Motorola Moto G (3rd gen) test – så tæt på, alligevel langt fra

TEST: Motorola har med den nye Moto G skruet bissen på. Bedre specifikationer til samme lave pris – en cocktail der ofte giver en sikker vinder, men ikke her.

Selvom det for nogen kan være forvirrende, så findes der faktisk mere end tre modeller af Moto G. Vi har her fat i tredje generation. Velkommen til Motorola Moto G (3rd gen) test.

Motorola Moto G(3)

Motorola Moto G(3) (Foto: MereMobil.dk)

Under en præsentation der forgik flere steder i verden på én gang, blev hele tre nye modeller annonceret fra Motorola tilbage i slutningen af juli. Motorola Moto X Play, Motorola Moto X Style og så Motorola Moto G. Sidstenævnte er den første til at ramme de danske butikker og prisen er vanen tro skruet i bund.

– Ny topmodel fra Motorola – mød Moto X Style

Der tale om en langt mere potent smartphone, end tidligere i G-serien. Men kan Motorola gå hele vejen for tredje gang og ende med vores varme anbefaling og måske en topkarakter? Læs med i vores anmeldelse her.

En farvepallette af muligheder

Motorola har tilføjet deres sjove og anderledes designmuligheder til G-serien. Således kan du personliggøre din Moto G med flotte farver. Det udskiftelige bagcover og den midterste design-element på bagsiden, kan få nogle flotte og anderledes farvekombinationer.

Ligeledes bliver flipcovers en integreret del af Moto G, og fungerer både som bagcover og flipcover på én gang – smart, velintegreret og lidt fedt at se på i samspil med forskellige farver.

Designsproget holder fortsat fast i Motorolas røde tråd, fra den gang selskabet var ejet af Google. Et fast og helstøbt design, der sikrer en følelse af kvalitet og robusthed. Konsekvensen er en tykkere og mindre elegant udformning, der bidrager til en høj komfort i hånden, takket være den buede bagside.

Her finder du knapperne

Tænd/sluk og lydstyrke-knapperne er samlet på højre side af Moto G. Selvom de kommer med en udmærket klik-lyd når de trykkes ind, kunne den fysiske feedback godt have været tydeligere.

Bunden er kun brudt af Micro-USB stikket, mens toppen bidrager med Minijack-stikket og et lille hul til den ene af de to mikrofoner i enheden.

Bagsiden er som benævnt den mest udtryksfulde del af Moto G. Materialerne er i plastik, men den robuste opbygning fremhæves endnu engang i designvalget, og det rillede bagcover skaber en højere tryghed i hånden.

Skærmen er belagt med det brudstærke Gorilla Glass kun brudt af to højtaler-elementer, der desværre faktisk kun gemmer på én højtaler til video, spil og musiklytning. Højtaleren øverst i håndsættet, er nemlig kun til tale – hvilket den leverer klart og tydeligt.

Billeder af Moto G(3)

Fantastisk opsætningsguide

Motorola har altid været gode til at hjælpe med opsætning af telefonen, første gang man tager den i brug, og det beviser de her igen.

Denne gang er der blevet lagt yderligere guides ind over opsætningen. Blandt andet med opsætningen af Motorola-specifikke funktioner som vi vender tilbage til senere i testen.

– Motorola Moto G (2015) – G for great!

Gennem opsætningen får du blandt andet mulighed for at importere kontakter, beskeder, opkaldshistorik og indstillinger fra din gamle telefon. ”Motorola overfør”-applikationen skal blot installeres på din gamle telefon, så føres det meste nemt over på din nye Moto G.

Under opsætningen bliver du også påmindet af Motorola om, at du er i besiddelse af en vandsikret smartphone. “Din telefon er kun vandafvisende, når bagbeklædningen er blevet klikket korrekt på”, oplyser Motorola mens et billede viser hvordan handlingen udføres.

Motorola Moto G er vandtæt ned til 1 meter i op mod 30 minutter.

Skærmbilleder fra opsætningen

Husk sikkerheden

Sikkerhed er også et område Motorola nu fokuserer på under opsætningen. Her kunne mange Android producenter lære noget. For du bliver med Moto G bedt om at huske beskyttelse af dit indhold med en skærmlås allerede inden du tager telefonen rigtigt i brug.

TIP: Sådan kan du sikre din Android

I Android findes der en række måder at skærmlåse din enhed – blandt andet via mønster, kode, ansigtsgenkendelse eller stemmen. Det hele hjælper Motorola dig med under opsætningen.

Android med et lille bid af Motorola

Som det har været tilfældet med de forgående Motorola Moto-enheder, så er det igen en meget ”ren” udgave af Android som man satser på.

Desværre vælger Motorola stadig at indsætte deres tilpassede versioner af ellers udmærkede apps fra Android Lollipop. Blandt andet beskeder, galleri og telefon-applikationen, kunne vi have undværet og i stedet beholdt Googles egne udgaver.

Men selskabet har også et par ganske nyttige apps og funktioner i ærmet blandt andet den tidligere omtalte ”Motorola overfør”.

Motorola Actions

”Motorola Actions” hjælper dig med at holde styr på telefonen, når du er beskæftiget. Med funktionerne “Motorola Display”, “Motorola Handling” og “Motorola Støtte” kan du blive assisteret i hverdagen og hjulpet på vej via genvejsfunktioner.

Blandt andet under møder eller når nattesøvnen trænger sig på kan ”Motorola Støtte” vælge at sætte notifikationer på lydløs. Er der kontakter der gerne må bryde ind, kan du vælge at kun prioriterede kontakter må forstyrre dig. Disse vil derfor ikke blive påvirket af den lydløse tilstand, og det vil alarmen heller ikke.

”Motorola Display” er en funktion der tillader Moto G at vise notifikationer på skærmen, selvom enheden er i standby. Det fungerer rigtigt smart, da det ikke er hele skærmen der lyser op, men kun et lille område der viser notifikationen.

Ønsker man at åbne den pågældende notifikation, trækker man blot op i den – vupti så tænder den for skærmen og åbner notifikationen. Det virker også hvis blot du tager Moto G op ad lommen, så reagerer den på telefonens bevægelser og viser om der er kommet nyt siden sidst.

”Motorola Handling” er den sidste smarte funktion under Motorola Actions, der indtil videre bygger på to muligheder. Den ene handling kan tænde for lommelygten, uden at vække Moto G fra standby. Hold telefonen i vandret position og lav to ”banke”-bevægelser, og man tænder for kamera-blitzen, to ”banke”-bevægelser igen, slukker.

Hvis man vrider med håndledet, mens man holder om Moto G, kan den tænde for kameraet, igen uden at telefonen behøver at blive vækket fra standby for at udføre handlingen.

Alle funktioner viser sig ganske nyttige og brugervenlige at sætte op, enten under opsætningen første gang, eller senere via applikationen.

Bedste kamera i serien

Vi kan ligeså godt slå det fast med det samme. Kameraet i denne Moto G er den bedste i hele G-serien! Endelig har Motorola taget sig sammen og fået sat en ordentlig optik i sin mellemklassemodel.

Men også softwaren er blevet finpudset, så det nu rent faktisk er muligt at få billedet i kassen, inden motivet er forsvundet eller knægtens skarnsstreger er forbi.

Motorola har gjort det muligt at bruge lydstyrke-knapperne som udløser og som før omtalt, er det nok med to vrid for at starte kameraet op – det sker i ganske fin hastighed.

Billedkvaliteten, det er her Motorola endelig har fået rigtigt styr på sagerne. For ikke nok med at udløseren er kommet i det rigtige gear, billederne er oftest stort set støjfrie og motivet, farverne og fokusset sidder lige i skabet første gang i ni ud af ti tilfælde!

Har vi husket at nævne, at Moto G også har auto-HDR? Det er rigtigt! Til prisen ser det endda ud til at være den eneste i klassen der kan præstere auto-HDR funktion. Ikke engang den helt nye OnePlus 2, har funktionen, der ofte giver mere farverige og spektakulære resultater i albummet.

Det er for første gang i Moto G-serien en fornøjelse at tage billeder, der trods den lave pris, overrasker positivt.

Der hvor Moto G falder igennem er på lysbalancen. Ude i høj solskin bliver motivet ofte overbelyst, flytter vi ind til skyggen, har Moto G ingen problemer. I nattetimerne, eller under svære indendørsforhold, kan det også knibe for Moto G, men det er stadig det bedste vi har set i G-serien, om end Huawei P8 Lite til prisen, klarer sig bedre.

Øv øv Motorola – så tæt på

Desværre for Motorola Moto G er alting ikke lyserødt. Selvom vi indtil videre har været begejstret, så er der altså et par problemer ind imellem.

På papiret kan Motorola prale af særdeles gode specifikationer til prisen. Her er både fin 5-tommer skærm med HD-opløsning, Quad-core Snapdragon 410 processor, Adreno 306 grafikprocessor, 13 megapixels kamera med dual-blitz og auto-HDR, samt stort 2.470 mAh batteri.

Kan du selv se hvad der mangler? RAM! Ja Motorola Moto G kommer i første omgang til det danske marked, med kun 1 GB RAM og 8 GB hukommelse. Hukommelsen kan udvides med MicroSD-kort, men mængden af RAM forbliver uændret.

– Samsung Galaxy A7 test – ikke god til prisen

Det er mildt sagt en kæmpe skuffelse i 2015 for en mellemklasse smartphone i denne prisklasse! Og hvorfor så det, hvis produktet virker uden mere RAM og hukommelse, spørger du måske?

Fordi det gør Motorola Moto G ikke. De første par dage jeg brugte Moto G var den en sand fornøjelse. Kameraet startede hurtigt op, multitasking gik som en leg og tunge applikationer som Facebook var klar på et split sekund – men så gik det ned af bakke.

For hver applikation jeg installerede blev Moto G langsommere og langsommere. Ikke kun fordi at den interne hukommelse begyndte at skrumpe ind til nul, så jeg blev tvunget til at udvide med MicroSD-kort, men også fordi at RAM-mængden blev presset af de mange applikationer der brugte ressourcer i baggrunden.

Katastrofen indtraf

Midt i ferien mens de dyrbare billeder af sønnike og moren ved siden af kæmpe fiskene i Den Blå Planet skulle i kassen, kom fejlmeddelelsen; ”Der er snart ikke mere plads på telefonen”, et par billeder senere; ”Du har modtaget en besked der ikke kan vises, på grund af utilstrækkelig plads”.

Kaos indtræf og jeg måtte desperat begynde at slette billeder som Google allerede havde synkroniseret med skyen. Efter Den Blå Planet farede jeg ned i nærmeste butik og købte et MicroSD-kort.

Kortvarigt blev lykken, for selvom alle billeder, videoer og applikationer der tillod det, blev flyttet til et Class10 MicroSDHC-kort, så var der stadig kun knap 1 GB intern lagerplads tilbage.

Men også de 1 GB RAM var klemt af Android systemet og applikationer der trak i ressourcerne. Gennemsnitligt var der under 200 MB RAM ledig, hvilket betyder, at Android hele tiden arbejder for at frigive ressourcer til de senest anvendte applikationer.

Resultatet blev en enhed der reagerede langsomt, havde svært ved multitasking og generelt performede rigtigt ringe, ulige hvad jeg tidligere har oplevet på Moto-serien, selvom de også har haft lidt RAM at arbejde med.

En genstart af enheden afhjalp kun problemet kortvarigt. Nogen vil måske skyde skylden på Android Lollipop, der tidligere har haft problemer med at frigive ressourcer. Men Moto G kører på Android 5.1.1, hvor problemet skulle være mindsket voldsomt.

Konklusion – køb den ”store” variant

Motorola Moto G brillerer på langt de fleste områder. Kameraet er i top, brugerfladen er nem og uden de såkaldte ”bloatware”-applikationer, der giver mindre mening end nytte. Designet er håndterligt, personligt og komfortabelt, og specifikationerne er stort set tidssvarende.

I AnTuTu Benchmark testen fik Moto G 22.985 point, hvilket ikke er prangende, men burde være rigeligt til at give en acceptabel dagligdagsoplevelse og trække selv lettere grafikkrævende spil.

Batteriet på 2.470 mAh klarede sig også bedre end gennemsnittet – vanligt for Moto-serien. En hel dag uden en stikkontakt i syne er ikke et problem. For de mindste strømforbrugere vil Moto G endda kunne klare sig langt hen på den efterfølgende dag, før den skriger efter strøm.

– Huawei P8 Lite test – overraskende godt discount-køb

Men for første gang må jeg konstatere, at Motorola ikke har gjort hjemmearbejdet godt nok! Den langsomme brugeroplevelse, der indtraf efter hukommelsen begyndte at blive fyldt og applikationerne blev installeret, er simpelthen uacceptabelt.

Derfor må jeg også vurdere ud fra den oplevelse jeg har haft med produktet, hvilket selvfølgelig afspejler sig i karakteren, der lander på blot 3 ud af 6 stjerner. Havde den generelle hastighed på Moto G levet op til prisen og klassen, var det blevet til stensikre fem stjerner!

Jeg kan derfor kun anbefale at man går efter den ”store” variant med 16 GB hukommelse og 2 GB RAM, hvis den kommer til Danmark. Her burde der være længere imellem problemerne og hvis man fra starten investerer i et MicroSD-kort og sætter kameraet op til at ligge billederne på denne, vil jeg Mene Motorola Moto G er pengene værd – men den udgave jeg har testet, holder desværre ikke.

Billeder taget med Motorola Moto G

Fordele og ulemper

Fordele:

– Godt og robust design
– Stabile og gode batteritider
– Hurtigt og godt kamera

Ulemper:

– For lidt intern hukommelse
– For lidt RAM
– Generel langsom brugeroplevelse

Mere til historien

I vores tidligere anmeldelser af Motorola Moto-produkter har vi været ovenud tilfredse, blandt andet i forårets Moto G(2) test, hvor den endte med fem ud af seks stjerner. Gode specifikationer er ikke altid ens betydende med en tilfredsstillende brugeroplevelse.

Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram