Små børn bruger over 100 minutter foran en skærm – hver dag!
Ny rapport om små børns liv med skærme viser bekymrende tal, mener Børns Vilkår.
Børns Vilkår har sat skræmmende ord på en ny undersøgelse om, hvilken rolle skærme spiller i langt de fleste små børns liv.
Foruden at have talt med børnene selv, har Børns Vilkår fået adgang til data fra den seneste seermåling fra analyseinstituttet Nielsen.
Heraf fremgår det, at 80 procent af børn i tre til seks års alderen streamer ugentligt.
Seermålingen viser, at børn hver eneste dag tilbringer 101 minutter foran en skærm, hvor der i gennemsnit streames 84 minutter, mens de sidste 17 minutter bruges på traditionelt tv.
Det svarer til 11 timer om ugen, hvilket er over dobbelt så meget, som Børns Vilkår anbefaler. Hertil kommer den tid, børn eventuelt også bruger på onlinespil og apps.
– “Det er rigelig kompliceret for et lille barn at få greb om – og skabe sammenhæng i den fysiske verden, og blandt andet derfor anbefaler vi, at familier minimerer den tid, små børn bruger foran en skærm,” udtaler Malene Angelo, psykolog i Børns Vilkår, i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at digitale medier ikke kan tilbyde børn den vigtige læring, der ligger i at sanse ting omkring dem og være fysisk i kontakt med voksne, de kan spejle sig i.
– “Vores tommelfingerregel hedder derfor maks. fem timer på en uge og ikke mere end 45 minutter per dag,” siger Malene Angelo.
LÆS OGSÅ: Små børn efterlades alene med skærmen
FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Omkring ni ud af ti børn, der bruger tablet eller telefon derhjemme, bruger den til at se film eller videoer. Lige så mange bruger den til at spille spil.
YouTube er et hit
Seermålingen afslører også, hvilke streamingtjenester børnene benytter. Her er det særligt DR TV og YouTube, der hitter.
YouTube er den, som børnene får klikket sig ind på. Og det er ikke anbefalelsesværdigt til de små børn.
– “Den er slet ikke er udviklet til børn under 13 år, selv om der er godt nok indhold til den målgruppe der,” siger Malene Angelo til Ritzau.
Hun anbefaler generelt, at man gør skærmtiden for de små børn til et fælles projekt. Så kan man som forældre bedre være med.
– “Det kunne være at bruge fjernsynet fremfor en tablet. Se det med dit barn i stedet for at lade dem sidde med det alene,” siger Malene Angelo til Ritzau.
Det er især om morgenen og mellem klokken 17.00 og 20.00, at børnene streamer, hvilket tyder på, at forældrene tyer til den lette løsning og parkerer børnene, når en hektisk dag skal sættes i gang, og når den hektiske dag skal afsluttes.
Det underbygges af, at halvdelen af de adspurgte børn angiver at de derhjemme bruger tablets eller telefoner i forbindelse med måltider, mens 44 procent af børnene svarer, at de nogle gange bruger tablet eller telefon, når de ligger i deres seng om aftenen.
– “Både spisetid og sengetid er situationer, hvor små børn har behov for deres forældres nærvær og hjælp til at forstå og dele, hvad der fylder for dem her og nu, udtaler Malene Angelo og påpeger, at det er vigtigt, at der er tidspunkter i løbet af dagen, hvor børn på den måde får mærket deres forældres kærlighed og interesse efter mange timers adskillelse.
– “Både under måltider og putning vil skærme derfor i høj grad være et forstyrrende element, og det er ret chokerende, hvor mange børn der oplever dem som en helt naturlig del af de stunder,” siger Malene Angelo.
Børns Vilkår har foretaget undersøgelsen blandt 567 børnehavebørn, og altså haft adgang til data fra den seneste seermåling fra analyseinstituttet Nielsen.
Dette gør skærmbrug ved dine børn
Skærmbrug kan føre til dårligere hukommelse og mindre kreativitet. En ekspert giver i denne podcastepisode gode råd til familier med børn. Et skræmmende faktum er, at spil og apps er designet til at kidnappe børnene. Læs mere her og hør episoden herunder eller i din podcast-app; søg efter ‘meremobil’.
Mere til historien
Udenlandske studier viser, at børn under to år, der ser på en skærm to timer om dagen, vil kunne få problemer med hukommelse, koncentration og tilpasning senere i barndommen. Desuden anbefaler
verdenssundhedsorganisationen WHO, at børn har maks. en times skærm om dagen.