Sony Xperia 10 II test | taber desværre kampen
MINITEST: Xperia 10 II yder ikke, hvad jeg forventer fra Sony. Det er trist, at Sony ikke har større ambitioner i klassen under 3.000 kroner. Læs min Xperia 10 II test.
Denne telefon, der hører til i den nederste del af mellemklassen, rammes af den vanvittigt hårde konkurrence.
Selvom jeg holder meget af Sony, så har Xperia 10 II desværre ikke noget som for alvor rykker og som ikke allerede findes billigere andre steder.
Xperia 10 II har dog én fordel fremfor de primære konkurrenter Motorola One Hyper og Motorola Moto G8 Power, hvis jeg ser på nogle af de seneste mellemklassetelefoner, jeg har anmeldt.
ANMELDELSE: Motorola Moto G8 Power giver tre dage uden opladning
Fordelen for Sony er skærmen. Mens konkurrenterne kun har LCD-skærm, så byder Sony ind med OLED-skærmteknologi, som ellers oftest kun ses i dyrere telefoner. Så skærmbilledet fejler altså ikke noget. Tillæg så 21:9-skærmformat, der giver dig en smal telefon – ja så har du endnu en fordel.
Men så stopper festen også. Mere om det efter specifikationerne på den testede model:
Specifikationer: Sony Xperia 10 II
- Skærm: 6,0 tommer OLED, Gorilla Glass 6
- Opløsning: 1.080 x 2.520 pixels (21:9 format)
- Processor: Qualcomm Snapdragon 665
- RAM: 4 GB
- Hukommelse: 128 GB
- Udvidelse af hukommelse: MicroSD-kort Ja – op til 1 TB
- Dual-SIM: Ja
- Batteri: 3.600 mAh
- Opladning: USB Type-C stik, hurtigoplader understøttet men medfølger ikke
- Trådløs opladning: Nej
- Kamera 1: 12 megapixels, 26 mm, f/2.0, PDAF, 77 gr.
- Kamera 2: 8 megapixels, 52 mm, f/2.4, telefoto, 45 gr.
- Kamera 3: 8 megapixels, 16 mm, f/2.2, ultra vidvinkel 120 gr.
- Frontkamera: 8 megapixels, f/2.0, 84 gr.
- Størrelse: 157 x 69 x 8.2 mm.
- Vægt: 151 gram
- Fingeraftrykslæser: På siden
- Forbindelser: Bluetooth 5.0, Wi-Fi IEEE802.11a/b/g/n (2.4 GHz)/n (5 GHz)/ac, GPS, Glonass
- Stik: 3.5 mm. jackstik
- IP65/68
- Platform: Android 10
Følges langsom ved dagligt brug
Ydelsen matcher Motorola Moto G8 Power, der ligesom Sony kommer med Qualcomm Snapdragon 665-processor. Denne processor er kendt for en god balance mellem ydelse og lang batteritid. Xperia 10 II er ingen undtagelse.
Trods kun 3.600 mAh i kapacitet så holder Xperia 10 II snildt et par dage uden opladning.
Selvom ydelsen på papiret er ens, så føles Sony Xperia 10 II langsommere end Moto G8 Power, når du bruger telefonen. Der mangler tydeligvis nogle optimeringer fra Sonys side.
Sony har desuden en fingeraftrykssensor på siden, der har drillet min finger med mange fejllæsninger og jeg er uimponeret over kameraet med dens 12 megapixels hovedsensor. Du kan se nogle af mine billeder herunder.
Over tid har Sony skridt for skridt forladt deres egenudviklede apps i styresystemet, hvilket er et stort plus. Fra denne udgivelse er Sonys egen galleriapp væk. Nu skal du bruge Google Fotos og det klager jeg bestemt ikke over.
Den mere rene tilgang til Android har den sidegevinst, at det er lettere for Sony at udsende opdateringer, hvilket i sidste ende gavner dig som forbruger. I boksen herunder kan du se, hvilket planer Sony har for kommende opdateringer af Xperia 10 II.
Billeder taget med Xperia 10 II
SÅDAN VIL SONY OPDATERE XPERIA 10 II: Sony oplyser, at Xperia 10 II vil modtage sikkerhedsopdateringer hver måned i mindst to år. Køberne skal forvente mindst én opdatering af Android-platformen. Det fortæller Sony Danmark til MereMobil.dk.
Konklusion: Det er for mange penge
Sony Xperia 10 II koster aktuelt omkring 2.800 kroner. Uanset hvor meget jeg holder af Sony, så er det bare for mange penge i forhold til, hvad du får.
Markedet er hårdt og når Motorola Moto G8 Power kan købes for under 1.800 kroner, er det vanvittigt at købe Xperia 10 II. I hvert fald til den aktuelle pris.
Jeg mener, at den oplevede ydelse fra Moto G8 Power er bedre. Det samme gælder kameraet og batteritiden.
Du får dog kun 64 GB lagerplads mod 128 GB på Sony. Begge telefoner har i øvrigt 4 GB RAM. Desuden leverer Moto en lidt større skærm omend Sonys skærmteknologi er bedre.
Med en prisforskel på omkring 1.000 kroner trækker Sony det korteste strå og slutter på 3 ud af 6 stjerner. Xperia 10 II er ikke en telefon, som du behøver bruge din tid på.
Sony kommer op mod sommerferien med topmodellen Xpeira 1 II, der koster 8.499 kroner. Det bliver spændende om Sony kan noget mere her. Jeg har ikke modtaget Xperia 1 II endnu, men du kan her læse, hvad andre anmeldere mener om Xperia 1 II.
Fordele og lidt tænke over
Fordele
- God OLED-skærmteknologi i 21:9-format
- Lang batteritid – op til to dage
- Forholdsvis ”ren” Android
- Fornuftig størrelse lagerplads
- Klar udmelding om kommende opdateringer
Lidt at tænke over
- Fingeraftrykssensor i knap på siden fungerer ikke godt nok
- Rimelig ydelse på papiret men føles relativt sløv ved dagligt brug
- Kameraet starter langsomt og tager inspirerende billeder
- Har ikke trådløs opladning
- Prisen er for høj i forhold til konkurrerende telefoner
Mere til historien
Motorola Moto G8 Power kommer ikke med NFC. Wi-Fi-teknologien er Wi-Fi 802.11 b/g/n. Sony Xperia 10 II har NFC og har desuden Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac samt dual-band. Begge telefoner har Bluetooth 5.0.