Sony Xperia Z5 Compact test – bedst i sin klasse

TEST: Sony Xperia Z5 Compact har et kluntet design, men tager gode billeder og holder strøm længe. Z5 Compact er den bedste i sin klasse.

Sony Xperia Z5 Compact test

Sony Xperia Z5 Compact (Foto: Sony)

Sonys tredje kompakte telefon er en fuldblods moderne smartphone, hvor der ikke er gået på kompromis med ydelsen. Det gør telefonen interessant for dem, som ikke ønsker en kæmpe skærm eller en telefon, der fylder hele lommen.

Andre producenter har hidtil kun lanceret miniudgaver af de store smartphones, men i modsætning til Sony, så er disse også små på processorkraft og generel ydelse. Sony er endnu endnu engang ene om at eje markedet for topmodeller i 4,7-tommer klassen.

Sony Xperia Z5 Compact er en del af årets Z5-serie der, udover Compact, består af Xperia Z5 og Xperia Z5 Premium. Alle modeller har samme specifikationer og ydelse, med undtagelse af skærm og batteri – i store træk.

Z5 Compact er efterfølgeren til den succesfulde Z3 Compact. Her skal det bemærkes, at Sony ikke har udgivet en ”Z4 Compact”.

Herunder kan du læse min store Xperia Z5 Compact test.

Web-TV: Første kig på alle modeller i Z5-serien

Sony Xperia Z5 Compact – hovedspecifikationer

  • 4,6 tommer skærm (720 x 1280 px)
  • Qualcomm Snapdragon 810 octa-core 64-bit processor
  • 2 GB RAM
  • 32 GB intern hukommelse (kan udvides med microSD-kort på op til 200 GB)
  • 4G LTE Cat6
  • Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, dual-band, Wi-Fi Direct, DLNA, hotspot
  • Bluetooth v4.1, A2DP, apt-X
  • A-GPS, Glonass, Beidou, NFC
  • 2.700 mAh batteri
  • 23 megapixels kamera
  • 5 megapixels frontkamera
  • Fingeraftrykslæser i powerknappen

Lidt større og vejer mere

Sony Xperia Z5 og Xperia Z5 Compact

Sony Xperia Z5 og Xperia Z5 Compact

I forhold til Xperia Z3 Compact er den nye Z5’er blevet lidt tungere. Nu vejer telefonen 138 gram mod tidligere 129 gram. Også størrelsen er forøget en smule. Den er 0,1 millimeter bredere og 0,3 millimeter tykkere. Til gengæld er længden reduceret med 3 millimeter.

Det lyder måske ikke af meget, men det ses faktisk tydeligt, når man får telefonen i hånden Den virker lidt mere buttet.

Oven i det har Sony også ændret lidt yderligere på designet. Bagsiden har nu et frosted udtryk og Xperia-logoet er præget ind i telefonens øverste venstre kant. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke bryder mig om de nye designtiltag. Jeg synes telefonen fremstår klodset i forhold til forgængeren – ja tilnærmelsesvis sjusket.

Et positivt tiltag ved designet er, at bagsiden ikke tager specielt let imod fedtede fingre, og der er ingen skarpe kanter, men derimod fine afrundede hjørner.

Som en del af det vandtætte design er både USB-stik i bunden til opladning samt headsetstikket på toppen vandtæt. Dermed er plastikklappen over SIM- og hukommelseskort det eneste element på telefonen der kan åbnes og lukkes.

Telefonen har en fysisk kameraknap, som sidder lige under volumenkontrollen. Midt på den højre side finder vi powerknappen med indbygget fingeraftrykslæser. Højtalerne er frontvendte og lyden passerer ud gennem små sprækker langs toppen og bunden af forsiden.

Til mine fingre er lydstyrke-knappen lidt lille, og der er kun kort afstanden mellem plus og minus. Ind i mellem kan det føles som om, der ikke rammes rigtigt på knappen.

Du kan få X5 Compact i hvid, sort, coral (lys pink) og gul. Tag et kig på dem i en telebutik og find farven der passer dig bedst.

Størrelser på Compact-modellerne gennem tiden

Z5 Compact
(Q4 2015)
Z3 Compact
(Q3 2014)
Z1 Compact
(Q1 2014)
Mål127 x 65 x 8.9 mm127.3 x 64.9 x 8.6 mm127 x 64.9 x 9.5 mm
Vægt138 gram129 gram137 gram
Skærm4,6 tommer4,7 tommer4,3 tommer
Kamera23 megapixels20,7 megapixels20,7 megapixels
Frontkamera5,1 megapixels2,2 megapixels2,0 megapixels

Ikke skærm i Full HD 

Sony Xperia Z5 Compact

Sony Xperia Z5 Compact

I Xperia Z5-serien har Compact både den mindste skærm og mindste opløsning. 720 x 1280 pixels, eller HD-kvalitet som det kaldes. Storebroderen Z5 har Full HD skærm (1080 x 1920 pixels), mens topmodellen Z5 Premium er oppe på 3840 x 2160 pixels – også kendt som 4K-skærm.

Z5 Premium – Sony først med 4K mobilskærm

Som sådan lægger du ikke mærke til den lidt mindre opløsning. Skærmen har stadig flotte farver og viser fine detaljer.

Farverne fremstår afbalancerede, men kontrastforholdet er ikke så højt, hvilket særligt ses på den sorte farve hvor tendensen til et gråligt skær er tydelig, især når der vises billeder med mørke farver.

Også på denne telefon opleves en lille udvaskning af skærmbilledet, når det ses fra siden, men det er ikke værre end hvad jeg har set på tidligere Sony-telefoner.

Der er en mikroskopisk forhøjet kant omkring skærmen så glasset, der i øvrigt er ridsebestandigt, ikke rører helt ved f.eks. bordpladen når telefonen lægges med snuden nedad på en hård overflade. Omkring bagsiden er der ligeledes en lille kant. Det giver et lille greb i underlaget, så mobilen ikke ligger og skøjter hen over overfladen.

Den gamle model Xperia Z3 havde et lidt pænere design, men her var bagsiden så glat, at telefonen let kunne glide ned af f.eks. en sofa, hvilket ikke er tilfældet med Xperia Z5 Compact.

Enestående flot lydkvalitet

Sony Xperia Z5 Compact med headset MDR-10RC

Sony Xperia Z5 Compact med headset MDR-10RC

De små frontvendte stereohøjtalere har en imponerede klang, som særligt kommer til udtryk når der spilles musik via højtalerne. I forhold til størrelsen på telefonen, og hvor lidt plads der reelt er til højtalere, gør de det imponerede godt.

Der er ikke en dyb bas, men alligevel formår telefon at levere et afbalanceret lydbillede, som ikke kun består af skinger diskant og mellemtoner. Når man tilslutter et sæt rigtige hovedtelefoner høres det tydeligt, at lyden er god – endda med et fint stereoperspektiv, selv på komprimeret musik via Spotify.

Eneste ulempe ved lyden synes jeg er lydstyrken, som til min smag godt kunne være højere.

Sony har en funktion indbygget kaldet ”Automatisk lydoptimering”, som optimerer lyden til de tilsluttede hovedtelefoner. Jo! Der kommer mere power på særligt basområdet, men det lyder samtidigt også som om, at en digital kompressor står og pumper i musikken. Her fungerer DSEE HX-funktionen bedre. Den skulle opgradere kvaliteten i komprimerede lydfiler til højere opløsning. Du får en lidt mere klar lyd ud af det, men når alt kommer til alt er det jo digitalt snyd.

Når vi skræller alle de digitale indstillinger væk så kommer jeg frem til, at lyden bare helt generelt er vældig god. Det gælder også ved samtaler.

Sammen med de nyeste telefoner har Sony også lanceret et nyt støjreducerede headset kaldet MDR-NC750, hvor Hi-Res Lyd er understøttet. Der er indbygget støjreduktion, som skulle fjerne op til 98 procent af baggrundsstøjen. Den vejlede pris på headsettet er 799 kroner.

Verdens bedste kamera – men ikke hurtigst i brug

Sony Xperia Z5 Compact

Sony Xperia Z5 Compact

Xperia Z5 Compact kommer med den nyeste teknologi fra Sonys kameradivision, og de omtaler det selv som verdens bedste mobilkamera. Faktisk er det første gang, siden Xperia Z1, at Sony har sat helt ny kamerahardware i telefonerne.

Du får 23 megapixels (1/2.3” Exmor RS Sensor) hvor blændeåbningen er op til F/2.0.

Sony lover verdens hurtigste autofokus i en smartphone – 0,03 sekunder. Jeg ved ikke præcist hvordan det måles, men jeg synes ikke i almindeligt brug, at Sony Xperia Z5 Compact er synderligt hurtigere end f.eks. Galaxy S6.

