iPhone 18 Pro er fremragende – men du behøver den næppe
TEST: iPhone 18 Pro er en fænomenal smartphone og en bundsolid arbejdshest, der holder hovedet usædvanligt koldt under pres. Men har du allerede en iPhone 17 Pro, er der meget lidt grund til at skifte.

Da jeg sidste år testede iPhone 17 Pro, konkluderede jeg, at Apple havde flyttet Pro-serien fra at være et luksuslegetøj til et seriøst produktionsværktøj. Med lanceringen af iPhone 18 Pro fortsætter Apple ad samme spor.
Min helt overordnede dom efter testperioden er krystalklar: iPhone 18 Pro er en ualmindelig god iPhone til alle tænkelige slags opgaver. Den leverer en af de mest gennemførte og velafbalancerede premium-pakker i en fornuftig størrelse, man overhovedet kan opstøve på smartphone-markedet i dag.
Forventer revolutioner på billed- og videosiden, må jeg skuffe dig. Til gengæld har Apple taget hånd om en velkendt udfordring ved kompakte mobile kraftværker: Varmeudvikling.
Mindre varme: Et dampkammer der batter
I min anmeldelse af iPhone 17 Pro fandt jeg termometret frem og målte temperaturerne på bagsiden efter en hård stresstest, hvor 17 Pro klarede sig mærkbart bedre end dennes forgænger. På iPhone 18 Pro er varmehåndteringen rykket en hel division op.
Indvendigt har Apple udstyret telefonen med et nydesignet kølesystem, der har et regulært dampkammer, hvis overflade er tre gange større end det i iPhone 17 Pro.
Samtidig er den nye Apple A20 Pro-processor bygget på en avanceret 2-nanometer proces, hvor arbejdshukommelsen (RAM) er placeret side om side med processoren for bedre varmeafledning.
Forskellen kan i den grad mærkes i hverdagen. Når telefonen presses med tunge benchmarks, lange videobearbejdninger eller grafiktunge spil, bliver iPhone 18 Pro mærkbart mindre varm at holde ved end tidligere generationer.
Den termiske neddrosling (throttling) er reduceret betragteligt, og telefonen bevarer et højt ydeevneniveau uden at blive ubehagelig i håndfladen. Jo! Den bliver stadig varm, men den køler også hurtigt ned igen.
Vild råstyrke: A20 Pro er voldsomt hurtig – men mærker du det?
Under motorhjelmen finder vi Apples nye A20 Pro-chip samt 12 GB RAM og 50 procent højere hukommelsesbåndbredde.
Når jeg kører mine faste ydelsestest igennem, leverer iPhone 18 Pro et regulært tigerspring på rå regne- og grafikkraft.
Særligt på 3DMark-grafiktesten og den samlede AnTuTu-score blæser den forgængerne af banen. Du kan se mine målinger herunder.
| Model | Antutu | 3D Mark | GB 1/2 | GB OpenCL |
| iPhone 18 Pro | 3.536.857 | 7.802 | 3.964 / 11.318 | 62.013 |
| iPhone 17 Pro | 2.415.053 | 4.345 | 3.752 / 9.476 | 45.611 |
| iPhone 16 Pro | 1.849.551 | 3.436 | 3.360 / 8.464 | 32.637 |
Tallene imponerer voldsomt på papiret: 3DMark-scoren er løftet med knap 80 procent i forhold til 17 Pro, og AnTuTu stiger med over 46 procent. Men jeg må samtidig holde fast i min hverdagsdom: Jeg mærker ikke denne eksplosion i råstyrke i dagligdagen i den grad, man ellers skulle tro.
Alt afvikles lynhurtigt og uden tøven, men det gjorde det altså også på iPhone 17 Pro. Almindelige hverdagsopgaver åbner og flyder præcis så ubesværet, som vi forventer af en moderne Pro-model.
Vær også opmærksom på lagerpladsen. Teardowns og systemdata fra brugere tyder på, at 256 GB- og 512 GB-modellerne bruger TLC-hukommelse, mens især 2 TB – og mange 1 TB-enheder – er set med QLC-NAND.
QLC er billigere at producere og kan have lavere skriveydelse end TLC, især når lageret er meget fyldt. Apple oplyser ikke selv, hvilken NAND-type de enkelte modeller bruger, og jeg har ikke efterprøvet forskellen i praksis.

Forudbestil din nye iPhone 18 Pro med Fri Tale fra 3
Brug mobilen i 100 lande uden, at det koster ekstra, og rejs bekymringsfrit med 3LikeHome. Del data på tværs af enheder med 3Family. Og med 99 % af befolkningen 5G-dækket er du altid online med topfart.
👉 Bestil din iPhone 18 Pro i dag – Den ultimative iPhone Pro

Kameraet er fremragende – men 17 Pro er tæt på
iPhone leverer fortsat et af de absolut bedste og mest pålidelige “point-and-shoot” kameraer på markedet. Man hiver telefonen op fra lommen, trykker på udløseren, og billedet sidder lige i skabet stort set hver evig eneste gang uden tekniske krumspring.
Kigger vi på de internationale kameraspecialister hos DXOMARK, understreges kameraets kvaliteter meget tydeligt.
DXOMARK giver iPhone 18 Pro 172 point samlet, hvilket placerer den på en global andenplads efter Huawei Pura 80 Ultra med 175 point. På video scorer den 176 point, hvilket er blandt testens absolut højeste resultater. Da Huawei Pura 80 Ultra ikke sælges på det danske marked, er iPhone 18 Pro blandt de højest scorende kameratelefoner, danske købere reelt har let adgang til.
DXOMARK belønner den blandt andet med klassens absolut højeste score på video (176 point) og en topscore på billeder i svag belysning (150 point).
Når det er sagt, så er der set med mine forbrugerbriller ikke sket meget nyt i den praktiske dagligdag.
Årets store hardwarenyhed er, at hovedsensoren på 48 megapixels har fået variabel, mekanisk blænde (f/1.48, f/1.8, f/2.8 og f/4.0). Men mærker man en reel forskel? Nej, det gør man ikke.
Hovedkameraet tager fremragende billeder – med flot dynamik, naturlige farver og gode 24-megapixel resultater – men det gjorde iPhone 17 Pro altså også.
Telelinsen (4x optisk zoom, 48 megapixels) er identisk med sidste års.
Den leverer glimrende portrætter ved 100 mm brændvidde, men den lider fortsat under den samme svaghed som forgængeren: Den kan ikke stille skarpt på helt tæt hold. Skal du fange et nærbillede af en blomst eller et ur, tvinges du ud i ultravidvinklens makrofunktion, hvor telefonen let kaster skygge over motivet.
Videokvaliteten er fortsat blandt markedets allerbedste, og billedstabiliseringen er fremragende.
Men samlet set har jeg i forhold til video og billeder reelt ikke oplevet den store forandring fra iPhone 17 Pro.
Mine billeder fra iPhone 18 Pro











Mindre Dynamic Island og markant færre reflekser
Designmæssigt er der tale om klassisk genbrug fra sidste år med den velkendte aluminiumsramme, matteret glas på bagsiden til trådløs opladning, IP68-vandbestandighed og den dedikerede kamerakontrolknap på siden.
På fronten er der dog en lille visuel ændring: Dynamic Island er blevet en anelse mindre. Apple har gemt IR-kameraet til Face ID under skærmpanelet i øverste venstre hjørne, hvilket frigiver en smule skærmplads til notifikationer og live-aktiviteter.
Det har dog på ingen måde generet mig på tidligere modeller, at dette område har været der, så i hverdagen føles ændringen mest af alt kosmetisk.
Selve den 6,3 tommer store Super Retina XDR OLED-skærm har fortsat op til 120 Hz opdateringshastighed og kan nå op til 3.000 nits udendørs.
Skærmen har desuden en effektiv antireflekscoating – en lille finesse, vi også har set hos Samsung, og som er en lille genial ekstra hverdagsfunktion. Den fjerner irriterende reflekser og gør displayet forbilledligt let at aflæse under åben himmel.
Også stereohøjttalerne fortjener et klap på skulderen: De spiller højere end på iPhone 17 Pro uden at miste den fylde og balance, der gør Apples højttalere til nogle af markedets allerbedste.

Batteri: Slut med at lede efter stikkontakten
Batterikapaciteten er øget en anelse til 4.056 mAh i udgaven med fysisk SIM-kort, som er en version, der sælges i Danmark. Parret med den mere energieffektive A20 Pro-chip giver det en mærkbar gevinst i hverdagen.
Hvor man tidligere kunne skele nervøst til batteriindikatoren sidst på en lang arbejdsdag, oplever jeg nu, at man løber markant mindre rundt efter en stikkontakt med den nye iPhone i hånden.
Op mod to dages brug uden opladning vil for mange være noget, de reelt kommer til at opleve – naturligvis afhængigt af deres individuelle forbrugsmønster. Det er den bedste udholdenhed til dato i en kompakt Pro-model.
Samtidig er det genialt, at Apple endelig har skruet op for ladehastigheden med flere watt:
- Kablet opladning: Apple understøtter nu hurtigere opladning (op til 45 watt) og anbefaler en 60 watt AVS-kompatibel strømforsyning for maksimal hastighed.
- Hurtigere tankning: Apple opgiver op til 50 procent på omkring 15 minutter. I min test nåede telefonen cirka 71 procent efter en halv time.
- Trådløs opladning: Op til 25 watt via MagSafe og Qi2.
Konklusion: Skal du købe iPhone 18 Pro?
iPhone 18 Pro er en ualmindelig god og velafbalanceret smartphone med tårnhøj driftssikkerhed, lækker byggekvalitet, overlegen batteritid og en varmehåndtering, der endelig tæmmer kraftværket under motorhjelmen.
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Prisen har fået et nøk opad på grund af dyrere komponenter, og springet fra sidste år er behersket.
Startprisen er nu 10.999 kroner for 256 GB udgaven, hvilket gør iPhone 18 Pro til en temmelig dyr telefon.
OVERBLIK: Se alle 2026-priserne på iPhone 18 Pro her
Hvis du vil bruge budgettet med sund fornuft, er sidste års iPhone 17 Pro et oplagt og markant billigere alternativ. Uden abonnement sparer du ifølge PriceRunner i omegnen af 2.000 kroner på 256 GB-versionen – og i praksis får du stort set den samme brugeroplevelse og kamerakvalitet i hverdagen.
- Har du en iPhone 16 Pro eller 17 Pro? Behold den. Forbedringerne på kameraet er for marginale til at forsvare investeringen.
- Har du en iPhone 14 Pro, 15 Pro eller ældre? Så får du et mærkbart større spring i ydelse, batteritid, opladning og skærm..
iPhone 18 Pro lander på 5 ud af 6 stjerner. Den taber den sidste stjerne på en mærkbar prisstigning og et kamera, der trods variable blænder reelt står stille i hverdagen.
Find den billigste på iPhone 18 Pro
Sammenlign aktuelle priser hos danske forhandlere og se, hvor iPhone 18 Pro, 256 GB, er billigst lige nu.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
FORDELE
- Fremragende varmehåndtering: Bliver mærkbart mindre varm under belastning.
- Bedre batterilevetid – op mod to dages brug for mange brugere.
- Genialt med hurtigere opladning på op til 45 watt.
- Et af markedets bedste og mest pålidelige “point-and-shoot” kameraer.
- Højeste DXOMARK-kamerascore blandt telefoner tilgængelige på det danske marked.
- Fremragende skærm med genial antireflekscoating mod sollys.
- Mærkbart højere og vellydende stereohøjttalere.
- Voldsomt generationsspring i rå ydelse med Apple A20 Pro.
LIDT AT TÆNKE OVER
- Ydelsesløftet mærkes sjældent markant i almindelig daglig brug.
- Variabel blænde giver ingen reel forbedring af billederne i praksis.
- Telekameraet mangler fortsat kort nærgrænse til tætte makrofokus.
- Højere startpris end sidste års model.
- iPhone 17 Pro koster ca. 2.000 kr. mindre for 256 GB og er det bedste køb for pengene.
- Rapporter om QLC-hukommelse i især 2 TB og nogle 1 TB-modeller kan betyde lavere skriveydelse end TLC.
Mere til historien
Du får stadig en knap til start af kameraet på siden af telefonen. Jeg er IKKE fan. Den er total overflødig i den form, at den har. Faktisk oplever jeg jævnligt fejltryk på den.

