TDC skifter igen navn – en ændring uden stor effekt
TDC NET er navnet du skal lære at sige. TDC hedder nemlig ikke længere TDC. Jeg tvivler på, at det ændrer noget.
Det har uden tvivl kostet kassen – det nye navn for TDC med en tilhørende visuel identitet. Med andre ord: Alle visitkort og sandsynligvis mange kasser brevpapir, kuverter, stempler osv ryger på containeren. Dertil kommer hele den bagvedliggende ændring i alle IT-systemer, mails og afsender-signaturer.
I processen er over 3.000 nye navne blevet overvejet. Desuden har den stået på fokusgrupper, workshops og analyser for ikke at tale om bunkevis af interviews med medarbejdere i TDC. Det skriver Markedsføring.
TDC har i udviklingen allieret sig med specialist-bureauer, reklamebureauet Mensch, kommunikationsbureauet Friday og Kontrapunkt (design og branding) samt Siegel+Galte som er et britisk navnebureau.
Processen har taget 10 måneder. Det hele er endt med: TDC NET.
Det er jo stadig “TDC”
Mit gæt er, at de fleste stadig vil omtale TDC som TDC – uanset hvad der gøres af anstrengelser.
Udover navnet skal kunderne desuden forstå, at TDC NET er selskabet der dækker infrastruktur-forretningen. De kendte brands som YouSee, Fullrate og Telmore ligger i selskabet Nuuday.
Lige nu præsenterer tdc.dk erhvervsforretningen TDC Erhverv. Du skal taste tdcnet.dk for at komme i forbindelse med det nye navn og logo.
Det hele minder mig om dengang i 2005 hvor landets mange skatteforvaltninger blev lagt sammen med ToldSkat (der i folkemunde blev omtalt som “Told og Skat”). Resultatet var et logo med versaler og teksten SKAT. Det kostede 13 millioner kroner.
Senest (primo november 2019) besluttede klimaminister Dan Jørgensen (S) at ændre ”Energi-, Forsynings- og Klimaministerium” til ”Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet”. Bemærk: Nu står ”Klima” først. Ifølge Ekstra Bladet kostede det 141.256,20 kroner.
Der er en ikke uvæsentlig forskel i sagerne; Skat og ministeriet har brugt borgernes penge på ændringen. TDC NET, i daglig tale blot ”TDC”, er en privat virksomhed.
Tidligere i år fik TDC nye ejere. Disse er Pensionskasserne ATP, PFA og PKA samt australske Macquarie Infrastructure and Real Asset. Ejerne har åbenbart ville kaste lidt nyt stjernestøv over den gamle telegigant.
Herfra skal lyde et held og lykke til TDC NET og investorerne. Jeg tror ærligt talt ikke det gør en forskel ude i virkeligheden. TDC vil stadig være TDC.
Herunder kan du se den officielle kampagnevideo for navneændringen.
Mere til historien
Det er ikke meldt ud hvad navneændringen i televirksomheden har kostet.