Honor 7 test – genial budgetmobil fra Huawei

TEST: Highend specs og kvalitetsmaterialer til budgetpris. Vi har testet OnePlus konkurrenten Honor 7, som på batteri og kamera er en genial smartphone.

Honor 7 test

Honor 7 fra Huawei

Ind i mellem kommer der en smartphone, som får en til at spærre øjnene op, også i det såkaldte mellemklasse-segment, som vil sige omkring 3.000 kroner uden abonnement. For hvordan kan det egentlig lade sig gøre, at lancere en smartphone der fungerer så godt, til denne forholdsvis lave pris?

Min Honor 7 test viser, på linje med tidligere anmeldelser af telefoner i denne prisklasse, at vi skal vænne os til langt bedre kvalitet, og ganske interessante mobiler inden for en begrænset beløbsramme.

Huawei lancerer OnePlus-konkurrent i Danmark

Honor 7 er Huaweis direkte konkurrent mod OnePlus 2, som kommer fra den konkurrerende kinesiske producent OnePlus, der også leverer gode specifikationer og høj ydelse i samme prisområde. Man kan sige, at dem som ikke ønsker at handle online på en udenlandsk webshop, og som vil føle telefonen først, bør gå efter Honor 7.

Holdt op mod hinanden, på papiret, er Honor 7 og OnePlus 2 stort set ens smartphones. Designet af telefonerne er forskelligt, og så bruger OnePlus 2 en Android-udgave med få, men meget gode modifikationer, mens Honor 7 har fået lagt Huaweis EMUI-brugerflade nedover, der kan virke lidt overflødig, når der sammenlignes med OnePlus.

Duel: Se forskelle mellem Honor 7 og OnePlus 2

Honor 7 hovedspecifikationer

– Størrelse: 143,2mm x 71,9mm x 8,5 mm
– 5,2’’ IPS LCD skærm Full HD skærm 1920 x 1080 px
– 20 MP bagkamera med safirglas og 8 MP selfiekamera med fotolys
– Fingeraftrykslæser
– HiSilicon octa-core 2,2 GHz Kirin 935 processor
– Dual sim
– 3 GB RAM + 16 GB brugerhukommelse
– MicroSD udvidelse på op til 128 GB
– 3.100 mAh batteri med reverse charging funktion

Stor og lækker skærm

Honor 7

Honor 7

Flotte farver og kun en lille udvaskning når der kigges fra siden. Sådan kan skærmen på Honor 7 bedst beskrives. Du får hverken buede kanter eller opløsninger i 2K eller 4K, men du får en god 5,2 tommer Full HD (1920 x 1080 pixels) skærm, som klarer sig vældigt godt, og med en glasoverflade i Gorilla Glass.

Jeg synes skærmens størrelse er helt god, særligt hvis man er en aktiv smartphone-bruger.

Skærmen er af IPS-NEO LCD typen. Den kan ikke måle sig med en AMOLED-skærm, som Samsung typisk benytter i deres produkter, men IPS-skærmen gør stadig et godt job.

En lille fin detalje i skærmindstillingerne er muligheden for, at fjerne operatørens navn fra toplinjen af skærmen. Du kan også aktivere visning af datahastigheden på toplinjen. Denne form for tilpasning ser vi sjældent i mobilerne.

Hvis du er træt af lyset fra notifikations-dioderne, kan du selv bestemme om disse skal være aktive.

Buttet og nydelig

Huawei SIM-kort og MicroSD-holder i Honor 7

Huawei SIM-kort og MicroSD-holder i Honor 7

Honor 7 måler 8,5 millimeter i tykkelsen. Det er ikke meget, men alligevel er der ikke tale om den tyndeste telefon på markedet. Det kan godt være Honor 7 er lidt buttet, men formerne klæder telefonen og gør den til et nydeligt bekendtskab.

Materialevalget er aluminium. Hjørnerne er afrundede og du vil kunne se en lille indskæring hele vejen rundt om delen der vender ind mod hånden. Det er en flot designdetalje.

Honor-logoet er præget i bagsiden, hævet mikroskopisk over bagsiden, så det lige præcis kan mærkes med fingeren.

Jeg synes, trods tykkelsen, at Honor 7 har et flot design. Der er tale om kvalitetsmaterialer, som vi ofte kun finder brugt i langt dyrere telefoner.

Højtalerne er, heldigvis, placeret i bunden så lyden let kan komme ud, men selvom der er to højtaler-grille, så spiller lyden kun fra venstre del. Så du får altså ikke stereolyd. Lydkvaliteten er godkendt, men ikke det bedste vi har hørt. Der mangler den fylde, der kendes fra HTCs One-telefoner – resten af lydene fremstår ganske fornuftigt.

Lydstyrke samt powerknap findes på telefonen højre side, og power har du lige ud for tommelfingeren. Ved siden af headset-stikket i toppen sidder en IR-blaster, der særligt er interessant for dem som ønsker, at benytte smartphonen som fjernbetjening.

Honor 7 har et helt almindeligt standard Micro-USB stik til opladning, og bruger således ikke den nye USB Type-C standard, der er anvendt på OnePlus 2.

Skærmbilleder fra Honor 7

Ekstra knap på venstre side

Honor 7

Honor 7

På venstre side af telefonen finder vi en ekstraknap, som for nogle brugere vil gøre en verden til forskel. Der er tale om en programmerbar actiontast. Brugeren kan vælge om knappen skal udløse et screenshot ved ét tryk. Åbning af kameraet ved to tryk eller måske åbning af SMS-delen, når knappen holdes inde et øjeblik.

Selvom det lyder som en lille ting, er er en knap som denne ret fantastisk, da den opbygger nogle vaner hos brugeren, og faktisk er med til, at gøre anvendelsen af mobilen i hverdagen lidt lettere.

Desværre har udviklerne glemt muligheden for, at benytte actiontasten til valg af lydprofiler. Det mest oplagte, synes jeg, ville være om knappen kunne have være anvendt til f.eks. lydløs, vibrator og lyd.

Apple har siden den første iPhone haft en knap til lydløs/vibrator, som Apple-brugerne har været vilde med. Så her er det oplagt, med en lille efterligning – som eksempelvis OnePlus 2 har udnyttet fantastisk.

Simpel menu der kræver oprydning

Huawei har fravalgt den underliggende app-menu, som vi ellers generelt finder på Android-telefoner. Som på iPhone er alle genveje trukket ud på forsiden, og Huaweis egne brugerundersøgelser viser, at brugerfladen opfattes positivt og som let forståelig – og jeg medgiver, at de nok har ret.

Men når jeg installerer 30-40 apps på min telefon, så står jeg pludselig med lidt af en rodebutik.

Når du får telefonen i hånden, så sæt dig ned, og flyt rundt, opret mapper og lav den helt store oprydning. Når dette er sket falder roen på, og telefonen opleves nu simpel og ligetil.

Jeg er ikke så voldsomt begejstret for Huaweis ikon-design, men her hjælper temaer dig på vej. Nogle af de temaer der kan hentes til telefonen, har bedre ikoner der fremstår mere homogent og som en samlet enhed – men stadig ikke helt tilfredsstillende.

Brugerfladen EMUI 3.1 udskifter en række systemapplikationer med nogle af Huaweis egne, og det er ikke altid en gevinst. Android har basalt set rigtigt gode standard-apps til kalender, beskeder, kontakter, opkald osv. Det giver ikke en gevinst, at udskifte disse. Huaweis egne er ikke dårlige – Googles er bare meget bedre.

Huawei har indgået et samarbejde med tredjepartstastaturet Swiftkey, som er pre-installeret på Honor 7. Igen en unødvendig ting da Googles native-Android tastatur er langt bedre. Den gode nyhed er, at dette også er pre-installeret, og vælger man det så hentes automatisk den danske ordbog.

Uønsket software, bloatware, er minimalt på denne telefonen. Vi har umiddelbart kun fundet Clean Master, Facebook og Twitter. Godt gået!

Clean Master er i øvrigt et tredjepartsprogram som kan rense telefonen for unødige filer og holde enheden frisk. Umiddelbart får Clean Master gode anmeldelser i Google Play Store, men det er desværre også et program, som er smækfyldt med reklamer.

Holder på strømmen

Honor 7 er ikke forslugen når det kommer til batteriforbruget. Uden problemer har jeg kunne nå over 18 timers forbrug på én opladning (12 procent tilbage), og Huawei gør rigtigt meget ud af, at telefonerne ikke skal bruge for meget strøm.

Du mindes om det, hvis en applikation bruger meget strøm og i den forbindelse kan du tage stilling til, om du synes det er rimeligt applikationen kører videre når skærmen er slukket. I starten kan det opleves som en irritation at der kommer mange af disse popup-beskeder, men de minimeres i takt med man får taget stilling til de forskellige apps.

Jeg synes Huawei har fat i den lange ende, ved at give mig muligheden for, at holde mere styr på, hvad min telefon egentligt ligger og bruger strøm på. Jeg synes eksempelvis det er okay at Spotify og Messenger er aktive i baggrunden, men jeg kan ikke se hvorfor Facebook, Speedtest og MobilePay skal være kørende når skærmen er slukket.

Om alt det her optimeringsarbejde egentlig gavner telefonen synes jeg er svært at svare på, men det giver mig i hvert fald en oplevelse af større kontrol. Ulempen er, at uerfarne brugere ikke altid forstår de mange spørgsmål systemet stiller om strømforbrugende apps, og funktionen kan derfor komme til at forvirre mange.

I batteridelen finder vi også en strømfirewall, som automatisk kvæler applikationer der er løbet løbsk. Der findes også, som på mange andre Android-telefoner, en Ultrastrømspare-tilstand. Når denne er aktiveret bruger telefonen stort set ikke strøm, men kan så til gengæld også kun bruges til opkald og SMS.

I salgspakken medfølger en hurtigoplader. Med denne kan du fylde batteriet halvt op på kun 30 minutter. Du får også funktionen reverse-charging hvor Honor 7 forvandles til en powerbank. Køber du et kabel til funktionen, kan du således hjælpe dine venner med lidt ekstra strøm eller oplade dit headset med telefonen.

Honor 7 har i øvrigt et batteri på hele 3.100 mAh.

Overraskende mange kræfter

Selvom du her får en billig telefon går du ikke ned på ydelse. Processoren, Kirin 935, er fra det Huawei-ejede HiSilicon. Det er en 64-bit octa-core procesor med 2,2 GHz quad-core plus 1,5 GHz quad-core.

Der er ikke noget i brugerfladen der føles langsomt, og 3 GB RAM, virker til at være et fornuftigt kompromis.

I Antutu Benchmark målte jeg 45.971 point. Altså mindre end de 55.000 point at OnePlus 2 scorede. Til sammenligning ligger LG G4 på 49.206, HTC One M8s fik 36.371 og Samsung Galaxy S6 Edge+ ligger oppe på næsten 70.000 point.

Trods Honor 7 blot scorer 230 point i 3dMark, mod hele 820 point til fordel for OnePlus 2, oplevede vi ikke problemer med at trække grafiktunge spil. Men statistisk, er OnePlus 2 udstyret med stærkere hardware.

Telefonen opleves hurtig i brugerfladen, og skift mellem programmer sker også uden problemer. Sammenlignet med OnePlus 2, ligger Honor 7 millisekunder bagefter i dagligdagsopgaver.

Glimrende kamera

Kameraerne er i de billigere telefoner blevet overraskende gode de seneste par år. Nu får du 20 megapixels opløsning på hovedkameraet samt 8 megapixels selfie-kamera med fotolys begge steder.

Vi er ikke på den kvalitet jeg oplever fra Samsung Galaxy S6’erne, men vi der ”damn close”. I vores low-light test ser vi lidt billedstøj, der fremtræder, men i et acceptabelt niveau.

Kameralinsen er beskyttet af safir-glas, og er således modstandsdygtig over for ridser.

Der er en lang række indstillingsmuligheder som du kan gå på opdagelse i, men det vigtigste er almindelige billeder på autotilstand, og her skuffer Honor 7 ikke – heller ikke når mørket falder på. Vi er lidt der hvor man tænker ”kan man virkelig få så god kvalitet i en så billig telefon”.

Du får ikke optisk billedestabilisator (OIS) som i OnePlus 2, men selvom den ikke har denne stabiliseringsfunktion, er jeg meget tilfreds med resultatet. Kamera-applikationen starter ikke ligeså hurtig op som OnePlus 2, men Honor 7 har klart den hurtigste udløser.

Det er også værd at bemærke at det ikke er muligt at optage video i 4K, som det er på OnePlus 2. Den manglende optiske billedestabilisator gør også videoer mere rystende at se på end tilfældet er på konkurrenten.

I galleriet herunder kan du se nogle af de fotos vi har taget med Honor 7.

Galleri: Fotos taget med Honor 7

Brug to SIM-kort – dual-SIM

Hvis du har brug for arbejds- og privatnummeret i samme telefon, kan det ske med Honor 7.

Vær opmærksom på, at når du sætter to SIM-kort i telefonen så kan du ikke også have et MicroSD-kort med ekstra hukommelse, og du må således nøjes med de 16 GB telefonen er født med. Huawei har nemlig udviklet en særlig multilæser der understøtter både SIM og SD-kort, men kun ét ad gangen.

Selvom du kører med to SIM-kort bruger Honor 7 ikke voldsomt meget mere strøm, selvom den skal holde to antenneforbindelser i luften, men det hænger muligvis sammen med, at SIM2 kun bruger 2G-forbindelse og altså ikke trækker data eller skal forbinde til de mere strømkrævende 3G- og 4G frekvenser.

I den sammenhæng skal nævnes, at jeg har været over 100 mbit/s download på 4G (via Telia) på denne telefon.

Det er let at sende SMS’er fra samme SMS-tråd til de to forskellige numre, og opkald via to numre, fungerer ligeledes intuitivt.

Honor 7 er et rigtigt godt bud, hvis du vil have en god all-round smarpthone med dual-SIM egenskaber. Ofte har dual-SIM telefoner været ret uinteressante som smartphones.

Ny smart fingeraftrykslæser

På bagsiden, lige ud for pegefingeren, sidder et berøringsfølsomt område. Dette er fingeraftrykslæseren. Ud over den er lynhurtig – ifølge Huawei låser den op på 0,5 sekunder, så er den også meget præcis.

Jeg gjorde mig ikke særligt umage da jeg satte mit fingeraftryk op første gang, men alligevel genkendte telefonen min finger næsten hver gang. Huawei lover, at systemet over tid vil forbedre aflæsningen yderligere, da den løbende lærer ens aftryk bedre at kende.

En af de smarteste ting ved denne fingeraftrykslæser er, at man ikke behøver tænde skærmen først. Læg blot fingeren på aflæseren hvorefter skærmen tænder og telefonen er låst op. Det føles magisk og slet ikke som om telefonen har været låst.

Placeringen på bagsiden, lige under kameraet, fungerer i de fleste tilfælde godt. Desværre er det ikke optimalt hvis telefonen sidder i en bilholder eller ligger på bordet, da der således ikke er uhindret adgang til bagsiden – en placering på fronten er at fortrække.

Konklusion: Genial til prisen

Honor 7 fra Huawei

Honor 7 fra Huawei

Denne telefon er absolut en anbefaling værd. Du får utroligt meget for pengene. Honor 7 fungerer perfekt på både mobilnet og Wi-Fi, tager flotte billeder og kommer endda med muligheden for to SIM-kort.

Du får mange af de nyere funktioner, som fingeraftrykslæser, i Honor 7, og tilmed et stort batteri med lang strømtid, og muligheden for selv at holde kort snor i strømkrævende applikationer. Dertil kommer understøttelse af hurtigopladning, og endda så medfølger denne opladertype i salgspakken.

Desværre skal du leve med, at ikke alle systemapplikationer er lige gode, da Googles fine apps som kalender, opkald, SMS og browser er udskiftet med Huaweis egenudviklede, der knapt er lige så fede.

I forhold til lydkvalitet under samtaler har der ikke været noget at klage over, men nu den har så meget andet, hvorfor er NFC så udeladt spørger jeg bare? Nu skal det så siges, at en tjeneste som MobilePay fint kører på telefonen uden, og jeg har sagtens kunne betale i Rema 1000.

Honor 7 virker som en gennemtænkt telefon, jeg sagtens turde kaste mine penge efter. Overvejer du en OnePlus 2, så bør Honor 7 også være inde i billedet.

MereMobil.dk Anbefaler

MereMobil.dk anbefaler Honor 7

OnePlus 2 udmærker sig ved, at love hurtige opdateringer til Android-systemet, hvilket ikke er tilfældet med Honor 7. Denne er født med Android 5.0.1 Lollipop, og Huawei har ved afslutningen af denne test ikke kunne fortælle noget om, hvordan telefonen vil blive vedligeholdt fremadrettet.

Dagsprisen uden abonnement er 2.999 kroner for Honor 7 med 16 GB hukommelse. OnePlus 2 ligger til 2.499 kroner (16 GB), men har endnu ikke været mulig at købe på OnePlus.net. I forbindelse med OnePlus-købet skal du desuden tillægge fragt.

Alt i alt står de to enheder stort set lige når de testes op mod hinanden. Der kan argumenteres i begge retninger. For mig er det dog en vigtig ting, at jeg har lokal support og service.

Jeg kommer ikke op på topkarakter med Honor 7, men jeg lander på 5 ud af 6 stjerner samt vores udmærkelse ”MereMobil.dk Anbefaler”. Jeg synes de manglende udmeldinger omkring fremadrettede opdateringer er bekymrende, og jeg er lidt bange for hurtigt at blive glemt.

Test: OnePlus 2 – en konge i mellemklassen

Fordele og ulemper

Fordele

– God flot skærm, lang batteritid
– Hurtig tidssvarende hardware med hurtig opladning
– Præcis fingeraftrykslæser og dual-SIM funktion

Ulemper

– Ingen NFC
– Mange systembeskeder fra brugerfladen (svære at forstå)
– Manglende udmeldinger om fremtidige opdateringer

Mere til historien

Huawei har gennem de seneste par år leveret gode telefoner til en skarp pris. Et andet eksempel som du også kan overveje er Huawei P8 og P8 Lite, som vi også tidligere har givet gode anbefalinger.

Læs også:
Test: Huawei P8 Lite – overraskende godt discountkøb

Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Mac Mini M4 er chokerende lille og vanvittig effektiv | Test

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
13 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram