Polle fra Snave hyldes med ny sang 25 år senere

Polle fra Snave lever videre 25 år efter de ikoniske Sonofon-reklamer. Nu hylder fanen Philip Mathias Rodriguez kultfiguren med en ny sang.

T-shirt med motiv inspireret af Polle fra Snave
Polle fra Snave bliver hyldet i en ny sang 25 år efter de første reklamer. (Grafik: MereMobil.dk / AI)

De fleste, der husker mobiltelefoniens historie i Danmark, kan også huske ”fynboen” Polle fra Snave.

Reklamefiguren gjorde sit indtog for mere end 20 år siden, da mobilselskabet hed Sonofon. Nu nægter kultfiguren tilsyneladende at gå helt i glemmebogen.

Sangen er skrevet og produceret af Philip Mathias Rodriguez, der selv er vokset op med de ikoniske reklamer.

Spørgsmålet om, hvad der egentlig blev af Polle her 25 år senere, blev startskuddet til musiknummeret, som nu er udgivet på både Spotify og YouTube. Det oplyser Telenor i en pressemeddelelse.

Jeg har lyttet til sangen, som er produceret med hjælp fra AI. Den er faktisk rigtig vellykket og fremstår som langt mere end blot resultatet af en simpel prompt i et AI-musikværktøj.

Du kan høre sangen her:

Philip Mathias Rodriguez hylder Polle fra Snave i sangen ”Polle fra Snave (25 år efter)”.

Nostalgi fra mobilernes barndom

Da Sonofon i sin tid sendte reklamerne over skærmen, handlede det om at gøre mobiltelefoni folkeligt i Danmark.

Selskabet har siden skiftet navn til Telenor, men det oprindelige univers har sat sig dybe spor i den danske popkultur. For to år siden blev universet endda kåret som danmarkshistoriens bedste reklameunivers af mediet Markedsføring.

Hos Telenor glæder man sig over, at den gamle reklamefigur stadig kan skabe engagement blandt danskerne. Ifølge selskabet minder Polle om vigtigheden af at bevare en god relation til sine kunder gennem tiden.

Fra sjov idé til musikudgivelse

Manden bag nummeret fortæller, at projektet startede som en sjov tanke, men at han hurtigt blev opsat på at lave en ordentlig udgivelse og levere et skud 00’er-nostalgi.

Sangen leder tankerne tilbage til dengang, hvor SMS-beskeder og taletidskort var det hotteste nye på mobilmarkedet.

Fra tid til anden sørger en anden kultfigur fra universet, Harske Hubbi, for at sætte repremierer af Polle Fiction op i biografen til glæde for fans af Polle-universet.

Bag Harske Hubbi står Claus Skytte, der gennem det seneste årti har turneret i hele Danmark.

Claus Skytte er lige nu aktuel med romanen ”Tinas tredje bryllup”.

Mere til historien

Polle fra Snave var så stort et fænomen i begyndelsen af 00’erne, at reklameuniverset i 2002 også førte til spillefilmen Polle Fiction, som trak tusindvis af danskere i biografen.

Deltag i debatten – skriv den første kommentar
Subscribe – få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste