Motorola Edge+ testen er i gang – mine første billeder og målinger
Min test af Motorola Edge+ er startet – her er mine første indtryk. Se de første billeder jeg har taget med Edge+ samt benchmarkmålinger mod OnePlus og Samsung.
Motorolas første brede topmodel i nyere tid, er landet på mit bord. Det første der slog mig ved udpakningen var, hvor solid den ser ud og føles. Edge+ er mega flot og jeg har båret den rundt med forsigtighed af frygt for at tabe den, ikke fordi den føles skrøbelig, men fordi det jo ødelægger udtrykket og giver glasskår i fingrene.
Kant-til-kant skærmen med en 90 graders bue er jeg så lidt “fishy” ved. Jeg har ikke haft nogle fejltryk (endnu), men udtryksmæssigt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene.
Jeg kan konstatere, at når telefonen ses forfra, er der farveforskel, der hvor skærmen buer. Ser du telefonen fra siden, så står kanten helt tydeligt, mens farverne nedtones på den anden del af skærmen. Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til. Det peger lidt i retning af, at buen er lavet “fordi vi kan” eller “det kunne se fedt ud“.
Du kan dobbelttappe på siden, for at få en app (eksempelvis Chromebrowser) til at brede sig helt ud over siden – dobbelttap for det modsatte. Jeg har aldrig tænkt over, at jeg skulle have behov for at brede en app ned over siderne – særligt ikke hvor skærmens toning samtidigt skifter. Funktionen kan i øvrigt slås fra, hvis ikke du ønsker at bruge den. Det har jeg allerede gjort.
LÆS VIDERE: Her er min fulde anmeldelse af Motorola Edge+
Så kraftig er Edge+
Jeg har lavet et par benchmarkmålinger på Motorola Edge+ for at afprøve ydelsen fra processoren og de 12 GB LPDDR5 RAM. Edge+ kommer med Qualcomm Snapdragon 865, hvilket er den samme processor, som OnePlus har benyttet i OnePlus 8 Pro og OnePlus 8.
Som det fremgår af tabellen herunder, så er Edge+ over OnePlus 8 Pro med den samme processor og den samme mængde RAM. Det er dog ikke mere, end jeg vil betegne dem som værende på niveau.
Et tydeligt stykke under finder vi Samsung Galaxy S20 Ultra, der kører på Samsungs egen Exynos 990 processor.
Antutu | 3D Mark | RAM | CPU | |
Motorola Edge+ | 581.370 | 7.389 | 12 GB | Snapdragon 865 |
OnePlus 8 Pro | 571.054 | 7.101 | 12 GB | Snapdragon 865 |
Samsung Galaxy S20 Ultra | 525.214 | 6.707 | 12 GB | Exynos 990 |
Billeder taget med Motorola Edge+
Jeg har stadig til gode at komme helt tæt på kameraet i Edge+. Derfor kan jeg endnu ikke sige noget om kvaliteten fra den 108 megapixels store sensor, som er telefonens gennemgående salgsargument.
Du kan se nogle af mine første billeder i galleriet herunder.
Bemærk: Billedernes kvalitet kan være forringet i nedenstående galleri, i forhold til de originale billeder, på grund af komprimering til netformat.
Sådan bliver Motorola Edge+ opdateret
Den gode nyhed omkring Motorolas produkter er de tydelige meldinger om, hvad kunderne skal forvente af opdateringer og dermed vedligeholdelse fremover.
Motorola Edge+ vil modtage minimum to store Android-opdateringer i dens levetid, oplyser Motorola til MereMobil.dk. Android 12-opdateringen er dermed bekræftet – og vel egentlig også Android 13.
Telefonen får sikkerhedsopdateringer minimum hver anden måned i minimum to år, fortæller Motorola videre. Min testmodel er aktuelt opdateret til sikkerhedsniveauet “1. april 2020”.
Hvad vil du gerne vide?
Jeg slås lidt med den optiske fingeraftrykssensor. Mine første indtryk er, at telefonen skal “vækkes” inden den registrerer fingeren – selvom sensorområdet er til stede på skærmen. Dette bliver et af mine store fokuspunkter i den kommende anmeldelse.
Lysføleren er også udfordrende. Ind i mellem, men ikke konsekvent, er den meget hurtig til at dæmpe eller forøge lysstyrken på skærmen, uden egenligt påviselig grund. Jeg holder også øje med om dette fortsætter.
Til gengæld er jeg vild med Android-udgaven som vel nærmest er det, vi kan kalde bloatwarefri, hvis vi ser bort fra Googles egne apps. Det er RIGTIGT positivt.
Nu til spørgsmålet: Hvad vil du gerne vide om Motorola Edge+? Skriv en kommentar i feltet herunder.
LÆS OGSÅ: Nu skal der styr på bloatware i Android
Den umiddelbart mest åbenlyse konkurrent til Motorola Edge+ er OnePlus 8 Pro, der stort set koster det samme. Her kan du læse min anmeldele af OnePlus 8 Pro. Motorola Edge+ er i butikkerne fredag den 15. maj 2020.
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Alle de fire nævnte modeller i ovenstående tekst, Motorola Edge+, OnePlus 8, OnePlus 8 Pro og Samsung Galaxy S20 Ultra, er 5G-ready. Så når 5G på et tidspunkt bliver tilgængelig, er telefonerne klar til at udnytte det. Det gælder også for lillebroderen til Edge+ – Motorola Edge.