Motorola One Vision test – the only one you need
TEST: OnePlus er ude som mellemklassens favorit. One Vision sætter et nyrestød ind, hvor OnePlus slap. Læs her min glade anmeldelse af Motorola One Vision.
Jeg har været, og er, glad for Motorolas lineup i Moto G-serien. Ikke kun jeg og andre anmeldere, har fået øje på Motorola. Det har køberne også. Motorola er ifølge de officielle salgsmålinger i Danmark den fjerdestørste producent af smartphones, og den hurtigst voksende. De bliver rigtig spændende at følge fremadrettet.
Selvom Moto G-serien, som Moto G7 Plus, absolut er gode telefoner til prisen, så formår Motorola One Vision at trække forbi. One Vision er efterfølgeren til Motorola One, der kom i efteråret.
Gennem lang tid har kinesiske OnePlus været favoritten i mellemprisklassen, men da OnePlus løbende har sat priserne op – seneste med OnePlus 7-serien, så er der blevet plads til nye spillere. Motorola sætter med One Vision sig hårdt som ny favorit i denne kategori.
Velkommen til min test af Motorola One Vision. En ren Android oplevelse til 2.299 kroner, der er optaget i Googles Android One-program.
Specifikationer: Motorola One Vision
- Skærm: 6,3 tommer LCD
- Opløsning: 1.080 x 2.520 pixels (21:9 format)
- Beskyttelse: Gorilla Glas på for- og bagside
- Processor: Samsung Exynos 9609 (2.2 GHz octa-core)
- RAM: 4 GB
- Hukommelse: 128 GB
- Udvidelse af hukommelse: MicroSD-kort op til 512 GB
- Batteri: 3.500 mAh
- Opladning: USB Type-C stik, 15 watt hurtigoplader medfølger
- Kamera: 48 megapixels (OIS) + 5 megapixels (f/1.7)
- Frontkamera: 25 megapixels (f/2.0)
- Størrelse: 160.1 x 71.2.x 8.7 mm.
- Vægt: 180 gram
- Fingeraftrykslæser: På bagsiden
- Forbindelser: Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac 2.4 GHz + 5.0 GHz, 4G LTE Cat6)
- Stik: 3.5 mm. jackstik i toppen
- Silikonecover medfølger
- Vand- og støvtæthed: IP52
- Platform: Android 9 (Android One)
En platform uden snask
Styresystemet Android kommer her i sin rene udgave, hvor producenten ikke har modificeret platformen med skins og overlays, som det kendes fra blandt andet Samsung og Huawei.
Det eneste Motorola har gjort i brugerfladen er, at lægge egne baggrundstapeter på samt appen Moto, der tilføjer nogle enkelte Motorola specifikke funktioner som Moto Actions og Moto Display.
Moto-appen kan deaktiveres, hvis ikke du vil bruge den.
Telefonen indholder ikke “bloatware” – andet end Googles egne apps.
Motorola har også sin egen kamera-app, hvilket er helt normalt for telefoner i Android One.
Med Android One bliver du ikke ladt i stikken, selvom producenterne kommer med nyere produkter. Via Android One garanterer Google nemlig opdateringer af Android-systemet i to år frem samt løbende opdateringer af sikkerhedslaget i Android hver måned i tre år.
Den næste fordel er, at telefonen ikke sløves af ændringer og lagkage-lag oven på Android platformen.
BAGGRUND: Derfor skal du vælge en telefon med Android One
Motorola One Vision kører Android 9 med sikkerhedsniveau 5. maj 2019 i min anmelderudgave. Maj-opdateringen landede i øvrigt helt af sig selv i testperioden.
Skærmbilleder fra Motorola One Vision
Samsung har leveret motoren
Motorola har lavet en aftale med Samsung om levering af processor og chipset til One Vision. Processoren er Samsung Exynos 9609 (2.2 GHz octa-core). Dertil kommer 4 GB RAM.
Exynos-processorer, som Samsung producerer, er den type Samsung selv benytter i deres egne smartphone-modeller i vores marked.
Ved betjening af telefonen kører alt fuldstændigt flydende uden ventetider eller hakkende grafik.
Når jeg måler benchmarktallene så scorer One Vision 144.724 point på allround-ydelsen målt med Antutu Benchmark. Den får 1.354 point i målingen af 3D-ydelse med 3D Mark. Avancerede spil som Asphalt er derfor intet problem for telefonen at trække.
Dette er bedre resultater end hvad Motorola Moto G7 Plus leverer, men One Vision scorer også over Huawei P30 Lite, Sony Xperia 10 Plus, Nokia 5.1 Plus og en række andre.
Jeg er overrasket over, hvor meget mere ydelse Motorola One Vision byder på, når jeg sammenligner med den dyrere, og højt profilerede, Huawei P30 Lite.
ANMELDELSE: Huawei P30 Lite er en attraktiv budget-telefon
Antutu Benchmark | 3D Mark | |
Motorola One Vision | 144.724 | 1.354 |
Huawei P30 Lite | 141.071 | 993 |
Nokia 5.1 Plus | 117.258 | 945 |
Sony Xperia 10 Plus | 117.250 | 942 |
Motorola Moto G6 Plus | 116.697 | 943 |
Motorola One | 81.120 | 478 |
Rigtigt fornuftigt kamera
Lige nu er Huawei P30 Pro topscoreren på kamerafronten. Motorola kommer ikke op på dette vilde niveau, men gør det alligevel rigtigt godt.
One Vision benytter en 48 megapixels kamerasensor samt en 5 megapixels dybde sensor.
På 48 megapixels sensoren anvendes såkaldt quadpixel-teknologi. Det er en teknik, der splitter de 48 megapixels i fire dele, skyder et billede og beregner på basis af datamængden på 12 x 4 megapixels.
Teknologien gør det muligt at tage mere lys ind gennem linserne, hvilket åbner for Night Vision, der minder lidt om, hvad Huawei formår at gøre i deres nyeste kamera; tage billeder hvor mørket er dominerede.
Night Vision giver rent faktisk billeder som imponerer. I en duel med Samsung Galaxy S10+ ser One Vision ud til at vinde. Men! Dette handler i høj grad om motivtypen og om hvorvidt motivet er i bevægelse.
Lowlight-test: Samsung vs. Motorola
Forsøger at være ‘intelligent’
Kameraet har desuden optisk billedstabilisator (OIS). Det synes jeg også er et fint plus for en telefon i denne priskategori.
Træerne vokser ikke ind i himlen, men Motorola sætter på kameradelen en ny standard for, hvad vi kan tillade os at forvente i mellemklassen.
Motorola har også en slags AI (Artificial Intelligence) funktion, der kan optimere billederne lidt ekstra. Heldigvis står Motorola ikke og taler vidt om bredt om ”AI” som en kæmpe driver. Faktisk står der ”scenegenkendelse” i softwaren, hvilket jo har eksisteret på kameraer i årevis.
Når kameraet ”ser” en ”AI-scene” f.eks. et ansigt, foreslår den brugeren at skifte til f.eks. portrættilstand. Det virker faktisk meget fornuftigt, når man ikke tager det for mere end det er.
Du kan se nogle af mine billeder fra Motorola One Vision herunder.
Frontkameraet har en opløsning på 25 megapixels. Dette benytter også quadpixel-teknologi.
Hvis du vil kombinere en billig smartphone, i høj kvalitet, med et billigt abonnement, så tjek prisen hos Oister Annoncelink. Udover tale og data i Danmark, så er der EU-roaming med i alle pakker.
Billeder taget med One Vision
Nyt slankt skærmformat der giver mening
Vi har allerede set 21:9 skærmformat på Sony Xperia 10, Xperia 10 Plus og Sony Xperia 1. Motorola vælger at følge Sonys vej. Det synes jeg er rigtigt fornuftigt.
VIDEO: Første kig på Sony Xperia 1
I stedet for de obskure selvopfundne formater som 19:9, 18.5:9 osv., som Samsung og Huawei benytter, så kører Sony og Motorola med et format, der rent faktisk findes indhold til.
I lighed med 16:9 så bugner Netflix og YouTube med indhold i 21:9 format. Det er muligt, fordi 21:9 er det professionelle format som film, serier og musikvideoer optages i inden det bliver versioneret til andre formater.
21:9 ser bare lækkert ud. Det er fedt ikke at skulle strække videoer, og så giver formatet desuden er flot slank telefon.
Hvis du vil vide mere om 21:9-formatet, så lyt til min techpodcast, der i episode 61 går tæt på 21:9.
Jeg håber, at Motorola og Sony fremadrettet kører videre med 21:9.
Skærmen på 6,3 tommer med Full HD+ opløsning er ganske fin. Du falder ikke bagover af overraskelse, men skuffes heller ikke over billedkvaliteten.
KOMMENTAR: Derfor giver 21:9 formatet mening
Kameraet kan i øvrigt tage billeder i 21:9-formatet, men underligt nok kan du ikke optage video i 21:9. Her er standardopløsningen Full HD 1080p (30fps). Maksimalopløsningen er 4K Ultra HD (30 fps).
Kører op til halvandet døgn
Batterikapaciteten på 3.500 mAh lyder ikke overvældende, men strømmen suges ikke ud af telefonen. Hard- og softwaren er god til at håndtere strømforbruget, og hvis ikke du presser den helt vildt, så kan du godt køre halvandet døgn uden en oplader.
De mest sandsynlige er, at du skal lade op ved sengetid, men det er uden du har kørt batteriet helt i bund.
Der ligger en 15 watt hurtigoplader i salgspakken. Ved opladning i 15 minutter får du til syv timers brug, oplyser Motorola.
Jeg er rigtig tilfreds med batteritiden, men jeg savner virkelig trådløs opladning.
Ser godt ud og lyder godt
I bunden af One Vision sidder en lille højttaler, der har overraskende god lyd, når vi tager i betragtning, at vi taler om en smartphone til 2.300 kroner.
Ved samtaler er lyden klar og tydelig, men ved lytning af musik via 3.5 mm jackstik mudrer lyden. Det går langt bedre, når du tilslutter et godt Bluetooth headset. Jeg har lyttet via Jabra Evolve 65t. Her spiller One Vision godt igennem.
Motorola har indlagt lydjustering fra Dolby Audio. Jeg ved ikke, om det er denne del, som driller et kablet headset. Selvom Dolby deaktiveres, er jeg ikke overbevist om lydkvaliteten i det kablede headset.
BEMÆRKNING: Hvor er det dog i øvrigt pi**e irriterende, at USB-C porten på smartphones ikke er standardiseret i forhold til lyd. Fordi denne telefon har 3.5 mm. tilslutningen, så sendes der ikke lyd ud via USB-C. I øvrigt har producenterne forskellige adaptere til USB-C, der ikke fungerer på kryds af telefoner. Arrhh!
Motorola One Vision har en glasbagside (i Gorilla Glass), som i begge farvevarianter (blålig og bronze) ser virkelig lækker ud. Den føles også rigtigt godt i hånden. Glasset er desværre poleret meget glat, så pas på hvis underlaget den lægges på, ikke er helt plant, for så falder telefonen ned. Du kan komme ud over denne problemstilling ved at montere det medfølgende silikonecover.
Læg også mærke til, at Motorola-logoet på bagsiden indeholder en yderst præcis og hurtig fingeraftrykslæser. Der er plads til enten to SIM-kort eller ét SIM-kort og ét hukommelseskort på én gang.
Du kan også benytte den usikre låsemetode ansigtsgenkendelse, der både er hurtig og præcis.
Konklusion: Motorola One er ’the only one you need’
Det her ER virkelig en god telefon. Dag for dag overraskes jeg. Alt fungerer fremragende, og jeg oplever helt ærligt ikke, at dette ikke er en telefon på den ekstreme side af 5.000 kroner.
Den ser godt ud, fungerer godt, lyder godt og fotograferer godt. Samtidigt er batteritiden og skærmen i orden.
Naturligvis er kameraet ikke på niveau med det helt dyre telefoner, men jeg savner det som sådan ikke. Jeg vil ALTID have et godt kamera, men jeg vil også gerne spare nogle penge.
Oven i det så er der bare tryghed i, at Android One sikrer, at jeg ikke bliver glemt som kunde. Jeg er sikret opgraderinger af Android i to år – inklusive den kommende Android Q. Og sikkerhedsplatformen er up-to-date i tre år.
Motorola One Vision scorer lidt ekstra på den store 128 GB intern hukommelse.
Slutteligt så er Motorola One Vision som minimum på niveau, men også bedre, end Huawei P30 Lite, der er dyrere.
I mellemklassen ER Motorola One Vision den nye vinder. “Den nye OnePlus” kan man fint sætte på som mærkat.
6 ud af 6 stjerner herfra! Dermed både topkarakter og en telefon, som jeg gerne anbefaler.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Flot og moderne design – ingen notch
- Tager gode billeder – og overrasker positivt i lav belysning
- God batteritid samt hurtig opladning
- Google supporterer med opdateringer i op til tre år
Lidt at tænke over
- IP52-certificeret men det beskytter kun mod støv og vanddråber – er ikke støv- og vandtæt
- Lyden i kablet headset er ikke særligt god
- Er meget glat. Ligger godt i hånden men kan falde ned af f.eks. et bord
- Ingen mulighed for trådløs opladning
Første kig på Motorola One Vision
Mere til historien
Motorola One Vision kommer i butikkerne den 3. juni 2019. Annoncelink Prisen for Motorola One Vision er vejledende 2.299 kroner. Farvemulighederne er Sapphire Gradient (blå) eller Bronze Gradient.