Samsung Galaxy S10 Lite test – god mobil du ikke skal købe
TEST: Galaxy S10 Lite er god, men ikke god nok. Du skal i stedet købe Samsung Galaxy S10, der er en meget bedre telefon – til stort set samme pris.
Først kommer topmodellerne. Senere sendes der, måske, nedskalerede udgaver på markedet af de samme modeller. ”Lite” dækker over en telefon med mange af de samme specifikationer som topmodellen, men til en reduceret pris.
Udfordringen for Samsung er, at priserne på en topmodel, som Samsung Galaxy S10, er faldet ganske meget siden den kom på markedet. Når Galaxy S10 Lite så lander, bliver det til en pris som ligger utroligt tæt på, hvad den gamle topmodel nu koster.
Konkret taler vi, at Samsung Galaxy S10 Lite kan købes til priser omkring 4.800 kroner uden abonnement mens Samsung Galaxy S10 koster omkring 4.700 kroner – begge modeller med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads. Dagspriserne fra Pricerunner den 17. februar 2020.
Samsung Galaxy S10 Lite er IKKE en dårlig telefon. Der er bare intet argument for at købe den nedskalerede Lite-udgave, når den rigtige topmodel koster det samme.
Galaxy S10 Lite kommer for sent på markedet til, at den efter min mening yder retfærdighed. Desværre.
Herunder bliver du i min Samsung Galaxy S10 Lite test klogere på hvorfor denne smartphone kunne have været et godt valg, hvis ikke modellerne lå så tæt prismæssigt.
Specifikationer: Samsung Galaxy S10 Lite
- Skærm: 6,7 tommer Super AMOLED Plus
- Opløsning: 1.080 x 2.400 pixels (20:9 format)
- Processor: Qualcomm Snapdragon 855
- RAM: 8 GB
- Hukommelse: 128 GB
- Udvidelse af hukommelse: MicroSD-kort
- Dual-SIM: Ja
- Batteri: 4.500 mAh
- Opladning: USB Type-C stik, 25 watt hurtigoplader medfølger
- Trådløs opladning: Nej
- Kamera 1: 48 megapixels, f/2.0, Super Steady OIS
- Kamera 2: 12 megapixels, f/2.2 (Ultra vidvinkel)
- Frontkamera: 32 megapixels (f/2.2)
- Størrelse: 162.5 x 75.6 x 8.1 mm
- Vægt: 186 gram
- Fingeraftrykslæser: Indbygget i skærmen
- Forbindelser: Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- 3.5 mm. jackstik: Nej
- Silikonecover medfølger: Nej
- Platform: Android 10
- System: Samsung One UI 2.0
Yder som en topmodel
Selvom der står ”Lite” på kassen så betyder det ikke dårlig ydeevne. Jeg mindes stadig de første ”mini”- og ”lite” modeller for nogle år siden, hvor ydelsen var så dårlig, at telefonerne blev rigtigt irriterede at bruge.
Galaxy S10 Lite kommer med Qualcomm Snapdragon 855 processor. Det er Qualcomms store 2019-processormodel, som vi blandt andet så i Sony Xperia 1 og OnePlus 7 Pro.
Samsung Galaxy S10-serien benytter Samsungs egen Exynos 9820-processor, der svarer til Snapdragon 855. De to processorer har stort set samme ydelse, men i en test af den rå ydelse, så trækker Lite-modellen lidt fra S10’erne. Du kan se målingerne i skemaet herunder. Målingerne er foretaget med telefonernes højeste indstilling for ydelsen.
Ja. Galaxy S10 Lite er på papiret hurtigere, men det har absolut ingen indflydelse i dagligt brug. Begge telefoner har så kraftig ydelse, at det nærmest er umuligt at finde noget at bruge de mange kræfter til.
I øvrigt er det interessant, at Galaxy S10 efter opdateringen til Android 10 er kommet ud, nu scorer betydeligt bedre tal i bechmarktests.
Da jeg startede min anmeldelse af Galaxy S10 Lite måtte jeg ind i udviklerindstillinger og justere animationshastigheden, da overgangene mellem vinduerne gik alt for langsomt og fik mobilen til at virke sløv – men det kan en ændring i hastigheden for animation altså løse.
Antutu | 3D Mark | Processor | RAM | |
Galaxy S10 Lite | 467.075 | 5.738 | Snapdragon 855 | 8 GB |
Galaxy S10 | 419.445 | 5.072 | Exynos 9820 | 8 GB |
Her er der sparet
Når du får Galaxy S10 Lite i hånden, vil du sikkert, ligesom jeg, opleve den som en umiddelbar god kvalitet.
Jeg synes skærmen på 6,7 tommer fortjener ros for den gode billedkvalitet, hvor farverne ikke er boostet til et urealistisk niveau. Telefonen har tilmed større skærm end Galaxy S10+ (6,4 tommer). Du får altså meget skærm for pengene på lite-modellen.
Den gode kvalitet er ikke gennemgående for telefonen. Eksempelvis larmer vibratoren på en måde så den nærmest skriger af dårlig kvalitet. Vibratordelen er temmelig afgørende for kvalitetsfølelsen – det kan lyde underligt, men sådan er det for mig.
Blandt besparelserne finder vi også den manglende trådløse oplade mulighed. Nogle vil mene, at det manglede 3.5 mm. jackstik er et problem, men det er ikke noget, der betyder noget for mig.
På kameradelen må du undvære telefotolinsen med 2x optisk zoom, som findes i S10-serien. Telefoto anvendes, når du skyder portræt- og bokehbilleder. Her skal du nøjes med den softwarebaserede portrætfunktion i Galaxy S10 Lite.
Ultravidvinkel-linsen har desuden kun 12 megapixels opløsning mod 16 megapixels i S10-hovedmodellerne. Nå ja så har Samsung sat en 5 megapixels makrosensor i S10 Lite – tjaaaa… Jeg ville trods alt hellere have en telefotolinse.
Det skal siges, at Galaxy 10 Lite tager rigtigt fine billeder. Du kan se nogle af mine billeder i galleriet herunder. Nattilstanden gør det, som du kan se, vældig godt.
Går du op i lyd må du undvære stereohøjttalere. Der medfølger desuden ikke et AKG-headset i salgspakken.
Selvom modellerne minder meget om hinanden, så er der altså en del forskelle, som jeg synes er vigtige at lægge mærke til inden du eventuelt køber.
I øvrigt har Samsung, heldigvis, fjernet den forhadte Bixby-knap fra Galaxy S10 Lite. Denne knap er til stadig irritation på de andre S10-telefoner.
OBS: Hos OiSTER kan du få gode råd til dit barns mobilforbrug, så du trygt kan overlade mobilen til ungerne. Læs de gode råd her Annoncelink
Billeder taget med Samsung Galaxy S10 Lite
Taget med Samsung Galaxy S10 Lite – standardfoto (Foto: MereMobil.dk) Taget med Samsung Galaxy S10 Lite – ultra vidvinkel (Foto: MereMobil.dk)
Kører i lang tid på en opladning
Galaxy S10 Lite kommer med et dejligt stort batteri med en kapacitet på 4.500 mAh. Dette er med til at give en rigtig god batterilevetid. Med god vilje kan du trække to dage ud af telefonen. Det mest sandsynlige er dog nok, at du kører en hel dag og lader om natten – men hvor du stadig har ret meget juice tilbage, når du tager nathuen på.
Hurtigopladning er understøttet og opladeren fra salgspakken kan således sende batteriet fra 0 til 55 procents kapacitet på en halv time. Det er godkendt!
Den medfølgende oplader er en rigtig USB-C oplader. Det vil sige, at den har USB-C stik i opladeren. Enden af kablet er ligeledes USB-C hvilket passer i telefonen.
GALAXY S10 LITE vs. GALAXY S10 / S10+: Lite-modellen har en skærm på 6,7 tommer mens Galaxy S10 har 6,1 tommer skærm. Skærmen på Galaxy S10+ er 6,4 tommer. Lite-modellen kommer således med den største skærm men denne har en markant lavere opløsning end vi finder på Galaxy S10 og Galaxy S10+. Samsung Galaxy S10+ er cirka 800 kroner dyrere end Galaxy S10 Lite. Både Galaxy S10 og Galaxy 10+ er bedre telefoner en Galaxy S10 Lite.
Er til tider ustabil
Det er sjældent jeg oplever telefoner, der ligefrem er ustabile. Men her er en undtagelse.
I testperioden har jeg oplevet websites, der fryser eller blokerer under indlæsning. Det sker ikke konsekvent og der er umiddelbart ikke et mønster i det.
Jeg har også oplevet problemer med at sende streamingvideoer fra eksempelvis YouTube via Chromecast. Her var situationen, at telefonen godt nok viste Chromecast-enheden, men hvor der intet skete, når enheden blev valgt.
Fra den positive liste vil jeg gerne nævne in-screen fingeraftrykslæseren, der fungerer hurtigt og meget præcist. I forhold til Galaxy S10 er der sket noget positivt her – sensoren i S10’eren er nemlig væsentligt dårligere.
BLOATWARE PÅ GALAXY S10 LITE: Galaxy Store, Samsung Pay, Game Launcher, Office Mobile, OneDrive, LinkedIn, Outlook, Facebook, YouTube Music, Samsung Notes, Samsung Global Goals, SmartThings, Dikaton, Samsung Internet Browser, Samsung Health, Galaxy Wearable, Samsung Members, Bixby, Netflix plus Googles egne apps.
Konklusion: Hvorfor Samsung?
Du får en god telefon, der på rigtigt mange punkter opfylder de behov som jeg tror mange mobilkøbere har. Alligevel er Samsung Galaxy S10 Lite en telefon du slet ikke skal overveje.
Det rigtige køb er Samsung Galaxy S10 (uden ”Lite”). Som nævnt er prisen stort set ens og Galaxy S10 har enten de samme eller bedre specifikationer.
SÅDAN BLIVER GALAXY S10 LITE OPDATERET: Samsung vil vedligeholde Galaxy S10 Lite med månedlige sikkerhedsopdateringer i tre år – i år fire opdateres hvert kvartal. Desuden tilbydes der to Android OS-opgraderinger inden for en periode på tre år. Det oplyser Samsung Danmark til MereMobil.dk.
Samsung Galaxy S10 Lite er en god smartphone, som du ikke bør købe i hvert fald ikke så længe du kan købe Galaxy S10 til den samme pris. Jeg lander på 3 ud af 6 stjerner – hvilket skal ses ud fra markedsbilledet og priserne netop nu.
Jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvorfor Samsung? Hvorfor satses der ikke blot på Galaxy S10 og Galaxy S10+, der dokumenteret er bedre telefoner! Og særligt nu, hvor 2020 startes med Galaxy S20’erne.
Læs også min anmeldelse af Samsung Galaxy S10+.
Aktuelle priser på Samsung Galaxy S10 Lite
Herunder kan du se dagspriserne på Samsung Galaxy S10 Lite.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
S10 Lite vs Galax S10
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
– Stor skærm med fornuftig opløsning
– Rigtigt mange fællestræk med Galaxy S10
– God batteritid og hurtigoplader i salgsæsken
– Stabil og god fingeraftrykssensor i skærmen
– Ydelse på niveau med Galaxy S10’erne
Lidt at tænke over
– Periodisk fejl hvor websites låser ved indlæsning
– Periodisk fejl i Chromecast-funktionen
– Fylder meget i hånden – er større og tungere end Galaxy S10+
– Mindre attraktiv kamerateknik – målt ift. Galaxy S10-serien
– Intet 3.5 mm. jackstik
– Vibrator larmer og får telefonen til at opleves billigere end den er
– Har ikke trådløs opladning
– Ingen stereohøjttalere
– AKG-headset medfølger ikke – kun standard headset.
Mere til historien
Samsung Galaxy S10 med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads, som jeg har omtalt i denne anmeldelse, kostede 7.199 kroner ved lanceringen i marts 2019. I dag er prisen godt 2.500 kroner lavere.