Samsung Galaxy Tab S2 8.0 test – Samsungs bedste

Ultra tynd og ultra lækker – det er hvad der bedst beskriver Samsung Galaxy Tab S2. Det her, er Samsungs bedste tablet til dato.

Samsung har virkelig været på forkant i 2015, deres produktdesigns er det bedste hidtil, deres software er det bedste hidtil og nu har de også skabt deres bedste tablet – hidtil. Samsung Galaxy Tab S2 er et fedt produkt med få angre, velkommen til testen af Samsung Galaxy Tab S2 8.0.

Samsung Galaxy Tab S2 8.0

Samsung Galaxy Tab S2 8.0 (Foto: MereMobil.dk)

Hvis du kan huske vores anmeldelse af Sony Xperia Z4 Tablet, så husker du måske også vores begejstring for dens tynde design på blot 6.1 millimeter – den vipper Samsung nu af pinden!

– Samsung Galaxy S6 Edge+ test – endnu et hit

Samsung Galaxy Tab S2 er blot 5.6 millimeter tyk, den overgår både sine forgængere og nærmeste konkurrenter på både Android og iOS platformen! Vægten har Samsung også skåret kraftigt ned, til blot 265 gram, utroligt nok lettere end Sony Xperia Z3 Tablet Compact – som vi også havde rosende ord til i vores anmeldelse.

Lækkert design

For at komme med dette lette og utroligt tynde design, har Samsung været nødsaget til at skære ned på materialekvaliteten på bagsiden af Galaxy Tab S2 8.0, der er udført i plastik – men det er også det eneste sted, Samsung har skåret.

For kigger vi på resten af enhedens designelementer, så er der ikke meget kritik at sætte fokus på. Fronten er udført i glas, med kun Samsung’s velkendte hjem-knap centreret i bunden.

Hele rammen omkring Galaxy Tab S2 8.0, er udført i aluminium, hvor kun en ganske tynd kant er i alu-farven, mens resten af rammen blænder ind med de mørke nuancer i resten af enheden.

– Samsung Galaxy Tab S2 – ultra tynde tablets

På højre side finder vi to velkonstruerede knapper til volumenkontrol samt tænd/sluk funktionen, begge meget ”klikkende” og uden chance for at tage fejl af dem – endnu et positivt indtryk i designet.

I bunden finder vi opladerstikket, der lidt skuffende er af den ”gamle type” med Micro-USB tilslutning, i stedet for den nye og klart fremtidssikre USB Type-C port. Til venstre for denne er diskret placeret et miniJack-stik.

Yderst i hvert hjørne af bunden er enhedens to højtalere placeret – og ja, de spiller begge to, så her er stereolyd!

På bagsiden finder vi designets ”svageste” materiale, plastik. Dertil kommer kameraets kraftige fremtræden ud af bagsiden – tilsammen, må dette udgøre de to negative sider i designet.

Bagsiden er endvidere karakteriseret af to runde markeringer, der angiver hvor tilbehørsproduktet ”Book Cover Keyboard” hængsles på.

Samsung Galaxy A5 test – god til prisen

Samlet set er Galaxy Tab S2 8.0 godt skruet sammen, materialekvaliteten er høj og den lave vægt sammen med det tynde design, udgør en fantastisk kombination, der højner komforten og brugerlysten – Galaxy Tab S2 kan bedst beskrives som en stor Galaxy A-serie, for det er tydeligt at designet er inspireret herfra.

Gedigent hardware

Hvis vi skal kaste blikket på den indre mekanik i Samsung Galaxy Tab S2 8.0, så finder vi rigelig med kræfter til at boltre sig med, uanset om det er mange apps kørende på én gang, eller grafiktunge applikationer.

Den hurtige 64-bit Quad-core Exynos-processor, sammensat med en Mali-T760 grafikprocessor og 3 GB RAM giver Galaxy Tabs S2 8.0 godt med overskud under hverdagens almindelige forbrugsmønstre.

Den visuelle oplevelse skuffe ej heller. Skærmen er vanen tro af typen Super-AMOLED, størrelsen er på 8-tommer og pixel tætheden er på flotte 320PPI, takket være en opløsning på hele 2048 x 1536 pixels, også kendt som 2K-opløsning.

– Samsung Galaxy A8 – deres hidtil tyndeste

Lysstyrken kan få selv en blind til at se, farverne er kraftige, til den ”disney-flotte” side, dog kan dette justeres i indstillingerne, så farverne fremtræder mere naturtro.

Samsung fortæller, at Galaxy Tab S2 8.0 er kalibreret efter Adobes RGB-farvestandard, hvilket resulterer i en farvegengivelse på 94 procent nøjagtighed. Selvom jeg oplever en farverig skærm, er det svært at vurdere ægteheden af tallet for farvegengivelsen – men den er klart blandt de bedste tablet-skærme på markedet.

Som et trumf og sjældent syn på tablets fra Android-segmentet, er Galaxy Tab S2 8.0 udstyret med en fingeraftrykslæser gemt bag hjem-knappen, præcis som i Galaxy S6-serien. Desværre kan enheden ikke låses op med fingeraftrykket, uden først at trykke på enten hjem-knappen eller tænd/sluk-knappen.

Positivt set, er sensoren hurtig og præcis, det er sjældent man skal forsøge sig to gange, for at låse enheden op.

I vores test med AnTuTu Benchmark, blev det til en flot score på 53.074 point, hvilket placerer Galaxy Tab S2 8.0 i blandt toppen af tablet-segmentet, kun overgået af Xperia Z4 Tablet fra Sony.

Samlet set udgør Galaxy Tab S2 8.0 et gedigent stykke hardware – hvor man ikke vil opleve hak eller lange ventetider i systemet.

Specifikationerne i korte træk

–  8.0 tommer Super AMOLED

– 1536 x 2048 pixels (320 PPI)

– Exynos Octa-core processor

– 3 GB RAM

– 32 GB eller 64 GB intern – op til 128 GB ekstern via MicroSD-kort

– 8 megapixels kamera på bagsiden

– 802.11 a/b/g/n/ac MIMO (2.4GHz/5GHz), Wi-Fi Direct

– Bluetooth 4.1 BLE, GPS, GLONASS, 2G, 3G, 4G LTE

– 4.000 mAh batteri

– Android 5.0 Lollipop, Samsung TouchWiz

– 134.8 x 198.6 x 5.6 mm, 265 gram (Wi-Fi model)

Skærmbilleder fra testen

Lollipop med TouchWiz

Samsung Galaxy Tab S2 8.0 har fået Android Lollipop software. Skuffende er det dog ikke den nyeste version man har valgt at sætte enheden på markedet med, men derimod Android 5.0.2 – vi er altså oppe på Android 5.1.1 Samsung!

Det er rigtigt ærgerligt at producenterne fortsat ikke har større fokus på nyeste software i de produkter de lancerer på markedet, mange af de små opdateringer har stor betydning for sikkerheden i produktet.

 – PODCAST: Billige smartphones er usikre

Ser vi bort fra Android-versionen, så er Galaxy Tab S2 8.0 udstyret med Samsung’s egen brugerflade kaldet TouchWiz. Det er en brugerflade som Samsung både har haft opture, senere nedture og nu gode oplevelser med.

TouchWiz anno 2015 er klart Samsungs bedste bud på en brugerflade, der øger brugervenligheden uden at tæppebombe forbrugerne med Samsung skabte eller samarbejdspartneres applikationer (bloatware).

 – Samsung kan tvinges til udrensning i bloatware

Det er kun de mest nødvendige applikationer samt en håndfuld apps fra blandt andet Microsofts Office-løsning, der præger produktet efter første opstart – stor ros til Samsung.

Nu vi er ved Microsoft, så følger der 100 GB OneDrive lagerplads med Galaxy Tab S2 8.0. Du er ikke tvunget til at bruge løsningen, men det er da rart at kunne starte arbejdet med et word-dokument derhjemme og afslutte det på farten – alt sammen synkroniseret via OneDrive.

Blandt Samsung’s egne løsninger finder vi ”Smart Manager”, en applikation med formålet at give overblikket over enhedens batteri, intern lagerplads, RAM-forbrug samt sikkerhed-scanner.

Sidstnævnte er et indbygget virus- og malwareprogram der scanner efter potentielt skadelig software på enheden – unødvendigt hvis du spørger mig, men giver sikkert ro til uoplyste sjæle.

Galaxy Tab S2 8.0 har selvfølgelig også Samsung KNOX, der kan adskille privatliv og arbejdsliv, ved at inddele enheden i arbejde og privat – smart til medarbejderen der værdsætter sit privatliv.

 – Samsung Knox klar i forbedret udgave

Perfekt multimedie produkt

På mange områder er Samsung Galaxy Tab S2 8.0 en perfekt multimedie enhed. Størrelsen og vægten gør den oplagt at bruge og have med, stort set over det hele. Den er let håndterlig, og kan betjenes med én hånd.

Skærmen står super flot og farverig, film og videoer fra YouTube står knivskarpt, så både Netflix, ViaPlay eller YouSee TV, er oplagt at bruge på produktet.

Samtidig er skærmen i en god størrelse, så e-bøger et let læselige og nyheder konsumeres i lide strømme, takket være 4:3 formatet, der øger læsbarheden.

Store og grafiktunge spil kan Galaxy Tab S2 8.0 uden problemer håndtere, igen med en god oplevelse til følge, takket være skærm og størrelse.

Er man mere til musik, skal man heller ikke være bange for at blive skuffet – her leverer Samsung også varen! Lyden er klar og med god adspredelse mellem diskant, mellemtone og bas. Alle toneområder bliver fint udfyldt og selv med maksimum volumen, er der intet der skratter eller lyder skingert.

Skal man sætte en finger på lyden, så er det lydniveauet der ikke er højt nok. Men tilstrækkeligt til langt de fleste situationer.

Tastaturet er endnu et område hvor Galaxy Tab S2 8.0 udmærker sig. Hvis man kan lide at skrive på en tablet eller enheder med større skærme, så er tastaturet her rigtig godt.

Det er hurtigt at skrive på og man rammer sjælendt forkert. I øverste række har man placeret de numerisk taster, uden konsekvensen med for meget plads optaget af tastaturet – det er som om Samsung har ramt ”sweet-spot” på størrelsen af både tasterne og det samlede tastatur i forhold til skærmstørrelsen.

Her kunne det gøres bedre

Hvis jeg skal finde noget at rette kritik af på Galaxy Tab S2 8.0, så er det tablettens batteritid. Trods et stort batteri på 4.000 mAh så holder batteritiden ikke til meget mere end fire timers skærmtid fordelt på fire dages standbytid. Sætter vi det sammen til én hel dags forbrug, skal man nok ikke forvente meget mere end fem timers skærmtid –acceptabelt, men ikke mere end gennemsnittet for sit segment.

Jeg kunne også godt lade mig ønske, at Samsung valgte en ringere optik, eller komprimeret kamera-løsning, så den store bule på bagsiden kunne mindskes eller helt forsvinde. Kameraet dominerer og giver en smule ustabilitet når den bruges fladt på et bord.

For Samsung brugere, vil min næste anke ikke være et problem, men som daglig bruger af alt andet end Samsung produkter, så er de omvendte navigationsknapper på forsiden, mig en evig forvirring. Langt de fleste producenter har tilbageknappen på venstre side, mens man på højre side af hjem-knappen ofte har multitasking-genvejen. Men når ens smartphone er omvendt af den tablet man bruger, så skaber det forvirring.

Konklusion – den perfekte ”daily driver”

Der har ikke været mange tablets på markedet, som har fået mig til at fortrække en tablet frem for min 5,5 tommer store smartphone, men Galaxy Tab S2 8.0 er én af dem!

Jeg vil overhovedet ikke have det mindste problem ved at bruge Galaxy Tab S2 8.0 som ”daily driver”, altså min primære tablet i hverdagen.

Igennem min testperiode på mere end fjorten dage, har jeg dag for dag fået opbygget en instinktiv lyst til at tage tabletten frem, hvad enten det har været ved køkkenbordet til morgenmaden, den sene aften på sofaen, eller blot i baglommen på turen over til svigerforældrene.

Den kombinerer godt og gedigent design igennem lette kvalitetsmaterialer og en formfaktor, der er tilpas stor til at sluge multimedier råt og tilpas lille til at ligge med i sofaen, uden at blive træt i håndledet.

Trods et markant kamera, set fra et design perspektiv, så er det svært at forvente meget af et kamera i en tablet – men jeg blev positiv overrasket. Samsung reklamerer med en blænde på kun f/1.9, hvilket jeg tydelig kunne bekræfte når mørket faldt på.

Generelt er jeg ikke typen der tager billeder med min tablet, men Galaxy Tab S2 8.0 klarer det faktisk hæderligt, specielt indendørs og under svag belysning. Klart en af de bedste kameraer i en tablet.

MereMobil topkarakter

Dette produkt har fået tildelt top-karakteren 6 ud af 6 stjerner fra MereMobil.dk

Samlet set, så vil du som læser nok ikke være meget i tvivl om mit indtryk af Galaxy Tab S2 8.0, hvis du har læst hele anmeldelsen frem til nu. Det her er et tablet produkt der absolut placerer sig blandt de bedste jeg har testet, hvilket er blevet til en del efterhånden.

Samsung Galaxy Tab S2 8.0 fortjener til fulde sine 6 ud af 6 mulige stjerner! Det er et produkt, der er topkarakteren værdigt og jeg er mere end overrasket over den samlede oplevelse og kvalitet jeg får for pengene.

Prisen starter på den anden side af de 3.000 kroner, hvilket er helt acceptabelt ud fra et ”value-for-money” synspunkt. Har man brug for 4G-internet på farten, må man smide små 500 kroner ekstra.

Galleri med Galaxy Tab S2 8.0

Mere til historien

Samsung Galaxy Tab S2 8.0 kan fås i både sort og hvid, hvor jeg klart vil anbefale den hvide. Plastikbagsiden på produktet har i det rette lys en svaghed for fedtede fingre, hvilket jeg oplevede tydeligt med den sorte udgave.

Fordele og ulemper

Fordele

+ Flot og farverig skærm

+ Hurtig og grafikstærk hardware

+ Godt, håndterligt og flot design

Ulemper

– Gennemsnitlig batteritid

– Kamera stikker ud på bagsiden

– forvirrende navigationsknapper

Apple holder fast – Samsung falder tilbage

USA: Apples dominans på det amerikanske smartphonemarked fortsætter.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Samsung Galaxy A56: Alt hvad vi ved indtil videre

Den kommende prisvenlige Samsung Galaxy A56 får hurtigere opladning. Her er hvad vi ellers ved om A56.

(mere…)
Datoen for Samsung Galaxy S25-lancering er måske afsløret

Hvis man skal tro de seneste rygter, så er præsentationen af den nye Samsung Galaxy S25 serie snart på vej.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram