OnePlus bryder tavsheden: Reagerer på rygter om lukning og aflysninger
Er OnePlus på vej væk fra Danmark og Europa? Selskabet forsøger nu at berolige kunderne efter nyhederne om store spareplaner, men der er stadig vigtige spørgsmål, som de ikke svarer på.

KL. 14.30: OnePlus kalder nu rygterne for en direkte løgn – Læs det nye modangreb her.
Efter vores dækning af de rygtede kontorlukninger i Europa og de store spareplaner hos OPPO, har vi rakt ud til OnePlus’ europæiske presseafdeling med en række konkrete spørgsmål.
Vi har spurgt direkte ind til fremtiden for det danske kontor og de mange spekulationer om de aflyste produktplaner for både OnePlus Open 2 og Nord 6-serien.
Nu er svaret landet, men det er præcis så diplomatisk, som man kunne frygte. Du kan læse svaret herunder.
Her er det officielle svar fra OnePlus
OnePlus udtaler følgende til MereMobil.dk:
– ”Existing business operations for OnePlus Europe continue to proceed as normal. All users after-sales support, software updates, and rights commitments are fully guaranteed.”
OnePlus-sagen kort:
Det hurtige overblik over udviklingen hos OnePlus og OPPO
• Spareplanen ”Group Combat”: Moderselskabet OPPO har indført en ny strategi, der samler OnePlus og Realme under én central styring for at mindske omkostningerne.
• Økonomisk pres: Stigende priser på komponenter (op mod 40 %) og massive investeringer i AI tvinger koncernen til at skære i organisationen.
• Danske fyringer og kontorlukning: Rygter peger på, at det danske OnePlus-kontor (måske også EU-kontorer) kan være fortid allerede ved udgangen af marts 2026.
• Produkter i fare: Flere ventede modeller som OnePlus Open 2 og OnePlus 15S rygtes aflyst, mens den populære Nord 6-serie kan være forsinket eller aflyst.
Analyse: Din OnePlus-garanti er sikret – for nu
Når man læser citatet med kritiske briller, er det tydeligt, at OnePlus forsøger at slukke de mest akutte ildebrande hos forbrugerne, mens de bevidst undgår at forholde sig til de lokale eller europæiske planer.
- Fokus på “eksisterende” drift: Ved at understrege, at den eksisterende drift fortsætter som normalt, forholder de sig kun til nuet. Det er på ingen måde en afkræftelse af de organisatoriske ændringer eller den marts-deadline, som rygterne peger på
- Skadesbekæmpelse for kunderne: Den store vægt på softwareopdateringer og kundesupport har ét formål: At sikre, at nuværende ejere af f.eks. OnePlus 15 ikke går i panik over brandets fremtid.
- Lokal service er sikret: Udtalelsen om garanti-forpligtelser bekræfter vores oplysninger om, at den eksterne aftale med Mentech i Danmark sandsynligvis fortsætter, uanset hvad der sker med selve OnePlus-organisationen.
Tavshed om det danske kontor og aflyste modeller
Det mest opsigtsvækkende ved svaret er dog alt det, OnePlus ikke skriver. De har valgt fuldstændig at ignorere spørgsmålene om:
- Det danske kontor: Der gives intet svar på, om de danske ansatte er i fare for at blive erstattet af en centraleuropæisk enhed under OPPO. Heller ikke svar omkring OnePlus tilstedeværelse i EU har vi fået.
- Produktaflysninger: De mange rygter om aflysningen af OnePlus Open 2 og den manglende afklaring omkring Nord 6-serien bliver slet ikke berørt. Dette på trods af, at Nord 6 for nylig er spottet i globale certificeringsdatabaser. Vi har heller ikke fået svar på, om det er korrekt, at OnePlus fortsætter (i en periode) som online-only-brand.
Det tyder på, at den store centralisering under OPPO’s ”Group Combat”-strategi ruller videre som planlagt, og at man fra officiel side blot forsøger at holde facaden over for slutbrugerne så længe som muligt.
En sandsynlig forklaring på de manglende svar fra det europæiske pressekontor kan selvfølgelig også være, at EU-afdelingen endnu ikke ved, hvad der skal ske, da ændringerne styres mere centralt.
MereMobil.dk mener: OnePlus giver os her et klassisk ”ikke-svar”. De bekræfter, at din telefon stadig får opdateringer i morgen, men de fjerner ikke usikkerheden om brandets fremtidige tilstedeværelse i Danmark eller EU. At de ikke benægter de kommende ændringer for de lokale ansatte, taler næsten højere end selve udtalelsen.
Mere til historien
TIP OS: Har du hørt noget indefra om ændringer i den danske organisation eller produktplanerne? Skriv til os i fuld fortrolighed på [email protected].

