Apple satser nyt med HomeView – Danmark bliver snydt
Efter flere års rygter er Apple HomeView endelig officiel. Den kombinerer skærm, højttaler, Siri og smart home-styring – men produktet lanceres ikke i Danmark.

Først og fremmest må jeg skuffe og sige, at HomeView IKKE kommer til Danmark. Det samme gælder de øvrige EU-lande.
Jeg har kigget tilbage i vores tidligere artikler, og umiddelbart kan jeg se, at vi har beskrevet rygterne om HomeView siden starten af 2025, dengang under navnet HomePad.
Nu er enheden her endelig, og det er faktisk lidt svært at finde ud af, hvor jeg skal starte.
Det basale er, at HomeView er en kombineret højttaler og skærm. Designet vækker minder om det gamle iMac G4-design fra 00’erne. Om det er en direkte inspiration, ved jeg dog ikke.
Skærmen er på 7 tommer og har et kvadratisk format. Ombord sidder en A18-chip med mulighed for Apple Intelligence. Desuden får enheden et 12-megapixels FaceTime-kamera med Center Stage.
Skærmen kan betjenes med touch. Det lyder måske som en selvfølge, men det er værd at nævne, fordi vi flere gange har hørt rygter om, at HomeView primært skulle betjenes med stemmen og Siri. Det kan den stadig, men touch er altså også en mulighed.
Siri er hele omdrejningspunktet

Siri er grundstenen i denne enhed og virker derfor som noget af en satsning i lyset af Apples temmelig ustabile historik med netop Siri. Desuden får HomeView Siri AI, som endnu ikke er tilgængelig i EU.
HomeView kommer i to udgaver: en bordudgave og en vægudgave. Sidstnævnte har et anderledes design end bordmodellen.
Tidligere har vi hørt rygter om, at den vil have bedre lydkvalitet end HomePod Mini. Det har vi endnu ikke fået officielt bekræftet, men jeg opdaterer artiklen, hvis det kommer frem.
Apps, smart home og personlig visning
HomeView kommer med flere af Apples egne apps og understøtter også kompatible tredjepartsapps til lyd og video. Apple har dog ikke annonceret en selvstændig App Store til enheden.
En af de mere interessante funktioner er ansigtsgenkendelsen, hvor HomeView kan genkende op til seks forskellige personer. På den måde får hver person sin egen hjemmeskærm med apps, widgets og personligt indhold.
HomeView er også tænkt som en central enhed til det smarte hjem. Her kan man blandt andet styre lys, termostater og dørlåse samt se op til ni kameraer på skærmen samtidig.
På lydsiden har Apple også gjort en del ud af HomeView.
Bordudgaven har blandt andet to højttalerenheder, en nedadvendt basenhed og understøttelse af Spatial Audio. Hvordan lydkvaliteten er sammenlignet med HomePod Mini, må vi dog vente med at vurdere.
Prisen bliver 299 dollars for begge udgaver, og salget begynder den 13. november i otte lande. Danmark er dog ikke iblandt dem, og Apple bekræfter direkte, at HomeView ikke lanceres i EU på nuværende tidspunkt, fordi Siri AI endnu ikke er tilgængelig her.
Mere til historien
Apple har også lanceret et nyt Apple TV og HomePod Mini 2. Modsat HomeView er disse produkter tilgængelige i Danmark.

