Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra test: Imponerende, men svær at anbefale

TEST: Galaxy Z Fold8 Ultra er Samsungs største og kraftigste foldbare mobil med bedre skærm, batteri og ydelse. Alligevel giver den mindre Galaxy Z Fold8 mere mening i hverdagen.

KORT UDGAVE
Galaxy Z Fold8 Ultra er teknisk imponerende med stor skærm, høj ydelse, godt batteri og stærk multitasking. Men den store skærm blev sjældent nødvendig i hverdagen, apps udnytter ikke altid formatet, og Ultra-navnet lover mere, end telefonen reelt leverer. For de fleste giver den mindre Galaxy Z Fold8 mere mening.

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Fold8 Ultra er Samsungs mest ambitiøse foldbare mobil, men testen viser, at større ikke altid er bedre. (Foto: MereMobil.dk)

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er på mange måder en imponerende telefon. Den har enormt meget regnekraft, en flot foldbar skærm, et stort batteri og flere kameraforbedringer. Samsung har desuden forfinet konstruktionen, hængslet og holdbarheden.

Alligevel har jeg haft svært ved at begejstres.

Jeg kommer direkte fra den mindre Galaxy Z Fold8 i pasformat. Her oplevede jeg for første gang, at en foldbar mobil gav rigtig god mening i hverdagen.

Frontskærmen var stor nok til at fungere som på en almindelig smartphone, mens den foldbare skærm var tilgængelig, når en opgave faktisk krævede mere plads.

På Galaxy Z Fold8 Ultra er jeg nået frem til den modsatte erkendelse.

I hele testperioden har jeg ikke en eneste gang åbnet telefonen, fordi jeg havde brug for den store skærm. Jeg har åbnet den, fordi det var en del af testen, og fordi jeg skulle minde mig selv om, at den var der.

Det er Fold8 Ultras største problem.

Specifikationer: Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra

  • Skærme: 8,0” foldbar LTPO AMOLED 2X, 2.256 × 2.504 px, 120 Hz og op til 3.000 nits.
  • Frontskærm på 6,5” og 120 Hz.
  • Chipset: Qualcomm Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy.
    RAM: 12 eller 16 GB.
  • Lagerplads: 256 GB, 512 GB eller 1 TB, ingen plads til microSD-kort.
  • Kamera: 200 megapixels hovedkamera med OIS, 50 megapixels ultravidvinkel samt 10 megapixels telekamera med 3× optisk zoom.
  • Frontkameraer: 10 megapixels på frontskærmen og 10 megapixels på den foldbare skærm.
    Video: Op til 8K ved 30 fps og 4K ved op til 120 fps.
  • Batteri: 5.000 mAh silicon-carbon-batteri.
  • Opladning: 45 watt kablet, 20 watt trådløs og 4,5 watt omvendt trådløs opladning.
  • Beskyttelse: IP48-certificeret mod vand og større støvpartikler.
  • Mål: 8,9 mm tyk sammenfoldet. Vægten er 215 gram.
  • Biometri: Fingeraftrykslæser placeret i sideknappen.
  • Forbindelser: 5G, Wi-Fi 7, Bluetooth 6.0, NFC, UWB, GPS og USB-C 3.2.
  • Højttalere: Stereohøjttalere, intet 3,5 mm jackstik.
  • System: Android 17 med One UI 9.

Fold8 Ultra ligner mest en opdateret Fold7

Galaxy Z Fold8 Ultra er den direkte efterfølger til Samsung Galaxy Z Fold7. Samsung har givet telefonen Ultra-navnet, mens årets ”almindelige” Fold8 har fået et nyt og mere kompakt pas/notesbog format.

Det betyder, at Fold8 Ultra grundlæggende ligner den type Fold-telefon, Samsung har solgt i flere generationer, mens det er Fold8, der repræsenterer den ægte nyhed.

Telefonen har en 6,5 tommer frontskærm og en foldbar hovedskærm på 8,0 tommer. Vægten er 215 gram, mens tykkelsen i sammenfoldet tilstand er 8,9 millimeter.

Galaxy Z Fold8 Ultra er derfor teknisk set både slank og relativt let sammenlignet med tidligere store foldbare telefoner Det ændrer bare ikke ved, at formatet føles unødigt stort.

Når jeg kommer direkte fra Fold8 i pasformat, opleves Fold8 Ultra som mere besværlig, uden at det større format giver mig tilsvarende mere værdi.

Samsung har forbedret telefonen på flere områder, men sammenlignet med Fold7 gør den nye model ikke noget afgørende for mig, som Fold7 ikke allerede kunne. Det er en vigtig forskel

Jeg benægter ikke, at forbedringerne findes. Jeg kan bare ikke for alvor mærke dem, når lanceringen er overstået, og telefonen er blevet en del af hverdagen.

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Her ses Galaxy Z Fold8 Ultra, Galaxy Z Fold8 og Galaxy Z Flip8 side om side. Samsungs foldbare topmodeller viser tydeligt, hvor forskelligt formatet kan gribes an. (Foto: MereMobil.dk)

Fold7 mod Fold8 Ultra: Her er forskellene

Galaxy Z Fold7 Galaxy Z Fold8 Ultra 
Indvendig skærm 8,0 tommer 8,0 tommer 
Opløsning 1.968 × 2.184 pixels 2.256 × 2.504 pixels 
Maksimal lysstyrke 2.600 nits 3.000 nits 
Processor Snapdragon 8 Elite for Galaxy Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy 
Batteri 4.400 mAh 5.000 mAh 
Kablet opladning 25 watt 45 watt 
Trådløs opladning 15 watt 20 watt 
Primært kamera 200 megapixels 200 megapixels 
Ultravidvinkel 12 megapixels 50 megapixels 
Telekamera 10 megapixels, 3× zoom 10 megapixels, 3× zoom 
Vægt 215 gram 215 gram 
Tykkelse, sammenfoldet 8,9 mm 8,9 mm 
Vand- og støvbeskyttelse IP48 IP48 

Fold8 Ultra har altså fået en bedre skærm, en nyere processor, større batteri, hurtigere opladning og et opgraderet ultravidvinkelkamera. På mål og vægt er forskellene derimod minimale. På papiret er det en fin liste over forbedringer.

I hånden føles det mere som en Fold7, der er blevet opdateret på de forventelige områder.

Jeg synes desuden det er vigtigt at bemærke, at Fold8 Ultra bruger den nye batteritype silicon-carbon, der kan pakke mere strøm på mindre plads.

Jeg åbnede næsten aldrig telefonen

En foldbar telefon med stor skærm skal ikke kun være teknisk imponerende. Den store skærm skal ændre den måde, jeg bruger telefonen på. Det gjorde den ikke.

I testperioden løste jeg stort set alle opgaver fra frontskærmen. Det gælder beskeder, mail, sociale medier, kamera, navigation, browsing, video og almindelig kommunikation – ja selv redigering af videoer til min Instagram- og Facebook-profiler var bedre at gøre på frontskærmen.

Jeg havde derfor sjældent en praktisk grund til at åbne telefonen.

De gange, hvor jeg foldede telefonen ud, var det først og fremmest, fordi jeg var i gang med en test og skulle huske at undersøge den store skærm. Ikke fordi opgaven foran mig krævede den store skærm.

En funktion kan være teknisk vellykket uden at være nødvendig. Den store skærm på Fold8 Ultra er flot, lysstærk og imponerende, men den blev ikke en naturlig del af min hverdag.

Multitasking er Fold8 Ultras stærkeste argument

Der er én oplagt situation, hvor den store skærm virkelig giver mening: Multitasking. Du kan have flere apps åbne samtidigt, flytte oplysninger mellem dem og arbejde i flere vinduer.

Her udnytter Fold8 Ultra den store skærm langt bedre end en almindelig smartphone.

Samsung fremhæver selv side om side-produktivitet og flere samtidige vinduer som nogle af de centrale argumenter for telefonen. Fold8 Ultra understøtter blandt andet Multi Window, App Continuity, proceslinje og Samsung DeX.

Funktionerne virker, og de fungerer fint. Det vigtige spørgsmål er derfor ikke, om du kan multitaske. Det kan du.  Spørgsmålet er, om du har brug for det og faktisk kommer til at bruge det, når telefonen er blevet hverdag.

Hvis du regelmæssigt arbejder med flere apps samtidigt, kan Fold8 Ultra give god mening. Det kan eksempelvis være, hvis du vil have mail og kalender åbne side om side, flytte tekst mellem dokumenter eller holde information synlig fra én app, mens du arbejder i en anden.

Hvis du normalt bruger én app ad gangen, er gevinsten langt mindre.

Du skal derfor være ærlig over for dig selv inden købet. Køb ikke Fold8 Ultra med en forestilling om, at du automatisk begynder at arbejde på en helt ny måde, bare fordi skærmen kan foldes ud.

Apps er stadig ikke klar til den store skærm

Samsung har løst mange af de fysiske problemer ved foldbare telefoner.

Skærmen er blevet bedre. Konstruktionen er blevet tyndere. Hængslet er mere forfinet. Folden i skærmen er mindre generende end tidligere. Det store problem ligger nu i høj grad omkring app.

Når jeg åbner forskellige apps på Fold8 Ultra, bliver jeg ofte mødt af forstørrede mobilapps frem for apps, der reelt er udviklet til en stor skærm. 

Nogle apps bliver strukket ud. Andre bruger pladsen dårligt. Flere giver blot en større version af den oplevelse, jeg allerede havde på frontskærmen. 

Det er også et problem på den mindre Fold8, men på Fold8 Ultra bliver det mere tydeligt. Jo større skærmen er, desto lettere er det at se, når en app ikke er udviklet med formatet i tankerne. 

Jeg endte derfor ofte med at blive mere irriteret end produktiv, når jeg åbnede telefonen.

Det er ikke nødvendigvis Samsungs skyld alene. Appudviklerne har også et ansvar.

Men som køber er det mindre vigtigt, hvem der har skylden. Du står stadig tilbage med en dyr telefon, hvor det vigtigste salgsargument ikke altid bliver udnyttet ordentligt.

Fold-hardwaren er med andre ord længere fremme end Fold-softwaren.

Jeg vil foreslå, at du læser min anmeldelse af Galaxy Z Fold8 inden du køber denne telefon.

Kameraet er godt, men ikke Samsungs bedste

Fold8 Ultra har Samsungs bedste kamerasystem.

Systemet består af et hovedkamera på 200 megapixels, en ultravidvinkel på 50 megapixels og et telekamera på 10 megapixels med 3× optisk zoom.

Samsung oplyser desuden, at det forbedrede kamera lukker mere lys ind end kameraet i Fold7. Det er et godt kamera.

Problemet er navnet Ultra.

Når Samsung kalder telefonen Fold8 Ultra, forventer jeg ikke blot det bedste Fold-kamera. Jeg forventer det bedste kamera, Samsung kan levere. Det får jeg ikke.

Kamerasystemet har ikke det samme omfattende linse- og zoomsetup som Galaxy S26 Ultra. Fold8 Ultra er derfor fortsat ikke den Samsung-telefon, jeg ville vælge, hvis kameraet var den højeste prioritet.

Fold8 Ultra er en af Samsungs dyreste telefoner. Alligevel skal køberen acceptere, at Samsungs traditionelle Ultra-model fortsat har den mest avancerede kameraoplevelse.

Billeder jeg har taget med Z Fold8 Ultra

Kameramodulet får Fold8 Ultra til at vippe

Kameraet giver også anledning til et mere lavpraktisk problem. Telefonen kan ikke ligge stabilt på et bord.

Kameramodulet stikker langt ud og er placeret i den ene side af bagsiden. Når telefonen ligger på en plan overflade, hviler den derfor skævt. Trykker du på skærmen for at skrive en besked, vipper telefonen kraftigt frem og tilbage. Det er et generelt problem på flere af Samsungs topmodeller, men det gør ikke irritationen mindre.

Da jeg på et møde i London konfronterede Samsungs designchef, Hubert H. Lee, med netop dette hverdags-irritationsmoment, forsvarede han i første omgang designet med, at det er et branchekendt problem drevet af “fysik” – altså kompromiset ved at klemme et avanceret kamera ind i en tynd telefon.

Men da jeg gik ham på klingen og fastholdt kritikken af den vippende telefon, kom den egentlige forklaring på bordet: Den fysiske stabilitet ofres bevidst på alteret for visuel genkendelighed.

Ifølge designchefen er det asymmetriske, lineære kameralayout blevet deres absolut vigtigste varemærke og selve kernen i deres ‘Galaxy-identitet’. Som han udtrykte det, er designet bevidst valgt for at sikre, at man øjeblikkeligt kan genkende telefonen på afstand – for eksempel når den dukker op i hænderne på skuespillere og stjerner i sydkoreanske K-pop-dramaer.

Det er den slags designproblem, som let drukner i en præsentation af megapixels, materialer og millimeter. I hverdagen er problemet langt mere mærkbart end mange af de tekniske forbedringer.

Batteriet er en positiv overraskelse

Batteritiden har til gengæld ikke været et problem. Jeg har ikke gået og tænkt over strømforbruget i testperioden. Jeg har heller ikke haft følelsen af, at den store skærm tømte telefonen unaturligt hurtigt.

Det er en positiv observation, netop fordi et godt batteri helst skal forsvinde i hverdagen.

Fold8 Ultra har fået et batteri på 5.000 mAh mod 4.400 mAh i Fold7. Den kablede opladning er samtidig hævet fra 25 til 45 watt, mens den trådløse opladning er øget fra 15 til 20 watt.

Det større batteri er en af de forbedringer fra Fold7, der giver konkret mening.

Batteriet har været stabilt nok til, at jeg ikke har skullet planlægge dagen omkring en oplader. Det er præcis sådan, det skal være på en topmodel.

GALAXY AI OG DANSK: Telefonens brugerflade og apps taler dansk, men flere centrale Galaxy AI-funktioner gør fortsat ikke. Dansk understøttes blandt andet ikke til liveoversættelse af opkald og resume af lydnotater. Selv emojis kan stadig ikke søges frem med danske ord. Flere AI-funktioner kræver desuden Samsungs eget tastatur eller browser. Vælger du andre apps, mister du blandt andet AI-stavekontrol og tekstresuméer. Google Gemini fungerer fint, men det er stadig for dårligt, at Samsung ikke er længere med dansk i sine egne AI-funktioner.

Fold8 Ultra er hurtig, men Fold8 følger med

Galaxy Z Fold8 Ultra bruger Snapdragon 8 Elite Gen 5 for Galaxy. Telefonen fås med 12 eller 16 GB RAM og op til 1 TB lagerplads. Den er hurtig. Meget hurtig.

I almindelig brug er der ikke noget at udsætte på hastigheden. Apps åbner hurtigt, systemet reagerer prompte, og der er masser af overskud til multitasking.

Jeg oplever dog, at telefonen under hård belastning bliver rigtig varm på ydersiden. Det er ikke en hverdagsproblem, eller noget den ikke kan tåle. Det er bare overraskende, at den kan blive SÅ varm.

Mine benchmarkresultater ser således ud.

 Antutu3D MarkGB 1/2GB OpenCL
Z Fold8 Ultra2.629.302 5.904 3.522 / 9.60522.992
Z Fold82.832.7024.3833.494 / 9.25724.296
Z Fold71.651.5254.6042.597 / 8.32815.874
Galaxy S26 Ultra3.492.2957.5433.700 / 11.10124.740

Qi2-magneter mangler stadig i Fold8 Ultra

Det er til gengæld skuffende, at magneter til Qi2 (Magnetic Power Profile – MPP) ikke er indbygget direkte i telefonen.

Konkret betyder det, at opladepladerne til trådløs opladning forsat sejler rundt, og det er svært at opnå den optimale forbindelse og hastighed, når der oplades trådløst.

Dermed kan man heller ikke bruge f.eks. MagSafe-bilholdere, kortholdere og små stativer, baseret på denne teknologi.

På Fold8 Ultra kræver denne type magnetisk tilbehør fortsat et særligt cover. Det er den samme situation som på den almindelige Fold8.

Jeg synes, det er en unødig begrænsning på en moderne topmodel. Magneter i selve telefonen ville give en meget konkret hverdagsfordel, frem for blot at være endnu et punkt på specifikationslisten.

SÅDAN OPDATERS SAMSUNG GALAXY Z FOLD8 ULTRA: Samsung lover syv års opdateringer, hvilket gælder på både Android og One UI. Telefonen leveres med Android 17 og brugerfladen One UI 9.

Fold8 Ultra mangler Privacy Display

Fold8 Ultra mangler også Samsungs indbyggede Privacy Display fra Galaxy S26 Ultra.

Funktionen begrænser skærmens synlighed fra siden og kan aktiveres gennem softwaren. Fordelen er, at personer ved siden af brugeren får sværere ved at læse beskeder og se andet følsomt indhold.

Teknologien er fortsat forbeholdt Galaxy S26 Ultra og findes ikke i Fold8 Ultra.

Netop på en foldbar telefon med en stor skærm ville funktionen give rigtig god mening. Når telefonen åbnes i et tog, på en café eller i andre offentlige omgivelser, bliver skærmen meget synlig for andre.

Det er derfor endnu et eksempel på, at Ultra-navnet ikke automatisk betyder, at telefonen har alle Samsungs mest avancerede topmodelfunktioner.

Det gør Ultra-navnet mindre overbevisende.

VIDEO: Her kan du se mine første indtryk af Fold8-serien kort efter fremvisningen

DET MENER ANDRE: TEK.NO: I Norge vurderer Tek.no Fold8 Ultra som en teknisk stærk og særdeles velbygget foldbar. Mediet fremhæver især den forbedrede indvendige skærm, det solide hængsel, bedre multitasking, større batteri, hurtigere opladning og det bedste kamera i Samsungs Fold-serie. Den samlede vurdering er dog, at forbedringerne er forholdsvis små, og at Fold8 Ultra derfor står i skyggen af den billigere og mere nyskabende Fold8. Tek.no giver Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra karakteren 8 ud af 10, betegnet som ”Meget bra”.

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Er det en Fold7 eller Fold8 Ultra? Forskellene er næsten usynlige. (Foto: MereMobil.dk)

Min konklusion: En stærk Fold, men ikke den Fold jeg ville købe

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra er en teknisk imponerende telefon.

Den har en flot 8-tommer skærm, høj ydelse, et godt kamera, et væsentligt større batteri og en lang periode med softwareopdateringer. Som produkt er den svær at afvise.

Som købsanbefaling er den langt mere kompliceret.

Jeg har stort set ikke åbnet den store skærm frivilligt under testperioden. Frontskærmen løste opgaverne, og når telefonen blev åbnet, blev jeg ofte mødt af apps, som virkede forstørrede frem for reelt optimerede.

Multitasking fungerer godt, men du skal vide, at du har brug for det. Ellers risikerer du at betale ekstra for en stor skærm, som du sjældent bruger.

Sammenlignet med Fold7 er Fold8 Ultra blevet bedre på en række målbare områder. Men den ændrer ikke grundlæggende på oplevelsen.

Kameraet er godt, men det er stadig ikke Samsungs mest avancerede kamera. Telefonen mangler indbyggede magneter, den mangler Privacy Display, og det asymmetriske kameramodul får den til at vippe voldsomt på et bord. 

Batteritiden er god, ydeevnen er meget høj, og den lange softwareunderstøttelse er et stærkt argument. Men det er ikke nok til at få mig til at vælge Fold8 Ultra.

Den mindre Fold8 i pasformat passer ganske enkelt bedre til min hverdag.

Galaxy Z Fold8 Ultra er derfor til dig, der ved, at du vil bruge den store skærm. Du skal aktivt ønske multitasking, flere vinduer og den størst mulige arbejdsflade i en foldbar telefon.

I år er Samsungs mest interessante foldbare telefon efter min mening ikke Ultra-modellen.

Den hedder bare Galaxy Z Fold8. Læs hele min test af Galaxy Z Fold8 her.

4 ud af 6 stjerner: Et rigtig godt produkt til en meget specifik målgruppe, men ikke den Fold-model, de fleste bør vælge.

Tjek også min video, hvor jeg går tæt på Galaxy Z Fold8.

Find laveste pris på Galaxy Z Fold8 Ultra

Se hvem der har den absolut laveste pris lige nu

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Flot, lysstærk og imponerende 8-tommer foldbar skærm
  • Meget høj ydelse og masser af kraft til multitasking
  • Multitasking med flere apps fungerer godt
  • God batteritid, som ikke kræver særlig opmærksomhed i hverdagen
  • Større 5.000 mAh silicon-carbon-batteri og hurtigere opladning end Fold7
  • Godt kamerasystem med forbedret ultravidvinkelkamera
  • Slank og relativt let konstruktion for en stor foldbar telefon
  • Solid byggekvalitet og et mere forfinet hængsel
  • Syv års Android- og One UI-opdateringer

Lidt at tænke over

  • Den store indvendige skærm giver begrænset merværdi i almindelig hverdagsbrug
  • Mange apps er forstørrede eller udstrakte frem for optimerede til formatet
  • Fold8 Ultra føles unødigt stor sammenlignet med Fold8 i pasformat
  • Kameraet er ikke på niveau med Galaxy S26 Ultra trods Ultra-navnet
  • Bliver meget varm på ydersiden under hård belastning
  • Det asymmetriske kameramodul får telefonen til at vippe kraftigt på et bord
  • Ingen indbyggede magneter til Qi2 Magnetic Power Profile
  • Ingen Privacy Display som på Galaxy S26 Ultra

Mere til historien

I forhold til kameradelen så er jeg meget spændt på, hvad Galaxy S27 Ultra byder på i starten af 2027. Det er nok her, du reelt skal kigge, hvis kamera og video er vigtigt for dig.

Samsung Galaxy Z Fold8 Ultra
Nubia Air Pro test: Hvor meget mobil får du for 3.000 kroner?

VIDEO: Nubia Air Pro koster under 3.000 kroner, men leverer ultratyndt design, flot AMOLED-skærm og batteritid i op til to dage. Spørgsmålet er, om den er god nok til, at du kan spare flere tusinde kroner på din næste mobil.

(mere…)
Foldbar iPhone Ultra kan blive forsinket i Danmark

Apples første foldbare iPhone kan ifølge nye meldinger få en begrænset lancering i USA, før den senere rulles ud på andre markeder.

(mere…)
Segway Navimow X450 imponerer efter en hel sommer i haven

VIDEO: Segway Navimow X450 er ikke til den almindelige villahave, men på store og udfordrende græsarealer leverer den en imponerende stabil indsats.

(mere…)
Google lancerer Tap to Share til Pixel og Galaxy

Google har lanceret en ny Tap to Share-funktion, som er en pendant til Apples NameDrop.

(mere…)
Pixel 11 Pro Fold lanceret: Lettere, lysere og dyrere

Google Pixel 11 Pro Fold får lavere vægt, lysere OLED-skærme og hurtigere trådløs opladning, men batteriet er blevet mindre og prisen højere.

(mere…)
Samsungs Galaxy Buds godkendt som høreapparater

Galaxy Buds fra Samsung kan snart fungere som et fuldt funktionelt høreapparat. De amerikanske myndigheder har givet grønt lys til den nye software.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2026 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram