– Chipset: Kirin 960 octacore (4×2.4 GHz + 4×1.8 GHz)
– RAM: 4 GB
– Hukommelse: 64 GB
– MicroSD-kort: Op til 256 GB
– Kamera: 20 megapixel (monokron) + 12 megapixel (RGB)
– Frontkamera: 8 megapixels (f/1.9)
– Batteri: 3.200 mAh med SuperCharge
– System: Android 7.0 + EMUI 5.1 brugerflade

Fingeraftrykslæseren er ikke hjemknap

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Hele fronten på telefonen er dækket af glas. Det gælder også fingeraftryks-sensoren. En lille kant lader stadig fingeren finde knappen i mørke, men selvom det ligner en knap, er det ikke tilfældet. Der er ingen bevægelige dele eller sprækker.

Når skærmen er slukket kan du bare lægge fingeren, hvorefter skærmen tænder, og telefonen er klar. Der er stort set ingen ventetid, og fingeren genkendes præcist.

Desværre har Huawei begået en brøler af de store ved flytningen af sensoren, der på P9 sad på bagsiden.

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 har dual-SIM (Foto: Huawei)

Androids oprindelige betjeningsknapper (tilbage, menu, programmer) er at finde på skærmen (on-screen), ganske som Android er tænkt oprindeligt. På samtlige andre telefoner fungerer en sådan knap på forsiden som hjemknap. Ligegyldigt om vi taler Android eller iPhone. Derfor er det mest logiske også, at et tryk på knappen sender brugeren hjem til forsiden, men sådan foregår det ikke på Huawei P10. Knappen er helt død. Straks tænker man, at telefonen er i stykker.

I Indstillinger under Navigationstast findes en anden mulighed. Her kan knappen gøres aktiv, hvorefter onscreen-knapperne forsvinder. Nu skal du lære en helt ny betjeningsform; langt tryk går til forsiden (hjem), kort tryk går et step tilbage mens et swipe fra højre mod venstre over sensoren åbner ”Seneste programmer / opgaver”. Hvis der laves et swipe fra bunden af telefonen, på det tomme område ved siden af sensoren, åbnes Google Now.

Stop! Fint nok at tilføje gestures i fingeraftrykslæseren, men I skal IKKE lave om på logikken. Når en ”knap” placeres på fronten, lige under skærmen, er det en hjemknap. Bum. Basta!

Bliver dette ikke rettet i softwaren står Huawei med en bunke kunder, der enten fravælger telefonen, bliver sur på den eller ringer til kundeservice fordi de tror den ”er i stykker”.

Jeg har så småt lært de nye betjeningsbevægelser, men det virker langt fra logisk. Vi er kort sagt blevet vant til, at en knap med denne placering er en hjemknap.

Ved den første opstart er det den nye navigations-sensor funktion der er aktiveret, og ikke Androids onscreen-knapper. Derfor vil du opleve en anderledes betjeningsform fra første færd.

Godt kamera med nye funktioner

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 har samme kamerateknologi som Huawei Mate 9 Pro, men softwaren er forskellig. Her skal du være opmærksom på, at P10 Plus har ny og opdateret kamerateknologi.

Brugerfladen EMUI er opdateret til version 5.1 på P10’eren, og med denne kommer nye funktioner i kameraet.

Det nye er en særlig portrættilstand samt kunstnerisk filter. Filteret kan skabe et mere kraftfuldt portrætfoto. Særligt baggrunden får ekstra power. Den almindelige dybdefokus-funktion er bibeholdt, så nu er der altså to af denne type tilstande at vælge mellem.

Portræt med kunstnerisk filter giver et andet udtryk på portrætter, men det ses tydeligt, at der trækkes i nogle parametre, der frembringer et anderledes foto. Om det så er bedre vil jeg lade dig bedømme. Se min artikel hvor jeg har lavet et stort galleri med fotos fra Huawei P10.

 – Sådan er billederne fra Huawei P10

Der er også ”Hybrid Zoom”. Det er 2 x zoom næsten uden kvalitetstab. Vurder selv billederne via ovenstående link til galleriet.

P10 har dobbeltkamera. Det ene er en 12 megapixels RGB-farve sensor, men den anden er 20 megapixels monokrom. Data fra begge kameraer benyttes under fotografering, men du kan også gå all-in på monokrom (sort/hvid) der kan give nogle flotte udtryksfulde billeder.

Både på stillbillede og videokameraet er der optisk billedestabilisator. Ved videooptagelse virker stabilisatoren bedst ved Full HD 1080p, og giver et begrænset resultat ved 4K eller 1080p 60 fps optagelsestilstandene.

Nogle af de foregående P-modeller havde fokus på funktionen lysmaling, der stadig er at finde. Under effekttilstande findes også panorama, natbillede, slowmotion og tidsforkortelse.

Overordnet set tilbyder P10 et godt kamera, og du vil ikke opleve at mangle noget.

Huawei P10 Plus – en P10 med ekstra godt kamera

Billeder taget med Huawei P10

Galleri: Se mange flere billeder fra Huawei P10

Lynoplader medfølger

Screenshot fra Huawei P10 (Foto: MereMobil.dk)

Huawei P10 understøtter SuperCharge, hvilket er hurtigere opladning end QuickCharge (Foto: MereMobil.dk)

I salgspakken ligger en SuperCharge oplader, og netop lynopladning er noget de fleste vil sætte stor pris på. Batteriet har en kapacitet på 3.200 mAh, og min vurdering er, at der er strøm fra tidlig morgen til sen aften, hvis ikke du overbruger telefonen. P10 udviser ikke samme overskud på batteridelen som Mate 9 Pro, men batteriet er så også 800 mAh mindre. Samtidigt skal det indskydes, at anmeldelsen her er skrevet en måned før salgsstarten. Derfor kan der nå at komme softwareopdateringer inden salgsstarten.

Med mit brug har det været nødvendigt med “nødladning” først på aftenen, særligt hvis den har stået på en løbetur med Endomondo og Spotify-musik i ørerne (via Bluetooth). Man bliver utroligt hurtigt forvent af Mate 9 Pro, hvor der stadig er 50-60 procent strøm tilbage ved sengetid.

I kombination med SuperCharge kan der på blot 30 minutter hældes strøm nok på telefonen til en hel arbejdsdag. Så er de flestes behov dækket ind.

Huawei har stadig en strømfirewall der overvåger batteriaggressive apps, og desuden kan den indstilles til automatisk nedlukning af udvalgte apps når skærmen slukker. Sådan kan du f.eks. tage livet af Facebook, så den ikke hele tiden cykler rundt og opdaterer i baggrunden.

Lade-stikket er i øvrigt USB Type-C, men Huawei har bevaret det gamle headset-stik på 3,5 millimeter. Salgspakken indeholder et ledningsheadset af den mellemdårlige type. Så her kan det klart anbefales at købe et andet og bedre.

Velkendt brugerflade

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Første gang Huawei P10 tændes er oplevelsen kedelig. Udtrykket er ikke særligt imødekommende, men det står da heldigvis til at ændre. Alle genveje og ikoner ligger på forsideskærmene, der er Huaweis måde at tilgå Android på, men du kan vælge at aktivere en app-skuffe, så en klassisk Android-menu dukker op.

EMUI 5.1 er versionen af Huaweis brugerflade på denne telefon, og det er ændringer i de små detaljer vi finder i systemet. Alt i alt er det som at ”komme hjem” for en bruger, der kender EMUI-systemet. Data kan da også let flyttes fra ens gamle telefon via PhoneClone-softwaren som Huawei tilbyder.

Telefonen har ikke stereohøjtalere, men den enlige monohøjtaler, der er gemt bag et højtalergitter i bunden klarer sig overraskende godt. Lydkvaliteten ved samtaler er også god, ligesom netværksforbindelser (Wi-Fi og Bluetooth) fungerer stabilt. Det er ikke noget jeg kan måle, men min fornemmelse er, at det kører godt.

En del ”ikke ønsket” software

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei har ikke kunne dy sig for lige at smide lidt bloatware på telefonen. Altså software som brugeren får tvungen med som preinstalleret indhold.

Jeg er blandt andet stødt på Booking.com, Instagram, Todoist, Tripadvisor, Facebook og naturligvis alle Googles apps som Film, Bøger m.fl.

Huawei benytter en variant af SwiftKey tastaturet på P10. Huawei Swype blev brugt på P9, men SwiftKey opleves væsentlig bedre og som et fremskridt.

P10 leveres med Android 7.0 Nougat og min testudgave kører Androids sikkerhedsniveau dateret den 1. februar 2017. Huawei P9 kan opdateres til Android 7 med EMUI 5.0, så her kan du komme i nærheden af P10-oplevelsen ved bare at beholde P9.

Sådan opdateres Huawei P9 til Android 7.0

Screenshots fra Huawei P10

Sådan flytter du data mellem to Huawei mobiler

Flot skærm – men kun Full HD

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Du skal nøjes med 1920 x 1080 pixels (Full HD) som skærmopløsning fordelt på 5,1 tommer. Det er et IPS LCD-display og altså ikke en AMOLED skærm, som vi har set på Huawei Mate 9 Pro. Det er en religion om man er til det ene eller andet. Jeg er mest til AMOLED-typen, men LCD-displayet på P10 står nu godt og helt igennem godkendt.

Betragtningsvinkel er rigtig god, og set helt ind fra siden står billede stadig klart og tydelig uden nogen udvaskning. Jeg har tidligere anmeldt telefoner fra Sony, også med LCD-skærm, som havde en virkelig dårlig betragtningsvinkel.

Når P10 pakkes ud vil du bemærke, at der sidder en skærmbeskyttelsesfilm hen over. Det fangede jeg i øvrigt ikke, så denne røg af ved udpakningen. Du kan se filmen i den officielle video nederst i anmeldelsen.

Telefonen kører på en Kirin 960 processor (octa-coe 4 x 2.4 GHz + 4 x 1.8 GHz). Tilsvarende processor sidder i P10 Plus og Mate 9 Pro. Der er 4 GB RAM og 64 GB intern hukommelse.

På vores benchmark-måling med Antutu og 3Dmark scorer P10 henholdsvis 120.034 og 1.704 point. Det er et pænt step op fra 95.399 og 978 point, som P9’eren scorede i april 2016.

Hukommelsen kan udvides med op til 256 GB via MicroSD-kort. Dette sker via en multi SIM-kortlæser. Du kan således bruge slot 2 til hukommelseskort, men vil du have to SIM-kort (dual-SIM) kan et hukommelseskort ikke benyttes. Dette gælder også for Huawei P10 Plus.

Sammenligning: Forskellene mellem P10 og P10 Plus

Ny grøn farve kommer ikke

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Ved præsentationen af P10 havde Pantone instituttet et helt indlæg, der varede mega lang tid, om farver og deres betydning. Her ville man slå et slag for den nye modefarve Greenery (Pantone farve 15-0343 TCK). Denne farve må vi dog, ind til videre, kigge langt efter i Danmark.

Greenery er, trods det store fokus, ikke på programmet i vores område. I stedet skal vi nøjes med sort, sølv, guld og blå.

Jeg ved godt de fleste nok bare vil købe den sikre sorte variant, men det er da mega øv, at vi ikke i det mindste får Greenery udgaven, når nu der var så meget fokus på netop årets nye farve.

Konklusion: Kvik, lækker, gode billeder

Huawei P10 er den af den slags telefoner ikke med det samme leverer en klar karakter i hovedet på mig som anmelder.

Telefonen har ikke fejlet, været kvik i vendingen, holdt strøm i rimelig lang tid og taget gode billeder. Alt sammen noget jeg værdvætter ved en smartphone.

Der har været problemer med forbindelsen til mit Samsung Gear S2 smartwatch, der jævnligt er ”connected” og ”disconnected”, men jeg har ikke oplevet noget tilsvarende med Bluetooth baseret headset, så jeg tilskriver oplevelsen et problem med Samsungs software, der i øvrigt kører perfekt med Mate 9 Pro. Jeg har læst på nettet, at denne problemstilling også er at finde hos andre mobilproducenter i kombination med Gear S2.

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Huawei P10 (Foto: Huawei)

Indtil videre er det største problem fingeraftrykslæseren, der ikke fungerer som hjem-knap i ”normaltilstand”. Dette tror jeg til gengæld vil irritere mange helt grænseløst.

Huawei vil gerne have mere for varen. 4.499 kroner er den Annoncelink vejledende pris for Huawei P10. Det er 500 kroner mere end Huawei P9 kostede ved salgsstarten for et års tid siden. Med til historien omkring prisen hører, at den interne hukommelse nu er 64 GB fremfor 32 GB. Dertil kommer dual-SIM og mulighed for ekstra plads via MicroSD-kort. P9 havde i vores markedsområde kun mulighed for ét SIM-kort.

Det koster Huawei P10 og P10 Plus i Danmark

Jeg synes designet er flot udført med lækre materialer, men P10 giver mig bare ikke den ekstrafølelse af begejstring. Fingeraftrykslæseren der ikke er hjem-knap irriterer mig, men kamerakvaliteten trækker op. Jeg er dog ikke sikkert på, at portrætfunktion med kunstnerisk filter får mobilkøberne til at gispe efter vejret. Og sådan kan man jo blive ved med at sige for og imod.

Har du en Huawei P8 er anbefalingen helt klart at gå direkte på P10 ved en eventuel udskiftning. Dette kan kun anbefales, men har du en P9’er skal du ikke nødvendigvis smide hvad du har i hænderne.

Huawei P10 fortjener 5 ud af 6 stjerner.

Læs også: Stor anmeldelse af Huawei Mate 9 Pro

Huaweis egen præsentation af P10

https://www.youtube.com/watch?v=Roaj1OcUf-g

https://www.youtube.com/watch?v=oCRBssIbBG0

Fordele og ulemper

MereMobil.dk Anbefaler

Huawei P10 opnår MereMobil.dk anbefaler mærket

Fordele

– Hurtig opladning (oplader medfølger) og lang batteritid
– God fotokvalitet, mulighed for dual-SIM
– Kvalitetsmaterialer og lommevenlig størrelse

Ulemper

– Fingeraftrykslæser fungerer udelukkede som hjemknap hvis du vil have særlige gestures aktiveret
– Dårligt headset i salgspakken
– Prisen er toppet op i forhold til P9

Mere til historien

Huawei P10 Plus, store broderen til P10, har samme processor og ydelse, men optimeret kamerateknologi, større skærm og større batteri. P10 Plus er desuden modstandsdygtig overfor vand og støv.

Huawei P10
Sådan oplever jeg Sonos Ace | Test

TEST: Sonos Ace lover filmsurround i hovedtelefoner og rumlig lyd. Desværre rammer Sonos ved siden af.

(mere…)
Denne UPS strømbackup redder din dag

PRØVEKØRT: Schneider har en cool strømbackup på markedet. Den redder dit game eller arbejde og sørger for, at strømmen altid er “ens”. Jeg har prøvekørt strømbackupen.

(mere…)
Dreame A1 er måske fremtidens robotplæneklipper 

VIDEOTEST: GPS-styrede robotplæneklippere er smarte, men Dreame A1 er faktisk endnu smartere. 

(mere…)
iPhone 16 Pro er en vingeskudt telefon | Test

TEST: Med iPhone 16 Pro skyder Apple ved siden af. En kameraknap er ikke nok! Læs min test af iPhone 16 Pro.

(mere…)
Sådan er kameraet i Phone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max

KAMERATEST: Vi har set nærmere på kameraet i iPhone 16 Pro og 16 Pro Max. Se fotoeksemplerne her.

(mere…)
Google TV Streamer test | Værd at købe?

TEST: Den nye tv- og streamingboks Google TV Streamer leverer varen, men ’reklamer’ og pris irriterer mig.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram