Ikonisk relancering er stadig forsinket
Der går længe inden klaptelefonen Motorola Razr kan købes i Danmark. Coronavirus forsinker produktionen, oplyser Motorola.
Vi skal helt tilbage til den 14. november 2019 for at finde Motorolas præsentation af klaptelefonen Motorola Razr med foldbar skærm. Dengang var det planen, at Razr landede i Danmark den 24. januar 2020.
Razr er en relancering af Motorolas ikoniske originale klaptelefonhit fra 2004, der opnåede at blive verdens mest solgte klaptelefon.
VIDEO: Genoplev Motorola Razr – ikonet fra 2004
Ligesom mange andre techvirksomheder er det Lenovo-ejede Motorola blevet ramt af coronasituationen, der har ændret planer for lanceringer af produkter. I første omgang lukkede dele af teknologiverdenen i Kina ned eller gik ned på lavere blus. Dette førte til forsinkelser i produktionen og formodentligt også adgang til komponenter fra underleverandører.
Situationen gjorde det umuligt for Motorola at opretholde deres tidsplan for lanceringen af Razr.
Ifølge Motorola har de kunder, som forudbestilte Motorola Razr, fået deres bestillinger leveret. Det skete i slutningen af januar. Nu venter Telia, som er Motorola primære partner, samt interesserede kunder, på den næste levering.
– ”Efter vores første levering tilbage i slutningen af januar, er Razr fortsat udsolgt i Danmark. Situationen i Kina har gjort, at den næste levering er forsinket. Vi skriver kunderne op og opdaterer snarest muligt timing for den næste levering,” fortæller Motorola Danmark til MereMobil.dk.
Aktuelt kommunikerer Telia på deres webshop den 10. april 2020 for levering af Razr. Om datoen holder, er svært at sige på nuværende tidspunkt.
– ”Telefonen er ganske rigtigt udsolgt p.t. Motorola forventer at levere igen i midt april,” siger Mads Houe, pressechef i Telia til MereMobil.dk.
Telia giver samtidigt udtryk for, at Razr er et nicheprodukt til de særligt interesserede.
– “Interessen for telefonen har været som ventet: Det er en eksklusiv telefon, der henvender sig til en mindre teknologiinteresseret målgruppe. Vi forventer fornyet/øget interesse for telefonen, når vi får den fysisk i vores butikker til april,” slutter Mads Houe.
Samsung har momentum
Motorolas konkurrent Samsung har momentum overfor dem, som ønsker at prøve kræfter med genfødslen af klaptelefonen. Samsung Galaxy Z Flip er således den eneste klaptelefon, som rent faktisk kan købes nu i Danmark netop nu.
Motorola Razr har en vejledende pris på 12.999 kroner, mens Samsung Galaxy Z Flip ligger til 11.699 kroner.
Du kan læse min anmeldelse af Samsung Galaxy Z Flip her. Desværre har forsinkelsen af Motorola Razr gjort, at jeg endnu ikke har modtaget et anmeldereksemplar. Du må derfor nøjes med mine første indtryk af Razr i videoen herunder.
Mens vi venter på Motorola Razr, så kan du læse de seneste rygter om den kommende Motorola-topmodel Edge+. Angiveligt kommer Motorola Edge+ med et kamera på 108 megapixels. Der er endnu ikke meldt noget officielt ud omkring Motorola Edge+.
Motorola Edge+ kommer med 108 megapixels kamera
Mere til historien
Udover standardfarven på Motorola Razr bekræftede Motorola i februar at en guldfarvet Razr er på vej. Formodentlig er denne også forsinket.