Pokémon Go ramte Danmark og særligt TDC-kunder
Pokémon Go kan ses i mobilnetværkene. I første uge af august spillede knap 250.000 TDC-kunder det populære mobilspil.
Nye tal fra mobilnetværket i TDC Group afslører, at Pokémon Go ikke kun ramte Danmark denne sommer, men også en masse TDC-kunder.
I første uge af august spillede knap 250.000 danske TDC-kunder det populære mobilspil på netværket i TDC Group. Mere end 15 procent af de danske smartphone-brugere på TDC Groups netværk har downloadet spillet og mindst spillet det én gang.
TDC Group vurderer også, at sommerens dille har været spillet af mere end en halv million danskere når konkurrerende netværk medregnes.
– Pokémon Go downloadet 100 millioner gange – på Android
De nye tal viser også, hvor der er spillet. Det er særligt i og omkring København, samt det øvrige Sjælland. Særligt området omkring Strøget har været fyldt med farverige monstre og dedikerede trænere. Derefter følger Aalborg og Aarhus, men det er også tydeligt, at Pokémon Go har ramt bredt i Danmark. Målt ud fra antallet af indbyggere, er Aalborg den by, hvor flest har jagtet de små monstre i gaderne. Det måske også skyldes, at det har været ferie og danskerne har kørt rundt til seværdigheder.
– Flere funktioner på vej i Pokémon Go
TDC Group nævner blandt andet Jelling og Stevnsfortet som steder, hvor der har været spillet meget.
iPhones bekæmper Pokémons
Det kan også ses i netværket, at det klart har været iPhones som har været de mest benyttede til at fange de farvede monstre med. Ifølge tallene fra TDC Group, så har de stået for mere end 70 procent af de registrerede spillere i deres mobilnet.
Der blev i første uge af august brugt 1.374 GB mobildata på at spille Pokémon Go.
Vi har tidligere skrevet, hvordan det populære spil belastede mobilnetværkene.
– Apple og Google tjener fedt på Pokémon Go
Pokémon Go har slået en masse rekorder, og er blandt andet det spil, som hurtigst har rundet 10 millioner downloads på globalt plan. Det tog kun syv dage, hvor spillet kun var frigivet i få udvalgte lande. Det tog til sammenligning Angry Birds 19 dage at nå samme antal downloads.
En gennemsnitlig spiller får også sin daglige motion, da der i gennemsnit bruges mere end en halv time dagligt på at fange de mange Pokémons. Det er i øvrigt 10 minutter mere end en gennemsnitlig bruger tjekker Facebook.
– Fra level 20 bliver Pokémon Go mega svært – og dyrt
Er du ikke blevet ramt af Pokémon Go ”dillen”, så kan du atter nå at spille spillet. Du kan downloade det gratis i Google Play Store og Apples App Store.
Mere til historien
Tallene er trukket ud af TDC Groups mobilnet i første uge af august 2016, mens de samlede tal for Danmark er estimeret på baggrund af TDC Groups markedsandel og aggregerede, anonymiserede data fra mobiltelefoner i netværket, mens de globale tal kommer fra Sensor Tower.