Motorola Moto G7 Plus test – supermobil til en god pris

TEST: Moto G7 Plus rykker på lydkvalitet, batteritid og pris. Kameraet driller lidt. Jeg håber på en softwareopdatering.

Motorola Moto G7 Plus test
Motorola Moto G7 Plus i mørkeblå (Foto: Motorola)

På toppen af kransekagen i Motorolas Moto G7-serie sidder Moto G7 Plus. Til 2.495 kroner (vejledende uden abonnement) viser det Lenovo-ejede smartphonebrand endnu engang, at de kan skabe en interessant smartphone, der er til at betale.

Moto G7 Plus har en fornuftig fysisk størrelse, selvom skærmen er hele 6.24 tommer. I forhold til sidste års tilsvarende model i, Moto G6-serien, er selve telefonen faktisk blev mindre til trods for, at skærmen er vokset fra 5.9 til 6.24 tommer.

Telefonen er udstyret med Qualcomm Snapdragon 636 processor. Denne giver en forbedring af ydelsen på cirka 30 procent, når der sammenlignes med Moto G6 Plus fra sidste år.

Ved alle de daglige smartphoneopgaver flyver betjeningen derudad. Jeg er ikke stødt på én eneste opgave, inden for hverdagsbrug, som Moto G7 Plus ikke har løst tilfredsstillende. Du får ikke en gamertelefon, men casual-gaming og de mest almindelige 3D-spil går an.

Specifikationer: Motorola Moto G7 Plus

 Motorola Moto G7 Plus
Skærm6.24”
Opløsning2270x1080px
StyresystemAndroid 9
Processor1.8 GHz, Snapdragon 636
RAM4 GB
Hukommelse64 GB
UdvidelseJa
Kamera16 megapixels + 5 megapixels
Frontkamera12 megapixels
Batteri3.000 mAh
Hurtigoplader medfølger27 watt TurboPower-lader
Cover medfølgerJa
Forbindelser4G, Bluetooth 5, Wi-Fi 802.11 a, b, g (2.4, 5 GHz)
Dual-SIMJa. To SIM-kort + microSD-kort
FingeraftrykJa. På bagsiden
AndetWaterdrop notch, 3.5mm jackstik
Størrelse157×75.3×8.27mm
Vægt172 gram
SystemAndroid 9

Designet forbedre betydeligt

Fra generation til generation har Motorola forbedret designet. Denne gang er ingen undtagelse. 

Motorolas designstreg skinner tydeligt igennem, og glas (Gorilla Glass fra Corning) på for- og bagsiden giver mobilen, sammen med en waterdrop-notch, følelse af premium, selvom mobilen her koster langt mindre end topmodellerne fra andre producenter.

Jeg har farven Deep Indigo i hånden. I noget lys er den mørkeblå i andet lys næsten sort. Du kan også vælge Viva Red. Begge farver er ret seje.

Fingeraftrykslæseren er stilrent indbygget i ”M”-logoet på bagsiden. Præcisionen er i top, og jeg har kun oplevet meget få fejlaflæsninger i testperioden.

LCD-skærmen med en opløsning på 2.270 x 1.080 pixels, kendt som Full HD+, fremstår flot. Heller ikke her oplever jeg at stå med en meget billig telefon i hånden. Naturligvis kunne jeg ønske mig en AMOLED-skærm, men jeg har forståelse for, at producenten må tage nogle valg i forhold til at holde prisen nede.

For dem som ikke kan nøjes med Bluetooth (version 5.0), når headsettet skal forbindes, er der stadig blevet plads til et 3,5 mm jackstik i denne smartphone. Der er desuden understøttelse af både 2.4 og 5 GHz Wi-Fi. Indimellem har jeg set lavpristelefoner, der kun fungerer med 2.4 GHz.

Moto G7 Plus trækker uden problemer alt hvad min trådløse forbindelse kan levere. Heller ikke på mobilnettet via 4G går det langsomt. Der er med andre ord “hul igennem”.

God lyd fra højttalerne

Stereohøjttalere er på ingen måde et must for mig, men ikke desto mindre er det da vildt, at Motorola i en så billig telefon bruger ressourcer på netop højttalerne. Dette er nemlig et typisk sted der ofte ses kompromisser på de billige telefoner.

Jeg vil ikke kalde lyden ”fremragende”, men den er bestemt heller ikke dårlig. Hvad enten du lytter til musik, en podcast (f.eks. tech-podcasten fra MereMobil.dk) eller har samtalen på speakerphone, så klarer Moto G7 Plus opgaven på fremragende vis.

Jeg har også været super tilfreds med den almindelige samtalelyd. Dette gælder både når mobilen holdes i hånden samt ved brug af Bluetooth headset. I testperioden brugte jeg Jabra Elite 65t sammen med Moto G7 Plus.

Motorola Moto G7 Plus understøtter i øvrigt Wi-Fi Opkald og VoLTE hos alle danske operatører.

BAGGRUNDHvad er VoLTE?  Voice over LTE

Lille batteri – men fantastisk batteritid

Motorola Moto G7 Plus
Motorola Moto G7 Plus (Foto: Motorola)

Batteriet har kun en kapacitet på 3.000 mAh. I forhold til hvordan vi bruger en moderne smartphone, samt den store skærm, er dette en relativt lille kapacitet.

Motorola har en fremragende strømstyring, der resulterer i fantastisk batteritid. Jeg har været oppe på 38 timer (skærmtid 4t 21m). Det synes jeg er flot!

Med så fremragende batteritid på et 3.000 mAh batteri så tør jeg næsten ikke tænke på, hvor meget Moto G7 Power er i stand til at levere. Denne har 5.000 mAh kapacitet. Den vejledende pris er lige under 1.800 kroner for Moto G7 Power.

I salgspakken til G7 Plus finder du en 27 watt TurboPower-oplader. Via USB-C kabel kan du lade til cirka 50 procents kapacitet på omkring 15 minutter. Cirka 85 procent nås på en halv time. Du skal afsætte omkring en time for at nå en fuld opladning.

Den hurtige opladning giver en virkelig god brugeroplevelse.

Desværre understøtter Motorola Moto G7 Plus, eller andre telefoner i G7-serien, ikke trådløs opladning. Det havde ellers været prikken over i’et.

Skærmbilleder fra Moto G7 Plus

Kameraet er det største minus

Taget med Moto G7 Plus
Dette er et glimrende eksempel på, at Moto G7 Plus ikke skyder billedet hurtigt nok, når der trykkes på udløseren. Katten bevæger sig forholdsvist langsomt. (Foto: MereMobil.dk)

Det begynder ellers godt. Dual-kamera med portrætfunktion, optisk billedestabilisator, 4K videooptagelse og meget andet godt. Specifikationerne fejler ikke noget.

Når motivet står stille, tager Moto G7 Plus nogle fornuftige billeder – også når mørket falder på.

Men! Kameraet starter meget langsomt op, og der er et stort lag mellem trykket på udløseren og hvad du får i kassen. Desuden er farvegengivelsen ukorrekt.

Taget med Moto G7 Plus
Eksempel på at Moto G7 Plus kan skyde flotte billeder (Foto: MereMobil.dk)

Det er bare SÅ mega ærgerligt. Mobilen klarer sig rigtigt godt på stort set alle andre parametre, men desværre ikke på kameraet.

Vi kan kun håbe på, at Motorola i en fart er i stand til at gøre noget ved det – i form af softwareopdateringer. Dette er dog ikke bekræftet.

Jeg har til gengæld fået bekræftet, at den foreliggende softwareversion på testmobilens hard- software er korrekt. Mine oplevelser er altså det bedst opnåelige resultat på det foreliggende grundlag.

OBS: Efter anmeldelsen er udgivet er jeg blevet bekendt med, at anmeldere i udlandet ikke har haft de samme kameraudfordringer som jeg.

Herunder kan du selv bedømme resultatet.

Billeder taget med Motorola Moto G7 Plus

Konklusion: Fed mobil!

Motorola Moto G7 Plus
Motorola Moto G7 Plus i Viva Red (Foto: Motorola)

Jeg har med STOR fornøjelse brugt Motorola Moto G7 Plus. Jeg er glad for design, størrelse, skærmkvalitet, batteritid og hurtigopladning.

Betjeningsoplevelsen, skift mellem apps og opstart af apps har bare spillet.

Kameraet er telefonens største problem. Du kan sagtens tage fine billeder, men du skal være opmærksom på hastigheden. Lad os håbe, at en softwareopdatering kan forbedre oplevelsen.

Motorola lover kvartalsvise sikkerhedsopdateringer samt én stor ”bogstav-opdatering” af Android-platformen i produktets levetid. Motorola lover dermed, at Moto G7 Plus bliver opdateret til Android Q.

Moto G7 Plus er ikke med i Android One-programmet, men det føles næsten som om den er. Ændringerne i Android 9 er nemlig meget få fra producentens side.

Jeg er fortsat imponeret over Motorola evne til at udvikle stærke smartphones til en meget fornuftig pris. Annoncelink Dagsprisen for Moto G7 Plus er 2.499 kroner.

5 ud af 6 stjerner.

Første kig på Moto G7-serien

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • God batteritid og hurtigopladning
  • Flot design i forhold til prisklassen
  • Højttalerne lyder godt

Lidt at tænke over

  • Kameraet starter langsomt og er for længe om at skyde motivet
  • Processoren yder godt, men dette er ikke en gamer-mobil
  • Overvej om en af de andre telefoner i G7-serien matcher dit behov bedre

Mere til historien

Motorola Moto G7 Plus er tilgængelig gennem en lang række forhandlere samt Call Me. Det er første gang, at Motorolas produkter kan købes med abonnement i Danmark.

Motorola Moto G7 Plus
Motorola lancerer telefoner i ”årets farve”

2025 er endnu ikke i gang, men Motorola er klar med to modeller i en helt ny farve – som er ”Årets farve 2025”. 

(mere…)
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Motorola lader dig afprøve nye Moto AI-features

Motorola har netop lanceret et beta-program, hvor de inviterer brugerne til at afprøve de nyeste AI-funktioner.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram