Sony Xperia X Performance test – yder lidt ekstra
TEST: Lang batteritid, god fotokvalitet, vandtæthed og høj ydelse. Sony Xperia X Performance yder lidt ekstra. Læs her min Xperia X Performance test.
Xperia X-serien har indtil videre ikke budt på skuffelser, og det er heller ikke tilfældet med Xperia X Performance, der er topmodellen blandt de hidtidige lancerede modeller fra Sony i år. Her kan du læse min Xperia X Performance test.
Serien består lige nu af: Xperia XA, Xperia XA Ultra, Xperia X og Xperia X Performance.
– Sony: Xperia Z erstattes af X-serien
Performance vejer lidt mere end Xperia X, men har stadig en Full HD 5,0 tommer skærm, og fylder i forhold til X’eren, nogle få millimeter mere. Den største forskel på konstruktionerne er vand- og støvtæthed. Xperia X Performance er certificeret efter IP68-standarden, hvilket ikke er tilfældet for de andre X-modeller.
Jeg kan godt lide designet på modellen, der kan ligge helt fladt på bordet, da kameralinsen ikke stikker ud. Metalbagsiden er ikke spejl blank, så telefonen glider ikke ned af bordet. I forhold til Xperia Z5 er der på de nye Xperia X-modeller ikke en forhøjet kant omkring skærmen, og telefonen er derfor bedre at holde ved og tale i.
Min testtelefon er Rose Gold, som jeg synes er en virkelig cool farve. Væsentligt flottere end Lime Gold, der er en af de andre farvevarianter. Men alt det med farver og design- ja det er jo i den grad en smagssag.
Xperia X Performance er en telefon af god kvalitet, men jeg ville ønske Sony havde brugt designlinjen fra Xperia XA, med kant-til-kant skærm, på topmodellen i stedet. Dette design er nemlig en del mere innovativt.
Sony Xperia X Performance – hovedspecifikationer
- 5,0 tommer skærm (1080 x 1920 pixels)
- Qualcomm Snapdragon 820 64 bit processor
- 3 GB RAM
- 32 GB intern hukommelse
- Udvidelse af hukommelse via microSD-kort (op til 256 GB)
- Kamera: 23 megapixels (f/2.0, 24 mm)
- Frontkamera: 13 megapixels (f/2.0, 22 mm)
- 4G LTE Cat 9
- Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, dual-band, Wi-Fi Direct, DLNA, hotspot
- Bluetooth v4.2
- Batteri: 2.700 mAh (Qualcomm Quick Charge 3.0)
- Mål: 143.7 x 70.4 x 8.7 mm
- Vægt: 164 gram
- System: Android 6.0.1 Marshmallow
Den ekstra power mærkes
Hverken Xperia X eller Xperia XA er langsomme telefoner, men du kan godt mærke de ekstra hestekræfter topmodellen byder på, særligt i situationer hvor telefonen presses. Ved almindeligt brug vil du kun mærke en lille forskel mellem X og X Performance.
Herunder har vi samlet de rå benchmarktal for modellerne side om side med Samsung Galaxy S7.
X Performance | Xperia X | Xperia XA | Galaxy S7 | |
Antutu Benchmark | 119.233 | 71.853 | 47.022 | 129.181 |
3DMark | 2.334 | 862 | 431 | 2.119 |
X Performance kører på en Snapdragon 820 processor fra Qualcomm med 3 GB RAM. Processormodellen findes også i HTC 10, LG G5 samt Qualcomm-versionerne af Galaxy S7’erne.
– TEST: Stor anmeldelse af Samsung Galaxy S7 og S7 Edge
Når der ikke savnes ydelse på Sonys nyeste telefoner, er det nok fordi Android har fået optimeret sin programkode over tid. Det betyder bedre og mere stabil afvikling i alle henseender samt optimeret batteritid. Selv i midrange-prisgruppen kører Sonys produkter godt.
Xperia X Performance bruger en IPS LCD skærm, der som udgangspunkt leverer en vældig god billedkvalitet. Farverne er naturlige, men jeg havde nu alligevel fortrukket, at Sony havde valgt en Super AMOLED-type i stedet, når nu det er en topmodel.
Jeg synes derimod ikke Full HD-opløsningen (1080 x 1920 pixels) er et problem. Og selvom 1440 x 2560 pixels på Galaxy S7 lyder fristende, giver ikke nok gevinst i dagligt brug, i forhold til, at flere pixels også bruger mere strøm. Og hvis der er noget smartphone-ejere ønsker sig, så er det længere batteritid.
– Batteriet er den vigtigste feature ved mobilkøb
Fingeraftrykslæseren er indbygget i power-knappen (på siden), og den er lynende hurtig. Du vil kun sjældent opleve telefonen er låst, da oplåsningen sker i samme øjeblik power trykkes ind. Bruger du PIN-kode kan du glæde dig over, at det trælse ekstratryk, ENTER, er fjernet, så man blot skal indtaste sine fire cifre, og intet andet.
Veleksekveret brugerflade med få problemer
Jeg er generelt ret pjattet med Sonys tilgang til Android, hvor de over tid har formået at fintune mange detaljer. Særligt nedskæringen på de såkaldte bloatware-apps er en kæmpe fordel. Her følger Sony den generelle trend i markedet, da også Samsung, HTC, Huawei og LG har afholdt hovedrengøring på det område.
Xperia X Performance har, som de andre modeller i serien, fået nye ikoner til Sonys egne programmer. Kalenderen, som Sony tidligere selv har udviklet, er nu erstattet med den standardkalender Android er født med. Og det er generelt den vej det går, at den rigtige Android-software skinner mere og mere igennem hos producenterne. I de fleste tilfælde er dette en gevinst for slutbrugeren. Det kan eksempelvis komme til at betyde hurtigere opdateringer, da de forskellige producenter skal tilpasse mindre efterfølgende.
Det ses blandt andet også i topgardinet. Det er Googles oprindelige designudtryk der her træder igennem, og selv genvejen til batteristatus fra batteriikonet, samt mulighed for flere brugerprofiler på samme telefon, er bevaret.
Søgefunktionen er super genial. Træk ned i skærmbilledet, og søg efter den app du står og mangler. Hvis ikke du slår det fra, vil du desuden få forslag fra Google Play til forskellige applikationer.
Desværre er det kun en app-søgefunktion, og der søges ikke i hele telefonen. Du kan således ikke finde kontaktpersoner på denne måde.
Inde i app-listen (App Drawer) kan apps sorteres efter ”Mest brugte” og ”Alfabetisk”, så de er lettere at finde rundt i. Generelt er der logik i Sonys Android-version, og hvis ikke du bryder dig om de nye temaer, så kan du gå på opdagelse i team-app’en eller Google Play efter erstatninger der passer til din smag.
Når du bruger telefonen vil du opleve en hurtig og smidig afvikling, uden ventetider.
Tastaturet er ødelagt
Sony har over tid haft et rigtigt godt tastatur, men af en eller anden mystisk årsag, er der indgået aftale med SwiftKey, der nu ejes af Microsoft, og Sonys eget tastatur er smidt på porten. Også hos Huawei har vi set denne udvikling, da Mate 8 og Mate S ligeledes bruger SwiftKey-tastaturet.
Jeg oplever Swiftkey som total elendigt, men jeg anerkender der findes mange brugere, som er vilde med dette tastatur. Du kan heldigvis stadig hente Sonys eget Xperia Tastatur fra Google Play eller hente det originale tastatur der oprindeligt hører til Android 6.0.
Hvorfor producenterne absolut skal lave deres tastaturer selv, eller indgå aftaler med tredjepartsudviklere, når nu Android har et fremragende tastatur, er mig til stadighed en gåde.
Screenshots fra Xperia X Performance
To dages batteritid
Sony taler, som flere andre producenter, om to dages batteritid. Det er blot sjældent tilfældet. Løftet er normalt baseret på laboratorieanalyser, hvor jeg åbenbart ikke passer ind i profilen.
Batterikapaciteten er 2.700 mAh. Det er en knivspids mere end på Xperia X (2.620 mAh) men Xperia X Performance udnytter strømmængden bedre, og jeg kommer rent faktisk i nærheden af de lovede to dage. Det kan muligvis tilskrives Snapdragon 820-processoren.
Batteristyringsfunktionen STAMINA, er det på Android 6-telefoner fra Sony, kun et et minimum tilbage af, i forhold til hvad vi tidligere har set, men også her er Android blevet bedre. Meget bedre. Jeg savner stadig muligheden for en større medbestemmelse på strømmen, men hvad gør det når Android leverer varen i form af lang batteritid.
Xperia X Performance udnytter Doze og App Standby i Android 6.0, og når Android Nougat bliver frigivet, kan vi se frem til yderligere forbedringer. Så også her bliver der mindre behov for, at producenterne selv skal pille i systemet.
Kameraet tager flotte billeder
Xperia X Performance har samme kamerateknik som Xperia X og Xperia Z5. Sensoren er på 23 megapixels, men Sony har i autotilstand sat opløsningen til 8 megapixels (16:9 format). Sony forklarer det er her man får de mest optimale billeder, og den bedste udnyttelse af fotofunktionerne.
Hvis det ønskes kan du manuelt vælge 20 eller 23 megapixels, alt efter om det skal være 16:9 eller 4:3 billeder der skal i kassen.
Som på Samsungs nyere telefoner kan du lynstarte kameraet fra dvale ved at dobbeltklikke på powerknappen. Kameraet kan også aktiveres ved at holde den dedikerede kameraknap inde et øjeblik.
Objektsporing (Predictive Hybrid Autofocus) kan fastlåse fokus på et motiv der bevæger sig. Selvom motivet bevæger sig tættere på eller længere væk fra kameraet, justeres fokuspunktet automatisk, så man har større chance for at få skarpe billeder.
Funktionen fungerer bedst ved en tydelig kontrast mellem motiv og baggrunden. Derfor er det ikke i alle situationer en fordel, at have Objektsporing aktiveret.
Billeder på niveau med Xperia X
Når billedet er taget snurrer et lille ikon i højre hjørne. Trykkes her åbnes det seneste foto. På Xperia X Performance snurrer ikonet langt kortere tid end på de andre Xperia X-modeller. Denne optimering er klart en fordel, da man på de andre kan få opfattelsen er, at kameraet er langsomt, selvom det ikke er tilfældet.
Billedkvaliteten er tilsvarende den de findes på Xperia X, hverken bedre eller værre. Det er altså generelt nogle flotte fotos du kommer hjem med, og det her kamera kan sagtens gøre det ud for et feriekamera med mindre du er spejlreflekstypen.
X Performance har fantastisk god billedstabilisering, trods den ikke har optisk stabilisator, og du kan skyde klips i op til Full HD 60 fps. Det er dog ved 30 fps du får det bedste samlede resultat. Du kan ikke optage i 4K-kvalitet på denne telefon.
Undervejs i optagelsen kan du ikke manuelt re-fokusere. Her må du nøjes med den løbende autofokus, der i øvrigt fungerer glimrende i de fleste situationer.
Sony har deres eget fotoalbum, kaldet Album. Galleriet er virkelig velfungerende. Der kan laves favoritter og redigeres billeder direkte på telefonen, og når man bladrer gennem arkivet er videoklippende levende, hvilket giver en mere dynamisk oplevelse.
Alt i alt en god kamerakvalitet på Xperia X Performance, som jeg sagtens kan anbefale. Se desuden mine testfotos herunder.
Galleri: Fotos taget med Xperia X Performance
Web-TV: Så små er Sonys kameramoduler
Konklusion: Du får mere, men også højere pris
Denne telefon kommer fra den øverste hylde på markedet, må min Sony Xperia X Performance test konkludere. Du vil godt kunne mærke forskel mellem modellerne i serien, hvilket er en fordel for både køberne og Sony. Pengepungen mærker også en forskel.
Xperia X fås ned til omkring 4.000 kroner uden abonnement. Du skal af med omkring 1.000 kroner mere, før Xperia X Performance kommer med hjem. Så du skal gøre op med dig selv, om Snapdragon 820-processoren og den ekstra rå hardware-power betyder noget, og hvor vigtig vandtætheden er for dig.
Du skal dog vide, at vand- og støvtæthed ikke gør Xperia X Performance til en håndværkermodel. Det er en ekstra beskyttelse, ikke en dykker-telefon.
– WEB-TV: Her gør vi alt det forbudte med Sonys telefoner
Telefonernes kamerakvalitet, skærm og generelle funktioner er ens, men det er klart at topmodellen leverer et større overskud på ydelsen, og det vil derfor være den mest fremtidssikrede model, hvis du vil beholde telefonen i lang tid.
Kritikpunkterne er det samme som på Xperia X. Det omfatter især det trælse tastatur (du kan selv installere et andet) og et forholdsvis anonymt produktdesign. På plus-siden får du en effektiv brugeroplevelse, fremragende billeder fra kameraet, god lyd og ikke mindst lang batteritid og en højere samlede ydelse.
Sony er telefoner du køber, hvis du går op i høj kvalitet, stabil eksekvering og lang support. Sony har generelt været blandt de allerbedste til at opdatere selv gamle telefoner.
– TÆNK: Sony er de bedste på opdateringer
Konklusionen er klar. Xperia X Performance skal have 5 ud af 6 stjerner – ligesom Xperia X. Købsanbefalingen er, at det er på Xperia X du får mest for pengene.
De andre test i serien
For at få det fylde overblik vil jeg anbefale, at du læser mine to andre anmeldelser af Xperia X-serien. Herunder finder du genvejene.
– Sony Xperia X – vinder på stabilitet og kvalitet
– Sony Xperia XA – et fornuftigt køb
Fordele og ulemper
Fordele
– God billedkvalitet ved video og fotos
– Lang batteritid og kraftig processor
– Velfungerende brugeroplevelse samt vand- og støvtæt
Ulemper
– Træls beskedtastatur (SwiftKey)
– Anonymt design
– LCD-skærm – en bedre type f.eks. AMOLED havde klædt topproduktet
Mere til historien
Xperia X-telefonerne kommer i en salgsæske med nordisk designinput. Se dette web-tv indslag og kom tæt et par ting du ikke vidste om Xperia X.