Samsung Galaxy Z Flip6 er et fremskridt | Test
TEST: Samsung Galaxy Flip6 er et skridt frem fra Galaxy Flip5, men der er stadig udfordringer. Her kan du læse min test af 2024-klaptelefonen.
Kvaliteten er bare i orden! I forhold til konkurrenten Motorola Razr 50 Ultra, der slet ikke har et dårligt design, fremstår Galaxy Z Flip6 bare en tand bedre. Konstruktionen virker overordentligt solid, og mobilen er desuden pæn.
Der er én ting, som jeg er nødt til at nævne, fordi det irriterer mig grænseløst.
Frontskærmen på 3,4 tommer er i stor udstrækning ubrugelig. Du kan se, hvem der ringer eller sender en besked. Ikke meget mere. Scroller du til siderne, er der nogle forskellige widgets med f.eks. alarm og vejr, men inden du kommer derhen, har du for længst åbnet klapperne.
På Motorolaen kan du køre alle apps på fronten, som i øvrigt er hele 4 tommer. Det giver meget bedre mening, og du kan faktisk bruge frontskærmen på Razr 50 Ultra som en ”selvstændig” telefon. Det er en stor frihed.
Det store problem med klapdesignet er, at man hele tiden skal åbne telefonen. Ret irriterende. Den del minimerer Motorola på en meget fornuftig måde.
Ja! … du kan da bare …
Der findes en work-around på Galaxy Z Flip6, hvor du via en app, som skal findes i Samsungs app-butik, kan tweake telefonen, så den kan køre front-apps.
Good Lock hedder den. Måske skulle den hedde ”Good luck”, da det ikke ligefrem er verdens mest logiske app.
Jeg køber ikke idéen om, at noget, der burde virke ud af boksen, kræver alle mulige krumspring.
I øvrigt har Samsung taget endnu et spring i lysstyrken på hovedskærmen, som er gået fra en max-lysstyrke i peak på 1.750 (nits) på Galaxy Z Flip5 til hele 2.600 (nits). Det er en forbedring der kan ses.
Skærmteknologien er anderledes end på en almindelig smartphone. Når jeg anvender solbriller, der har polariserede glas, bliver skærmbilledet utydeligt og svært at aflæse. Konkurrenten Motorola Razr 50 Ultra har ikke det problem.
Kører stabilt og hurtigt
Galaxy Z Flip6 er en super stabil telefon, som tilmed er ret hurtig. Du får topmodel-chipsettet Snapdragon 8 Gen 3 fra Qualcomm, der i kombination med 12 GB RAM sikrer, at telefonen kører perfekt.
Telefonen bliver ikke unødigt varm ved hård belastning, og Samsung har denne gang udbygget den passive køling i produktdesignet.
Batteriet med en kapacitet på 4.000 mAh kan holde min telefon kørende i halvandet døgn. Jeg synes dog, det er irriterende, at det skal tage SÅ lang tid at oplade telefonen. 0-44 procent på en halv time er ikke ligefrem imponerende.
Problemet er det samme på Galaxy Z Fold5. 25 watt… Come on, Samsung. Jeg håber, at koreanerne finder en vej. Samsungs udmelding er, at de tror på, at batterier, som ikke presses for hårdt på opladningen, har en længere levetid.
Benchmarkmåling af Samsung Galaxy Z Flip6
Antutu | 3D Mark | GB 1/2-core | GB OpenCL | |
Samsung Galaxy Z Flip6 | 1.634.409 | 5.225 | 2.030/6.308 | 10.740 |
Samsung Galaxy Z Flip5 | 1.025.065 | 2.809 | 1.958/4.926 | 6.575 |
Samsung Galaxy Z Flip4 | 796.882 | 2.294 | 1.177/3.681 | 6.348 |
Samsung Galaxy S24 Ultra | 1.799.072 | 4.458 | 2.291/7.169 | 15.182 |
PAS PÅ STØV OG SKIDT: Galaxy Z Flip6 er beskyttet mod vand og holder til at være neddykket på 1,5 meters dybde (ferskvand) i op til 30 minutter, men den holder ikke til brug ved pool og strand. Telefonen er IP48-certificeret, som reelt betyder, at den i forhold til støv og skidt, kun er beskyttet mod fremmedlegemer som er større end 1 mm.
Et fattigt, men fornuftigt kamera
Jeg har taget nogle rimelig fornuftige billeder med Galaxy Z Flip6, men det er ikke telefonen for kameraentusiaster. Hardwaren ligner den, der findes på Z Flip5; 50 megapixels hovedsensor og en 12 megapixels ultra vidvinkelsensor (123 grader).
Jeg savner som minimum en telefotolinse, der typisk giver 2x optisk zoom. Samsung lover dog op såkaldt ”Optical quality 2x zoom and AI zoom”. Det ændrer bare ikke på, at det ikke er optisk zoom.
Hvis du sætter telefonen i ”flex-tilstand”, hvor du kan se dig selv på skærmen (med kameraet tændt), så autozoomes personer i billedet, så beskæringen bliver rigtig. Det fungerer virkelig overbevisende.
Vi må ikke glemme, at du får kunstig intelligenspakken Galaxy AI på Z Flip6, som giver mulighed for at efterbehandle billederne med AI, som f.eks. at rette horisonten og udfylde de tomme hjørner ved brug af AI. Det er virkelig overbevisende.
Med den nye ”skitse til billede”-funktion kan du tegne f.eks. en hund og få den indplaceret på et billede. Ret fedt! Anvendeligheden kan diskuteres, men det er sjovt! Du kan også omsætte dine hjælpeløse stregtegninger til flotte cartoon-agtige kunstværker. Også dette er overbevisende.
I browseren Samsung Internet kan du få et resumé af lange artikler, og du kan køre stavekontrol på dine beskeder, inden de sendes. Dette er blot nogle af mulighederne.
De fedeste AI-funktioner, som oversættelse af telefonsamtaler til dansk, må du fortsat undvære. Samsung har stadig ikke en dansk sprogpakke til denne del, men der kommer en svensk sidst på året.
Billeder taget med Samsung Galaxy Z Flip6
SÅDAN OPDATERES GALAXY Z FLIP6: Samsung lover opdateringer af systemplatformen Android og One UI, på Z Flip6, samt sikkerhedsdelen, i 7 år (frem til (2030)
Konklusion: Bedre end sidste år
Der er fremskridt i forhold til Galaxy Z Flip5, men ikke nok til, at du skal skifte fra en 5’er, hvis du er glad for den. Jeg synes stadig, de skal løse skærmens overgang, så den er mindre tydelig. Her er Motorola Razr 50 Ultra lidt længere fremme.
Frontskærmen har et problem i forhold til apps, og så er opladningen ikke just imponerende, og kameraet havde jeg forventet mere af.
Klapdesignet har nogle fordele, som almindelige telefoner ikke kan levere på. F.eks. at den kan stå selv. I forhold til at se video eller tage en selfie, er det ret cool.
Samsung er bedst på kunstig intelligens, og selvom dansk mangler i flere af funktionerne, så får du stadig rigtigt meget her. Og ikke mindst på opdateringer, så er Samsung en vinder.
Du får med Galaxy Z Flip6 virkelig en god telefon, hvis du kan blive gode venner med klapkonceptet.
Dette ER en dyr telefon. Startprisen er 9.499 kroner. Er du parat til det? Uanset hvad synes jeg, at du skal overveje at se nærmere på Motorola Razr 50 Ultra, som er lidt billigere men stadig en værdig konkurrent.
4 ud af 6 stjerner.
Her kan du læse min anmeldelse af Motorola Razr 50 Ultra.
Aktuelle priser på Samsung Galaxy Z Flip6
Herunder kan du se dagspriserne på Samsung Galaxy Z Flip6.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Se testen af Samsung Galaxy Z Flip6
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Virkelig god produkt- og samlekvalitet
- God fingeraftrykssensor og ansigtsgenkendelse
- Samtalelyden er god
- Hurtig! Intet lag og top-ydelse
- Galaxy AI-pakken har mange gode værktøjer
- Trådløs opladning
- Fint kamera til de fleste
- Foto-frame ved selfiefotos i flex-mode
- Beskyttet mod indtrængen af vand
- Opdateringer i lang tid
- Flot stor skærm med kraftigere lysstyrke
Lidt at tænke over
- Ikke optisk zoom i kameraet eller portrætlinse
- Langsom opladning
- Ikke beskyttet mod støv og små fremmedlegmer
- Skærmovergang kan ses og mærkes
- Høj pris
- Frontskærmen består af widgets og ikke apps
- Hovedskærmen er svær at aflæse med polaroid-solbriller
Mere til historien
Samsung sælger et silikone-cover med en lille ring, som fingeren kan placeres i. Coveret klikkes på i to dele, hvor der er lidt klister på indersidens kanter. Jeg ved ikke, hvordan det klister over tid reagerer på støv og varmeudvikling.