Nexus 9 test – god, bedre, bedst – Nexus 9 er fantastisk

TEST: Nexus 9 er den bedste tablet i Nexus historien. Den byder på råstyrke i lyd, skærm og processor samt en fantastisk brugeroplevelse med få problemer.

Nexus-ejere er oftest af den opfattelse, at de har det bedste produkt på markedet, da det er en ren Android uden producenternes indblanden. Det er altså ikke fordi hardwaren er den nyeste nye, eller bedst tilgængelige på markedet, men fordi brugeroplevelsen er mere enkel end på nogen anden Android oplevelse.

Nexus 9 test

Nexus 9 i tre farver

Denne holdning har jeg fået fortalt og gengivet af adskillige danske Android-brugere, der har prøvet Android enheder fra forskellige producenter, som eksempelvis HTC, Samsung eller Sony, men som alle er endt med et Nexus produkt. John G. Pedersen, chefredaktør og indehaver af MereMobil.dk, har også tidligere udtalt, at man får den bedste Android-oplevelse på en Nexus enhed, da der ikke er nogle udefrakommende, som har “pillet i maskinrummet”.

– Nexus 6 test af Googles super-Android

Denne udtalelse kan jeg, som velbevandret Android bruger, kun bakke op om. Derfor er det også en af mine konklusioner, at det helt store salgsargument for Nexus 9 er softwaren. Denne formår fra start at overraske positivt, men dette uddyber jeg senere i testen.

Har du ikke styr på, hvad Nexus 9 byder på af muskelkraft, så har vi ridset specifikationerne op herunder. Du kan der også se, at det absolut ikke er den bedste smartphone på markedet ud fra specifikationerne. Men ud fra det kan man så også konkludere, at specifikationerne alene ikke gør det, men det dermed er vigtigere med en god helhedsoplevelse.

Specifikationerne på Nexus 9

Nexus 9
Skærm8.9 tommer IPS-LCD, Corning Gorilla Glass 3
Opløsning1536 x 2048 pixels, 281 ppi (pixel per tomme), 4:3 billedformat
ProcessorNvidia Tegra K1, Dual-core 2.3 GHz
GrafikprocessorKepler DX1
RAM2 GB RAM
Hukommelse16 GB (Wi-Fi)/ 32 GB (LTE)
Kamera8 Megapixels, 3264 x 2448 pixels, autofocus, LED blitz
VideooptagelseFuld-HD, stereo lydoptager.
Front kamera1.6 Megapixels
Wi-FiWi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, dual-band, Wi-Fi Direct, DLNA, hotspot
Bluetoothv4.1, A2DP, apt-X
Navigation (GPS)A-GPS og GLONASS
Mobilnetværk2G, 3G og 4G LTE Cat4 150/50 Mbps
Batteri6.700 mAh
SystemAndroid 5.0 (Først til nye opdateringer)
SimkortNano-SIM
LydFrontvendte stereo højtalere
Fysisk størrelse228.2 x 153.7 x 8 mm, 425 g (Wi-Fi) / 436 g (3G/LTE)
FarverHvid, Sort og Sand

Mit første møde med Android 5.0

Jeg har gennem tiden som Android-bruger prøvet at sidde med den ”rene” Android version flere gange.

Hver gang har jeg følt der manglede noget, første gang jeg startede enhederne op. Ikke at man ikke får nogle valgmuligheder undervejs i opstartsfasen, men specielt på gendannelsesområdet har jeg tidligere tyet til alternative backup-applikationer, som har givet mig valgmuligheder for, hvad jeg har ønsket og ikke ønsket at gendanne. Med tiden er dette blevet bedre, specielt da Googles sikkerhedskopiering er blevet bedre til at tage det vigtigste med. Men én ting har drillet mig over årene, gendannelse af applikationer.

Tidligere har det været ”hit or miss” om det har været alle mine applikationer, der automatisk er blevet gendannet, eller om det blot har været tilfældigt hvilke af dem, som er blevet gendannet. Nu har Google fået styr på sagerne, og man bliver således præsenteret for en tjekliste, hvor man kan krydse af hvilke applikationer man ønsker at gendanne. Dette er enormt nyttigt, hvis man har gendannet enheden og ønsker at rydde lidt op i de applikationer man tidligere havde installeret.

Det er nu også muligt at vælge mellem flere ”gendannelsespunkter” og enheder, således kan jeg under opstarten af denne Nexus 9 vælge, om jeg vil gendanne enheden ud fra min Nexus 5 eller min Nexus 7 – virkelig smart hvis man har flere telefoner eller tablets og ønsker friheden til at vælge. Dette er et punkt, som iPhone-brugere har kunne benytte sig af igennem længere tid i iOS-systemet.

Generelt er opstarten med Android 5.0 blevet langt mere skarp, brugervenlig og informationsrig. Faktisk så god, at jeg vil mene det er den bedste på markedet, og slår det HTC, Samsung Sony og de øvrige Android-producenter selv har kreeret, der ellers tidligere har været bedre end Googles egen måde.

Skærmen er det rene guf

Selvom Nexus 9 ikke byder på den største skærm på markedet, eller for den sags skyld den bedste teknologi, så har HTC, som står bag hardwaren, alligevel formået, formentligt i samarbejde med Google, at få det bedste ud af dette IPS-LCD display. Med en opløsning på 1536 x 2048 pixels giver det Nexus 9 hele 281 ppi, hvilket er nok til at overgå opløsningen på Apples nyeste iPad. At slå kongen af tablets på papiret er én ting, men Nexus 9 brillerer på mere end bare pixels. Skærmen står intet mindre end super flot.

Selvom farverne ikke er vanvittigt kontrastfyldte, som på en AMOLED-skærm, så er de enormt naturtro, hvilket får skærmen til at fremstå meget realistisk. Er du tilhænger af Samsungs Disney-farver vil du blive skuffet over skærmen på Nexus 9, men er du til detaljerigdom og naturlig gengivelse, så gør den det utroligt godt. Dertil skal ligges, at skærmen er meget lysstærk, hvilket heldigvis kan tilpasses efter dine omgivelser af den indbyggede lyssensor, men på fuld lysstyrke, udmærker Nexus 9 sig på et meget højt niveau.

Der hvor skærmen kan gå hen og blive en irritation for dens ejere, er på billedformatet, der må anses for, at være meget atypisk for en Android tablet. Med et format på 4:3 i stedet for 16:9, som langt de fleste Android tablets tilbyder, så har dette valg sine fordele og ulemper.

På den knapt så heldige side er det filmelskeren der kommer til at lide, for de fleste film, serier og videoer på YouTube er i 16:9 formatet. Her vil man opleve at billedet er langt mindre end skærmens fysiske størrelse. Videoen vil have en tyk sort boks over og under sig, hvilket er en sjældenhed på enheder med 16:9 formatet.

4:3 formatet er en fordel for dem der elsker at læse e-bøger. Her får man nemlig en langt bedre læseoplevelse grundet det smallere format, som gør teksten vil fremstå langt mindre presset fra siderne. 4:3 formatet er det, der kommer tættest på et det format, som bøger oftest produceres i, hvor 16:9 formatet egner sig bedst til video.

Om man er til det ene eller andet er en smagssag, men på Nexus 9 er det en vanesag. Jeg følte på intet tidspunkt at den video jeg så, var i et mindre format end jeg var vant til at se. Men hvis jeg begyndte at tænke over det og lægge mærke til det, så skal det indrømmes, at det er irriterende at se to tykke bjælker omkring videoen. Til gengæld er formatet en fornøjelse at surfe på nettet med.

Forskel på skærmformat 4:3 vs. 16:9 eksempler

Stereolyd er godt og bedst i front

Enhver, der har sans for god lyd, vil fortrække at høre sin musik afspillet i stereo på et par gode gulvhøjtalere. Her er surroundsound og andre hi-fi begreber nonsens. Det er måske også derfor at både tablet og smartphone enheder med stereo højtalere oftest roses for bedre lyd, end de med blot én højtaler. Hvis disse to højtalere så er placeret på forsiden af enheden, ligges der igen pluspoint på kontoen.

Hvis denne konto går fra 0 til 100, så får højtalerne på Nexus 9 hele 85 point! De spiller fantastisk og bredt, der er god bund og mellemtone og diskanten er også tilpas markeret. Der hvor højtalerne har sine mangler er på detaljerigdommen og lydniveuaet. Selvom de spiller med en god balance så mangler de detaljerne, der ofte blive mudret ud igennem de små højtalere. Lydniveauet kunne godt have fået et nøk op ad, ikke at de spiller lavt, men så god lyd må gerne kunne nydes til grænsen af højtalernes formåen. Det kan dog tænkes lydniveauet er begrænset, for at undgå forvrængning, for den er der ingen af.

På designsiden er integrationen af de frontvendte højtalere på Nexus 9, det bedste jeg endnu har set på markedet, nogensinde. Højtalerne er designet så flot ind i enheden, at de fleste ved første øjekast, slet ikke ser højtalerne, og begynder at vende og dreje tabletten for at finde dem.

Ikke en designperle

Pressefotos er ofte til for at få produktet til at fremstå så flot og elegant muligt, hvilket selvfølgelig også er tilfældet på Nexus 9. Pressefotos kan dog ikke skjule at denne tablet ikke er en designperle. Hverken på materialevalget eller på udformningen kan Nexus 9 score topkarakter.

Selvom placeringen af højtalerne har givet den en god start, så er blandingen mellem en front udført med Gorilla Glass 3, en ramme i aluminium og en bagside af blødt plastik bare for meget. Det føles rodet i hånden og selvom jeg må indrømme at aluminiumsrammen giver Nexus 9 et bedre greb, så er det hverken smukt eller en fornøjelse at føle på.

Der er dog alligevel to punkter der får smilet frem når det handler om Nexus 9. Det første har jeg allerede omtalt og rost, hvilket er de frontvendte højtalere. Men på bagsiden bliver den hvide overflade brudt af en fremtræden kameraoptik, der er rammet ind af to aluminiumscirkler. Men da kameraet er placeret i det ene hjørne, hvor kanten blødt buer om mod siden, så får det kameraet til at titte mere frem fra nogle vinkler end fra andre. Dette designelement er fedt og smart fundet på, da det ikke generer når tabletten ligger fladt på bordet, her er der nemlig ikke noget der vipper.

Nexus 9 kommer i tre farvevarianter – sort, hvid og sandfarve. Vores testeksemplar er den hvide variant, hvor det kun er bagsiden der er hvid. Fronten er sort og siderne er omkranset af den føromtalte aluramme. Den hvide farve skulle ifølge flere anmeldere være den mest generøse når det kommer til at optage fedtfingre.

Ladestikket, som også er dataforbindelsen, findes i bunden af Nexus 9 i form af en MicroUSB port. Minijack-stikket til høretelefoner, som ikke følger med i salgsæsken, finder du i toppen, til højre for midten. Disse to porte er de eneste, ud over antennerne og mikrofonerne, der bryder alurammen.

POWER, POWER, POWER!

Selvom Nexus 9 ”kun” er udstyret med en dual-core processor, hvor standarden i dag er quad-core, så kan de to kerner, der er udarbejdet af Nvidia, arbejde ligeså hurtigt og hårdt som de fleste nyere quad-core processorer.

Jeg har på intet tidspunkt i testperioden manglet overskud fra processoren, der har ædt og spyttet enhver stillet opgave, lige direkte tilbage i hovedet på mig, oftest også uden brok. For selvom jeg engang imellem har oplevet små pauser og tøven fra Nexus 9, så mener jeg ikke problemet er processoren, men snarere styresystemet Android 5.0 Lollipop.

Den selv samme tøven har jeg nemlig oplevet på min Nexus 5, lige indtil jeg fik opdateringen til Android 5.1. Den løste langt de fleste pauser og afbrydelser, som jeg ellers tidligere har oplevet en stigende del af, på min daglige følgesvend.

Problemerne ligger ofte under skift mellem applikationer, altså brugen af multitasking. Også når datatunge applikationer som YouTube og foto-applikationer skulle åbnes kunne der opleves tøven og alt for lang ventetid. Det er denne oplevelse, som jeg også ser på Nexus 9, men da disse to enheder har forskellige CPU’er, kan jeg ikke andet end at tilskrive problemet til softwaren, specielt efter problemet er blevet løst på min Nexus 5 efter opdateringen til Android 5.1, hvilket Nexus 9 i skrivende stund endnu ikke er blevet opdateret til. Spørgsmål til Google! Var det ikke meningen at alle Nexus enheder skulle opdateres hurtigt og først?

– WEB-TV: Det første kig på Nexus 6

Processorkraften i Nexus 9 er en ren fremvisning af overskud og overlegenhed fra Nvidia. Uanset hvilke grafiktunge spil der er blevet kastet efter den, eller store grafikkrævende benchmark-applikationer, så har Nexus 9 præsteret uden tegn på svaghed. Den endelige score i Benchmark-programmet AnTuTu lyder på hele 56.663 point. Dette er det højeste vi hidtil har målt fra en tablet, ja faktisk er det højere end nogen anden AnTuTu test vi har kørt på MereMobil.dk. Den nærmeste konkurrent jeg kan komme i tanke om, er Nexus 6 der i sin test fik 48.287 point, altså hele 8.376 point mindre end Nexus 9.

Android i sin rene form

Android 5.0 Lollipop blev introduceret på to enheder, Nexus 6 og tabletten i denne test, Nexus 9. Det er disse to enheder der har skulle præsentere Googles største overhaling af Android, siden dens lancering tilbage i 2008. Nexus 9 er af en størrelse der ligger midt mellem de to tidligere tabletprodukter fra Google, Nexus 7 og Nexus 10. Hvilket betyder Google denne gang har satset sin portefølje på én tabletenhed, til at fremvise sin nyeste kreation.

Og hvilken enhed at fremvise Android på. Aldrig før har Android set så strømlinet og gennemtænkt ud. Aldrig før har der været en rød snor så tydelig i både design og brugervenlighed, og aldrig før har Android set så godt ud, som den gør med Lollipop.

Overalt i systemet er der lagt vægt på små detaljer og designperler som viser, at også Google kan finde ud af at producere nydeligt indhold. Et simpelt træk ned fra toppen af skærmen bringer notifikationsområdet frem. Ikke blot med et statisk element, men i den flydende bevægelse sker der ligeså flydende ændringer til notifikationsområdet, samt toppen af Android. Drejende hjul og fadende informationer, alt sammen sker elegant og flydende i en form vi aldrig nogensinde før har set på Android.

Sådan en oplevelse er der mange af i Android 5.x Lollipop, og i den nyere version Android 5.1, er der blevet lagt mindst et dusin flere af disse nydelige forandringer ind.

Men det er ikke kun små designtransaktioner der pryder det nye Android system. Ikoner, menuer, applikationer, baggrunde, infobokse og meget mere er alt sammen kommet under en kyndig lup, for at være i bedst sammenhæng med resten af systemet. Det fedeste af det hele er, at app-udviklerne har taget Googles hårde arbejde til sig, så selv applikationer som Evernote, RunKeeper, WordPress og hundredvis af andre applikationer er allerede blevet opdateret til at matche Googles nye røde tråd, og mange flere er på vej.

– Nu rulles Android 5.1 bredt ud til danske Nexus enheder

Android 5.0 Lollipop er flot, hurtigt, gennemskueligt, smart og ikke mindst brugervenligt. Jeg tøver derfor ikke med at kåre systemet til Googles bedste udgivelse til dato. Det skal dog tilføjes, at de mange fejl der er blevet rettet i Android 5.1 opdateringen, er noget der gør systemet mere perfekt end tidligere. Uden denne opdatering ville Android Lollipop stadig ikke være bedre end den sidste udgivelse af Android 4.4 KitKat, der var et utroligt stabilt og hurtigt system.

Kamera, batteri og alt det der

Nexus 9 er selvfølgelig udstyret med ikke mindre end to kameraer. Et otte megapixels primærkamera, som pryder bagsiden, og et lille 1,6 megapixels – et nærmest ubrugeligt kamera på forsiden. Begge kameraer formår ikke at overraske eller præstere bedre end gennemsnittet af de kameramoduler, der er i tidens tablets.

Selvom begge kameraer fungerer og kan bruges til både billede og video, så er resultatet ikke noget at råbe hurra for. Billederne er støjfyldte og kameraet har en langsom fokus, som ofte gør det umuligt at fange motivet, selv ved den mindste bevægelse.

Går aftenen på hæld bliver resultatet en katastrofe. Her er det nærmest umuligt at se hvad en genstand skal forestille, så snart den er blot fire meter fra kameraet. Det skal tilføjes at kameraerne generelt set ikke er dårligere end det vi tidligere har set i tilsvarende produkter, og de kan til nøds bruges men heller ikke mere end det.

Jeg sidder tilbage med ønsket om ét godt frontkamera, som kan bruges til Skype og andre former for video-opkald. Skrot det store kamera bagpå, og sats på ét godt eller blot middelmådigt kamera, der er god til videosamtaler i både god og dårlig belysning.

Batteriet i Nexus 9 har de været heldigere med. Der er til et fornuftigt forbrug, når det sammenlignes med batteriets størrelse på 6.700 mAh og skærmens opløsning og størrelse.

Med lysstyrken sat til automatisk regulering med middel aggressivitet, har jeg oplevet en skærmtid på op i mod fem timer og en standbytid på tre dage. Hvis man bruger enheden mindre kan standbytiden nå op på hele seks dage uden brug for opladning. Vælger man at nyde skærmen til fulde, bruger den meget udendørs eller har gang i video og spil så skal man ikke forvente meget mere end én dags batteritid og cirka tre til 5 timers skærmtid.

Batteritiden er ikke det bedste vi har set på markedet og kan slet ikke sammenlignes med eksempelvis en iPad Air 2 eller en Xperia Z3 Tablet Compact, hvilket derfor også er ét af punkterne hvor Nexus 9 desværre falder igennem.

Opladningstiden med den medfølgende oplader er på under fire timer fra batteriet er tomt og til det er fuldt opladet, hvilket må anses for at være godkendt.

Nexus 9 er udstyret med en lang række forbindelsesmuligheder, heriblandt 4G LTE, et bredt udvalg af Wi-Fi standarder og ikke mindst Bluetooth 4.1. Jeg har på intet tidspunkt haft problemer med forbindelsen, hastigheden har været stabil og Nexus 9 har været god til at opfange signal selv gennem flere vægge.

En feature der for første gang er set på en Nexus enheden er ”tap-to-wake”-funktion, som betyder man kan trykke to hurtigt efter hinanden på skærmen, for at vække enheden. Desværre kan man ikke gøre det samme for at slukke skærmen igen.

Konklusion: Bedste Nexus til dato

Nexus 9 er en alsidig tablet, et meget gennemsnitligt produkt, der på kun få områder formår at skille sig ud fra mængden. Men alligevel sidder denne anmelder tilbage med en utrolig behagelig og positiv fornemmelse i kroppen. Alt i mig skriger efter at give enheden den topkarakter som jeg føler den fortjener, men det objektive øje må alligevel erkende at træerne ikke vokser op til skyerne.

MereMobil.dk Anbefaler

MereMobil.dk Anbefaler

Vores Nexus 9 test viser den er fantastisk hurtig, nem og brugervenlig, et glædesprodukt forklædt i et  smukt og fanatisk softwaredesign rammet ind af et gennemsnitligt materialevalg. Jeg vil ikke tøve med at anbefale Nexus 9 til de der måtte have behov for god lyd, flot billede og håndgribeligt design.

Der hvor overvejelserne klart skal gøres hos den almindelige forbruger er på batteritiden, og om produktet har den rette størrelse til det brug, som den skal udføre. Er man meget til sofahygge og tablet, så skal man overveje om ikke Nexus 9 er for stor og tung. Men er man mere til rejser, business og studie vil jeg mene at Nexus 9 for mange vil være et fedt og anderledes valg.

– Nu kan du bestille Nexus 9 hos Google

Specielt på tilbehørsfronten vil den klæde de tre ovennævnte anvendelsesområder. Nexus 9 kan nemlig udstyres med magnetiske covers både med og uden integreret tastatur. Begge covers har indbygget mulighed for at rejse Nexus 9, så den står i en mere oprejst position, og kan vælges i flere farver.

Nexus 9 lander vores test på 5 ud af 6 stjerner. Det er små ting der gør, at den ikke får den sjette og sidste stjerne. Netop derfor får Nexus 9 tildelt ”MereMobil.dk anbefaler”, hvilket betyder vi har været glade for produktet og vil anbefale det til venner såvel som familie!

Fordele og ulemper

Fordele

– Utrolig flot skærm
– Velspillende frontvendte højtalere
– Gennemført Android-system

Ulemper

– Gennemsnitligt batteritid
– Over gennemsnit pris kontra produktværdi
– Fedtet og rodet design

Mere til historien

Nexus 9 kan erhverves hos Google for 2.890 kroner, men kan også findes ned til 2.700 kroner. Den findes i både en 16 og 32 GB version. Det er dog kun 32 GB versionen, der kan fås i både en Wi-Fi og 4G-LTE udgave.

Google dropper måske tablet-markedet

RYGTE: Ifølge rapporter dropper Google deres Pixel Tablet 3 og forlader tabletmarkedet – igen.

(mere…)
Xperia 1 VI bliver første Sony med Android 15

En supportside bekræfter, at Android 15 kommer til den første Sony-telefon.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Google kan blive tvunget til at sælge Chrome

Hvis USAs justitsministerium får medhold, kan Google i sidste ende blive tvunget til at sælge Chrome.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram