OnePlus 13: Jeg fanger chefen
PODCAST: Lyt til min dybdegående episode om den nye OnePlus topmodel, OnePlus 13, hvor jeg også fanger chefen for OnePlus i et “cold call”.
🔈 LYT PÅ: Spotify | Apple Podcasts | Podimo | YouTube
OnePlus 13 er en seriøs udfordrer på smartphonemarkedet og uden tvivl den mest vellykkede OnePlus-telefon til dato.
I denne podcastepisode fortæller jeg mere om OnePlus 13 og kommer med min mening om denne samt foregående OnePlus-modeller.
OnePlus 13R har jeg ikke prøvet, men jeg forsøger at fange OnePlus’ chefen i Danmark for at høre mere om, hvad den model kan i forhold til OnePlus 13.
Hør episoden her
🔈 LYT PÅ: Spotify | Apple Podcasts | Podimo | YouTube
Du kan lytte til episoden på alle podcastplatforme og apps ved at søge efter ‘meremobil’. Du kan også bruge afspilleren herunder eller finde podcastkanalen på YouTube.
Jeg håber, at du vil lytte med.
Forfinet design og forbedret holdbarhed
Tidligere OnePlus-telefoner har haft sine udfordringer, men med OnePlus 13 har producenten ramt plet.
Kameramodulet er nu elegant integreret i den ru bagside, der giver et luksuriøst udtryk og et sikkert greb.
OnePlus har også markant forbedret beskyttelsen mod elementerne.
Hvor OnePlus 12 havde en IP65-certificering, kan OnePlus 13 nu prale af både IP68 og IP69. Det betyder, at telefonen ikke bare tåler vandsprøjt, men også en tur i vandet. Den kan nedsænkes til 1,5 meters dybde i op til 30 minutter uden at tage skade.
LÆS MERE: Her kan du se testen af OnePlus 13 på video
Snapdragon 8 Elite: Kraft og effektivitet i skøn forening
Som den første telefon i Danmark er OnePlus 13 udstyret med Qualcomms topmoderne Snapdragon 8 Elite chipset.
Tidligere generationer af Snapdragon-chips har haft problemer med overophedning, men i OnePlus 13 er dette problem løst. Selv under hård belastning forbliver telefonen kølig.
Ydelsen er mærkbart højere end i OnePlus 12, selvom den ikke er revolutionerende. Det er dog et stort plus, at ydelsen er forbedret uden at det har påvirket enhedens temperatur.
Imponerende kamera i alle situationer
OnePlus 13 leverer en fremragende kameraoplevelse. “Point-and-shoot”-funktionen fungerer upåklageligt, og det er nærmest umuligt at tage et dårligt billede, uanset om du bruger standardtilstand, zoom eller portrætfunktion. Selv i svagt lys leverer kameraet flotte resultater.
Den digitale billedbehandling, der finder sted i sekundet efter billedet er taget, er mærkbar.
Resultatet er måske ikke de mest teknisk nøjagtige billeder, men de ser fantastisk ud, og det er jo det vigtigste for de fleste brugere.
LÆS MERE: Her kan du se mine billeder taget med OnePlus 13
Lynopladning med et lille minus
OnePlus 13 understøtter op til 100 watt opladning, der ifølge OnePlus giver 50 procent kapacitet på cirka 13 minutter. Dette kræver dog en separat OnePlus-oplader og brug af det medfølgende kabel. Der medfølger ikke en oplader i salgspakken.
Trådløs opladning er også muligt med op til 50 watt, men igen kræver dette en OnePlus-oplader.
Til gengæld er batteriet på hele 6.000 mAh, en betydelig opgradering fra OnePlus 12’s 5.400 mAh. Det giver masser af strøm til en hel dags brug og mere til.
LÆS MERE: Kraftigt prisdrop på tidligere OnePlus-topmodel
Jeg mener: En toptelefon til en høj pris
OnePlus 13 koster 7.999 kroner for 256 GB-modellen, en smule mere end OnePlus 12 ved lanceringen. Men prisen er berettiget.
Du får en intuitiv brugerflade, en lynhurtig processor, et fremragende kamera, et stort batteri og lynhurtig opladning.
OnePlus 13 er en næsten perfekt telefon, der giver en fantastisk brugeroplevelse til en topkarakter.