Næste års GPS bliver mere præcis

2018’s telefoner bliver udstyret med nye chips, der gør navigation mere præcist.

– “Drej til højre om 20 meter”, lyder det spædt fra højtaleren. Men der er et problem. For der ingen vej om 20 meter; du kører nemlig på motorvejen. Men din telefon tror, du befinder dig på landevejen, der løber lige ved siden af.

iPhone 8 farver

iPhone 8 understøtter navigationssystemet Galileo. (Foto: Apple)

GPS eller Global Positioning System er ikke særlig præcist. Men sådan er det måske ikke meget længere. Det skriver hjemmesiden IEEE Spectrum.

De fleste moderne telefoner kan bestemme deres position ned til en nøjagtighed på 5 meter. Det rækker til de fleste tilfælde, men som nævnt ovenover dækker det ikke alle muligheder. Men næste år bliver det bedre. For chip-producenten Broadcom annoncerede for nyligt, at man næste år vil starte produktionen af ny chips, som gør GPS’en i telefoner mere præcis.

Galileo – Europas GPS-system er nu online

Ifølge Broadcom vil de kommende telefoner kunne bestemme deres position indenfor en afvigelse på kun 30 cm. Dermed er det måske slut med at navigere forkert på grund af GPS’en. De nye chips har dog ligesom de gamle nemmest ved at beregne deres placering, hvis man står i det åbne.

Den nørdede forklaring

De kommende chips er mere præcise, da de kan kommunikere med et nyt satellit-signal kaldet “L5”. Det ny signal gør modsat sin forgænger “L1” det nemmere at beregne den præcise placering. Næste års telefoner vil dog fortsat bruge L1-signalet. Det er nemlig hurtigere at komme i kontakt med.

En anden fordel ved L5-signalet er dets styrke. Det betyder, at navigation i byer bliver bedre. Det skyldes, at signalet bliver mindre forstyrret af bygninger.

Der findes allerede en række produkter, som understøtter L5, men Broadcoms kommende chips er de første, som er henvendt til almindelige forbrugere. 

Mere til historien

Der findes indtil flere satelit-systemer, der kan bruges til navigering. De tæller blandt andet det amerikanske GPS, russiske GLONASS og europæiske Galileo.

Tags:

Om Olav Fonager

Olav er freelance-journalist og journaliststuderende med en passion for mobiler dimser og gadgets. Han holder sig dagligt opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologiverdenen.