Så mange mobilkunder har Telenor tabt uden at tabe penge
Telenor afleverer et flot regnskab trods tab af rigtigt mange mobilkunder.
I 2018 forsvandt 127.000 mobilkunder fra databasen hos Telenor, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Årsagen til det voldsomme kundefrafald skal findes i en oprydning. Gamle og umoderne produkter, samt inaktive kunder, er fjernet. Helt forventelig fører udfasningen af abonnementerne hos Staten også til et stort kundefrafald.
Når statskunderne sorteres fra, er faldet kun på 23.000 privatkunder.
Telenor tabte i oktober 2017 en kontrakt med Staten om at levere telefoni til det offentlige. Kontrakten udløb den 31. december 2017, og slår dermed igennem på hele året 2018. I dag har TDC denne kontrakt.
– ”Vi har ryddet op i kundebasen og lukket en række forældede og urentable produkter i forbindelse med introduktion af nye. Omkring halvdelen af de 23.000 skyldes et fald på mobilt bredbånd og resten skyldes oprydning af inaktive abonnementer og gamle umoderne produkter. Dette påvirker helt forventeligt vores kundeantal, men er et led i en bevidst strategi om at levere produkter, der matcher vores kernemålgruppers behov,” siger Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark.
Telenor havde i årets sidste kvartal 1.699.000 mobilkunder.
I fjerde kvartal 2018 præsterede Telenor et overskud på 207 millioner kroner. I forhold til det samme kvartal 2017 er det en fremgang på 84 procent. Hele 2018 gav et overskud på 862 millioner kroner. Dette er, ifølge pressemeddelelsen, det højeste overskud i fem år.
I forhold til 2017 er der tale om en forbedring på 27 procent.
Overskudsgraden er for hele 2018 blev 22 procent. I forhold til 2017 er det en forbedring på 5 procentpoint. Telenor skriver videre, at det fik den højeste overskudsgrad for selskabet i syv år.
Telia og 3 (Hi3G Danmark) har også fremlang regnskaber. Telia tabte mange mobilkunder i 2018. 3 havde stor kundetilstrømning og er på vej til, at vokse sig større end Telia.
Mere til historien
Telenor holder sig, trods frafaldet af kunder, som markedets andenstørste teleselskab i Danmark.