Dertil kommer, at kameraet på S6’erne kan åbnes ved dobbelttryk på hjemknappen fra låst tilstand, hvilket Sony ikke kan. Selvom telefonen er låst op er kameraapplikationen stadig en smule tung at åbne. Dermed tager det samlet set længere tid at få billedet i kassen på Xperia Z5 Compact, sammenlignet med Samsung’s topmodeller.

Test: Samsung Galaxy S6 og S6 Edge

Normalt er brugen af digitalt zoom et no-go, men Sony har kommunikeret, at her kan man digitalzoome helt op til fem gange uden tab af kvalitet. Det kaldes Clear Image Zoom. Jeg har til testen her taget et billede, ved brug af stativ, hvor der er brugt 5x zoom. Du kan vurdere resultatet herunder.

Jeg synes ikke, det gør noget godt for billedet. Desuden skal du være opmærksom på, at funktionen kun fungerer optimalt ved 8 megapixels opløsning, hvilket billederne herunder er taget med.

Billeder ved brug af 5x zoom

Flotte billeder i de fleste situationer

Telefonen har ikke optisk billedestabilisator (OIS), men klarer sig alligevel godt når der rystes lidt på hånden.

Billederne er ganske flotte fra Xperia Z5 Compact, og Sony har nok ret i, at det er deres hidtil bedste mobilkamera. Når det er sagt så synes jeg ikke Z5 Compact tager billeder så jeg er blæst bagover. På helt tætte close-ups kan det være vanskeligt at lægge fokus rigtigt, og et billede af en skovsti, jeg tog i testperioden, fremstod lidt mudret i udtrykket. Vores sædvanlige testskud af de små hoptimister i et meget mørkt rum blev heller ikke særligt godt – ja faktisk lidt skuffende vil jeg sige.

Jeg tog også et par testbilleder under vand, selvom man ifølge Sony ikke må, og disse blev faktisk overraskende flotte

Standard-indstillingen for opløsningen er 8 megapixels (16:9 format), men du kan gå helt op til 23 megapxiels (4:3 format). Den maksimalt opløsning i 16:9-formatet er 20 megapixels.

Årsagen til standardindstillingen på 8 megapixels er, ifølge Sony, at det giver den bedste performance når det kommer til udnyttelse af HDR og fotografering i mørke omgivelser. Det er ved 8 megapixels du kan foretage op til fem gange zoom uden kvalitetsforringelse. Også fotos taget ved en høj ISO-værdi bliver bedre ved denne indstilling.

En ny funktion er muligheden for hurtigt at justere blænden via en knap på skærmen. Det kan være meget nyttigt når lysindfaldet skal tilpassede i fotosituationen. Også farvetoningen kan indstilles fra den samme funktion. Tager du billeder i mørke omgivelser vil teknikken altid forsøge at hive så meget lys ind som muligt, hvilket ikke i alle situationer er hensigtsmæssigt, da billedet kan blive fyldt med støj og et unaturligt udtryk. Fordelen er altså, at du hurtigt kan trække blænden nedad og få et bedre resultat.

Som tidligere Sony-mobil kameraer har dette også automatisk scene-genkendelse, hvor kameraet optimeres til omgivelserne, så du slipper for at rode med de manuelle indstillinger.

Kameraet i Xperia Z5 er af DxOMark blevet kåret til det hidtil bedste mobilkamera. Scoren endte på 87 point. Til sammenligning er nummer to Samsung Galaxy S6 Edge 86 point, altså utroligt tæt på. Så ifølge fagkundskaben vinder Sony et mulehår foran den nærmeste konkurrent.

Hvis du optager meget video med din smartphone, så vil du blive glad for Xperia Z5 Compact. Der kan optages i kvaliteter op til 4K, også uden telefonen bliver nævneværdig varm. Dertil kommer en lang række kamerafunktioner, som de kreative kan rode rundt i.

Billeder taget med Xperia Z5 Compact

Rod i mail-indstillingerne

Sony Xperia Z5 Compact

Sony Xperia Z5 Compact

De nye Z5’ere lider, når det kommer til mail, af samme problem, som blandt andet Z3+ også gjorde

Mailen fungerer glimrende, og der er en god mailklient i telefonen, men hvis du bruger Microsoft Exchange eller Office 365 vil du opleve bøvl i opsætningen.

Når du sætter applikationen Mail op med Exchange eller Office 365 vil den udelukkende synkronisere mails, og ikke kontakter eller kalenderaftaler.

Løsningen ligger i Indstillinger > Konti. Her skal du sætte mailen op via punktet Exchange Activesync.

Du kan naturlig vælge, at tilføje den konto der hedder ”Exchange” (med Googles mailikon). Så kommer din Exchange-mail ind i Gmail applikationen.

God fingeraftrykslæser i powerknappen

Det virker måske som en underlig placering af fingeraftrykslæseren, at den sidder i powerknappen på højre side. Heldigvis fungerer det langt bedre end man skulle for tro. Knappen, og dermed sensoren, er placeret lige ud for tommelfingeren når telefonen holdes i højre hånd.

Venstrehåndede kan bruge pegefingeren, og selv små hænder har et præcist greb om telefonen samt oplåsningsmetoden.

Fingeraftrykslæseren fungerer stabilt og præcist med en fornuftig hastighed, der er lige så god som på Galaxy S6-serien og på Huawei Mate S. Det eneste tidspunkt sensoren svigter er hvis din finger er våd eller fugtig.

Der kan gemmes op til fem fingeraftryk, der kan navngives individuelt. Jeg har lagt min finger ind flere gange, hvor den har været i ”forskellige tilstande”, som f.eks. lige efter et bad. Det sikrer højere træfsikkerhed i flere situationer. Præcisionen i sensoren er generelt lige så god som på Samsungs topmodeller samt iPhone 6-seren.

I sikkerhedsdelen har Sony også My Xperia hvor du fra myxperia.sonymobile.com kan fjernslette, spore og låse telefonen. Det er Sony’s egen udgave af Android Device Manager, der er et standard sikkerhedskomponent i Android-systemet.

Forskellen mellem Sonys og Googles versioner er, at Sony laver en sammenlåsning mellem My Xperia og enheden, så det kræver koden til My Xperia, for at nulstille telefonen. Desuden kan en eventuel tyv ikke bare tage dit SIM-kort ud, og sætte sit eget i, da My Xperia også forhindrer dette.

Velfungerende brugerflade med fin tilgang til Android

Jeg roser altid Sonys tilgang til Android når det kommer til tilpasninger. De gør det intelligent. Eksempelvis er SMS-applikationen enkel men velgennemført, og Sonys tastatur er blandt de allerbedste, hvis vi ser bort fra standardtastaturet i Android.

Sony har også deres egne musik, video og galleri applikationer som visuelt og funktionelt er ret lækre.

Genvejene i topgardinet kan tilpasses individuelt hvilket naturligvis også gælder for forsideskærme, genveje og widgets.

Fra app-menuen kan du afinstallere applikationer, ved at holde på ikonet et øjeblik. Nogle af Sonys pre-installerede apps kan herfra fjernes. F.eks. AVG Protection, Lifelog, OfficeSuite, Nyheder fra Sociallife, PlayStation, Privilege Plus, PSN, Skitse og Whats New. Desværre er det ikke alle preinstallerede apps der kan slettes. Googles apps som Play Musik og Play Film kan heller ikke fjernes, men kun deaktiveres.

Sony skal endnu engang have stor ros for ikke at genopfinde browseren til internet eller lægge deres eget skin på Googles motor. Google Chrome er telefonens eneste browser, og den er derfor altid opdateret, når nye versioner udsendes.

Z5 Compact understøtter også samspil med PlayStation 4, hvilket Sonys telefoner er de eneste på markedet der kan tilbyde.

Du skal være opmærksom på, at batteriet ikke kan tages ud af brugeren. Telefonen benytter Nano SIM-kort, og har 32 GB intern hukommelse der kan udvides med MicroSD-kort.

Screenshots fra Xperia Z5 Compact

Lang batteritid

Der er kommet 100 mAh mere batterikapacitet i Xperia Z5 Compact sammenlignet med Z3 Compact, og batteritiden skulle være bedre end forgængeren blandt andet takket være et nyere chipset.

Med mit mobilforbrug kan jeg trække en helt dag fra syv morgen til midnat igennem, og altså ikke de to dage Sony selv taler om. Jeg har ikke kørt med STAMINA strømbare-tilstand i testen, og der er derfor ingen tvivl om, at STAMINA vil kunne trække langt mere driftstid ud af batteriet, også uden det går ud over ydelsen.

Hvis du har brug for ekstra lang standbytid, og kan acceptere telefonen stort set kun fungerer til SMS og opkald, så brug Ultra STAMINA-tilstand. Her går telefonen i super-dvale og bruger stort set ingen strøm.

Som standard sætter telefonen automatisk baggrundsdata i kø og sender i pakker, frem at sende/modtage i realtime, og det svarer en hel del strøm. I den almindelige STAMINA-tilstand kan du deaktivere mobildata/Wi-Fi når skærmen er slukket, og det kan i sagens natur også reducere strømforbruget, da apps så ikke ligger og dræner batteriet når telefonen burde sove. Når skærmen tændes aktiveres dataforbindelserne igen, og din Xperia vil fungere almindeligt.

Der findes også undtagelser i STAMNIA, altså apps der gerne må køre når skærmen er slukket. Det er nødvendigt hvis f.eks. Endomondo skal fungere når skærmen ikke er tændt. STAMINA ur er ligeledes ret nyttig. Her kan du se hvad klokken er ved at tænde skærmen, men uden dataforbindelserne aktiveres.

Z5 Compact understøtter Qualcomm Quick Charge standarden. Den medfølgende oplader er af standardtypen, så her skal du være forberedt på en ekstraudgift, såfremt funktionaliteten skal udnyttes.

Sony har en af de mest gennemtænkte strømsparefunktioner på Android-platformen, der leverer ekstra strømtid uden ydelsen og oplevelsen af telefonen stækkes.

Konklusion: Bedst i sin klasse

Sony Xperia Z5 Compact

Sony Xperia Z5 Compact

Da Xperia Z3 Compact landede på butikshylderne den 4. oktober 2014 var den vejledende pris på 3.999 kroner (uden abonnement). I 2015 udgaven er prisen steget 1.000 kroner og telefonen ligger således, vejledende, til 4.999 kroner. Lige nu ligger markedsprisen på omkring 4.500 kroner.

En af årsagerne til den højere pris er en stigende dollarkurs, ifølge Sony.

Z5 Compact er en virkelig kraftig lommevenlig smartphone, som uden tvivl vil tiltale rigtigt mange. Der er fortsat ingen konkurrerende telefoner i den størrelse, der kan matche hvad Sony her leverer. Det er bare en fremragende smartphone.

Som den tidligere Z3 Compact-model er denne også vand- og støvtæt (IP 65/68). De åbne stik som Micro-USB til opladning samt headset-stikket i toppen er vandtætte, og man slipper for at skulle bøvle med små plastikflapper der alligevel med tiden brækker af.

MereMobil.dk Anbefaler

MereMobil.dk anbefaler Sony Xperia Z5 Compact

Sony har strammet kommunikationen omkring vandtætheden. De gør opmærksom på, at du hverken må svømme med den i poolen eller ved stranden eller dykke den ned i forskellige drikkevarer. Telefonen er fuldkommen lige så vandtæt som tidligere Xperia-telefoner, så det er udelukkende garantibestemmelserne som er strammet.

Du kan her læse vores dybdegående artikel om Sonys nye kommunikation i forhold til, hvad man må og ikke må med sin Xperia-telefon. Der ligger en lille vejledning i salgspakken der tydeligt beskriver hvad der er dækket af reklamationsret og hvad der ikke er.

Vi gør det forbudte med Sony Xperia

Den samlede oplevelse af Sony Xperia Z5 Compact er til fem ud af seks stjerner. Det hænger sammen med det lidt mere kluntede design, sløv opstart af kamera og en forøget pris. Alligevel tør jeg give den udmærkelsen ”Anbefaler” for i sin klasse kan ingen matche Sony.

Slutteligt vil jeg gøre opmærksom på, at Sony Xperia Z5 Compact har brudstærkt glas, og til trods for IP-certificeringen er der IKKE tale om en håndværkertelefon, sådan som mange fejlagtigt tror.

Fordele / ulemper

Fordele

– Lang batteritid – strømbesparelse uden det mærkes
– Virkelig god lydkvalitet i højtalere og ved samtaler + godt kamera
– Kompakt lommevenlig størrelsen uden kompromisser på ydelsen

Ulemper

– Kluntet designudtryk
– Små knapper til lydstyrke
– Langsom kameraopstart + høj pris

Mere til historien

Sony Xperia Z5 Compact er testet med Android 5.1.1 Lollipop som er den version der ligger i butikkerne. Sony har allerede meldt ud, at der senere vil komme en opgradering af Z5 Compact til Android 6.0 Marshmallow.

Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Xperia 1 VI bliver første Sony med Android 15

En supportside bekræfter, at Android 15 kommer til den første Sony-telefon.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram