OnePlus 5T test – stort set en OnePlus 5

TEST: 18:9 skærm og ansigtsgenkendelse får ikke en gammel anmelder op af stolen. OnePlus 5T er dog stadig en udmærket telefon.

OnePlus 5T test

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T er en udmærket telefon, der ikke bringer det store nye til bordet, eller noget som for alvor overrasker. Naturligvis gør det ikke OnePlus 5T til et dårligt produkt, men OnePlus lider af samme problem som Sony; de har svært ved at genopfinde sig selv, og få det nye produkt til at skille sig ud.

5T er en OnePlus 5, der kom for fem måneder siden, men med et lille facelift. Et langt stykke hen ad vejen er produkterne faktisk ens.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

De største facelift-nyheder er:

  • Nyt skærmformat på 18:9 fremfor 16:9
  • Telefoto-linse er fjernet, til fordel for en standardlinse med større lysindtag
  • Ansigtsgenkendelse i kombination med fingeraftrykslæser

Så små er forskellene på OnePlus 5T og OnePlus 5

OnePlus 5T specifikationer

– Skærm: 6,0 tommer AMOLED (1.080 x 2.160 pixels / 18:9 format)
– Beskyttelse: Corning Gorilla Glass 5
– CPU: Qualcomm Snapdragon 835
– GPU: Adreno 540
– RAM: 6 GB / 8 GB
– Hukommelse intern: 64 GB / 128 GB
– Udvidelse af hukommelse: Nej
– Dual-SIM: Ja (Nano-SIM)
– Kamera: Dual 16 megapixels (f/1.7) + 20 megapixels (f/1.7)
– Optisk billede stabilisator: Nej
– Frontkamera: 16 megapixels (f/2.0)
– Stik: USB Type-C / 3.5 mm jackstik
– Fingeraftrykslæser: Ja. På bagsiden
– Batteri: 3.300 mAh
– Hurtigopladning: Dash Charge
– Mål: 156.1 x 75.0 x 7.3 mm
– Vægt: 162 gram
– Styresystem: Android 7.1.1 Nougat
– Producentversion: OxygenOS 4.7.1

Nyt skærmformat i Full HD+

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

Opløsningen fra OnePlus 5 bibeholdes stort set på OnePlus 5T. 1.920 x 1.080 pixels erstattes af 2.160 x 1.080 pixels. De ekstra pixels er kommet på fordi skærmen er blevet lidt længere. Den er nemlig udformet i 18:9 format, som i 2017 er blevet “det nye sort”.

Det er stadig en AMOLED skærmtype, der giver et tydeligt og kraftfuldt billede hvor sort er helt sort, og farverne fremstår klare og sprøde.

Som nævnt i tidligere anmeldelser synes jeg ikke, at 18:9 formatet giver nogle fordele for mig. Ikke udover der fysisk skæres 0,9 millimeter af i bredden og længden forøges med 7,3 millimeter.

På YouTube og Netflix skal billedet zoomes en smule for at fylde hele skærmen, hvorved der skæres lidt af højden, for at få 16:9 indholdet til at passe på 18:9. Om det betyder noget for den gennemsnitlige slutbruger er jeg i tvivl om, men det er enten zoom eller sorte bjælker siderne.

At skærmeopløsningen stadig kun er Full HD+, betyder ikke en dårlig oplevelse. I langt de fleste tilfælde er dette rigeligt. Fordelen ved en ”lav” opløsning er bedre batteritid, og hvem vil ikke gerne have dette?

Forsøg med ansigtsgenkendelse

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus forsøger sig ligesom blandt andet Samsung og Apple med ansigtsgenkendelse på OnePlus 5T. Og jeg må sige, at det i hastighed og præcision overgår hvad jeg har set på Samsungs telefoner.

Oplåsningen af telefonen sker langt mere præcist end hos Samsung, og hurtigere end Face ID på iPhone X. Så snart du trykker på powerknappen, åbner telefonen.

TEST: iPhone X er den hidtil vildeste iPhone

Ansigtsgenkendelsen kommer dog til kort i mørke, og sikkerheden i funktionen er (sandsynligvis) kompromitteret for at vinde øget hastighed.

OnePlus 5T bruger 100 punkter i ansigtet til kodningen, mens iPhone X ligger på 30.000. Apple har udmeldt en sikkerhed på 1:1.000.0000 mod 1:50.000 på fingeraftrykslæseren. OnePlus oplyser i anmeldermaterialet ikke niveauet for sikkerheden.

Hvis du skal logge ind i applikationer skal du stadig bruge fingeraftrykslæseren på bagsiden. Det oplyser OnePlus til MereMobil.dk. Årsagen nævnes specifikt som “bedre sikkerhed”.

Skærmbilleder fra OnePlus 5T

Ændringer i det sekundære kamera

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

– ”Billederne fra OnePlus 5 er nogenlunde, ikke fantastiske (..) Risikoen for sløring på grund af rystelser er overhængende. Overraskende er det, at OnePlus 3T tager bedre billeder”.

Sådan skrev jeg i forbindelse med anmeldelsen af OnePlus 5. På OnePlus 5T er der ændret en smule i kameraet. Det sekundære kamera er nu en linse med større blænde, der kan lukke mere lys ind. Dermed bliver det et farvel til telefotolinsen og optisk zoom fra OnePlus 5.

Selvom der automatisk skiftes til den sekundære linse ved lysforhold under 10 lux, så er jeg ikke imponeret. Når mørket falder på ses der stadig meget støj på billederne.

Generelt skal du forvente nogenlunde ens billeder fra de to 5’ere telefoner, og der gøres fortsat ikke brug af optisk billede stabilisator. OnePlus 5 fik 87 point fra DxOMark, som endnu ikke har testet OnePlus 5T, men efter min bedste overbevisning lander OnePlus 5T nok på samme niveau.

Billeder taget med OnePlus 5T

Uambitiøs på nye Android udgaver

Android 7.1.1 Nougat med et løfte om Android 8 Oreo i starten af 2018 er i min optik ikke ambitiøst nok. Du starter med at være bagud på den grundlæggende Android-software. Det er trist når produktet er helt nyt.

Det underlige er, at OnePlus 3 og OnePlus 3T, mens jeg skriver denne anmeldelse, er begyndt at modtage Android 8. OnePlus har nemlig valgt, at sidste års modeller får opdateringen skal vente til næste år.

OnePlus har beholdt 3,5 mm. jackstikket, men vedlægger ikke et headset i salgspakken.

Holder fast i det geniale

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus er blevet kendt på pænt design, høj ydelse og forholdsvis lave priser om end priserne dog er steget en smule over tid. Mellem OnePlus 5 og OnePlus 5T er priserne uændrede, hvilket er meget fornuftigt, når ændringerne er så forholdsvis små som de er.

Prisstrategien er genial. Den har tiltrukket mange kunder til OnePlus. Hos teleselskabet 3 sælger OnePlus’ telefoner eksempelvis bedre end både Sony og HTC.

En anden genial ting er vippekontakten på siden med tre tilstande. ”Lydløs”, ”Vil ikke forstyrres” og ”Ring”. Det lyder som en lille ting, men det er ikke tilfældet. Knappen er genial i den forstand, at den gør en dagligdags ting, der ofte er brug for, meget lige til. Jeg undres over, at ingen andre Android producenter hidtil har kopieret knappen. 

Stadig rigtig god batteritid

Kapaciteten er uændret på 3.300 mAh. Alt efter hvordan jeg bruger telefonen kan jeg godt have op mod 40-45 procent strøm tilbage ved sengetid. Det minder ret meget om, hvordan jeg oplevede batteritiden på OnePlus 5.

Der er helt tydeligt ikke en masse skrammelsoftware, som ligger og kører i baggrunden. Og det er altså bare fedt, når man ikke oplever strøm, der bare fosser ud i intetheden.

En times Netflix ved fuld lysstyrke dræner batteriet 9 procent. Teoretisk svarer det til 11 timers videoafspilning på en fuld opladning. Dette er fuldkommen svarende til, hvad jeg oplevede på OnePlus 5.

Når du har glædet dig over lang batteritid kan du smile videre over lynhurtig opladning. 0-50 procent på bare 30 minutter. Dette sker via den medfølgende Dash Charge oplader; OnePlus’ egen version af hurtig opladning. Telefonen holder ganske fint strøm.

Bemærk. Det er udelukkende med denne oplader, og kun med kablet i salgspakken, at du kan oplade i denne hastighed.

TIP: Fem tips til din OnePlus 5

Konklusion: For få ændringer

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

OnePlus 5T (Foto: OnePlus)

Ligesom OnePlus 5 er OnePlus 5T en rigtig god smartphone. Men den napper ikke i en, sådan som OnePlus gjorde engang. Dertil er produkterne nu for ”almindelige” og ens. Nyhederne som 18:9 skærm og ansigtsgenkendelse flytter ikke nok.

Markedet har udviklet sig, og OnePlus sætter ikke dagsordenen. Der er kommet flere produkter på hylderne, som også tilbyder en smartphone til en god pris. Motorola og Nokia er gode eksempler herpå.

I øvrigt rammer benchmarkmålingerne 179.227 point (Antutu) og 3.067 pint (3D Mark). Det er præcis samme ydelse, som forgængeren.

Selvom telefonen ikke har hverken wow-effekt på design, funktioner eller pris, er det stadig et fint produkt.

Den mindste version har 6 GB RAM og 64 GB intern hukommelse. Prisen er 3.799 kroner uden abonnement. Vil du have 8 GB RAM og 128 GB intern hukommelse skal du af med 4.299 kroner. Efter min bedste overbevisning kan du roligt købe den ”lille” variant.

OnePlus 5 er nu udgået fra sortimentet i forbindelse med lanceringen af OnePlus 5T. Så finder du nogle enheder af OnePlus 5, er der tale om et restlager i de pågældende butikker. Ærgerligt da en OnePlus 5 til en reduceret pris, ville være et bedre køb. Men i stedet for, at prisen på denne er sat ned, så har OnePlus valgt at lade denne udgå. Hvis du allerede har en OnePlus 5, så kan du roligt beholde den og vente på næste model lanceres.

Da OnePlus 5T med få ændringer stadig er en OnePlus 5 ender vi på samme karakter. Nemlig 5 ud af 6 stjerner.

Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 gratis tips til din mobil.

Fordele og ulemper

Fordele

– God skærm og pænt design
– Lang batteritid. Hurtigoplader medfølger
– Ansigtsgenkendelsen fungerer godt det meste af tiden

Ulemper

– Uambitiøst med en ny telefon, der har gammel Android-version installeret
– Ikke vand- og støvtæt
– Hukommelsen kan ikke udvides
– Gennemsnitlig kameraoplevelse

Mere til historien

Teleselskabet 3 er ikke længere eksklusiv partner på operatørsiden i Danmark. Nu er også YouSee begyndt at forhandle telefoner fra OnePlus.

OnePlus 5T,
Giver karakteren:

Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.